Lokalhistorisk Arkiv for Gylling og Omegn
PeakCounter >


Gammel tæller 5746

Jyllands-Posten

KRONIK 28.04.12 kl. 03:01

Karen Jeppe og armenierne

AF THOMAS PETERSEN, UNIVERSITETSLEKTOR EMER., LANGÅ

Det bliver en stor dag i den lille by Gylling syd for Odder. I dag vil dansk-armeniere fra hele landet valfarte dertil for at hylde bysbarnet - læreren og missionæren Karen Jeppe (1876-1935). Armeniernes moder, som der står på en mindesten i byen.

Den armenske ambassadør vil være til stede, en armensk mindegudstjeneste vil blive afholdt i byens kirke, og et to meter højt stenkors vil blive rejst. Det er således både det officielle Armenien og dansk-armeniere, der hylder Karen Jeppe. Ligesom diaspora-armeniere overalt i verden gør det. Statslighed og den apostolske armenske kirke flyder for alle armeniere sammen i helligdommen i Etjmiadzin nær hovedstaden Jerevan. Siden 300-tallet og ned gennem århundrederne, over sovjetperiodens ateisme og frem til i dag har Etjmiadzin været det religiøse og nationale center for alle armeniere - uanset hvor i verden, de befandt sig. Og samtidig hjemsted for den armenske kirkes overhoved - kaldet Katholikos. Den nuværende Karekin II regnes for nummer 132 i rækken. »De regler gælder ikke for os. Vi er jo ikke russere. Vi armeniere forstår kunsten at drikke!« Underforstået at drikke på en kultiveret måde. Ordene faldt i forfatternes hus i den armenske hovedstad Jerevan. Tiden var februar 1987, hvor jeg som deltager i en dansk kulturdelegation var gæst hos de armenske forfattere. Baggrunden for vore værters svar var, at der blev serveret god armensk cognac allerede klokken 10. På trods af, at Gorbatjov som led i sin alkoholpolitik havde forbudt udskænkning før kl. 14. Ordene blev ledsaget af et overbærende og indforstået smil. Underforstået, at de gorbatjovske regler var noget, der kun gjaldt ukultiverede russere og andre barbarer, der bare tyller og bunder. Armeniernes forhold til russerne har traditionelt altid været godt. Rusland var de kristne armenieres regionale beskytter mod en fjendtligsindet og muslimsk omverden. Mens armenierne til gengæld kunne sikre Rusland en fremskudt position i det storpolitiske spil med Iran og Tyrkiet om indflydelse i det sydkaukasiske rum. Armenierne er i høj grad bevidste om deres ældgamle skriftlige kultur, der rækker tilbage til et tidspunkt, hvor begreber som russisk og dansk kultur endnu lå gemt i historiens mørke. Armenierne kan bryste sig af at være de første i verden, der antog kristendommen som statsreligion i 301, og som har haft eget alfabet fra 300-tallet. Ved siden af det nuværende Armenien findes der også et historisk Armenien. Bevidnet hos de græske historikere Herodot og Xenofon, og som dækkede hele det nuværende østlige Tyrkiet ned til Middelhavet. Denne geografiske udstrækning er forklaringen på, at der i dag findes talrige armenske kulturspor i hele det østlige Tyrkiet. Menneskene forsvandt imidlertid fra området under Første Verdenskrig - de fleste som følge af massakrer, tørst og sult, andre, fordi det mirakuløst lykkedes dem at flygte til udlandet. Det bibelske Ararats bjerg, der i dag ligger i Tyrkiet, er for alle armeniere et nationalt symbol. Nutidens Armenien erobrede Rusland fra Iran i 1828. Sovjetunionens sammenbrud ramte Armenien særdeles hårdt - primært, fordi den armenske økonomi var så tæt forbundet med den sovjetiske. Sammen med Georgien forsynede Armenien det øvrige Sovjetunionen med frugt og grønt samt vin og cognac. Sovjetunionens sammenbrud ændrede fuldstændig dette billede. Forsynings- og samfærdselslinjerne brød sammen - en omstændighed, der i særdeleshed var føleligt for det energifattige Armenien. Da vi i begyndelsen af 1990'erne på Aarhus Universitet havde besøg af et kolleger fra Jerevan, kunne de fortælle, hvordan studerende og lærere krøb sammen, klædt i overfrakker og i auditorier, hvor der var minus fire grader. Man tilbringer ikke mange dage i Armenien, før det tyrkiske folkemord på det armenske folk i årene 1915-17 kommer på tale. Det er et dybt nationalt traume selv i dag - næsten hundrede år efter, at det fandt sted. Fra tyrkisk side benægtes det mærkeligt nok stadig den dag i dag, selv om der er rigelig dokumentation på grusomheder, der retfærdiggør betegnelsen folkemord. Begået af den ungtyrkiske regering, der havde sat sultanen fra magten. Selv om det moderne Tyrkiet, som Kemal Atatürk grundlagde i 1922, ikke var ansvarligt, er det ikke til at fatte, at landet hårdnakket benægter, at folkemordet fandt sted. Især når man betænker, hvor megen goodwill landet dermed allerede har sat overstyr i Vesteuropa. Og ikke mindst, når man tager i betragtning, med hvilken ihærdighed Tyrkiet har søgt om optagelse i EU. En lille åbning fandt sted i efteråret 2009. I forlængelse af det såkaldte ”fodbolddiplomati” blev der indgået en historisk aftale mellem de to lande. Grænsen skulle åbnes og diplomatiske forbindelser oprettes. Men det helt afgørende spørgsmål - om folkemord eller ej i 1915 - blev henvist til en historiker-kommission. Altså indtil videre ubesvaret. En anerkendelse af folkedrabet kunne for Tyrkiet medføre andre goder end blot EU-medlemsskab. Blandt diaspora-armenierne, der for manges vedkommende er overordentligt velhavende, vil en åbning af grænserne kunne føre en sand strøm af turister med sig. Til netop de fattige og tyndt befolkede østtyrkiske provinser, som har allermest brug for en økonomisk indsprøjtning, og som er spækket med armenske kirker og andre kulturminder. Spor, der netop for mange armeniere er minder om steder, hvor deres forfædre og - mødre så ulykkeligt kom af dage, eller som de på så tragisk vis forlod. Men som kan forvandles til turistattraktioner i en verden, der sukker efter oplevelser med indbygget historie. »Hvor blev de så af?« Det er det enkle spørgsmål, som alle folkemordsbenægtere bør stilles overfor. Og det hvad enten ofrene er europæiske jøder under Anden Verdenskrig eller osmanniske armeniere under den Første. Og hvad enten det er grusomhederne i Auschwitz eller i den syriske ørken, der benægtes. Selv om folkemordet ikke fysisk berørte de armeniere, der dengang levede i Det russiske Imperium, bliver det af dem oplevet som en integreret del også af deres historie. Det opfattes blandt armeniere som en hellig pligt at holde mindet og erindringen i live. Og det gøres stilfærdigt, værdigt og effektivt. Intet mindesmærke har imidlertid gjort et så dybt indtryk på mig som det, Sovjetarmenien i 1968 rejste for folkemordets ofre, og som hvert år den 24. april samler flere hundrede tusinder i stille sorg. Lige så enkelt, monumentet er i sin udformning, lige så effektfuldt og rørende er det i sit udtryk. Dets centrale område er formet som en cirkel med en evig flamme i midten. Cirklen omkranses af tolv høje basaltsøjler, der læner sig ind over flammen i midten, og som i deres form minder om de karakteristiske armenske gravsten - de såkaldte khatjkar. Udenfor skal en 44 meter høj granit-stele, formet som en pil, der rækker mod himlen, symbolisere overlevelsen og det armenske folks genfødsel. Den enkle arkitektoniske udformning gør sammen med den stille musik - skrevet af nationalkomponisten Vardapet Komitas - et uforglemmeligt indtryk. Jeg havde besøgt mindesmærket flere gange. Men det kom i særlig grad tæt på i februar 1987. Under besøget i forfatterforeningen blev jeg præsenteret for en mursten af en bog, der viste sig at rumme en dagbog af den danske sygeplejerske Maria Jacobsen (1883-1960). Med en armensk oversættelse på den ene side og på den anden en faksimile-gengivelse af Marias håndskrevne original. Bogen var udgivet i Beirut. Jeg havde åbenbart vist så stor interesse for bogen, at jeg næste dags morgen uventet fik overrakt en fotokopi af bogens danske tekst. Maria var en af de danske sygeplejersker, der drog til det osmanniske Tyrkiet for i både humanismens og kristendommens navn at hjælpe de armeniere og især de børn, der var blevet de sagesløse, men endnu levende ofre for forfølgelserne. Og så vender jeg tilbage til Karen Jeppe, som nok i den danske offentlighed er den mest kendte af de danske missionærer. Hvis hun da overhovedet i dag er kendt udenfor hjembyen Gylling. Helt anderledes i Armenien og blandt diaspora-armeniere overalt i verden. Der behøver man blot nævne, at man er dansker for straks at blive konfronteret med de to navne. Det gælder taxachaufføren, det gælder universitetsprofessoren, og det gælder tilfældige folk på gaden. Alle steder er lærerdatteren fra Gylling agtet og æret. Karen Jeppe rejste 1903 til Tyrkiet som lærer og sygeplejerske for armenske børn, der var blevet forældreløse under forfølgelserne i midten af 1890'rne. Hun var blevet inspireret af en artikel, skrevet af ”de undertryktes nationers tolk”, ildsjælen, forfatteren og foredragsholderen Åge Meyer Benedictsen (1866-1927), som i 1902 havde været en af initiativtagerne til foreningen ”Danske Armeniervenner”. Jeppe startede sit arbejde i 1903 på et hjem for forældreløse armenske drenge i Urfa i det sydøstlige Tyrkiet. Men da de virkelige massakrer startede i foråret 1915, blev forholdene endnu mere forfærdelige. Hun blev vidne til, hvordan tusinder af armenske mænd, kvinder og børn på de såkaldte dødsmarcher blev drevet gennem Urfa og ud til den sikre død i den syriske ørken. Andre kvinder endte i tyrkiske haremmer, mens børn blev slaver i tyrkiske hjem. Karen Jeppe skjulte - uden at tænke på egen sikkerhed - mange armenske flygtninge. I begyndelsen af 1918 vendte hun nedbrudt tilbage til Danmark. Men blot for et par år senere at rejse ud igen - denne gang til Aleppo i Syrien, hvor titusindvis af flygtninge levede under kummerlige forhold. Karen Jeppe blev i Syrien til sin død i 1935. Hun blev bisat i en armensk kirke og begravet uden for den.

aaaaaaaaaaaaiii