Else blev født den 17. februar 1937 på gården ”Ulvagergård” i Splidholm. Gården var Gylling kommunes fattiggård.
Else Thorup Laursen blev udnævnt til Æresmedlem af Gylling Arkiv i 2023.

Her voksede Else op sammen med sine 2 brødre Knud og Erik. De havde her en dejlig barndom, men det, at deres fødehjem havde været en tidligere fattiggård, gjorde at de tre søskende ofte blev drillet med at de kom fra fattiggården, selv om deres barndomshjem var et af Gyllings bedre stillede hjem, og Elses far sad i sognerådet og i skolekommissionen i en årrække.
Else gik sammen med sine brødre i skole i Gylling Skole.
Derefter var hun et halvt år elev på Gylling Efterskole. Det var mens eleverne boede hjemme, og kom på efterskolen om eftermiddagen, mens de havde arbejde om formiddagen.
Senere arbejde hun bla. på Odder Barnevognsfabrik, for senere at tage til London som au pair. Hjemvendt til Danmark fik Else stilling hos ØK og var her indtil ØK frasolgte alle sine skibe. Hendes sidste opgaver var at renskrive opsigelser til skibsofficererne.
Så lod hun sig pensionere og vendte hjem til Gylling igen.
I 2003 kom hun med i bestyrelsen for arkivet, hvor hun sammen med Knud Mildahl udførte det store arbejde med at få registreret arkivets samlinger og få lagt det hele ind på Arkibas, så interesserede nu kan søge og se, hvad vi har på arkivet. Ud over at deltage i registreringen, så samlingerne nu findes digitalt, har Else i hovedet, det meste af, hvad vi har på arkivet, og hvor det er placeret. Når gæster har besøgt arkivet, er de sjældent gået derfra uden at have fået svar på det, de søgte. Er vi i tvivl, hedder det: ”Spørg Else.”
Ud over sin store indsats på arkivet, har Else deltaget i Gyllings foreningsliv med stor interesse, og hun har været med på mange af de rejser og udflugter, der har været arrangeret.