Her på siden kan læses beretningerne fra generalforsamlingerne.
Formandens beretning 27.04.26
Arkivet har haft et godt og spændende år.
Vi har, som hvert år, udfyldt et skema til Kulturministeriets kulturstatistik.
Det er en opgave alle lokalarkiver får, og ud fra den statistik bevilliger ministeriet et beløb til landsorganisationen, SLA, som arrangerer kurser for arkiverne og driver et kontor, der yder hjælp til os, når vi har brug for det. Bl.a. har vi fået støtte til vores nye hjemmeside, som Dorthe og Karen har brugt mange timer på.
Kulturstatistikken omfatter 16 punkter.
Vi har indberettet, at vi har haft 89 timers fast åbning om onsdagene. Derudover har vi åbnet, når der har været ønsker om det fra grupper eller enkeltpersoner.
Samlingerne er forøget med 2 hyldemeter. Vi er glade for, når folk husker at aflevere til arkivet, selv om det tager en del tid at få alt registreret på Arkibas. Det, der er registreret, er det, man kan finde bl.a. på Arkiv.dk. Hvis det skal kunne findes, er det vigtigt at alle indkomne materialer registreres i et fælles landsdækkende skema, så det er ens for alle arkiver, hvad der kan søges på.
Man kan, når det er udfyldt rigtigt, både søge på navne, adresser, familie, arbejde, uddannelse mm. ligesom man kan se, hvor store billederne er og, når vi ved det, hvem der er fotograf og hvem der er på billederne.
Vi blev også spurgt om, hvor mange GB samlingerne er forøget med digitalt.
Vi har i årets løb haft 131 fysiske gæster på arkivet + 45 personer til arkivernes dag, foredrag mm.
Vi har registreret 15 skriftlige henvendelser og 14 henvendelser pr. telefon.
De frivillige arbejdstimer er opgjort til 1425 timer på et år.
Vi har søgt og fået fondsmidler. 10.000 kr. fra Sparekassen Danmark og 10.000 kr. fra Lokalrådet. Det er beløb, der er brugt til fornyelse og opgradering af arkivets elektroniske udstyr. Så skulle vi være godt dækket i flere år.
Vi har skiftet bankforbindelse fra Nordea til Sparekassen Danmark. Det vil spare os for en del gebyrer. Det har kostet ret meget tid at få det bragt i orden, men det var kassereren, Frode, der brugte tiden, så det slap vi andre nemt om ved.
Arkivets hjemmeside har været flittigt brugt af folk, der søger oplysninger om Gylling og om slægtninge fra Gylling Sogn. Bl.a. har der været mange besøg på de sider med billeder og videoer, vi har lagt op.
Vi har også rigtig mange besøgende på arkivets Facebookside.
Vi er gået i gang med at tælle op, hvor mange billeder, arkivet råder over. Det er Jonna, der har lavet det store ”tællearbejde”, men der er meget endnu. Foreløbig er billederne på vejregistret talt op. Så mangler vi bare billederne i personregisteret og billederne på depotet, hvor der er beskrivelser af virksomheder og foreninger. Det er en af de opgaver kulturministeriet gerne vil have løst. Vi kan se, at der er mange, der dyrker slægtsforskning, der besøger lokalarkivernes hjemmesider og Arkibas.dk.
For at give et indtryk af noget af vores ældre billedmateriale, har Frode indrammet en del billeder og sat dem op på væggene i skolens aula.
Den 24. april, der er årsdag for Det Armenske Folkedrab, var der ca. 50 mennesker samlet for at mindes Folkedrabet, og Karen Jeppe, Armeniernes Moder, der blev født og voksede op på Gyllingskov Skole. En del af arkivets gæster, kommer for at se vores samlinger, der har med Karen Jeppe at gøre.
Den 7. juni har vi åbent i forbindelse med Gylling bys loppemarked.
Vi kan se, hvor mange besøgende, vi har på aktivets hjemmeside , kun antallet, ikke navnene, og det er heldigvis rigtig mange.
Vi er også glade for de mange fysiske besøg på arkivet. (Vi er endnu gladere, når der er flere, der melder sig som betalende medlem af arkivet, for det er vores eneste faste indtægt. – Det koster kun 100 kr. om året pr. husstand)
Vi glæder os over de mange arkivalier, der fortæller Gyllings historie. F.eks. har vi en del kontrabøger, hvor man kan se, hvad dagligvarer kostede før i tiden, og se de ”byttehandler” med æg fra ejendommene og dagligvarer fra brugs eller købmand, som var en del af mange husholdningers faste regnskaber.
I vejregistret kan man se, hvornår mange af de gamle huse er bygget, og man kan se, hvornår gårdene blev udflyttet.
Hvis I søger oplysninger, kan vi ikke altid svare på stående fod, men hvis vi får lidt tid, kan vi tit hjælpe med at grave oplysningerne frem. Hvis I finder arkivalier, I gerne vil have med hjem, er I velkomne til at fotografere dem eller få scannet en kopi.
Vi glæder os til at se jer i tiden der kommer.
Formandens beretning 2025.
Hvert år skal vi indberette nogle tal til kulturministeriet, om hvad vi har foretaget os i arkivet. Det er de indberetninger fra de danske lokalarkiver, der bliver lagt til grund for statens tilskud til hovedorganisationen, Arkibas.
Det er Arkibas vi kan bruge, når der er kurser og andet, som støtter arkiverne.
I indberetningen fra Gylling kan man bl.a. se:
Arkivet har i løbet af 2024 haft besøg af 126 gæster.
Vi har i år haft den glæde, at vi har haft besøg af nogle af eleverne på Gylling Skole. De er især interesserede i vores vejregister, hvor man kan finde oplysninger om næsten alle boliger i Gylling Sogn, og i Gyllings historie.
Arkivet har haft faste åbningstider i 86 timer.
Samlingerne er forøget med 4 meter, så de er oppe op 94 meter +billeder på væggene.
Jeg er ikke helt sikker på, hvordan vi skal måle, for vi får jo ikke flere meter, når vi lægger flere arkivalier i en arkivkasse, der er med i beregningen i forvejen. Men det er det, ministeriet ønsker vi skal opgive, så det gør vi.
En af de store indkomster er det materiale, vi fik efter at Else Thorup Laursen var død.
Der var en masse fra Ulvagergård, og en masse om ØK, hvor Else var ansat i mange år.
Jeg er næsten færdig med at registrere det. Der er foreløbig 36 enkelte arkivalier, som vedrører Else og hendes forældre.
Man kan se, hvad vi har registreret, ved at gå ind på arkiv.dk og søge på navn eller sted.
Ved mindedagen for Karen Jeppe og for Det Armenske Folkedrab d. 24. april 2024 var der ca. 70 gæster.
Jeg har i årets løb været ude at fortælle om Karen Jeppe 5 gange. Der var yderligere 4 bestillinger, hvor jeg måtte sende afbud, fordi jeg var sygemeldt.
Vi har haft besøg af en gruppe, der lavede en kunstfilm med hovedtemaet flygtninge, og som gerne ville bruge Karen Jeppe og hendes arbejde som tema. Det er en smuk film, som endnu ikke er frigivet. Når det sker, vil vi give jer besked på Facebook.
Vi har haft en god hjælp af en flok ”billedpiger”, der har gennemgået de mange billeder vi har fra Gyllinghjemmet, så der er blevet sat navne og tid på de fleste billeder. Vi skylder billedpigerne en stor tak.
Når vi får billeder på arkivet, er det vigtigt, at vi får oplyst, hvem, hvor, hvornår og hvad billederne viser. Ellers er de ikke meget værd på et arkiv.
Vi søgte om at få en trappelift, så de, der ligesom mig er lidt besværede af trapper, kunne komme på arkivet. Men det blev afslået, fordi det ville gøre trappen 11 cm. for smal.
Arkivet har fået foræret en fladskærm, så vi kan vise de videoer, vi har på arkivet.
Knud Mildahl, der var i bestyrelsen for arkivet i mange år, heraf lang tid som formand, og som bl.a. sammen med Else Laursen fik digitaliseret en stor del af samlingerne, døde d. 17. august 2024.
Jens Erik stoppede som bestyrer af arkivets hjemmeside, tak for det store arbejde.
Nu er Dorthe i gang med at etablere en ny hjemmeside, hvor vi får opbakning og hjælp fra Arkibas, danske arkivers forening.
Beretning 2024.
Året 2023-2024 har også været anderledes end de foregående år, mest fordi vi i august mistede vores næstformand Per ganske uventet, og dermed en ildsjæl af de sjældne. Heldigvis er John trådt ind i bestyrelsen og det er vi alle rigtig glade for.
I februar i år mistede vi så Else ganske pludselig. Vi vidste jo alle at Else var syg, men ikke at hun efter sin flytning til Jerslev plejehjem døde efter 3 uger. Arkivet havde den glæde at i juli måned kunne vi udnævne Else til Æresmedlem for hendes store arbejde gennem 23 år i Arkivet.
Her i april måtte Arkivet igen tage afsked med en skattet person. Gerda Basse Pedersen døde efter et godt og langt liv, 92 år gammel. Gerda blev i 2010 Æresmedlem sammen med sin mand Ejnar, for deres store indsats for Arkivet, og uden dem havde der nok ikke være et Arkiv i Gylling i dag.
I 2023 havde især Mogens og Frode en udfordring af de store. Arkivet skulle have ny internetudbyder og kobles på Mobil Pay. Begge dele gav de to herre nogle ekstra grå hår, men i dag kører begge ting ok, dog ved jeg at Frode har brugt ret mange timer på at får Mobil Pay til at fungere især efter den sidste nye opdatering. Tak til jer begge for at I har holdt ud.
I Jens Erik har vi heldigvis en kyndig herre der ud over at styrer Arkivet hjemmeside også bruger mange timer på at digitaliserer de gamle kassebånd over på Cd-er, så de har en bedre holdbarhed. Jeg ved Jens Erik, at du bruger mange frivillige timer på begge dele, hvilket vi skønner meget på.
Arkivet har også fået en ny ”blæksprutte” i Karen. Karen møder ind om onsdagen og ser hvor hun kan gøre mest nytte på Arkivet. Kartoteks skufferne er nu næsten sat i system. Vi ved at hun har mod på at få vores vejregister opdateret så det præsenterer sig på bedste vis, og så gennemsøger hun kasser og mapper, hvis der er noget vi andre mangler. Dejligt Karen at du tropper op i Arkivet.
Arkivet har i årets løb haft åbent i 98 timer. Af vores gæstebog fremgår det at Arkivet har haft 100 besøgende. Det er altid dejligt når Arkivet bliver brugt. Det blev det også i det samarbejde vi havde med Fritidsskolen. Her havde vi en kombineret slægtsforsknings- og hvad kan vi bruge Arkivet til, aften. Efterfølgende lagde Arkivet hus til 3 eftermiddage med slægtsforskning. Det var rigtig hyggeligt som måske gentages.
Efterhånden mærker vi en stigning af respons på de forskellige ting/billeder vi ligger op på Facebook. Det er utroligt dejligt med denne respons, for på den måde håber vi også at Arkivet bliver mere synligt, og dermed også brugt mere.
2 gange har Arkivet stået med en lille stand med ting/bøger fra Arkivet. 1. gang var ved Mølledagen ved Møllen. 2. gang var oppe i brugsen. Vi syntes faktisk at begge gange var en succes. Vi fik gjort opmærksom på Arkivet og solgt nogle bøger. At vi så gerne ville have haft nogle flere som valgte at blive medlemmer, er en anden sag.
Mogens har et par gange været ude og holde foredrag om Karen Jeppe, og på onsdag den 24. april er der armenierdag hvor Gylling Arkiv er medarrangør sammen med Ararat foreningen i Danmark, hvor der er lystænding for at mindes Karen Jeppe og Det Armenske Folkedrab.
Her i april havde vi besøg af 6 unge mennesker fra Rudehøj efterskole, som kom for at give en hånd med rengøringen og pudse vores sølv ting. Det blev på alle måder en oplevelse ikke bare for os på Arkivet, men også for de unge mennesker. De var åbenlyst forbavset over at der fandtes et arkiv som vores med så mange ting, og det at historier fra gamle dage kunne være spændende.
Der er brugt noget over 1000 frivillige timer på Arkivet, som er brugt på at være til rådighed i Arkivets åbningstid, til at besvare nogle af de mange henvendelser vi får om Gylling eller personer fra Gylling, registrer indkomne arkivalier og de arkivalier som endnu ikke er registreret, ”fodre” Facebook med små historier og andre spændende ting fra Arkivet.
Det blev så til denne lille gennemgang af året i Arkivet.