Fortalt af H. Holst Christensen
BLADE FRA MINDEBOGEN
1
Ved tidligere lejligheder har jeg fortalt et
og andet fra min fødeby Gylling.
Der boede omkring år 1500 en ridder, hvis slot
lå på slotsbanken, der var omflydt af Åløbet midt
gennem byen, der derved får et helt hollandsk
præg, idet hovedgaden- kaldet Købmagergade
på den østre side har en række huse, så kommer
åen med mange broer over til de vestlige huse,
som har have ned mod åen.
Da ridderen døde, arvede hans datter borgen, og
som tak herfor skænkede hun Gylling kirke en
klokke, som hænger i tårnet endnu
.
På den gamle slotsbanke, der altså har været en
ø og derfor kaldes Sams, boede i min barndom
“Les pauvres honteux” – gammeljomfruer, som
det var gået lidt tilbage for, og som havde en lille
systue, lidt strømpestopperi og lapning,
opfostring af forældreløse børn og efter
ansøgning også var babysittere, d.v.s. børnene
skulle bringes til dem; de gik rigtignok ikke ud. En
gang om året havde de skiftevis et kaffeselskab,
hvortil byens “fruer” blev skriftlig indbudt, og det
var efter et meget gammelt ritual, bl.a. efter
sønderjysk skik med syv slags hjemmebagte
kager.
I den nederste del af byen lå på den forkerte
side af åen et rabarberkvarter kaldet “Krogen”.
Her boede de arbejdsløse og de fattige, og de
var rigtig fattige og levede af almisser og
madkurve, når folk havde slagtet. Her var også i
2
enden af et faldefærdigt rækkehus bopæl for
byens “femmes fatales”, halvgamle, fordrukne
kællinger, som jeg næsten daglig i min
købmandslæretid solgte hver en pægl
brændevin- pris 15 øre. En halv times tid senere
kunne man finde dem i den nærmeste grøft med
stængerne i vejret, og Pantalons var en ukendt
genstand for dem. Krogen var fyldt med unger,
rigtige og forkerte, og mange af dem endnu
præget af slægtskab med spanierne, der havde
hjemsøgt byen for 100 år siden. I Gylling, som
altid har ligget – og til dels endnu ligger godt
gemt- fra alverdens larm, var der en række
originaler.
Den fineste af dem var sognepræsten, den
landskendte Otto Møller, hvis prædikener fra
Gylling Kirke endnu kendes og benyttes af yngre
præster, som er i ord nød.
Det fortaltes, at præsten ikke havde været i
København siden sin embedseksamen, at han
ikke havde besøgt Horsens i de sidste 30 år i
1890, det var dog den nærmeste købstad, at han
også nødig begav sig ud i Gylling by, men kun fra
præstegården til kirken. Nedenfor den store og
meget smukke præstegårdshave lå en eng ned
mod åen, og i sommeraftener opholdt mange af
byens folk sig gerne her. I et hjørne af haven var
hækken skåret ned, og indenfor var rejst et
højsæde, hvor Otto Møller gerne opholdt sig og
så ned på sin trofaste menighed.
Min farfar, som heller ikke var helt almindelig,
fortalte gerne, at han havde besøgt Kong
Christian den IX, da Otto Møllers far, der også
var præst i Gylling, døde forholdsvis ung, og man
gerne ville have sønnen som sognepræst. Farfar
kom da også hjem “med præsten i lommen”.
Pastor Møller var sognepræst i Gylling i næsten
50 år.
Farfar var hans gode ven, de var renlivede
grundtvigianere begge to, og farfar byggede ved
sin gård et stort mødelokale, som først for kort
tid siden var revet ned.
Han var en patriark i ordets bedste betydning.
En gang hver måned mødtes hele familien, og
den var stor, på kirkebakken efter kirketid, og
der holdt 3-4 vogne forspændt med de flotteste
heste, og så gik det i skarpt trav ud til gården,
der lå ca. 1 km uden for byen.
Her var frokostbordet dækket, og der var
flere slags steg foruden al anden mad,
syltetøj m.m., alt af egen tilvirkning. Det
foregik i folkestuen, hvor farfar sad for
enden af det lange bord, med ølkovsen(1)
ved sin side; øllet var også
hjemmebrygget. På de faste bænke langs
vinduerne og på krakker(2) ved den anden
side sad sønner og sønnesønner, men
ingen kvindfolk. De vartede op og spiste i
køkkenet
.
(1) kovs= lerskål m/ skaft eller ører
(2) Krakker = simple skamler
Fra torvet, der vel højst var 100 kvadratmeter,
gik der langs Købmagergade et fortov, som nok
knap var 500 m langt og var det eneste i byen.
Ved den nederste ende af fortovet boede vores
nabo, der var manufakturhandler og engang
havde været sognerådsformand. Det har nok
været i hans tid, fortovet blev anlagt. Hver
morgen året rundt kl. 8 startede han, altid iført
en gul overfrakke, en gul, halvhøj hat med flad
puld samt en ligeså gul paraply, opslået, enten
solen skinnede eller det sneede. I skridtgang
bevægede han sig de 500 m op til torvet og
retur, så tog han turen i trav og endelig i galop.
Han spildte ikke sin tid med snak. Jeg har boet
lige op ad hans hus i 16 år og har aldrig talt et
3
ord med ham. Min morfar havde været
skolelærer.Han opterede (foretrak at rejse fra
Medolden til Gylling for bl.a. at beholde det
danske statsborgerskab )fra Sønderjylland i den
lille by Medolden i nærheden af Tønder og søgte
embede i Gylling. Han søgte afsked, da han var
sidst i tresserne, og oprettede så en privat
drengeskole, og indtil mit fjortende år gik jeg
ikke i nogen anden skole. Alligevel førte
“bedstefar” mig op til optagelsesprøve til 3.
mellem, og i betragtning af, at han sikkert ikke –
på Skårup Seminarium i 1848- havde lært ret
mange af de fag, der krævedes, fik jeg fine
karakterer. Han var streng og gammeldags i sine
straffemetoder, men en dygtig lærer. Hver
eftermiddag var jeg tvangsindlagt til en
spadseretur med ham, og da foregik samtalen
udelukkende på tysk, skønt han hadede både
landet og sproget. I kirken var min plads ved
siden af ham, og ve den fremmede, der havde
sat sig på lærer Holsts plads. Den gamle stod ret
op og stirrede, til synderen fortrak. Der var
dengang intet orgel i kirken, så degnen gik op og
ned ad gulvet og sang for. Vores vigtigste opgave
var at ” tage tonen” fra hans efterfølger, og det
lykkedes næsten altid.
Bedstefar var en meget sparsommelig mand.
Alle modtagne konvolutter blev sprættet op og
om muligt vendt og benyttet endnu en gang.
Kunne de ikke bruges til andet, var de i hvert
fald gode nok til kladdepapir. Han brugte aldrig
en tændstik til at tænde sine piber med, hvoraf
tre i stoppet tilstand blev ophængt på tre søm på
væggen ved hans seng til brug i nattens løb. Til
at tænde dem med anvendtes en fidibus, et
apparat, som måske ikke kendes i dag. Det var et
stykke papir, lagt sammen 3-4 gange, som blev
tændt i kakkelovnen om dagen og over
petroleumslampen om aftenen. Hans temmelig
store græsplæne blev klippet med en papirsaks,
og jeg har tilbragt mange timer med det arbejde
Byens urmager var også en dygtig mekaniker,
og han var sikkert en af de allerførste i Danmark,
der i slutningen af 90`erne anskaffede sig en bil.
Den var monteret med en rigtig gammeldags
agestol og cykelstyr. Hele mekanikken: bremse,
gear m.v. var nogle lange stænger udenfor
karosseriet, og på det ene trinbræt stod et par
mægtige akkumulatorkasser. Når han skulle
køre, samlede han alle byens knægte, der slæbte
vognen op på en bakke ved mejeriet, som lå et
par kilometer uden for byen. Så startede han, og
mens vi skubbede godt, trillede bæstet af sted, i
hvert fald så længe det gik nedad. Efterhånden
fik han dog skik på den. Så kom der jernbane
mellem Horsens og Odder, og en dag var han så
uheldig at ramle sammen med futtoget. Bilen
blev smadret og han blev kørt på hospitalet. Som
barn var han kommet til skade, så han var skæv i
den ene skulder og haltede på det andet ben,
men da han blev sluppet ud af Odder sygehus
var han Gud hjælpe mig rettet ud og gik lige på
benene. Om det så var togets eller lægernes
skyld, ved jeg ikke.
Jeg havde en farbror, der var maler og musiker.
Det blev nu ikke til meget med maleriet, men så
meget mere med musikken. Han var en
glimrende og alsidig musiker, som havde samlet
et godt balorkester af meget dygtige amatører,
og de spillede til bal i mange miles omkreds.
Betalingen blev erlagt på en tallerken hos
dirigenten. En musiker på en af de store
københavnske restauranter fik sin først
violinundervisning hos onkel Ebbe, og da han
kom til København, blev han elev hos Peder
Møller. Jeg spurgte ham engang, hvem der var
den bedste lærer af de to, hvortil han svarede:
“Selvfølgelig onkel Ebbe”. Hans drenge var ligeså
musikalske og spillede på hvad som helst, og til
bedstefars guldbryllup mødte onkel Ebbe op
4
med alle drengene og en trillebør fuld af
instrumenter, hvormed de underholdt os en
times tid.
Men de største af originalerne var ligegodt
onkel Søren. Det var også en af fars brødre, og
han var rigtig maler. Han havde en god gammel
cykel med faste ringe og et styr på mindst en
meter. På det anbragte han alle sine malebøtter
og drog på omgang hos bønderne og da han kun
var en halv dags tid hos hver, var der vist mange,
han aldrig fik en jante fra.
Som ung drog han som alle håndværkssvende på
valsen i de fleste af Europas lande, og han kunne
fortælle mange eventyr fra den tur, som tog
flere år. Når vi spurgte ham hvordan han klarede
sig med sprogene, sagde han: “Jow det wa da så
møj nemt,nær wi i Tyskland wild ha pøls,så så wi
wost, og nær wi i Frankrig wild ha å wid,hwa
klokken war,så så vi klørti. I Italien ku ku wi fo alt
hwa wi wild, blot wi så ingen pasta, og så blev wi
endda fri for djeres melstænger. Men
allernemmest wa`et i Portugal, di wendt bare
u`rene (ordene) om. Portvin kaldt de winport
.
Et varigt minde, som eksisterer endnu, efterlod
han sig i sin havestue, der var 10 meter lang og
temmelig bred. Der malede han efter
hukommelsen nogle store vægfelter med
billeder fra de forskellige steder, han havde
været som naver – bl.a. nogle glimrende billeder
fra Schweitz. Han stod op og gik i seng med
solen, altså om sommeren 3 morgen til 10 aften,
om vinteren 8 morgen til 6 eftermiddag, hvis han
ikke havde gæster, og efter kl. 6 gabte han
gudsjammerligt
.
Da han blev 70, solgte han huset og
malerforretningen og købte en villa i Fruens
Bøge ved Odense. Der installerede han tante
Anna, men i sin mose ved Ørting i nærheden af
Gylling opførte han et træskur, hvor han boede i
den ene ende og hans tyve høns i den anden.
Sammen med en ældre bror, der var afdanket
gårdmand, begyndte han, som sikkert den
første, at dyrke korn på mosejorden, og det gav
efterhånden et udmærket resultat og er nu
efterlignet mange steder. Lørdag aften startede
han på sin cykel til Odense, og søndag aften
kørte han tilbage.
En af mine brødre boede dengang i Paris, Og en
gang han var hjemme på ferie, sagde han for
spøg til onkel Søren, at han kunne jo godt
besøge ham i Paris – og en skønne dag stod han
der med cyklen. Hvor længe han var om turen,
husker jeg ikke, men han har nok kørt mindst
100 km om dagen. Da var han kun 75 år.
Og lad mig så slutte med et spring helt frem til
nutiden- fra min skribentvirksomhed om DPTF s
feriehuse. “Politiken” s: Oh, Danmark klippede
fra en sådan artikel i Dansk post- og
telegraftidende:
“Bademuligheder er der ved alle husene, fin
privatstrand ved Greve og Skamlebæk, og på
Venø kan man hoppe lige ud i sit eget vand.”
Dette foranledigede vor udmærkede
versemager-foreningens nuværende
næstformand E.K.Knudsen til at producere
følgende opus:
Ved Venøs herlige strand
man føler sig som en østers
og hopper i eget vand-
og somme tider sin søsters.
