
Har der egentligt være en rigtig byfornyelse i Gylling? Ja sådan en byfornyelse hvor man river huse ned for at bygge et nyt ”kvarter”. Ja det har der faktisk, men man skal nok være af en lidt ældre årgang for at man ved det, for i dag er der ingen spor af den gamle gård som måtte ”lade” livet for at det der i dag hedder Jens Nørregaards vænge kunne blive en realitet. Gården der blev revet ned hed ”Gylling Overballe”. Den og de tilhørende jorde med udsigt ud over markerne til Malskær og Fensten lå på daværende Nørregade 1. Gaden ændrede dog navn ved kommunesammenlægningen i 1970 til Otto Møllers gade. ”Gylling Overballe” var en gammel gård der gik helt tilbage til før 1719. Indtil 1901 havde gården skiftende ejer, men dette år købte Rasmus Kuur den. Rasmus Kuur var søn af Boelsmand Johan Frederik Kuur Rasmussen og Maren Nielsen i Gylling skov. Han blev i 1901 gift med Kirstine Marie Petersen, datter af gårdejer Hans Petersen og Maren Mikkelsen i Malskær.
Rasmus og Kirstine fik 2 børn i ægteskabet Johannes født i 1902 og Nanna 1910.
Inden ægteskabet med Kirstine var Rasmus bla. på Testrup Højskole, Tune Landbrugsskole og Askov Højskole.
Fra sit barndomshjem var Rasmus inspireret af svineavl på højt plan, og i 1903 startede han et svineavlscenter på gården ”Gylling Overballe”. Både Rasmus og hans bror Niels Kuur var dygtige og respekterede landmænd og meget anerkendt som svineopdrætter, samt meget aktive i lokalsamfundet. I december 1953 blev de to brødre samt deres sønner Johannes Kuur og Niels Frederik Kuur hædret med ” De Samvirkede Danske Andels-Svineslagteriers diplom og sølvbæger med inskription for 50 års avlsarbejde”.

I hans yngre år gik Rasmus Kuur især op i politik og kom i spidsen for det politiske arbejde i Odder og senere blev han formand for Venstre i Århus. Senere blev det lokalhistorien som kom til at optage Rasmus. Han skrev flere artikler og holdt også få radioforedrag om emnet.

Rasmus drev indtil 1949 ”Gylling Overballe”, hvor sønnen Johannes overtog den gård, hvor han blev født og havde sin opvækst og blev inspireret af sin fars virke med svineopdræt, som Johannes videreførte i mange år. Dog skulle han lige have sin skolegang overstået på Gylling friskole. Herefter kaldte soldatertjenesten som blev aftjent hos garderne, hvor han for øvrigt blev udnævnt til Æresmedlem i 1972. Herefter kom Johannes på Otterup højskole og senere fik han plads på ”Rodsteenseje” hvor han lærte landbruget.

I 1942 blev Johannes gift med Karen Bilgrav Larsen i Vejen kirke. Hun blev født 1916 i Vejen og var datter af arbejdsmand Viggo Larsen og Severine Cathrine Vilhelmine Caroline Knudsen. Parret fik 2 børn Kirsten i 1945 og Ejlev Rasmus i 1951.
Johannes Kuur var ligesom sin far politisk interesseret også for venstre, og han fik tilmed et utal af tillidshverv bla. som formand for Gylling skolekommission, han sad i sognerådet i flere perioder og var Gyllings sidste sognerådsformand, hvor han var med til at forhandle den nye storkommune Odder på plads i 1969. Han var sognefoged i 1954 – 1973, ligeledes var han strandfoged i en årrække. Men det blev ikke kun til det politiske for Johannes yndede også i sine unge dage at spille dilettant i Gylling forsamlingshus og dyrke gymnastik for hold.

I 1969 solgte Johannes og Karen ”Gylling Overballe” til Gunnar Højgaard Nielsen, der havde den til 1990, hvor Odder kommune havde besluttet at der skulle en byfornyelse til i Gylling. Så den gamle gård på Otto Møllersgade blev revet ned og i stedet for blev der bygget en nyt kvarter der består af røde rækkehuse og som har 20 lejeboliger. Det nye kvarter fik navnet ”Jens Nørgaards vænge”. En af de få gange en nulevende person har fået opkaldt en bebyggelse eller gade op efter sig her i Gylling.
Johannes og Karen flyttede efter salget af ”Gylling Overballe” til deres nybyggede hus på Søbyvej 15. Her fik parret mange gode år sammen, men omkring 1989 kom Johannes på Gylling plejehjem hvor han døde i 1990. Karen overlevede ham med 5 år og døde i 1995. Parret ligger begravet på Gylling kirkegård.
Historien bygger på Arkivalier på Gylling arkiv.

Otto Møllers mindesten køres fra Gyllingnæs i 1924. Fra.v. forvalter Sandager og i hvid jakke Rasmus Kuur 
Johannes Kuur til th. sammen med Gunnar Maden 
Nedrivning af Gylling Overballe 1990. 
Stuehuset fra havesiden ca. 1950. 
Jens Nørgaards vænge 
Jens Nørgaards Vænge.