Glimt fra gamle dage

Fortalt af Olga Jensen

Samlet og fotokopiret af Sigrid Eriksen og Anne Marie Fogh.

Afskrevet af Mogens Højmark

Illustrationer fundet af Mogens Højmark

18.01.1920
Den dag ankom jeg med storken til en lille ejendom i Amstrup Skov, Falling Sogn ,Hads Herred
Aarhus Amt.
Alle børn kom med storken dengang. Om sommeren kunne man nok klare turen fra Egypten til
Danmark, men den attende januar var det en kold tur.
Storken lod mig dumpe ned i en skorsten, der havde en sølvbronzeret renselåge i sovekammeret
Her stod jordemoderen parat til at vaske mig i et stort vandfad, der stod på servanten. Servanten
var et lille skab med en skuffe og en hylde. Øverst var en marmorplade.

Da jeg var vasket og kommet i lidt tøj og et flonelssvøb,blev jeg lagt i vuggen .Denne vugge

havde ikke gænger,men fire hjul,der med tiden blev slidt helt ovale,når bedstefar rullede lidt
med os for at få os til at sove.

1. april 1920 blev jeg døbt i Falling Kirke. Den gang kørte vi med heste.Ved smeden i Falling
var der en stald, hvor hestene kunne stå, mens folk var i kirke. Så fik de en mulepose med
hakkelse at gumle i.

Vejene i Falling Sogn var kun med grus og skærver. Det humplede lidt, men lærkerne sang, og
jeg lå godt indpakket i ”kasteklædet”, rejsetæppet. Olga har jeg heddet siden.
To drenge ankom før mig. Rasmus i 1916 og Magne i 1917.

Da de lærte bogstaverne og tallene, lyttede jeg med. Vi skrev med griffel på sorte skifertavler i
trærammer. Tavlerne kunne vaskes og genbruges. Det sparede meget papir

Bedstefar var altid i nærheden, når vi manglede en til at ”skrive for”. Man fik gode, stærke fingre
af at skrive på en tavle og måske også en pæn håndskrift.
Om aftenen blev lampen tændt, og vi samledes om bordet.
merskumspiben.
Mor sad for bordenden og bødede strømper. (Bødede=reparerede)
Far sad ved den ene side med en dreng på hver side og mig på skødet og læste eventyr, Robinson
Kruse, Nybyggerne i Canada og meget andet.
I stuen var en hængelampe, der lyste udmærket med et blødt behageligt lys. I køkkenet var kun en
lille lampe med et spejl bagved. Den hængte på væggen.I bryggeres hængte flagermuslygter
som vi brugte i stalden.

Den kastede lange skygger, der kunne forestille alt muligt. Der var mørkt i alle kroge, så man var
ikke alt for dristig ved at færdes i den belysning. Sådan noget som elektriske lygter eller
stavlygter fandtes ikke dengang.

Når mor og far skulle til Gylling for at besøge
to karbidlygter i stand til cyklerne.
I den underste beholder var der små stykker karbid. I den øverste var der vand. Når vandet
dryppede ned, dannede der sig gas, der kunne antændes med en tændstik. Hvis lygten var i orden,
lyste den med et skarpt hvidt lys. Inden man kom til vejs ende, lukkede man for vandet, så gik
flammen ud af sig selv. Man måtte ikke blæse den ud, for så lugtede det fælt.
Sådan en lygte kunne man også sætte på siden af agestolen, hvis vi kørte i fjedervognen, når det
var mørkt.

2

I hver side var syet en knap, hvorpå der var strømpe elastik ned til de lange strømper, der var
strikket to ret og to vrang. Foden var kun retstrikket. Bukserne var af lærred med blonder ved
benene. Der var ikke elastik i dem, så de blev knappet i livstykket både for og bag. Det var
besværligt.
Heldigvis opfandt man ”rigtige” bukser med elastik.
Ovenpå havde vi en ”klok”. Det var en slags strikket ulden underkjole bestående af et liv og en
nederdel, der kunne være i to farver og så ud som var den plisseret. ”Klokken” var dejligt varm.
Ovenpå havde jeg en bluse og en spencer og yderst et forklæde.
Søndag over middag fik jeg et hvidt forklæde på. Inden kaffetid havde det skiftet farve, for jeg
legede med drenge, og de gik ikke med hvide forklæder.
På fødderne havde vi træsko ude og kludesko inde. Drengene havde træskostøvler, men jeg var
heldig at få et par af min fætters gummistøvler. Under træsko kunne sneen rigtig klampe. Vi
prøvede, hvem der kunne få de højeste klamper.
Mens vi var små slog far læder under vore træsko som beslag. Når vi blev lidt større, fik vi
jernringe under. Så kunne man ”skanke sig”. Det vil sige, at træskoene slog mod de indvendige
ankelknoer, så blodet flød. Det gjorde ondt.
Om vinteren kunne man få frost i fødderne. De blev ømme, røde og blå og ophovnede, så det
kneb at få fodtøj på. Om aftenen inde i varmen var det værst, men vi lærte at leve med det. Vi
havde læderfodtøj eller laksko ”til pænt”

Dengang gik alle små piger med forklæde.Inderst havde vi en særk af lærred.

derover et patentstrikket livstykke, der var knappet i ryggen.

8 dage efter min 3-års fødselsdag kørte drengene med far til Gylling. De blev hos Bedstemor og
Bedstefar, og far kom hjem med ”Madammen”, sådan kaldte man jordemoderen.
Hun kom med sin store taske, og jeg kiggede nøje efter, om der var en lillesøster i den. Jeg kom
over til naboen, og da jeg kom hjem, lå der en lille bitte pige i vuggen. Da far havde kørt
Madammen til Gylling og fået drengene med hjem, forklarede jeg dem, at det var min egen bette
søster, for jeg havde set hende først.
Drengene havde sammen Bedstefars bror, Johan, været hos farbror Aksen og køre hæs ind. Hvis
man ikke havde plads til kornet om høsten, satte man det i hæs. (Et hæs er en meget stor stak
kornneg) Ved vintertid, når der blev plads i laden, skulle hæsset ind. Der samlede sig altid en
masse mus i sådan et hæs. Her var lunt, og her var nok at æde. Farbror lærte Magne at fange mus
med hænderne. Hvis man greb dem lige bag ved ørerne, kunne de ikke bide. Alle katte og en lille
ivrig foxterrier hjalp til.

5

Da jeg var 4-5 år fik jeg mæslinger og var meget syg. Det var om sommeren, og mine brødre ville
ikke være inde hos mig. Bedstefar fra Gylling kom cyklende for at se til mig. Han havde små
sorte negerdrenge af lakrids med til mig. Jeg lovede drengene nogle af dem, hvis de ville blive og

snakke med mig. Vor egen Bedstefar har nok passet Edith, og mor har været i marken eller måske
vasket spande eller lavet mad. Der er meget, en landhusmor skal.
Jeg var lidt mat i sokkerne, da jeg omsider kom op, men tørveprammen skulle flyttes fra vort eget
skifte over til Alrø-skiftet, og det skulle jeg gerne med til.
Far bar mig hele vejen til prammen. Tørvekassen, formen, skovle og andet grej kom op i
prammen, og så sejlede vi. Far brugte bådshagen til skiftevis at støde fra og trække i land. Ude,
hvor far trak dyndet op, fik vi ”rispjern” og ketsjer om bord, og så satte vi kursen mod
”Djævleøen”. Far brugte en skovl til at padle med over det dybe vand. Snart kunne vi med
bådshagen tage fat i en vidjebusk og komme rundt om øen. Der var svømmende vandaks mange
stader, dem kaldte vi karuds-blade. Far tog sigte, så vi kom ind i den rigtige kanal. Der skulle
padles igen, da vi slap øen, men snart kunne vi nå land. Vi læssede af, og far bar mig hjemad.
Undervejs var vi inde hos Andrea og se ugleunger. Det var nogle underlige spættede fjerbolde.
Der var en ulempe, når far var på Alrøskiftet. Vi skulle følge vejen. Til vort eget skifte var der en
sti. Vejen førte os forbi Thomies gæs. Når gåsen lå og rugede, var gasen hidsig og hvæsede ad os.
Thomie lærte os at se den hvast ind i øjnene og dreje den rundt. Vi måtte ikke løbe, for så løb den
bare efter os.

Ved den næste ejendom var der en stor hund, kaldet Bamse. Manden var døv, men spurgte vi
hunden: ”Hvor er far?” skulle den nok finde ham. På Skovgaard havde de en stor rød puddel med
gule øjne. Den blev kaldt Bisse. Den gjorde ikke noget, men den så uhyggelig ud. Blot den fik en
pind i munden, gik den sin vej
Efter alle disse trængsler, kom vi ud til far. Vi har nok haft kaffe med til ham. Om formiddagen
havde han selv kaffe med i en almindelig flaske med noget uld svøbt rundt om. Som regel kom
far hjem til eftermiddagskaffe, ellers kom vi med det. Termoflaske kendtes ikke.
Mose-kaffe var herligt. Vores lille hund fik også lidt i låget fra vognsmørelsen.

Hesten, der trak tørvekassen, fik en tyk skive rugbrød. Hvis den ikke fik det, lagde den sig ned
med lukkede øjne, som om den var død, men en skive brød kunne få liv i den igen. Begge heste
åd sig trinde og blanke i det saftige mosegræs.
Pladsen, hvor tørvene skulle til tørre, skulle være slået eller afgræsset først. Far lavede 1000 tørv
om dagen. Når de var tilpas tørre, blev de kantede, vi rejste dem på højkant. Senere blev de
stakkede 2000 ad gangen i 8 – 10 stakke. Når de var tørre, solgte far dem. Selv fik vi 10 – 12000
tørv fra skovmosen. I 1932 lovede hotelmanden fra Gylling, der også kørte lillebil, at køre en tur
for os til Fredericia og til Nr. Bjert ved Kolding for 6000 tørv. Det var en uges arbejde for far og
nogle dages arbejde for vi piger, der skulle kante og stakke tørvene. De skulle også fyldes i sække
og på tre læs køres til Gylling, 5 km. hen og 5 km. hjem. Tørvene skulle bæres ind, derfor kom de
i sække. Ellers blev de læsset med roegreb på vognen.
Det var ikke særlig blødt at sidde på sådan et læs, men det hændte da, at vi kørte med og besøgte
Bedstemor og Bedstefar, mens far læssede af.

Bedstefar var tømrer. Jeg holdt af at se ham arbejde i værkstedet. Der kunne man få lange, brede
høvlspåner, der kunne sno sig. Han vidste noget om træ. Til tømmer skulle man have træ fra
Gyllingnæs, hvor egene stod tæt og blev høje og ranke uden knaster. Men til brænde var det bedst
at få nogle knudrede og forblæste bøge fra Aakær eller Uldrup Bakker.

Bedstemor havde altid en gul sodavand fra Horsens Mineralvandsfabrik og en masse dejlig kage.
På buffeten stod der en meget blå skål med blankpudset messinghank og -kant. Der var bolsjer og
chokolade i.

6

Nå Bedstefar besøgte os, kom han på cykel. Bedstemor kom gående, hun havde aldrig lært at
cykle. Når hun kom, havde hun altid en lille brun jordemodertaske med sig. Vi gik hende i møde,

og vi var altid flinke til at bære tasken, for vi vidste, den indeholdt brystsukker og chokolade. Far
kørte altid for Bedstemor på tilbagevejen.
Da Alrø i 1931 blev landfast med ”Skoven”, kom der til at køre rutebil Aarhus – Odder – Gylling
– Alrø, som de begge kom med både frem og tilbage.

En søndag i marts 1926, da vi kunne ”hoppe i mand” henne ved brombærrene, kom der en bil
rullende. Ud steg ”Madammen” med jordemodertasken. Vi var mest optaget af bilen, for dem var
der ikke ret mange af endnu. Efter nogen tids forløb blev vi sendt om til Mine. Der var mange
børn, så 4 til betød ikke noget. Vi skubbede os bare sammen på slagbænken. Det var det bedste
sted at komme i hele ”Skoven”. Vi løb ude og legede hele dagen. Om aftenen kom Bedstefar og
hentede os og fortalte, vi havde fået en lillesøster. Vi var jo spændte på at se hende, så det gik
hurtigt hjemad. Sådan noget bitte noget, og så hjælpeløst. En gris og en kalv kunne rejse sig og gå
med det samme. Vi var fortrolige med dyrs og fugles måde at formere sig på, men jeg syntes, det
skulle være mere guddommeligt med et menneske.
Efterhånden lærte jeg, at når en mand og en kone holder rigtig meget af hinanden, så kan der
komme børn ud af det.

Mor kunne jo ikke gå fra det kære barn, så Rasmus var med mig i skole den første dag. Jeg
mener, vi begyndte 1. maj. Aalstrup Skole havde to lærere, B. Thomasen og Harmark og 1
lærerinde, frøken Andersen. Hun havde skolestue ovenpå. Hver mandag og onsdag om sommeren
gik vi til Thomasen, mens frøken Andersen havde syskole 11 – 14. Vi var 6 fra ”Skoven” og 1 fra
Amstrup + nogle fra Aalstrup , Aakær og Falling.
Skolestuen havde vinduer mod syd og vest. Lærerinden sad på en forhøjning med ryggen mod
vest og holdt øje med os. Når vi stavede i ABC’en gik hun nede mellem os. Vi sad 2 og 2 ved
skoleborde med fast bænk. Under bordet var en hylde til vore skolesager. Tasken blev ude i
gangen. Det kneb lidt med at nå knagerækken, men så måtte frk. Andersen hjælpe os. Bag døren i
skolestuen var en sort kakkelovn og en kulkasse. Bag skorstenen stod en brændekasse, og på den
stod et hvidt emaljeret vandfad, hvor vi kunne dyppe vores tavleklud, når tavlen skulle tørres ren.
Vi skrev med griffel på sorte skifertavler, til vi kom i 4 klasse. Vi var udstyrede med et pennalhus
af træ. Låget kunne bruges til at slå streger efter, og så øvede vi os længe og grundigt i at skrive

Vi små unger var vant til at tale egnens dialekt. Nu skulle vi til at lære at tale dansk. Om vi lærte
det, ved jeg ikke. Som barn er det jo sådan, at man enten er glad, eller også er man ked af noget.
Alle mellemtonerne registrerer vi ikke. Navneordene kan vi sagtens finde ud af, men at få alle de
andre ord til at dække vore følelser, kan være svært.
Uden ord bliver intet til af det, som er, siges der. Jeg er ikke helt enig, men det er godt at snakke
sammen, og det er godt at få noget fortalt.
Frøken Andersen var god til at fortælle. Vi sang også mange sange. Lidt efter lidt byggedes en
vidunderlig verden op for os. Vi var med, da der

7

”…kom en snekke for fulde sejl,

med løvehoved og hjerte -spejl

med guld og våben og stads ombord,

men ikke sjæl ved mast og ror.

Dog var der liv , for en lille dreng

alene lå i den store seng

et neg var bundet med aks og strå

det hviled drengen sit hoved på

Vi så, hvordan snekken løb på grund , og mændene hentede den lille dreng ind højt hævet på

et skjold . han skulle værnes, til han var voksen og selv kunne overtage kongemagten. Han

var en guddommelig gave sendt af Odin til det nødstedte folk.

8

Gud satte Abraham på en prøve. Han skulle give Isak, sin eneste søn, som et brændoffer. De
drog afsted til Moria Land. Da de kom til stedet og Abraham havde lagt brændet til rette og
bundet Isak og lagt ham ovenpå brændet og greb efter kniven for at dræbe ham, da lød en
røst fra himlen: ”Ræk ikke din hånd ud mod drengen, thi jeg kan se, at du elsker Gud og ikke
sparer det dyreste du ejer.”
Da Abraham så op, fik han øje på en vædder, der havde sine horn filtret ind i nogle grene.
Den tog han og ofrede som brændoffer i stedet for sin søn.
Da Isak blev voksen, ville Abraham ikke, at han skulle gifte sig med en pige fra Kanaan. Han
sendte sin ældste tjener til sit hjemland for at finde en kone til Isak.
”Hvordan skal jeg finde den rette?” tænkte tjeneren. Han bad da til Gud om, at det måtte
være den, der gav ham vand at drikke og som også ville øse vand til hans kameler.
Næppe var han færdig med at bede, da kommer Rebekka, der var datter af Betuel, der var
søn af Abrahams broder Nakor.
Hun steg ned til kilden, fyldte sin krukke og steg op igen. Tjeneren bad om vand, og hun sagde:
”Drik, Herre. Jeg vil også vande dine kameler.”
Så gav han hende gyldne smykker og spurgte, hvis datter hun var og om der var plads for natten i
hendes faders hus.
Det sagde hun, at der var. Det sagde hun, at der var og skyndte sig til sin moders hus, mens
hendes bror, Laban, kom ud og tog imod gæsterne.
Tjeneren fremførte sit ærinde, og både moderen og broderen forstod, at det var Guds vilje.
Rebekka fulgte med dagen efter og blev Isaks hustru.
De fik tvillinger, Esau og Jacob. Esau var rød og lodden, og Jacob var hvid og glat. Isak holdt
mest af Esau, mens Rebekka holdt mest af Jacob. Esau var jæger, og Isak ville gerne spise af det
vildt, han kom med.
Jacob var en stille mand, der boede i et telt. En dag kom Esau træt og sulten og så Jacob var ved at
tilberede en ret linser.”Giv mig noget af det røde,” bad Esau.
Men Jacob sagde: ”Du må først give mig din førstefødselsret.”
Esau svarede: ”Jeg er jo lige ved at omkomme. Hvad bryder jeg mig om førstefødselsret?” Og så
solgte han retten til at blive slægtens øverste for en ret linser.
Da Isak blev gammel og knap kunne se, kaldte han på Esau og bad ham skyde noget vildt og
tilberede efter faderens smag, så ville han give Esau sin velsignelse, før han døde. Det hørte
Rebekka, og hun fik fat i Jacob og et lam, som hun lavede lækkert til. Jacob fik Esaus klæder på,
og Rebekka svøbte skind om hans hals og hænder, hvis Isak ville føle på ham. Så gjorde Jacob
som moderen bød, narrede faderen og fik velsignelsen.
Noget efter kom Esau med sit vildt og bad faderen spise, så han kunne velsigne ham. Da blev
Isak forfærdet. ”Hvem var da han, som jeg velsignede, før du kom. Nu er og bliver han
velsignet.”
”Men har du ikke en velsignelse til mig?” bad Esau.
Esau blev godt gal på Jacob, og Rebekka mente, det var bedst at Jacob drog til hendes bror Laban
og blev der en tid.
Først måtte han tjene 7 år for Rakel, men Laban gav ham Lea. Så måtte han tjene andre 7 år for
Rakel. Senere drog han hjem med koner og børn og en mængde dyr. På hjemvejen sendte han
bud til Esau, men de kom tilbage og sagde, at Esau kom imod ham med 400 mand. Jacob bliver
bange og deler folk og dyr i to flokke, så kan han måske redde noget. Men Esau løb ham i møde
og omfavnede ham. Vreden var glemt.

9

Vi lærte, at folk i gamle dage og folk nu ligner hverandre.
Det var velgørende at høre om de nordiske guder og om Valhal. Odin på sin hest, Slejpner, der
havde 8 ben og aldrig blev træt, Thor, der kørte med gedebukke, så det blev rumlende torden.
Hejmdal, der blæste i lur fra regnbuen, den blide Balder og den listige Loke. Det var værd at høre
om.
Danmarkshistorie var også spændende.
Det var bibelhistorie også, men jeg har aldrig kunnet forlige mig med, at man skulle bange for
Gud. Måske var Israels Gud ikke den samme som vor Gud?
Hjemme bad vi: ”Vor fader, du som er i himlene…” En far er da ikke en, man er bange for, men
en, man er tryg ved. Længere er jeg ikke kommet i kristendomskundskab.

Om vinteren mødte de små i skolen 9 – 12. De store 8½ til 15. Jeg ville hellere følges med mine
brødre end gå alene ½ time senere. Dengang havde vi ingen radio og ingen frøken klokken til at
fortælle os, hvad klokken var. Vi havde et vækkeur og klokken i stuen, samt fars gode sølv ur,
som han havde fået til sin konfirmation. De viste hver sit klokkeslæt. Fars ur var nok det mest
præcise. Det blev stillet, hver gang han kom forbi ”Klokk-Johan”, der var urmager i Gylling. De
andre ure var altid foran. Vi blev sendt afsted i god tid. For sent kom vi aldrig, men det hændte, at
vi kom for tidligt. Så kunne frøken Andersen sende en af os hen til smedjen, hvor mælkekusken,
det var Richard fra Vads Mølle, kom med mælkevognen. Han havde også transportspande med
messinghaner, så konerne i Aalstrup kunne købe mælk og fløde af ham. For 19 øre kunne jeg få
både mælk og fløde til lærerinden. To ad gangen kunne også blive sendt til købmand. Vi ville
altid helst handle med fru Fanny, for hun gav os altid noget slik. Det var desuden et ærefuldt
hverv at gå til købmanden.
Når jeg kom alt for tidligt i skole, gik jeg på opdagelse og fandt nogle læsebøger i et skab. Det
var spændende læsning.
Den første sommer jeg gik i skole, var mor på sygehuset. En voksen kusine lavede mad og
passede os. En dag kunne de ikke finde mig. Jeg havde fået mig anbragt mellem to skabe med
mors højskolesangbog. Der var jeg blevet helt væk i visen om dronning Dagmar.

Jeg havde ikke hørt nogen kalde på mig. Jeg var med den liden smådreng på dronningens hors hin
hvide og red fra Ribe til Skanderborg, hvor kongen slog sammen sit tavlebord, så alle de
terninger sjunge. ”Forbyde det Gud i Himmerig, at dø skulle Dagmar hin unge.”
Også visen om Niels Ebbesen holder jeg meget af. ”Fri ville han enten dø eller leve…” og så blev
han nødt til at dræbe Den Kullede Greve. Han dræbte ikke af lyst. Da han tørrede sit blodige
sværd af, mumlede han: ”Hans blod var rødt. Han var jo også et menneske.”
En anden, der blev nødt til at slås, var Uffe hin Spage. Faderen, kong Vermund, anså Uffe for et
pjok. Fremmede kom og tilbød holmgang på en lille ø i Ejderen, Ingen kæmper meldte sig, men
så rejste Uffe sig og bad de fremmede om at møde med to kæmper. Vermund, der næsten var

10

blind af alderdom, lyttede forundret, og kunne næsten ikke forstå, at det var Uffe, der havde talt.
Nu måtte de til at finde rustning og sværd frem. Panserskjorten var for snæver, men Vermund
sagde, de måtte skære den op i venstre side, den kunne han dække med skjoldet. Men sværdene
gik i stykker, bare Uffe svingede dem i luften. Da kom Vermund i tanker om, at han havde gravet
sit gode sværd, Skræp, ned, da han ikke mere kunne se at bruge det. De fandt det, men Uffe måtte
ikke prøve det, for gik det i stykker, var der intet sværd, der kunne holde til ham.
Til den aftalte tid mødtes de på øen eller holmen i Ejderen. Tyskerne sad på den ene side af
floden, danskerne på den anden. Kong Vermund sad på en stol tæt ved bredden. Hvis Uffe tabte,
ville han styrte sig i Ejderen og drukne sig.
Da hørte han ”det fløjte i luften som stær, han hørte det knitre som lynet. Da kendte han Skræp,
sit opgravede sværd, trods skaden han havde på synet.” Han rykkede stolen lidt fra bredden, og
da Skræp lød anden gang, jublede han højt med sit folk, og Uffe blev konge.
Til sagn og sange og eventyr, jeg lyttede, da jeg var lille. Vi havde ikke radio og TV, men vi
havde en masse gratis glæder, og så havde vi aldrig mere travlt, end at sjæl og legeme kunne
følges ad.
En opdagelsesrejsende havde så meget fart på, at de indfødte bærere nægtede at gå videre. De var
kommet forud for deres sjæle. Nu ville de vente og have dem med.

Året havde sin rytme og dagene ligeså. Fjordens vand hævede og sænkede sig to gange i døgnet.
Vi lærte snart, at det blev regn, når det suste og kogte over Vadegrunden mellem Alrø og
Gyllingnæs. Kom tonerne fra skovene ved Skablund, blev det storm. Vi, der bor ved vandet, ved,
hvornår uvejr ventes.
Fjordengens fugle var et kapitel for sig. Viben fløj klagende omkring og foregav, at den ene vinge
var brækket for at få os udenom reden, der næsten var umulig at se. Det var blot lidt tang eller
strå i en fordybning. Viben var en forhekset bejler, der spurgte: ”Hvi vild’ do itt? Hvi vild’ di
itt?” Skovduen, som var en forhekset pige, svarede: ”A turd’ it! A turd it!”
Der var måger og terner, ryler, strandskader, præstekraver og mange andre.
En gang imellem hørte vi en underlig brægende lyd. Det var bekkasinen, ”horsegøgen” eller
”skronning-geden”, der i yngletiden styrtdykkede over reden, så vingerne gav denne underlige
lyd.
Begyndte hestene at spidse ører, når vi kørte i Enghaven eller til Uldrup, da kunne vi snart se en
fasan eller en agerhøne lette.
I Uldrup kunne vi se musvågen svæve rundt på brede vinger. Dengang spankulerede storken
rundt på sine lange, røde ben og proppede frøer i sig.
Bedstefar fortalte drengene, at de kunne fange storken, hvis de kunne komme til at strø, ikke
kaste, salt på halen af den, så de havde altid lidt salt i lommen, men det lykkedes ikke for dem. På
afstand kunne vi se, om det var en hejre eller en stork. Storken fløj med strakt hals, mens hejren
havde ligesom en knude på sin.
”Kukmanden” var ikke en mand men en gøg.
Lærken, ”den jublende glade”, måtte ikke synge før ”Kjørmes”, 2. februar. Lige så mange dage
lærken sang før 2/2, lige så mange uger skulle den tie efter.
Stæren indtog hvert år sin bolig, hvor gråspurvene havde huseret om vinteren.
Når svalen kom i kjole og hvidt, da var det forår i Danmark.
Køerne var på græs. Om vinteren havde man på en ”tællestol” lavet tøjrstager af asketræ. De blev
sat op i tagskægget, til de skulle bruges. Nogle køer stod med klaptræer og i rebtøjr. Andre havde

11

en grime med læder over næsen og jerntøjr. Så lod vi bagtøjret og stagerne stå, når vi trak hjem
med køerne.
Hestene havde altid klaptræer på, når de var tøjrede.
Stagerne blev slået i jorden med en kølle. På den måde kunne vi dele græsset mellem dyrene

Senere fik vi indhegninger, hvor dyrene frit kunne græsse. Vore køer kom hjem, når vi kaldte på dem.
Når de efter en lang vinter skulle på græs, vidste de ikke, hvilket ben, de skulle stå på. Det var
livsglædens galop, de udførte på vej til engen. Når vi løste deres jernbindsler, kom jeg altid til at
tænke på dronning Dagmars bøn til kong Valdemar: ”Og løs alle fanger af jerne.”

Den første sommer vi gik i skole, gik vi til Thomasen om mandagen og onsdagen. Da holdt
lærerinden syskole for pigerne. Vi skulle læse, skrive og regne, som vi plejede, men Thomasen
fortalte historier for os i sidste time. Gerne om drager og trolde med 9 hoveder. Alt ondt og
væmmeligt var drager eller trolde, der skulle bekæmpes med alle til rådighed stående midler. Vi
hentede megen livsvisdom ved blot at lytte. Thomasen regnede ikke med, at ret mange af os blev
studerede folk, men vi skulle oplæres, så vi blev levende mennesker, der kunne komme til at leve
”et jævnt og muntert, virksomt liv på jord.”
Til efteråret kom vi til at gå i skole 9 – 12 og næste sommer fra 8 til 11. Da kom der jo et nyt hold
11 – 14.
I tredje klasse gik vi til Thomasen og Havmark fra 8½ til 15 tre dage om ugen, hvis jeg husker
rigtigt.
Hos frøken Andersen havde vi sunget meget, men ikke haft noget for. Nu begyndt vi at lære
salmevers. Thomasen var udmærket til at forklare salmeversene for os. Han var en høj kraftig
mand. Hans venstre arm hvilede på katederet, mens han drejede lidt rundt med sin perlemorskniv.
Han skar det ikke ud i pap, men han blev ved, til vi forstod de mærkelige ord.
Hver morgen begyndte vi med morgensang og ”Fadervor”. Vi blev hørt en for en i salmevers. Vi
rejste os og fremsagde det. Bibelhistorie hjalp vi hinanden to og to med at genfortælle. Jeg havde
hele skoletiden Sigrid at sidde ved siden af. Vi skriver sammen endnu. Vi boede på hver sin side
af granskoven. Hun mod øst, jeg mod vest. Begge vore fædre var i sognerådet. Far var liberal,
Mikkel Peter var radikal. Sigrids mor var meget yngre end sin mand, men det tænkte vi aldrig på.
Om foråret rugede hun kyllinger ud, og vi fulgte spændt, hvad der skete. Hjemme havde vi
skrukhøns, der kunne ligge på 12 – 15 æg. Når de havde ruget i knap tre uger, kom æggene i et
fad lunkent vand. De æg, der sank til bunds, var rådne, men hvis de lå og vippede, var der
kyllinger i dem. Kort efter havde kyllingerne måske hakket sig ud af skallen. At stå med sådan en
lille dunblød kylling i hånden var noget af det bedste, jeg vidste.

12

Karen Møller brugte ikke skrukhøns men rugemaskine. Den stod i køkkenet ved siden af
komfuret. Sikken et ”vryl”, når der var 100, små kyllinger på en gang. Der var en glaslåge så vi
kunne kigge ind til dem.
Vore kyllinger blev passet af skrukhønen, men maskinkyllingerne kom i en opvarmet
kyllingemoder og ud i kyllingehuset.
Karen Møller havde Sølv-Wyandotter. Vi havde forskellige slags: Rhode -Island og Succes,der
var gode i suppegryden og hvide eller brune Italienere, der var flinke til at lægge æg. Var der
nogle særprægede kyllinger, valgte vi hver en. Edith havde en dværgkok, der hed Hans, og jeg en
dværghøne, der hed Grethe. Senere fik Edith ”Dutte” i stedet for Hans.De rigtige høns var i
hønsegården, men dværghønsene gik frit. Når de skulle lægge æg, kom de spankulerende ind
gennem forstuen og ind i bryggerset. Der fløj de op på gruekedlen og fandt en hue eller et
tørklæde, som de brugte til rede, og snart forkyndte en højlydt kaglen ,at de havde lagt et æg. Så
gik de ind til mor i køkkenet for at få lidt krummer, før de stolte spankulerede ud igen,
Alle dyrene kendte mor og vidste, de kunne søge hjælp hos hende. Engang, mens katten lå med 4
killinger i en tom kalvebås, sprang en kalv i kådhed over til dem. Da tog katten en efter en sine
killinger og bar dem ud gennem laden og ind gennem bryggersvinduet og lagde dem i mors
pindekurv. Der mente den, de var i sikkerhed.

Pinde var sommerbrændsel + lidt tørv til at holde ild med .
Om vinteren, helst i barfrost, drog vi i mosen eller Uldrup for at skære træ. I mosen var der kun el
og vidjer, de kunne klares med økse, sav og høgenæb.
I Uldrup var der en del ret store ege og bøge, så vi måtte have skovsaven med.

Skovsaven var en lang kraftig klinge med en stok i hver ende, så vi kunne være to om at trække
den.
Der var også ask, bævreasp, hassel, røn og mange andre. Desuden fik vi fra godset Aakær, som vi
var nabo til, en stak jagtbrænde. Der var en kvasbunke med bøgetræ. Så måtte Aakær jage på
vore skifter.
Når træet var fældet, skulle det køres hjem. Pindene blev hugget med økser og træet savet med
sav. Vi kunne godt holde varmen, selv om det frøs
Når pindene blev tørre, kunne man nemt få en kedel vand i kog. Om formiddagen var der altid ild
i komfuret. Om eftermiddagen brugte mor et petroleumsapparat -ikke primus.Der var to
flade vævede væger i en beholder med petroleum eller ”stenolie”, som vi kaldte det
Apparatet stod oven på tørvekassen, og der blev også varmet kartofler derpå til aften. En aften
bad mor mig tage et par tørv med ind til kakkelovnen. Jeg tænkte ikke på, at apparatet lige havde
været tændt og greb om det øverste for at komme i tørvekassen .Alle 10 fingre blev forbrændt
Men da kom man ikke til læge eller på skadestue. Der gik bud om til Mine, der havde en
potteplante med gule blomster og saftige grønne blade eller stilke , hvis saft var godt mod
brandsår. Det varede længe, før sårene helede. Jeg gik i skole hos frøken Andersen ,men blev fri
for at skrive. Sigrid knappede frakken for mig, og Rasmus og Magne måtte vaske op. Den gang
var det nu ikke noget at sætte drenge til, men de kunne godt. Når vi skulle tørre støv af, delte vi

stuen imellem os. Rasmus var god til at ælte dej, hvis mor ikke selv kunne. Vi fik 100 pund
hvedemel ad gangen fra Ørting. Af det kunne mor bage brød og kager af allerbedste slags.

13

Når sækken var tom, blev den sprættet op, og der kunne blive en særk eller en skjorte af det ublegede
tvistlærred. Når det var vasket nogle gange, var det til at gå med, ellers kunne det kradse slemt
Vask var et hårdt slid, både for vaskekonen og for tøjet. Trækar blev stillet under pumpen i
gården. Vand blev pumpet op, kildefrisk og koldt .Tøjet blev sat i blød, og dagen før storvask
blev det ”skidenkogt” i soda og brun sæbe. Vaskedagen blev det vasket på vaskebræt med
hænderne, så vi var ved at gå ud af vort gode skind. Så blev tøjet ”ren kogt” i sæbespåner og
skyllet i mange hold koldt vand lige fra pumpen. Det sidste hold skyllevand fik lidt blånelse, så
blev tøjet mere hvidt. Vi vred tøjet med hænderne og hængte det til tørre. En forårsdag eller
sommerdag var det ingen sag, men om vinteren, når tøjet frøs mellem fingrene var det
ingen spøg

Der kom vaskemaskiner frem af forskellige slags.Bedst var det ,da købmanden begyndte

at leje en Ferm ud
Jeg var 18 år, før vi fik elektricitet hjemme, så før den tid måtte vi bruge maskiner til håndkraft
Når tøjet var tørt, kom det ind og blev lagt sammen. Noget blev rullet på rullen oppe på loftet.
Noget skulle stryges. Alle ringene blev taget ud af komfuret og stegepanden med 4 strygejern
blev sat over ilden. Når jernene var godt varme, var de gode at stryge med .De skulle jo skiftes af
og til. De var jo ikke termostatstyrede, men med lidt øvelse gik det fint, for vi kendte jo ikke
andet. Det er jo nemmere i dag med det fine blanke strygejern, der holder den rette temperatur.
Når far skulle være ”fin”, gik han med stive flipper. De blev vasket og strøget i ”franskvasken” i
Gylling. Så kunne vi besøge Bedstemor og Bedstefar. I Lerdrup boede Bedstemors søster, Moster
Kirsten. Hende vinkede jeg til, når jeg cyklede forbi. På hjemvejen var jeg inde for at besøge
hende. Hun havde altid sodavand og kage- og så havde hun radio! Det var noget nyt dengang
og meget spændende. Der var ingen højttaler, kun hovedtelefoner. Det var godt, at flipperne
skulle hentes hjem igen, så var der mulighed for endnu et besøg
Om sommeren cyklede vi til skole, men når vejr og føre blev for dårligt, gik vi, og cyklerne blev
hængt på loftet. I dårligt føre måtte vi følge vejen, men i frostvejr, når det skidt kunne bære
det andet’, stak vi tværs over banken til Mine og hentede børnene der. Hængelampen lyste over
bordet. Mine sad i kurvestolen og skar rugbrød i skiver med en brødkniv. Brødet holdt hun ind
mod brystet, skar fra det ene hjørne, vendte det en halv omgang og skar igennem med øvet hånd.
Når alle havde fået deres madpakker, travede vi afsted op gennem grusgraven og op ad

14

markvejen til Bavnebjerg. Her kunnen vi møde en flok, der kom fra Amstrup. Når vi kom til
Aalstrup vidste mødrene, at det var på tide at få deres børn vækket. Lidt efter kom de, blege og
søvnige, mens vi andre var friske efter turen. Der var energi nok til en omgang ”Tag Fat”, før vi
skulle ind. Også i frikvartererne blev der leget på skolepladsen. På skolepladsen var der en pumpe
og en vandøse, hvis vi blev tørstige. Vi var 100 børn til at drikke af den samme øse, men jeg
mindes ikke, at nogen tog skade af det. Nu om stunder er alt vand jo så forurenet, at ingen tør
drikke af det, men i min barndom var det skønt at pumpe en spand vand fra en dyb brønd og
slurke det kolde vand i sig.
Ved festlige lejligheder fik vi saftevand. Mor havde mange flasker saft til vinterforråd. Vi havde
ikke dybfryser, men mor syltede sine bær eller kogte saft af dem. Grønne æbler blev skrællet og
tørret i ovnen. Til sidst hængte der en stor pose tørrede æbler på den varme væg ved skorstenen.
Det har altid være kvindens opgave at samle forråd, så slægten kunne overleve. Mor var god til at
samle, så hun havde noget at dele ud af.
Grisen blev slagtet før jul.
Det begyndte med, at vi gik med Bedstefar ned under bakken og brækkede nogle slåentorngrene
af og tog med hjem. Barken blev skrællet af, og de blev tørret til pølsepinde.
På selve dagen stod bryggerset i damp. Mor havde fyret under gruekedlen, der var fyldt med vand
til at skolde grisen i. Slagteren kom før dag. Under grisens høje hyl, blev den trukket ud af
grisestien og lagt på det omvendte saltkar. Den fik benene bundet og halsen vasket. Slagteren
snurrede det reb, grisen havde i munden, omkring trynen og sin venstre hånd. Han greb kniven og
stak. Ud strømmede blodet, som mor fangede i en spand med rugmel. Lidt koldt vand kom også i,
for at blodet ikke skulle stivne.
Når grisen var død, skulle den skoldes. Far og slagteren hentede det kogende vand i en træbalje.
Det blev øst op med strippen, en træøse, hvor den ene staver er forlænget som håndtag. Det skulle
også hældes lidt koldt vand i.
Grisen blev nu skoldet (og skoldet) i saltkarret og skrabet og barberet til ukendelighed. Så kom
den op at hænge i bagbenene i vognporten, og slagteren skar den op og tog indvoldene ud. De
kom i træbaljen og blev sat ind i det lune bryggers.
Blæren fik drengene. De puttede et par majs i den og pumpede den op med cykelpumpen, bandt
for de tre huller og lod den tørre. Det var en god bold.
Når grisen var delt og flommefedt og ”sløret” var hængt til afkøling, hovedet renset og lagt i
vand, lever, lunger og hjerte ligeså, gik vi ind til tarmene. Indholdet blev trykket ud, og de blev
vendt. Ved hjælp af slagterens fingre og nogle kander lunkent vand, gik det nemt. Så blev de
skrabet og skyllet og lagt i koldt vand med en suppevisk i for at forbedre duften.
Nu var det godt med formiddagskaffe.
Efter det kom grisen ind på køkkenbordet og blev skåret ud efter mors ønske. Saltkarret var
renskuret og sat i spisekammeret med lidt salt i bunden. Flæsket blev omhyggeligt gnedet med
salt, til det ”svedte”. Også skinkerne blev saltede. Nogle uger senere havde far dem med til
bødkeren i Falling for at få dem røget. Så blev de hængt op på loftet ved køkkenskorstenen.
Derfra kunne vi hente mange gode bidder, der kunne spises som de var til grønsager eller koges.
På komfuret stod den store suppegryde med hovedet og andet, der skulle koges.
Der blev hakket til medister, og fedt blev skåret i tern og afsmeltet.
Fine tern blev lunet i mælk og blandet i til sortpølser sammen med salt, sukker, krydderier og
rosiner. Mor lavede også lungepølser, der smagte godt til grønkålsuppe

15

Leverpølse var et herligt pålæg. Lige dele kogt lever og flæskekød blev malet gennem
kødhakkemaskinen et par gange eller tre. Så blev det æltet med hovedsuppe og krydderier og ved
hjælp at et pølsehorn fyldt i smalle tarme. De blev kogt forsigtigt, af kølet og spist med velbehag
i passende skiver på smørrebrød.
De fineste tarme var til medisterpølse. Da havde vi et pølsehorn til kødmaskinen, så de var
nemme at stoppe.
Til leverpølserne havde vi brug for pølsepinde til at lukke tarmene med. Også til sortpølserne
kunne de bruges. Der måtte man ikke fylde for meget i tarmene. De blev varsomt kogt i
gruekedlen, mens mor lyste med køkkenlampen. Når blodpølsen begyndte at stivne, kunne man
trække pølsepinden ud, så revnede pølsen ikke.
Når pølserne var kogt, blev vi sendt rundt til naboerne med en varm pølse. De blev spist med
sukker eller sirup til. Bedstefar fik fedtegrever med ribssaft til at dyppe pølserne i.
Medisterpølse og ribbensteg var herreretter.
Mor lavede også ”fugle” af medisterfars indpakkede i små stykker isterhinde.
Forboven, det trekantede skulderblad, blev saltet let og kogt til pålæg. De første dage var det
lyserødt og lækkert, men det blev mere gråt og salt, og så kneb det med at få det ned. Da var det
godt med en øse vand.
Mor lavede en ret, som vist kun kendes i Hads Herred, hvor Odder er hovedstad:
Denne ret kaldte vi ”Sursteg”.
Flæskesteg og kogt stribet flæsk, medisterpølse, ribbensteg og ”fugle” blev lagt i en passende
krukke og overhældt med en sovs, der var lavet af mel, der først var ristet på en pande eller i
stegegryden og spædet op med hoved suppe, hvori der var kogt tørrede æbler og svesker. Sirup og
salt smagte man til med. Det kunne stå koldt og godt længe, men det var herligt at varme det og
spise det med hjemmebagt franskbrød til.
Hovedet blev der lavet sylte af.
Af slag og mellemgulv blev der lavet rullepølse.
Saltlage blev kogt dagen efter og hældt i saltkarret, når den var kold. Lagen skulle være så mættet
med salt, at den kunne bære et æg.

2. juledag var det fars fødselsdag. Så blev der også fyret i den pæne stue, og dem fra Aalstrup,
Gylling og Ørting (hvis det var rund fødselsdag også dem fra Søvind) kom til eftermiddagskaffe.
Til det fik de mors hjemmebagte smørhorn. Dejen blev lagt om aftenen. Da kom der kun 1/3 af
smørret i. Resten blev banket i næste morgen. Vi vågnede mildt i morgengry ved denne lyd.
Sådan et lunt horn, luftigt og let, med æggestrygelse, mandler og sukker var en lækkerbisken. Da
bagte man i komfur, hvor der blev fyret med brænde og tørv, men de forskellige koner havde en
evne til at finde den rette varmegrad til den slags bagværk.
Småkager var bagt før jul, så alle dåser var fulde. Brunkager af 3 pund og efter en ældgammel
opskrift. jødekager, vaniljekranse, klejner, der blev kogt i fedt. Mor bagte også til Bedstemor i
Gylling. Så kørte far med en masse dåser, formkager og nogle af os til Gylling.
Købmand Møller Hansen solgte juletræer. De lå langs åen, hvor mindestenen for Karen Jeppe,
Armeniernes Moder, nu står. Vi fik altid det pæneste med hjem.
Julestemningen begyndte, når skrædderen i Aalstrup pyntede sine vinduer til jul. Det var, set med
vore øjne, langt kønnere end storbyens pragt i dag.
Julegaver var nødvendige ting. Før vi begyndte at gå i skole, fik drengene tornyster og jeg en
lædertaske til at bære på ryggen. Jeg var selv med i Odder for at købe dem. Vi gik 5 km. til
Falling. Tog med toget til Ørting og Drammelsbæk og Odder og senere den modsatte vej tilbage.

16

Tasken blev pakket ind. Jeg fik den og sad med den på hele juleaften.
Edith havde fået en strikket hue og halstørklæde, som hun ville have på inde, selv om hun svedte.
Vi fik også julebøger og julehæfter og andet læseligt, så der var til mange gode timer.
Et år fik drengene en dampmaskine, som vi havde megen fornøjelse af. Vi havde ikke bunker af
legetøj, men brugte, hvad vi havde. En tynd snor og en knap blev til en ”bruser” eller en
”summer”. En snor kunne også bruges til at lave forskellige figurer af. En begyndte, og en anden
”tog af”. Vi spillede bold og kunne folde aviser til mange mærkelige ting. Spille kort kunne vi
også. Bedstefar var en god makker. Den gang samledes alle under lampen. Nu sidder alle med
hver sit lys og passer sig selv.

12.januar fyldte Bedstemor år. Da var der fyret over hele huset, og et langt kaffebord var dækket.
Vi kom, farbror Aksel, faster Martha og Jens Ove, desuden fars farbror Johan og hans kone
Mette.
Inden vi kørte hjem, var lygterne tændt. Der var gadelys i Gylling. På afstand så det ud som ”de
Gylling stjerner”, der blinker os fra Jorden op til sig. Måske havde vi fodret og malket tidligt, så
vi ikke kom før om aftenen. Hvis det var slædeføre, blev det en meget hurtig tur med ringlende
kanebjælder. Vi havde en varm sten i fodposen, der var af fåreskind.
Bedstefar havde også et par træskostøvler, der var foret med lammeskind, og så havde han en
kørekappe, hvor kraven kunne knappes helt op om hovedet.
Bedstefars ”pæne tøj” var af sort klæde. Han brugte ikke skjorte med flip, men en hvid skjorte og
en sort krave med lidt hvidt foran og en lille sort sløjfe. Til daglig gik han i vadmelsbukser med
seler og en smukt broderet livrem, vest, krave og tvistbluse. Inde havde han sivsko på fødderne,
ude havde han spidse træsko. Om vinteren havde han en halmsål i. Det fik vi også, hvis der var
plads til det. Om vinteren havde Bedstefar sin ”bundne”, dvs. strikkede, trøje på og muffediser.
Overfrakken kaldte han sin ”overkjowl” (over-kjole). I dag går mænd da også i ’kjole og hvidt’,
En damefrakke var et ”øwerstøkk”.
Helligtrekongersaften, 5. januar, var der juletræ i skolens gymnastiksal. Far kørte, for mor havde
kage med. Når alle var mødt, blev træet tændt, og vi fik lov til at komme ind i salen, hvor træet
nåede helt op til loftet. Den gamle garder, Anton Mortensen, passede på at lysene ikke stak ild i
træet. I flere kredse gik vi rundt om træet og sang julesalmer. Vi fik godteposer. Træet blev
flyttet, og vi legede sanglege og maler Ebbe Christensen fra Gylling spillede til dans. Der blev
drukket chokolade og kaffe i Thomasens skolestue til meget forskelligt bagværk, som mødrene
havde haft med. Festen sluttede sent, men vi fik lod til at sove længe næste morgen.
7 januar begyndte den almindelige skolegang igen.
Hos Harmark havde vi dansk, diktat og genfortælling, sang, danmarkshistorie og naturhistorie.
Læreren skulle selv fyre i skolens kakkelovn. Det var Thomasen god til, men hos Harmark var
det ikke for varmt. Orden var der ikke for meget af. Et par af drengene kunne gøre ham aldeles
rasende, så han bankede dem med remmen til rullemadrassen. Hos Thomasen var der altid ro og
orden. Heldigvis tog Harmark fri i 3 måneder, og vi fik en lille dame, frøken Overgaard, som
vikar. Hun var med til juletræ og begyndte en gang efter juleferien.
Hvordan kunne det lille menneske klare det? Hun fik os muntret op, så vi glemte at lave kunster.
Vi kunne lide hende og håbede Harmark blev væk. Han var en tur i England. Godt et år senere
var han i Bulgarien et helt år, og vi fik frøken Overgaard igen. Mit kendskab til dansk skyldes for
en stor del hende. Hun lærte os en masse, og det var morsomt. Engang havde hun os med til
Moesgaard strand på cykel. Vi foretog også botaniske udflugter til Aalstrup Mose. Det var, da jeg

17

brugte nr. 36 i gummistøvler. Jeg lånte frøken Overgaards støvler, når jeg skulle ud på våde
steder for at finde blomster. Je
hinanden, men jeg vil gerne ud, hvor de gror. En gang fik hun også Thomasen og hans klasse
med på en vandretur til Uldrup Bakker, hvor der var en lejrekoloni. Da vi kom tilbage til skolen,
blev Kancelliråd Andersens og hustrus legat uddelt for flid i Aastrup skole. Der var 1 x 5 kroner,
og 5 x 4 kroner. Det var en stor ære, som jeg mener alle vi 5 søskende med tiden fik del i. En
gang var der en dreng, som fik 5 kroner i præmie. Han købte slik for alle pengene .Det syntes vi
var forkert. En flidspræmie skulle ikke slikkes op. Da kunne vi få et kræmmerhus bolsjer for 5 øre

En pakke ”grøn Cecil” kostede 40 øre. Et af P. Hermansens børn hentede hver morgen en
pakke til faderen. Han var murerarbejdsmand og tjente 5 kr om dagen. Thomasen lærte os ,
hvor meget vi kunne spare ved at lade være med at ryge. Med renter og renters rente kan det blive
til mange penge. Den gang fik vi kun 4½ % pr. år. Nu kan vi få meget mere.
Han trænede os også i hovedregning.Han skrev stykkerne op på tavlen .F.eks.:
1+2+3+4+5+6+7+8+9+10+11+12+13+14+15+16+17+18+19+20=
Det kunne da vare længe at lægge alle de tal sammen ? Ikke hvis man kunne se, at 19+1 og 18 +
2 og 17+3 osv. var 20. I alt 10 x 20 + 10 = 210. Det var hjernegymnastik.
Vi skulle lære at bruge den forstand, vi havde, og ikke bare aflevere en remse, som de to brødre i
Klods Hans.
Gennem årene læste Thomasen meget for os, både bøger og skuespil. Bjørnson og Selma
Lagerlöf læste han også for os.
Vi havde et bibliotek, hvor vi måtte låne bøger med hjem en gang om ugen. Mens der blev byttet
bøger, havde vi skønskrift. Midt foran i hvert skolebord, var der plads til et blækhus, hvori vi
dyppede pennen, der sad i et penneskaft.

Jeg var ikke god til skønskrift. Altid kunne jeg fiske små hår og fnug op af blækhuset eller få
pennen til at kradse i papiret, så hele siden blev overklattet. Det så forfærdeligt ud, og Thomasen
tog mig ved hånden, og så gik vi rundt og så, hvor pænt de andre skrev,-men det kom jeg nu
ikke til at skrive bedre af. Tegning duede jeg ikke til, men jeg var god til stil og genfortælling.
Engang fik jeg endda 25 øre af Havmark, fordi jeg kunne skrive flest ordsprog.

I 3. klasse skulle vi også i skole om eftermiddagen

om sommeren, men kun 3 dage om ugen .I 4.
og 5. klasse mødte vi fra 7 til 11 om sommeren.

4. klasse 4 dage om ugen og 5. klasse 3 dage om
ugen. Nu var vi jo så store, at vi kunne gøre gavn hjemme.

Så kunne vi lære noget i skolen om
vinteren. Om sommeren var der nok at lave hjemme.
Når frosten var af jorden, blev der harvet og sået og tromlet.

Far har ofte haft en agestol på
tromlen, så et par af os fik en herlig tur op og ned ad bakkerne med de skønne udsigter.
Når der skulle sås roer, skulle såmaskinen kun så med 2 sårør. Trykruller blev skruet på. Det var
dejligt at blive fedtet lidt til.

18

Det var dejligt at se de forskellige slags korn komme op. Rug og hvede blev sået om efteråret, og
havre og byg om foråret. Om efteråret var jorden endnu lun, så rug og hvede spirede hurtigt. Om
foråret tog det længere tid. Rodede man lidt i jorden, så man at kernen godt kunne have langerødder,

før spiren kom og af jorden. En dag var markerne grønne. Det var lige vidunderligt hvert år
Roerne blev sået med 22 tommer mellem rækkerne. Far regnede med tommer, hvor vi brugte
centimeter, men afstanden blev rigtig, for vi brugte tommestokken. Kartoflerne skulle også
sættes. Der var 24 tommer = en alen mellem rækkerne. Senere skulle roerne tyndes ud, så de stod
med en passende afstand. Luges skulle der altid. Gulerødderne blev tyndet med hænderne. Vi
kravlede på vore knæ. Karen på Banken var flink til at byde os ind til en kop kaffe, men jeg
kunne godt se på mor, at hun ikke syntes om, at jeg skulle fortælle alt, hvad Karen sagde. Jeg lod
som om jeg var optaget af kaffen og kagerne.
Tørvene skulle også passes. Bær skulle plukkes og mange andre ting skulle gøres, men om
aftenen løb vi ned i engen og fløjtede ad Mines børn og så legede vi til solnedgang. Vi fik ingen
ur før til konfirmationen, men fandt ud af dagens timer alligevel.
”Tidligt op og tidligt i seng, det er sundt for en lille dreng. Men man kan jo også sige, at det er
sundt for en lille pige.”
En god dag begynder om morgenen. Solen stod op bag granskoven og gik ned bag Uldrup
Bakker, når den stod højest på himlen. Ved vinter-solhverv gik den ned bag Alrø Kirke.
Falling Kirkeklokke kunne vi ikke høre, men i stille vejr eller let søndenvind kunne vi høre Alrø
Kirkeklokke. Klokkerne i Hundslund Kirke hørte vi, når vinden var i nordvest. Gylling Kirkes
klokkeklang kom fra øst. Alle tre klokker lød forskelligt, så vi kunne nemt kende forskel.
Fra smedjen i Amstrup kunne vi høre hammerslag, der næsten lød som kirkeklokker. Smeden
slog dog ikke de 3 x 3 bedeslag.
Meget tidligt om morgenen kunne vi høre det blide donk-donk fra fiskekvaserne på fjorden.
Før Alrødæmningen blev lavet, var der mange fisk i fjorden. Mor fortalte, at hun som lille pige
havde været med til at træde flyndere på lavt vand. Man fangede flyndere ved at træde på dem og
samlede dem så op med hænderne.
Ikke langt fra os boede Fisker-Kristian og hans husbestyrerinde, Thyra. Hos dem fik vi fine friske
fisk. Vi havde en spånkurv med låg og 2 hanke. Den fik jeg fyldt med små lækre stegetorsk
fanget i en ruse i nærheden af åmundingen. De var sprællevende og slog med halerne, så låget gik
af, og fiskene faldt ud. Det var ikke nemt at fange dem igen, men når man stak fingrene ind i
gællerne, havde man hold på dem. Torsk havde et lille fipskæg, ligesom fiskeren havde.
Torsk skulle man dengang kun spise i måneder med ”r”, altså fra september til april.
”Når bøgen er grønnest, er rødspætten skønnest.”
”Sild er godt”.
Makrel fyldt med persille.
Hornfisk med grønne ben.
Ål til gæster. – Jeg ville hellere have ålebusjer eller ålekvabber med persillesovs eller sursød sovs.
Mor var meget god til madlavning.
Ved den tid tørvene til alrømanden var tørre og klar til levering, var kok-kyllingerne gode at putte
i stegegryden. Der var aftalt en dag, de skulle hente tørvene, og vi spejdede efter Simon Jørgen og
den store pram, der skulle lande ved Amstrup Pakhus, der senere blev et anneks af Horsens
Statsfængsel.
Simon Jørgen var færgemand og bar både folk og varer på sin brede ryg ud til båden. I
”Pakhuset” var der købmandshandel og udskænkning af sodavand til børnene og stærkere drikke
for voksne. Mændene fik ”½ kaffe” eller anden hjertestyrkning efter turen over fjorden. Så skulle
tørvene i sække, og far kørte dem med heste og vogn ud til båden, hvor tørvene kom om bord.

Jeg kan ikke huske, om de sejlede flere gange .Det gjaldt jo om at benytte højvandet til at komme

så nær ved land som muligt .Det hele endte med spisning hos mor .Det var en hel festdag

19

Den første udflugt med skolen gik til Uldrup Bakker. Da vi havde leget der om eftermiddagen,
kom Simon Jørgen iført søstøvler, der nåede til skridtet, roende i den store pram og lagde til ved
”Kanalen”. Vi kom om bord, og Harmark, der var fra Ærø og søvant, hjalp den gamle færgemand
med at ro over til Pakhuset, hvor der var en dansesal. Mor og far holdt deres bryllupsfest der. På
en af bjælkerne var der malet: ”Jeg tror, der er skønnest i Amstrup.” Ejeren var Chr. Foldberg,
morfar til civilingeniør Chr. Rovsing.
Vi kom alle i land og spiste den medbragte mad. Vi havde ikke mad med, men mor kom med
dejligt smørrebrød. Så spillede Ebbe op til dans. Vi havde ikke langt hjem, så mor har nok taget
os med hjem, når vi var trætte.
En blæsende forårsdag i påsken 1927 brændte to gårde i Amstrup. Vore drenge og Mines drenge
var en tur på Uldrup Bakker, hvorfra der den gang var en milevid udsigt. De kom løbende hjem
og fortalte det. Senere så vi ødelæggelsernes vederstyggelighed. En dreng havde røget i en
halmstak. Ilden havde bredt sig og gnister havde antændt nabogården. Da lærte vi, at ilden er en
god tjener, men en streng herre.
Året efter brændte en gård i Aalstrup, mens vi var i skole. Lærerinden havde nok at gøre med at
trøste mange børn, der var bange. Jeg var ikke bange, men jeg syntes, der var grimt at se, hvor
hurtigt ilden kunne fortære alt.
Den ene gård i Amstrup blev delt i tre mindre, den anden og den i Aalstrup blev opført, hvor de
gamle gårde lå.
”Pakhuset” havde sin storhedstid før jernbanen Odder – Horsens og senere lastbilerne kom. Da
blev kornet opkøbt og sejlet fra Pakhuset. Sidst i tyverne blev det opkøbt af staten og lavet til
fængsel. Der var megen snak om, hvor farligt det var at bo i nærheden, men vi er aldrig på nogen
måde blevet generet af fangerne. Alene navnene: ”Det borende X”, ”Gulvskrubbemorderen”,
”Hansen, Vindinge” kunne få folk til at gyse.
Den første overbetjent, Højniche, havde to døtre. Jeg gik i klasse med den yngste. Hun var meget
flink. Den ældste var lidt stor på det. De var vant til byen, så det var nok ikke så nemt at komme
på landet.
Hver sommer var der konkurrence mellem Hads Herreds Landboforenings børn om at passe
haver. En konsulent, Karen Hedager, underviste os i at passe haver og i at henkoge bær og
grønsager. Det var spændende, og vore mødre var lige så interesserede. Før den tid blev alt syltet
med en masse sukker, ofte ’pund til pund’. Nu behøvede vi kun at komme sukker i for smagens
skyld. Det blev årsag til en mere afvekslende kost, for også kød kunne henkoges, så vi ikke var
nødt til at spise al den salte mad. I dag, hvor vi kan lægge alt i fryseren, kan I nok ikke forstå,
hvilken forskel, det gjorde.
Om efteråret var der udstilling på Centralhotellet i Odder af friske og henkogte varer. Alle fik
præmie. Nogle var meget dygtige til at lave sjove ting, andre havde kæmpe eksemplarer af
forskellige grønsager. Det var et pragtfuldt skue af alt, hvad den gode jord kunne frembringe ved
flittige hænders hjælp. Vi kunne vist trænge til et lille kursus igen for at lære bedre kostvaner og
spise grønt og groft og råt og godt. Vi regner omhyggeligt ud hvor mange foderenheder, vore dyr
skal have, men menneskene propper bare i sig, hvis der er noget, de kan lide

20

Omkring 1. juli skulle græsset i engen slås til hø. Vi havde et stykke i ”Enghaven” eller ”Mark
Ell”, som Bedstefar kaldte det.
Skilt fra Aakærs jordet ved Havdiget, som vi kaldte det, havde vi i Uldrup 1½ tønder land med
skov og græs. Jeg har ladet mig fortælle, at mormors farfar, Jørgen Olesen, havde tjent det
ved at gå post for godset Aakær til Horsens nogle gange om ugen i
Der var vel omtrent 3 mil fra Aakær til Horsens. Da gik vejen fra Haldrup over Blirup og Nebel,
så man kom fra nord ind i Horsens, ikke som nu fra øst over Stensballe Sund.
Når græsset var slået, skulle det ”hwerres”. Det betyder vist hvirvles omkring. Når det var tilpas
tørt, blev det stakket. Det blev først revet sammen. Da gik storken og proppede sig med frøer.Når
høet var helt tørt, skulle det køres hjem. Fjælene blev taget af den stive vogn. Den blev forlænget,
og høstfjælene, skraverne, læssetræet, for-og bagreb ,krog og det hele kom med , og så mange af
os som muligt. Det i Enghaven kom først hjem. Det duftede dejligt . Mor har nok læsset, til
Rasmus kunne. Senere kom vi andre efter tur. Far forkede op. Når det var et himmelhøjt læs, kom
læssetræet op og blev stukket ind i forrebet. Bagrebet blev svunget over i en trækrog og tilbage
igen. Så strammede far til og bandt godt. Nu var læsset ikke så højt.

Vi blev læsset på og sad eller lå blødt og godt. Vejene var elendige, men far havde kørt med
kanoner, da han var soldat, så vi væltede aldrig, men vi fik mange gode køreture.
Til Uldrup skulle vi over åen. Det gungrede hult, når vi kørte over broen. Hvis hestene begyndte
at spidse øren, var der rådyr i nærheden. Hvis vi så et lam, var det så fint som det kunne være.
Det kunne være varmt at få høet ind på loftet, men vi behøvede ikke at arbejde hurtigere, end at
vi kunne magte det, og fjorden havde vi lige ved, så vi kunne få os et bad

.
Rasmus vil påstå, at da han begyndte i skolen, fik de ikke sommerferie, før Anders Peters rug
skulle høstes. Da skulle børnene hjælpe til i ferien. Jeg kan ikke huske, hvornår vi fik ferie, men
jeg kan huske, hvornår den sluttede.Bedstefar i Gylling havde fødselsdag d. 16 august. Vor egen
Bedstefar og Magne fyldte år d. 17. august. Efter den dag var Edith og cyklende til Søvind
nogle dage, før vi begyndte skolen. Det var ikke farligt at cykle den gang, for der var næsten
ingen biler, og de, der var, kørte ikke ret hurtigt. Hvis hestene var bange for dem, skulle bilerne
holde stille. Vi boede i Søvind hos den kusine, der passede os, mens mor var syg. Nu var hun gift
med en tømrer og snedker.
I Havmarken, helt ned til vandet boede moster Marie med mand og børn .Moster Marie havde 8
børn. Hun var en glad og munter kone, som det altid var rart at besøge. Moster var lille og hurtig.
Hendes mand var lang og rolig. Når hun tog 3 skridt, kunne han nøjes med et. Men de gik godt i
spænd. Ved deres Guldbryllup, hvortil hele familien var indbudt, sagde han , at han ikke endnu kunne

huske, at præsten for 50 år siden havde sagt: ”Til den, man elsker, har man altid et godt ord.” Så
vendte han sig om til guldbruden og sagde: Tak Marie
De holdt også 60-års bryllupsdag.

21

Engang var han på sygehus. Moster var forkølet og ville ikke rejse ud og smitte ham, så hun
sendte et brev.
”De ser så glad ud,” sagde sygeplejersken.
”Ja,” svarede Thomas. ”Jeg har lige fået brev fra en, der ikke har skrevet til mig i 63 år.”
”Det kan man kalde gammel kærlighed,” sagde sygeplejersken.
”Ja.” smilede den gamle. ”Det er fra min kone.”

En aften moster serverede gulerødder og grønærter for os, sad han og gumlede lidt. Så kom det:
”Ved du hvad, Marie. Hvis du ikke vil koge det mere, kan du lige så godt servere det råt ” Moster
lo blot.
Det var et sted, vi holdt af at komme.
Moster Marie havde en tvillingebror, Ole. Han blev mejerist. Efter moderens død i 1913 rejste
han til Australien, hvor han blev lærer ved en mejeriskole.
En anden broder var officiant i Fredericia, gift og havde 2 børn.
Hans kones søster var gift med møller Peter Honoré, men døde fra 3 små børn. Moster Karoline
kom der og blev og fik 9 børn til de tre, der var. De flyttede fra Egholt mølle til Nr. Bjert ved
Kolding.
Mors ældste søster var gift med Niels Tækkemand. De boede i Aalstrup og havde 4 børn.
Moster Stinne var den yngste. Hun blev møllerkone i Ørting. De havde 3 børn.
Mors far var bysmed i Aalstrup. Han døde, da mor var 10 år. Mor og moster Stinne blev hos
moderen. De andre søskende kom ud at tjene eller i pleje hos slægt og venner. ”Smede Maren”
som de kaldte mormor, gik ud og malkede, vaskede og lavede gilde for folk. Der var ikke noget
med enkepension eller socialhjælp. Hun døde i 1913, så hende har jeg aldrig kendt,men nogle af
hendes søskende, husker jeg.Sofie var gift med bødkeren i Falling . En bødker lavede dritler til
smør. Han lavede også kar og baljer. Mor fik en fin lille balje til at vaske børnetøj i.
Frederik, gift med Johanne, var postbud i Odder.
Jens Olesen, gift med Johanne, var veteran og dannebrogsmand fra krigen i 1864. Jeg kunne ikke
forstå, at denne rare gamle mand havde været med i krig og slået folk ihjel. De boede på Alrø

.
Omkring 1930 blev den sydlige bakkekam i ”Skoven” gravet igennem og fyldt ud i fjorden som
dæmning til Alrø. Alt, hvad de brugte, kom med tog til Falling og blev så med mange heste og
blokvogne slæbt op på bakken, ivrigt fulgt af vi børn. Der var lokomotiv, tipvogne og skinner.
Føreren var flink til at give os en tur. Gravemaskinen peb morgen,middag og aften .Så vidste vi
hvad klokken var. Det var spændende at følge arbejdet.

22

Omkring 1930 blev den sydlige bakkekam i ”Skoven” gravet igennem og fyldt ud i fjorden som
dæmning til Alrø. Alt, hvad de brugte, kom med tog til Falling og blev så med mange heste og
blokvogne slæbt op på bakken, ivrigt fulgt af vi børn. Der var lokomotiv, tipvogne og skinner.
Føreren var flink til at give os en tur. Gravemaskinen peb morgen,middag og aften .Så vidste vi,
hvad klokken var. Det var spændende at følge arbejdet

I Sommeren 1931 blev dæmningen indviet. Før indvielsen kunne man godt liste over med en
cykel.
Mor var flink til at dele sine goder med andre.Når der var modne jordbær, blev jeg sendt over til
Lise og Jens Wollesen (som vi sagde) med lidt. Jeg blev budt på kaffe og kage, når jeg kom. Så
skulle jeg gøre rede for hvor mange ”høvder” (køer) vi havde og meget andet. Jens Wollesens far
havde haft den ejendom, vi havde nu, så der var meget at snakke om. Når vi så havde snakket, gik
Lise ud i køkkenet og spejlede 3 frisklagte æg til mig. Bordet blev dækket med ½ rugbrød, 1
pakke margarine, saltkarret, der ellers hænger i køkkenet, 1 flaske hvidtøl + tallerken,kniv og
gaffel. Lise skar brød med brødkniv. Hjemme var jeg vant til, at vi skulle spise et helt stykke brød
til hvert æg. Her snød jeg og tog kun et halvt. Det blev et godt foder endda. Nu skal I huske, at
”alrøerne” var vant til at få en god forplejning, før de med færgemand skulle til Pakhuset eller til
Sondrup for at komme til fastlandet. Nu var rejsen ikke så besværlig. Oven i den gode
forplejning, kunne der godt vanke en krone. Det var mange penge dengang.

Når vi kom i 4. klasse, kom vi i syskolen. Det var nemmere at strikke med optrævlet uldgarn
hjemme end med hvidt bomuldsgarn i skolen. Først lærte vi at strikke ret til grydelapper med en
snor imellem, der så ud, som om den var strikket gennem en garntrisse. En firkant med vrang
blev lagt sammen og syet i den ene ende. Så kunne man gribe om en varm hank med den 4 ret og
4 vrang i ruder blev til en svampeholder. Først tog vi ud og så tog vi ind til en skæv firkant, der
blev syet som en konvolut med knap og knaphul.Her kunne vi gemme vore lommetørklæder
På et stykke rødternet stof lærte vi at sy sømme og at sy mange forskellige slags sting. Det blev
til et sy forklæde

Vi lærte også at strikke lange strømper til os selv. De kom til at passe Stinne, da de var færdige.
En særk syede vi også med nål og tråd. Vi hæklede blonder til hals og ærmer.

23

Så fik vi lov at sy lige sømme på symaskinen til et pudevår, hvortil vi først hæklede mellemværk
Senere syede vi kittel eller pyjamas, og så måtte vi ellers sy og brodere, strikke og hækle som vi
ville.
Før vi begyndte timerne i syskolen, havde vi hentet et fad rent vand ved pumpen, så vi kunne
vaske vore hænder. Når vi var kommet næsten op ad trappen, skete det, at vi tabte fadet eller kom
til at hælde det lidt, så vandet flød. Så måtte vi have fat i spand og gulvklud og til at tørre op og
ellers håbe på bedre lykke næste gang.

Mandag d. 5. september 1932 havde jeg været i syskole fra 11 til 14. Sigrid og jeg kørte til hver
sin side af den store pil. Karen på Banken stod og snakkede med en ved vejen. ”Ved du, at din far
er død?” syntes jeg hun sagde, da jeg cyklede forbi. Alt blev så underligt, men jeg fortsatte ad vor
egen vej hjem. Der tog far imod mig og fortalte, at Bedstefar var død om formiddagen. Jeg skulle
til Alrø og fortælle det til Lise og Jens Wollesen og til Magne, der tjente hos Anna og Liborius.
Magne fulgte med hjem om aftenen. Rasmus, der tjente i ”Busk i Hale”, kom også. Bedstefar var
83 år og havde ikke været syg, kun lidt skrøbelig og gammel.
Når vi var ene hjemme, stod døren på klem ind til ham, når vi gik i seng. Vi hørte ham snakke
stilfærdigt med Vorherre. Der var ingen tvivl om, at han var gået hjem til ham. Derfor var der
ingen sorg, men et stort savn. Næste eftermiddag kom lærer Thomasen for at synge Bedstefar ud.
Mange var mødt for at følg med til kapellet. Alle blev beværtet med kaffe og kage, som det var
skik og brug dengang.

Vi sang en salme, Thomasen læste trosbekendelsen og bad Fadervor. Endnu en salme. Så blev
kisten båret ud. Peter Rasmussen, der var hans fætter, kørte med kisten. I skridtgang gik det hele
vejen til Falling Kirkes kapel, hvorfra Bedstefar blev begravet om lørdagen.
Første og sidste gang vi kommer i kirke, bliver vi båret. Det er også de samme ord, der lyder ved
vor dåb og over vor grav: ”Lovet være Gud, Vor Herre, Jesu Kristi fader, som har genfødt os til et
levende håb…”
Efter begravelsen fik følget kaffe på Falling Afholdshotel. Lærer Thomasen ville sige lidt. Han
fortalte, at han som ung lærer var sendt til Amstrup Skov for at synge Rasmus Jensens kone,
Stine, ud. Han havde fået at vide, at det var gammeldags kristne mennesker. Da han kom, stod
Rasmus Jensen ved sin kones åbne kiste for at sige farvel. Han så på hende, som for at sige: ”Ja,
jeg ville gerne have beholdt dig lidt længere, men når det nu skal være sådan, må vi bøje os.” Det
havde gjort et så stort indtryk på den unge lærer, at han aldrig glemte det.
Efter Bedstefars død skulle skifteretten dele hans efterladenskaber mellem arvingerne, for der var
ikke skrevet testamente. Bedstefar var jo ikke vores ’rigtige’ Bedstefar, men han havde været gift
med mors moster, Stine. De havde ingen børn, men et plejebarn, Olga Poulsen. Hun var forlovet
med min far, men døde af tuberkulose, før de blev gift. Far købte ejendommen 1. april 1914, og
de to gamle blev der på aftægt. Stine blev syg, og mor kom for at passe hende. Stine døde, men
mor blev der. Der var bryllup d. 25. april 1914.
Ifølge loven var vi ikke retmæssige arvinger, men han havde givet os al sin godhed, En smule
penge blev delt ud til fjerne slægtninge i bittesmå portioner. Vi havde fået det, der var noget
værd.
Det første guldbryllup, jeg var med til, var i Gylling 11.10.1931. Da havde vore bedsteforældre
været gift i 50 år. Bedstefar havde før den tid haft 40-års jubilæum som sognefoged.
Lærer Hansen og frue var med. Fruen øste suppe op, det skulle lærerkonen dengang. Lærer
Hansen holdt tale og snakkede bl.a. om, at Bedstefar ikke hørte så godt. Det kneb med at høre
præstens prædiken. Men anden søndag i advent, da vidste han, Snedker Peter kom, for da sang vi:
”Rejs op dit hoved al kristenhed.” Den sang vi

24

Magne var konfirmeret søndagen før, og han kom til november over at tjene på Alrø. Den gang
kom børn ud at tjene, når de var konfirmerede. De fik kost og logi og 20 – 25 kr. om måneden.
Fra da af forsørgede de sig selv. Det er et andet mønster i dag, hvor forældrene skal forsørge
børnene til de er 18 år. Så kommer de på bistandshjælp eller anden støtte. Den gang var der
arbejde nok, men vi fik ikke ret meget for det.

Jeg kan huske, da vi høstede med le. Den blev slebet på en slibesten, der skulle drejes rundt og
rundt og rundt. Så blev meje krogene sat på, så stråene kunne komme til

at ligge pænt, så vi nemt
kunne samle dem sammen med en ”kratte”. Det er en rive med 4 eller 5 ret lange tænder.

Negene blev bundet med et bånd af strå og med håndkraft.
Så kom der mejeapparat på slåmaskinen.
Så selvbinderen med 3 heste for og med traktor for.
Så kom mejetærskeren, først med traktor for og senere selvkørende.
Når marken var mejet blev negene to og to sat sammen i hobe med 6 eller 10 neg i hver. En trave
= 60 neg. De skulle stå rigtigt, så de ikke væltede og ikke tog vand. Når de var tørre, skulle de
køres ind eller sættes i hæs.
’Bankmanden’ satte hæs. Så hjalp vi ham med at køre hans korn ind. Far såede også roer for ham.
Hans jord var meget bakket, så det var ikke nemt at så lige, og så kneb det for Rasmus og ”Det
Bette” at finde gennem rækkerne, når de skulle radrense. Så lød det over markerne: ”Hid hors!”
”Igemmel Bette!”

Alle vi unger var med, hvis vi skulle op til Karen og Bankmanden. Når vi havde siddet lidt, gik
han op i ”overkammeret” og hentede en firkantet kasse med et lille startsving, senere kom han
med en kæmpestor tragt og nogle grammofonplader. Så blev det hele samlet sammen, en plade
blev lagt på og en stift sat i. Der skulle skiftes stift eller nål for hver plade. Så drejede han
forsigtigt på svinget, og stuen fyldtes med musik.
De var også nogle af de første, der fik radio. Når vi havde fulgt gæster til rutebilen, var vi tit inde
at høre ”Familien Hansen” en søndag aften, før vi selv fik radio.
Bankmanden var født op hos bedsteforældrene, der havde ejet stedet før ham. Han var opvokset
med de gamle sæder og skikke. Hans køer stod i rebtøjr, og de blev bundet ved træstager, der
blev slået i jorden med en rigtig kølle. Han kunne slibe en le, så den var skarp, og stryge den, så
det lød som en festlig fanfare. Bruge den kunne han også, så græs eller korn var som barberet af.
Når han forkede op, var der aldrig et neg, der vendte forkert. Grundig og omstændelig var han.
Far sagde, at det halve af hans liv gik med forberedelser.

25

Hvis vi havde korn i nærheden af hans ejendom, fik vi ”hønseøl”, der gerne bestod af
eftermiddagskaffe, den dag vi høstede det. Det var en slags bod for den skade, deres høns havde
forvoldt i vores korn.
Selv om vi havde snakket sammen flere gange i dagens løb, så rakte de os altid hånden og bød:
”Walkommen!”, når vi kom ind.
Først i 30’erne byggede de en ny stald for 3.000 kr. Den gamle stald var af kampesten, lille og
lav, så hverken Rasmus eller køerne kunne løfte hovederne. Der var toppede brosten til gulv. Det
var der også i Karens bryggers. Rasmus var meget imod, at noget blev ændret. Karen ville gerne
have cementgulv, og hun rådførte sig med far, der vidste, at der var cement nok fra stalden. Så
forklarede han Rasmus, at han ikke kunne være bekendt at lade sin kone gå på brosten, når
køerne havde cementgulv. Gulvet blev lagt, og så var alt godt. Selv Rasmus var glad for det.
Da de blev gamle og skulle sælge, ville de ikke sælge til hvem som helst. ”Nu har Aages været
gode naboer for os i 40 år. Vi skylder dem, at de får nogle ordentlige naboer.” Det fik vi. ”En god
nabo er en bror i en fremmed by.” Det vidste de gamle.

Sigrid og jeg var et par vildkatte, der holdt af at kravle i skovens træer. Kjoler var ikke praktiske
til det formål, men den gang kunne piger ikke gå i drengetøj – troede man. Karen Møller blev dog
så træt af Sigrids rifter, at hun fik en overall, og snart fik jeg også en. Den blev købt hos skrædder
Hans Nielsen i Aalstrup, og han kunne ikke få i sit hoved, at det var til mig selv. Nu kunne vi
rigtig røre os. I skulle vide, hvor stor verden er, når man sidder i toppen af en blomstrende gran.
Jo, granen blomstrer med små, røde, vellugtende blomster. Når vi ser sommerhuskolonien i
Amstrup Ege, smiler vi og siger: ”Ja, men vi var nu de første, der fandt ud af, at dette er et
rekreativt område.”
I granskoven var der den gang mange egern. De sad med en grankogle mellem forpoterne og
pillede skæl af og spiste frøene. Eller de fløj fra gren til gren i lange spring, mens de styrede med
den buskede hale.

Uglegylp fandt vi også. Når uglen har ædt mus, gylper den pels og knogler og andet ufordøjeligt
op igen. Der var mange ting at udforske. Sigrid bor nu tæt ved Rold Skov. Den udforsker vi nu,
men vi kravler nu ikke op i træerne.

26

Vi havde også geografi hos Thomasen. Først Danmark i 3. klasse, så Norge og Sverige og hele
Europa. Når vi hjemme hørte hverandre i lektierne, fulgte far altid med og forklarede, at det hed
sådan og sådan, da han lærte geografi. Grænser blev flyttet efter verdenskrigen 1914-18 Vi har
lært meget om grænseflytninger siden da. Vi troede ikke, det var muligt ,at folk ville starte en
krig. Som landsbybørn var vi vant til at respektere hegn og markskel. Indenfor sine egne
markskel, må enhver bestemme, som han vil.
Bjerge, floder og have lærte vi om. De er endnu de samme. Navnene blev vel ikke altid udtalt
rigtigt, men vi fik dog lært lidt om den store verden. Bedstefar havde en fætter, der var
civilingeniør og havde rejst rundt i verden, tjent mange penge og tabt dem ved et bankkrak. Nu
boede han hos sin søster, Sy- Maren . Han besøgte ofte Bedstefar ,og så fik vi ham til fortælle om

sine rejser. Det var spændende.
Vi havde morbror Ole i Brasilien og farbror Jens i Amerika. Nu har vi Jørgen i Canada og Frede i
Nigeria. Men i dag tager det ikke lang tid at komme fra den ene verdensdel til den anden.
Bedstefar havde også været i Amerika. Drengene fik ham somme tider til at fortælle om det, når
de var kommet i seng. De sov sammen. Den gang havde de været 56 døgn, næsten 2 måneder, om
at sejle til Amerika. Senere har jeg set på film, hvordan det foregik, og det svarer nøje til Bedstefars beretning.
Bedstefars beretning.
Vi lærte også om, hvordan vi ser ud, både udvendig og indvendig efter store billeder og
Thomsens forklaring. Sexualundervisning stod der ikke på skemaet, men det fulgte vi ikke
strengt.
Mange af Thomasens personlige oplevelser kom med i undervisningen. Han var fra Salling. De
var 6 eller 7 børn. Når moderen skulle til Skive, blev Bertel sat til at lave mad. Han sagde aldrig,
hvad det var. Var det tykt, kaldte han det grød. Var det tyndt, kaldte han det vælling . Engang han
havde kogt byggrød, rakte han over efter komfur ringene, der hængte på væggen bag komfuret.
Han tabte dem alle ned i gryden med grød. Han fik fiske dem op med krogen,og fik den værste
sod skummet af grøden. Den blev serveret med sukker og kanel, og de andre spiste med god
appetit. Selv skulle han ikke have noget. Senere fik de andre at vide, hvorfor.

27

Lidt fysik fik vi også lært. F.eks. hvordan en vægtstang og en decimalvægt virker. Det var ting,
som vi kunne have glæde og gavn af i hverdagen

decimalvægt Vægtstang Bismervægt

Hver onsdag i første time havde vi religion efter Balles Lærebog og Luthers Katekismus. Det
blev vi ikke hørt i, men Thomasen fortalte os om menneskenes stræben mod Gud. Det er, hvad
jeg forstår ved religion. Kristendomskundskab er noget helt andet: Gud kunne se, at menneskene
ikke selv kunne finde hjem, derfor sendte han sin søn, Jesus Kristus, for at hjælpe os. Det betyder
ikke noget, hvad du tror om Gud, men hvad Gud tror om dig, og han mener, du er værd at frelse.
Der var en dobbelt dør mellem skolestuen og fru Thomsens køkken. Hun fulgte vor leg på
pladsen og forbandt mange sår og skrammer. Ved juletid, når hun bagte, fik vi altid lov at smage
hendes småkager. Om efteråret spiste vi blommer i haven. Der var en dreng, der gik i plusfours,
dem fyldte han med frugt hjemmefra. Når han så kom ind på pladsen, løste han remmene ved
knæene, så frugten trillede ud til fri fordeling.

Der var mange træer med søde æbler den gang. De duede ikke til grød, men vi har spist mange
hos Sofie og Martinus, når vi var i mosen. Hjemme havde vi nogle gamle æbletræer. Et var podet,
så der var to slags på det. Ingen kendte navn på dem, men de smagte vidunderligt. Inde på
gårdspladsen stod et Citronæbletræ med søde saftige frugter, der var gode både til at spise, til
grød og til æbleflæsk. I haven var der et med Taffelæbler og et med Filippa. Senere blev der
plantet Rød Pigeon til juleæbler og Ananas og Belle de Boskop. Pærer var der også: Grev Moltke
og nogle meget store på gavlen, de smagte som bananer, når de blev godt modne. Det var også et
træ med Stenpærer. De skulle helst have frost, før de blev plukket. Så blev de gemt på loftet til
midt i februar. Da var de søde og meget fine i kødet. Vi havde mod vest hen hæk af forædlede
mirabeller. Det blev også plantet storfrugtet hassel som læ. Der var hindbær, solbær, ribs og

stikkelsbær, jordbær og rabarber, og alt, hvad man kunne ønske sig, af grønsager. Hvis der hist og
her manglede nogle roer i marken, plantede vi efter med kål, som hønsene satte stor pris på om
vinteren.
Da Stinne blev voksen, kom hun til at tjene på Fyn. Mor spurgte engang hendes husbond: ”Håe I
ingen kåel (karle)?”
”Nej, det har vi itte. Dem har hønsene ædt i vinter.” I kan nok forstå, det er nogle blodtørstige
høns, de har på Fyn.

28

Når efterårsstormene kom ved jævndøgnstider, da kunne å og fjord gå over sine bredder.Det var
et storladent syn. En efterårsaften i blegt måneskin måtte far og jeg ud for at redde nogle kvier,
der gik i en lav eng. Vi måtte helt om til Grønnegårds skifte, hvor der var en enkelt planke at gå
over åen på. Vi fandt kvierne. De kom, når vi kaldte. Så blev de tøjrede langs havdiget, hvor
vandet ikke kunne nå op. I græsset lyste en mængde prikker.
Jeg fik fars tændstikæske og puttede nogle af de lysende tingester i. Da vi kom hjem, kunne vi se,
at det var små, sorte, Lådne larver med lysende punkter på bagkroppen. Sankt Hans Orme. Det
var en spændende aften.
Hvad legede børn dengang? Vi legede med pindekøer og heste i båse af mursten.Om foråret , når
frosten var af jorden, begyndte vi at ’hoppe i mand`.Vi spillede også med marmorkugler. Med en
træskohæl lavede vi en fordybning i jorden, og så skulle vi prøve, hvem der først fik sin kugle i
hullet. Først trillede vi kuglen, så skubbede vi med en krum pegefinger.
Vi spillede ’effen eller ueffen’. 2 – 4 -6 var effen. 1-3 -5 ueffen .Vi lukkede hånden om
kuglerne, så skulle den anden gætte. På samme måde: ”Nødder her! Gæt hvor mange”.
Der var sjippetov, boldspil og fangelege: ’To mand frem for en enke’, ’3 mand høj’ og mange
andre.
Hjemme spillede vi ”Humbug” over taget. Et hold på hver side kastede bolden over taget .Hvis vi
greb bolden, måtte vi gå om og skyde en af de andre, som så tilhørte os.
Nede i engen spillede vi ”Stantow”, som måske en gang har heddet ”Stands op”.En kastede en
bold i vejret og råbte et navn på en af deltagerne, der så hurtigt skulle få fat på bolden og råbte:
” Stantow !” Den med bolden tog tre skridt og en spytklat hen mod den,han troede ,han kunne
ramme. Den, der blev ramt, skulle kaste næste gang. Skød man forbi, måtte man selv gøre det
Vi kunne også lege ”Stå trold.” En skulle fange, og når han rørte ved en, råbte han: ”Stå trold!”
Så måtte han ikke løbe mere. Så prøvede vi at røre ved den , der stod og sagde; “fri”.så måtte
han løbe igen.
Columbus var en fangeleg, hvor to tog hinanden i hånden og fangede de andre, indtil alle løb i en
lang kæde.
Bedstefar spurgte os, om vi kunne ’buse en bagkorre’. Det vil sige slå en kolbøtte. Det kunne vi,
både forlæns og baglæns.

29

Vi kunne også sætte os i en rundkreds, slå en knude på et lommetørklæde, kaste det og sige:”
Skibet er ladet med S (eller et andet bogstav)” Så skulle man svare med en ting, der begyndte
med s, f.eks. sivsko.
Vi kunne også lave en mus af et lommetørklæde og tvillinger i vuggen. Alt kunne bruges til at
lege med.
Oppe på loftet havde vi en 4-mands gynge fra Pakhuset. Den hængte i reb i en bjælke og kunne
være både båd og flyvemaskine, bil og meget andet. En gammel garnvinde var god til ror eller
rat. Rokken kunne også bruges til meget.
Vi savede med løvsav og læste Familiejournalen og Børnebladet. Det var ikke en straf at komme
på loftet en regnvejrsdag.

Magne havde difteritis og lå på sygehuset i julen 1930. Vi måtte ikke komme ind og besøge ham,
men han kunne komme hen til vinduet, så kunne vi råbe sammen.
Da sygebilen havde hentet ham, kom der nogen og desinficerede. De stoppede alle revner i døre
og vinduer med papir og tændte en røgelampe, der skulle stå og ose i flere timer. Der var dog til
at sove der, da vi fik lavet gennemtræk. Ingen af vi andre fik sygdommen.
Der var en gårdejer fra Aalstrup og hans to børn, der fik det. Gårdejeren døde, fordi han i
forvejen havde dårligt hjerte.
Hvor Svend på Banken boede, var de engang ved at grave en brønd. De havde ikke båret sig
rigtigt ad, og brønden skred sammen omkring brøndgraveren, der blev dræbt. Det var uhyggeligt,
syntes jeg. Ellers tror jeg ikke, der var nogen, der kom ulykkeligt af dage i min Barndom. Jo,
først i tyverne druknede Bette Rasmus, Thomie og Niels Jensens unge søn. Han havde arbejdet
med tørv hele dagen og ville ned at bade, for han skulle i byen om aftenen. Hans mor bad ham
lade være. Hun ville varme vand i gruen, men han gik i vandet og druknede.
Forældrene ville ikke forstå, at han var død. Han stod hjemme i vognporten i mange dage før
begravelsen. Faderen ville selv køre ligvognen. De ellers så rolige heste blev skræmte af
liglugten, så de var ved at løbe løbsk, for kusken sad helt forstenet af sorg. (Husk: Bad aldrig
alene!)
En af Mines drenge faldt engang i mosen. Hun ville springe ud efter ham, men Morten skubbede
hende til side og sagde: ”Nej, kone, gør ikke ondt værre!” Så greb han bådshagen og fik drengen
fisket op og fik vandet hældt af ham og fik liv i ham igen.
Edith var en yndig lille unge, men lidt skrøbelig. Da hun var en halv snes år, mente doktoren, det
var bedst, hun kom på sygehuset. Hun lå meget på altanen og solede sig. Ellers lå hun på en stue
mellem ti voksne. ”I en sal på hospitalet,” kendte jeg godt. Jeg besøgte hende tit, for jeg kunne
bedre klare en Oddertur på cykel end mor og far kunne. Hvis jeg kom ved den tid, de fik
eftermiddagskakao, fik jeg tit en kop med og et par tvebakker.
Det år sprang bøgen tidligt ud. Allerede 25. april var der udsprungne bøgegrene i Vejlskoven.
Stinne og jeg gik i engene og plukkede anemoner og kodrivere, senere liljekonvaller og
engblommer. Bedstemor fik altid nogle blomster, når der var nogen. Den gang var jeg næsten
dobbelt så gammel som Stinne. Nu gør det ikke noget, at der er næsten 6 års forskel. Edith og jeg
var mere jævnaldrende. Vi har moret os godt sammen i næsten 50 år.

30

Jeg var mellem Magne og Edith. Han var god at følges med, når sneen lå højt, for hans støvler var
højere end mine, så han gik forrest og trådte spor, så jeg ikke fik støvlerne fyldt med sne.
Engang, mens vi var små, havde far kørt et læs sand hjem til os at lege i. Far brugte det også selv
til at strø på staldgulvene. Magne og jeg startede med hver sin lille skovl. Jeg kom til at ramme

ham på den ene kind, så blodet flød. Magne løb grædende ind, og jeg følte mig som Kain, der
havde slået Abel ihjel. Jeg måtte ind og bede om forladelse. Det brugte vi den gang, når vi havde
gjort noget galt. Vi sagde ikke ”Undskyld”, men ”Om forladelse.”
De, der var konfirmerede, kom med til sølvbryllup i Søvind i oktober 1930. Magne var ”forkarl”
hjemme og skulle fodre. Jeg skulle hjælpe ham med at malke. Far havde en halvlang pibe, som
han brugte til grov tobak. Den fandt Magne og fik den stoppet og tændt. Så gik han bag ved
køerne og pulsede. Noget efter kom han ligbleg ind og spurgte, om vi havde nogle kamferdråber.
Så vidste jeg, at han var meget syg, for dem tog vi ikke for fornøjelsens skyld. ”Tror I, I selv kan
malke?” spurgte han. Det troede vi, men da han først havde bekendt, kom han sig og kunne selv
hjælpe til. Vi lovede, at vi ikke ville sladre, og vi holdt det, indtil vi var voksne og kunne more os
over det. Desværre kan han stadig ryge, hvorimod Rasmus, Storebror, altid skulle vise vi andre et
godt eksempel.
Vi vælger jo ikke selv plads i søskendeflokken. Jeg var heldig at være midt i flokken.
Den gang måtte uldkræmmere godt gå rundt og sælge deres varer. Klement kom med en mægtig
bylt på nakken, smed den på køkkengulvet, løste alle knuderne på klædet og viste frem: Godt,
varmt undertøj til damer, herrer og børn. Han snakkede godt for sit kram. Vi handlede altid med
ham. Måske fik han et måltid mad, hvis det var ved den tid.
Hver søndag havde mælkekusken afregning med fra mejeriet. Så skiftedes andelshaverne til at
dele dem ud. Far så altid efter, at pengene passede og foretog prøver på, hvad vi skulle have
tilbage, hvis en f.eks. skulle have 17 kr. og 85 øre, og vi gav ham 20 kroner. Far vidste, hvor vi
kunne få penge tilbage, og hvor vi helst skulle give lige penge.
Når det var vores tur til at gå, stak vi først over til ’Bankmanden’, hvor den lille brogede
foxterrier, Gesvindt, tog imod.
Så over til Niels Frederiksen. Om sommeren lå han i pindedyngen og spillede harmonika: ”I den
store tavse nat,” mens Susse peb lidt til.
Ras Peter var bror til ’Bankmanden’, men var ikke nær så sjov og gemytlig.
Hos Thomie og Niels Jensen bjæffede Bibs inde i køkkenet. På komfuret var der altid en kasse
med en gæsling eller en syg kylling. I bryggerset gik hønsene frit omkring. Vi skulle nok redde os
et par småkager eller andet spiseligt. Thomie ville så gerne ’spørge nyt’, dvs. have noget at vide.
Hos P. Hansen skulle Bamse nok vise vej.
På Skovgård var en lang mørk gang, hvor Bisse lå med sine gule øjne. Ved køkkenvinduet sad
Rasmine med en kikkert og fulgte livets gang. Var der noget spændende at se, kunne både grød
og vælling koge over bag ved hende, sagde hendes to døtre, kaldet Skovduerne.
På Jensgård gøede Ping og den røde setter Herta. Mette lyttede meget i telefon, og så havde hun
posten inde hver dag og pumpede ham for nyheder. De var de første i ’Skoven’, der fik radio.
Peter Rasmussen var fætter til Bedstefar. Det var Niels Jensen også.
Så kom vi til Johannes Brandbyge. Han var også bror til ’Bankmanden’. Han havde haft sin mor
hos sig, til hun døde. Hun var en høj bleg kone. En gang hver sommer gik hun tur til
’Bankmanden’ og Ras Peter. Da skulle vejret være meget smukt. Peter Rasmussen bemærkede
den dag, hun blev begravet: ”Det er da godt, at vejret er godt, ellers ville Maren nok ikke have
været med.” Johannes blev gift med Sofie Vinther, der havde været der mange år som pige.
Næste sted var hos Thorvald og Anna. Det var skrædderens søn fra Aalstrup

31

Sofie (Bette Fie) og Martinus boede henne ved mosen. De havde nok den magreste ejendom i
’Skoven’. Hos Lise og Frederik var Lise altid ved at bage, til drengene kom hjem. Frederik kunne
næsten ikke røre sig for gigt, men han ville gerne snakke.
Næste sted var hos Karen og M. P. Møller, hvor Sonja tog imod os. Her var vi kendt.
Så var det Agnes og Holger Forsberg. De havde fået en af de ejendomme, der var stykket ud efter
branden i Amstrup.
Hen forbi det store piletræ og ned ad landevejen til P. Vinther. De havde 13 børn. Han kørte
mælketur med Lotte og Kristian. Lotte var lille, sød og ivrig og hængte fremme i selen. Kristian
var stor, brun og doven,slæbte rumpen mod hammelen. Da var det store, tunge mælkevogne med
jernringe, der knasede hen over ral og skærver.
Sidste sted var hos Karla og Aage Sørensen. Karla ryddede i al hast et hjørne af køkkenbordet, så
vi kunne komme af med pengene. Hun havde nok at rive i, for Aage havde mange bi-erhverv. Der
var desuden en gammel mand, Mogens, og 5 børn, og Karla skulle passe det hele. De havde en
jagthund, der hed Lyt og to heste, hvoraf den ene var et føløg. Aage kørte også mælk på skift med
to andre. Når hoppen havde folet, kørte en af de andre, men en gang skulle hun jo spændes for
igen. Aage gik for at hente hende i indhegningen, men han kunne ikke få fat i hende. ”Jeg
kommer til at gå efter nogen, til at hjælpe mig,” sagde Aage og gik. Karla ville ikke have
fremmede til at bøvle med hoppen. Hun tog en skive brød og gik ind i indhegningen og snakkede
lidt med den, og hun fik både den og føllet med ind. Mændene og Aage stirrede lidt, men de
kunne se, indhegningen var åben. – Hvad mænd ikke kan med magt, kan kvinder ofte med det
milde.
Så gik turen hen forbi Mine. Nej, ikke forbi. Vi skulle lige ind og sige goddag.
Så nedenom og hjem, hvis det var sommer. Ellers tog vi turen over banken.
Posten cyklede nedenom. Der havde vi en postkasse, hvor vi lagde breve og penge til porto, og så
lagde posten avisen og breve om tirsdagen. ’Familiejournalen’, afregning for svin, blev sendt
sammen med bogen og rede penge i en gul konvolut. Den kunne vi også hente i postkassen. Kun
ved særlige lejligheder kom posten helt op til os, f.eks. efter avispenge eller før jul med fri- og
julemærker til mors julehilsner. Det var altid skønt, når der var brev. Skriften var lige så
forskellig som de mennesker, der skrev. Når mor og far havde læst brevene, fik vi også lov at
prøve at stave os igennem dem. Moster Marie skrev med snirkler og sving. Thomas skrev
adressen, så det kunne finde frem. Mor og alle hendes søskende havde ellers en meget smuk
håndskrift. De havde gået i den gamle stråtækte Aalstrup Skole, der lå lige før den skole, vi gik i.
Dengang hørte der jord til en skole, ’Degnelodden’. Læreren fik en del af sin løn på den måde.
Hvis han forstod sig på landbrug, kunne han blive en foregangsmand,
Præstegårdene var store i gamle dage. Den i Gylling blev udstykket først i tyverne. Der ligger en
hel række ejendomme, Præstemarken, på vej til Gylling.
Ørting og Falling har hver sin kirke, men der er kun præstegård i Ørting. Et gammelt sagn
fortæller, at folkene i Ørting måtte sejle mod nord til den nu nedlagte kirke ved Ondrup, når de
havde kirkelige forretninger. Da var der sø over både Ørting, Ondrup og Randlev moser. Et helt
brudefølge druknede efter et bryllup. Det blev årsag til at Ørting Kirke blev bygget.
Falling Kirke regnes for at være blandt landets ældste. Den har tårn og våbenhus. Skib og kor
er med murede loftshvælvinger. Prædikestolen med lydhimmel er smukt udskåret og bærer
årstallet 1585. Til prydelse for kirken har billedhuggeren Rasmus Andersen, der er født i Falling,
skænket en Kristusfigur. Ørting og Falling har samme præst. Indtil 1656 var Falling og Halling

samme pastorat

32

På kirkens nordside er tilbygget et kapel, til de jordiske rester af fru Hedvig Margrethe
Bornemann til Aakær, født af biskop Bornemann i Kjøbenhavn, kom i ægteskab med etatsråd
Bendix Lasson til Aakær, velsignet med fire børn, en søn og tre døtre. Blev enke og ved Guds
uransagelige råd kom hun i ægteskab med oberst Mathias Rosenørn til Damgaard. Avlede med
ham en datter. Da Gud kaldte ham, overlod hun sin gård Aakær til sin søn major Lassen 1726.
Han døde 1732. Trådte så selv til sin gård igen og har ved Guds nådige bistand administreret gård
og gods til denne dag. Blandt al sin uro tænkte hun på sin sidste ro og lod forfærdige dette
hvilekammer, hvor hun efter Guds vilje gik ind 1747 og sover i håb til Gud opvækker de døde.

Velkommen søde ro for al min hafte møje.
Tak, min trofaste Gud, for dit det forsyns øje,
Der førte så vel og hjalp i al min sag.
Kend mig igen for dig på dommens dag.

Ude på kirkegården er der en gravsten over kammerherre Frode Neergaard og frue. Hun var
datter af H. N. Andersen, Ø.K. De ejede Aakær og Tirsbæk ved Vejle. Deres datter har Aakær nu.
Hendes farfar, Chr. P. S. Busky-Neergaard, havde den også. Han frasolgte i 1914 Dybvad og i
1923 solgte han Aakær til Frode. Jægermester P. J. Neergaard købte i 1857 tre møller,
Afbyggergården, ’Uldrupgaard’, 2 fæstegårde og en del huse smat skovene Aakær og Dybvad.
Før den tid har grev Reventlow og baron Bernstorff ejet Aakær. Peder Griffenfeld, der ligger
begravet i Vær Kirke, havde Aakær omkring 1764. Da Chr. III døde i 1559 fik hans dronning
Dorothea Aakær at leve af. Indkomsten blev bestyret af Herluf Trolles enke, Birgitte Gøye.
Engang var Aakær meget større end nu. Der er 670 ha mark og 345 ha skov.
Svend Felding omtales i folkevisen. Man mener, hans stald har været lige nord for avlsgården.
Bækken var ledet ind i stalden, så hestene kunne få frisk drikkevand. De var bundne med
jernlænker. En langdysse i Spaakær Skov kaldes Svend Feldings grav. Han var på vej til Aarhus,
da han møder en kælling, der spørger ham, om han kan løfte hendes stok. Det kan han ikke, men
da han har drukket tre gange af hendes trylledrik, så er den så let som en fjer. Han har fået 12
mands styrke, men han må ikke fortælle hvordan, for så vil han også få 12 mands appetit. Han
kan ikke lade være med at fortælle det, og nu skal der noget til føden.
På Dybvad havde de en gruekedel, som de sagde havde været hans middagsgryde. På Vedelslund
har de gravet en vældig kobbergryde op, som de kaldte Svend Feldings øllebrødspotte.

Bedstemors stue.
Vi kom fra forstuen ind i dagligstuen og igennem en portiere ind i Bedstefars kontor, hvor der var
et fyringsanlæg, der kunne opvarme hele huset. I kontoret sad lærer Hansen og Bedstefar og
drøftede Gyllings historie, mens de røg på lange piber. ”Det ser ud som når fattigfolk bager,”
sagde Bedstemor. Fattigfolk havde dårligt brænde, der gav meget røg og lidt varme.
Jeg fik altid lov at komme med ind at se Bedstemors blomster. Der var så fint i ’den pæne stue’.
Gulvet var hvidskuret med et grønt gulvtæppe på. Stole og sofa var med grønt plys. Bordet var
ovalt og af mahogni. Vi kunne sidde 10 ved det på festlige dage. Der var en etagere med en
masse ting, som hendes bror, der var styrmand, havde haft med hjem. Der var skønne konkylier,
der brusede som havet, når vi holdt dem for øret. Der var billeder i ramme og billeder i album.
Det smukkeste var et stort billede malet på fløjl. Det var fra en sø i Italien. Doktor Didriksen

havde været på det sted

33

I døren mod syd var der vindue og udgang til haven og til naboerne: Frøknerne Møller. Det var
pastor Møllers ugifte søstre. Disse damer holdt en slags friskole for piger. Moster Kirstens døtre,
Anna, Johanne, Margrethe og Kirsten havde gået i Frøkenskolen. Så længe Otto Møller var i
præstegården, det var han i 55 år, foregik undervisningen der. Der var også en almindelig friskole
i Gylling. Datteren fra Gyllingnæs blev kørt hertil i bil. Eleverne var blandede .Flere, der ikke
kunne følge en almindelig undervisning, klarede sig bedre her.
I sommeren 32 besluttede Gudrun og Helge Thure at prøve med efterskole i vinterhalvåret for
unge mennesker. Der skulle være 10 elever, og Karen Møller kom med 3 elever. Sigrid og jeg
havde begyndt skolen tidligt. Vore kammerater var ude af skolen. Efteråret 33 fik vi lov at
komme med i skolen hver eftermiddag. De andre var lidt ældre, men vi kunne godt klare os. To
formiddage om ugen gik vi til præst. Sigrid til pastor Lykke i Odder og jeg pastor Knudsen i
Ørting. Sigrids far syntes ikke om pastor Knudsen. Så blev de medlemmer af Odder
Valgmenighed.
Jeg fulgtes med Maggy. En gang imellem var der så meget sne, at vi måtte sætte cyklerne og gå.
På hjemvejen var vi ofte inde hos moster Stinne. Vi havde 6 km. til Ørting. Det kunne vi ikke
klare til fods, og så til Gylling om eftermiddagen. Præsten havde en kokkepige, der havde været
der i mange år. Hun kom ofte med forklædet fyldt med æbler fra den store have. Om de var fra
visdommens træ på godt og ondt, ved jeg ikke, men vi nød dem.
Vi blev hørt i salmevers, og præsten gennemgik Ny Testamente. Han spurgte om et og andet,
men overhørte os ikke. Vi skulle heller ikke svare ”Ja”, da vi blev konfirmeret. Vi skulle
bekræftes i, at vi var Guds børn. Denne bekræftelse kommer fra Gud og ikke fra os. Jeg holdt
meget af pastor Knudsen. Han var ikke så veltalende, at han skjulte Gud med sine ord, men han
pegede altid på Jesus som Vor Herre og vor Gud.

Rasmus var kun en lille fyr, da han blev konfirmeret i foråret 1930. Til maj kom han ud at tjene i Busk i Hale’. Hverken manden eller konen var ret store, men de var brede og så var de så flinke,at han blev der i tre år. Da han mange år senere blev gift med Herdis, var de også med
Engang, mens han var der, skulle de og naboens i Det gamle Mejeri komme med hjem til Rasmus’ fødselsdag d. 9. marts. Der var 3-4 km. og det sneede . Der var fyret og alle lamper tændt, men der kom ingen gæster. Klokken var otte, og den gik mod halv ni . ” Nu kan godt slukke lampen,” sagde mor, der havde bakket an hele dagen. Da lampen var slukket i den pæne stue begyndte vor lille hund at gø, og vi hørte bjældeklang og tramp af store hestefødder. Endelig kom de. Vore egne heste kunne godt stå i en bås, og så kom den store jyske ind i den anden.
Gæsterne kom ind og blev viklet ud af tæpper og sjaler og tørklæder og frakker, og så fik vi både
chokolade og kaffe og al mors gode kage.Vi havde det dejligt . Datteren Marie , var ved hækle et eller andet, men syntes, det var sjovere at hækle en dukkekjole til Stinne .

Frakker , tæpper mm. blev lunet. før gæsterne blev pakket i kanen og skulle

ud i den kolde sne .Så slukkede vi alle lys og lamper og gik i seng

34

Vi havde ikke lært at strikke vanter i syskolen, men det kunne Mine lære mig. Hun var
gangbesværet og sad mest i en kurvestol. Bag hende var strømper og vanter, som hun havde
strikket eller stoppet.
Så længe hun orkede det, kom hun og så til os, hvis vi lå i sengen. Vi kunne se hende, når hun
kom op ad bakken fra postkassen. Da måtte hun stå stille for at få vejret. Basse, hendes gamle
hund, kom pustende bagefter. Til daglig brugte Mine ikke frakke men et ’kaste- klæde `over
skuldrene. Hun støttede sig tungt til sin stok, men hænderne brugte hun flittigt til det sidste .
Når hun alligevel sad der, kunne hun jo sagtens lære mig at strikke tommelfinger. Det lykkedes.
Jeg har lavet mange tommelfingre siden da.
Moster Kirsten strikkede fine skamler med stjerne på. Det lærte jeg hos hende. Vi købte runde
skamler af siv til at montere det strikkede på.
Moster Stinne var ferm til at brodere. Så måtte jeg i lære hos hende. Det var de allerbedste
læremestre, jeg fik.
Hos ’Bankmanden’ fik jeg undervisning i at binde tørvegarn. Under skæret på hver ketsjer er der
en stormasket pose til at hale dyndet op i. Den er bundet på samme måde som en ruse til at fange
fisk i – af dobbelt fiskegarn. Langsomt og omhyggeligt forklarede Rasmus mig, hvordan jeg
skulle bære mig ad med at lave de rigtige knuder med en særlig nål. Han havde forskelligt grej til
arbejdet, nåle og tværstykker til forskellig maskestørrelse.

Sengetøjet blev vejret et par gange hver sommer. Vi lavede stativer af stiger o.l. til at lægge det
på. Der var gode dundyner og svære, mangefarvede olmerdugsdyner til dobbeltsenge. Bedstefar
sov i dobbeltseng. Han havde flere skråpuder i sengen, så han næsten sad op. Det var også
nødvendigt, for en dobbeltseng er næsten firkantet og ikke så lang som nutidens senge.
Vi havde ikke halm i sengene Det er ellers et udmærket leje, men det kan drysse. Det var først en
spiralmadras, dernæst en tangmadras i hessian – sækkelærred. Så en smuk tværstribet
olmerdugsdyne i fine farver. Disse dyner kunne være hjemmevævede, men man kunne også
levere garn til en væver. Så skulle det senere på stampemøllen for at blive ”stampet”, det vil sige,
at det fik en behandling, så stoffet blev tæt og filtet, så dunene ikke kunne gå igennem. Fire
bredder blev syet omhyggeligt sammen. En dusk mangefarvet uldgarn lukkede hvert hjørne ,og så
kom der dun i af ænder og gæs.Når de var til vejring, blev de banket med en klædebanker og
børstet med en børste, men man kunne blive ved med at banke og børste, det støvede stadig.
I sengene var der skråmadras og skråpuder og hovedpuder efter ønske. Nogle havde lette
dundyner, andre foretrak de svære olmerdugsdyner. Når dynerne var vejrede, lå vi som
’prinsessen på ærten’. Jeg kunne ikke lide den støvede lugt af dun og fjer. De andre syntes, det
var herligt med de bløde senge, der var så høje, at vi kravlede op på en stol for at komme i dem

35

Når kornet var høstet, kunne vi frit gå på markerne. Så var det dragetid. Far hjalp os med at lave
en kassedrage. Hos Bedstefar i Gylling fik vi nogle lister, der var ca. 1 tomme på hver led .Først
savede vi fire stykker, der vel var 120 cm. lange. Så syede mor af hvidt lærred eller et gammelt
lagen et stykke, der var 40 cm. højt. Det blev syet sammen, og de fire pinde blev sømmet fast
med 40 cm. afstand. Et tilsvarende rødt stykke kom på den anden. 4 andre pinde blev skåret
til med et hak, så de kunne danne et kryds, der spærrede dragen ud. Disse pinde lærte vi at binde
fast med en tynd snor, så vi ikke mistede dem i hårdt vejr. Dragesnoren blev bundet i midten i det
stykke stof, der skulle være øverst. Denne drage kan, når den er rigtig bygget, gå til vejrs selv i
svag vind. Vi kunne altid se på røgen, hvorfra vinden kom. En drage skal altid op mod vinden.

Nogen tror, at man kan få den til at stige højere, hvis man slipper snoren, men så falder den bare
til jorden. En kastevind kan få den til at slå nogle slemme slag, men så gælder det om at fire los
eller hale til. Til gengæld var der nogle høje træer, hvor dragen kunne nødlande. Vi sendte
somme tider breve til Sankt Peder.Vi bøjede et stykke firkantet stift papir til en trekant 2 gange
Foldede det ud, prikkede et hul midt i og trak dragesnoren igennem. Så kom det som luftpost op
til dragen.

Roehøsten begyndte dagen efter ’Bankmandens’ fødselsdag, 18/10.
Runkelroer blev trukket op med venstre hånd, og toppen skåret af med en kniv i højre hånd. 2
rækker op og 2 rækker ned. Top for sig og roer for sig. 8 rækker var en ”køring”. Så kom far med
vognen. Der var både for- og bagsmæk på, så roerne ikke skulle rasle ud. Vi læssede med
fingrene, for runkelroer tålte ikke så godt at blive prikket i med en greb. Mens far kørte hjem og
læssede af i roekulen, kunne vi trække nogle flere op. Runkelroer tålte ikke frost, så de blev
dækket med tang fra fjorden, og senere med jord.
Kålroer var mere hårdføre, så dem snuppede vi med rapjern.

Nogen havde en lang rød roe, der gik så dybt ned i jorden, at man næsten ikke kunne trække den
op. Den hed ’Elvertam’, men mange kaldte den ”Dælen ta Mig”, for vi andre kunne ikke.
Så kom der korsroer, der gav større udbytte. Senere kom fodersukkerroer, hvis top blev ensiler
og ædt af køerne med begærlighed.

36

Vi gik i skole i Chr. X’s regeringstid og havde fri på hans fødselsdag d. 26. september. Da
samlede vi kartofler op. Far pløjede nogle rækker op, og så var det bare med at bruge fingrene. Vi
solgte en del kartofler, og folk ønskede forskellige slags. De måtte ikke blandes, men kom i hver
sin kule, der senere blev dækket med plejltærsket rughalm og sand.
Far tærskede rughalm med plejl for at få strid-halm til at reparere stråtag med , dække kartofler og
lave halmsåler af. Et rugstrå med en stump vippe var god som piberenser. Det var nemmest at
tærske i frostvejr. Da lød der dumpe plejle-slag fra den lerstampede lo.
Plejlen bestod af to stokke. Den ene var lige tyk i begge ender. Den anden, slagvollen, kunne
være fortykket i den nederste ende. De blev holdt sammen af en ’helle’ af svineskind og en snøre
af åleskind.

Tæskning med plejl Plejl

Kunsten var at svinge plejlen, så man ikke ramte sig selv, men lod slagvollen falde ned over
negene, der lå udbredt på lergulvet. ’Bankmanden’ var god til det. Han havde skiftevis venstre og
højre hånd forrest. Hvis vi kiggede ind ad halvdøren, kom han og spurgte, om vi kendte
plejlevisen. Det benægtede vi.
”Så skal jeg lære jer den,” sagde han og greb os om halsen med plejlen, så vi ikke kunne komme
fri. Havde det nu været en karl og en ung pige, så havde hun skullet give ham et kys for at slippe
fri.
Halmen blev rystet fri for kerner og bundet med 3 neg i hvert bundt og 2 halmbånd omkring
Kernerne blev renset på en håndtrukket rensemaskine og kom i sække og blev vejet eller målt
med et skæppemål. Der skal 8 skæpper til en tønde = 100 kg. Karlene prøvede, om de kunne stå i
en skæppe og tage en tønde rug på ryggen. Det skal der øvelse til. Sådan prøvede man kræfter den gang
den gang

37

I Hads Herred brugte man ikke at brænde Sankt Hansbål. Vi brændte Valborgblus den 30. april
om aftenen. Gamle udgåede grene og andet brændbart blev samlet til et bål ved fjorden. Det
lokkede folk til, men mor havde kaffe til dem alle.
Vi var først hos Mine, hvor vi fik chokolade og æbleskiver.
Når vi havde varmet luften op d. 30. april, sprang bøgen ud, frøerne kvækkede og dagen blev lys
og lang. Solen gik højt. Ved juletid, stod den lige over ”Potlåget”, en kæmpehøj syd for mit hjem.
En anden ’stolpehøj’ lå østen for den store pil.Ved jævndøgn gik solen ned bag Vorsø. ”Er det
jeres ø?” har mange spurgt, når vi pegede på øen, der ligger vest for os og syd for moster Marie.
Når dagene er længst, går solen lidt nord for det højeste punkt i Uldrup Bakker.
Den første søndag i juli holdtes der møde på Uldrup Bakker. Der var flag og messingblæsere, der
kunne høres helt hjem til os. Mor var engang med vi tre piger deroppe. Hun traf så mange, hun
kendte, bl.a. fru Anna Villefrance, der for mange år siden havde tjent sammen med moster
Karoline på Aakær. Moster var kokkepige, og Anna Villefrance sørgede for alt, alt, til de store
fester. Det blev hun og hendes mand ved med i mange år. Hun var en statelig dame med
skildpaddekam i håret. Gavmild var hun også. Vi fik en plade chokolade til 50 øre, det var en stor
flothed dengang.
Fru Villefrance blev ved at bo på den ensomt beliggende Damsgaard, indtil den brændte ned over
hende og hendes hund en vinternat i snestorm. Hun fik lov til at dø i sin rede.
I formiddagsfrikvarteret kunne Sigrid og jeg godt stryge hen til moster Mette. Hun fik nemlig
kaffebilleder, når hun købte kaffe, og dem samlede vi i fællesskab. Det er ikke så mange år siden,
jeg så Sigrid havde albummet endnu. Moster Mette havde nogle få høns, der var flinke til at
lægge æg. Så bagte hun ”løwt-æbleskiver” til os. De var hævede med gær og smagte herligt.
Hjemme havde mor en stor æbleskivepande. Hun lavede også gode æbleskiver med kærnemælk
og natron.
Engang, før Stinne begyndte i skolen, var vi gående til Aalstrup for at besøge moster Mette. Da
havde hun også æbleskiver og en utrolig masse ærteblomster. Vi fik en stor buket med i kurven
hjem. Hjemvejen var lang, og Stinne var træt, men så fik hun lov til at snuse til ærteblomsterne,
og så kunne vi lidt igen. En anden gang lokkede jeg med vindruer fra mosters gode vinranke.
Ærteblomster trives godt i Stinnes fynske have, og hun deler glad og gerne ud af dem. Hun ved,
at intet fremkalder minder som blomsterduft og gamle melodier.

(Skulle der være stavefejl eller trykfejl i ovenstående, skyldes det afskriveren, ikke Olga Jensen