Glimt fra gamle dage.

Fortalt af Olga Jensen

Samlet og fotokopiret af Sigrid Eriksen og Anne Marie Fogh.

Afskrevet af Mogens HĂžjmark

Illustrationer fundet af Mogens HĂžjmark

18.01.1920
Den dag ankom jeg med storken til en lille ejendom i Amstrup Skov, Falling Sogn ,Hads Herred
Aarhus Amt.
Alle bĂžrn kom med storken dengang. Om sommeren kunne man nok klare turen fra Egypten til
Danmark, men den attende januar var det en kold tur.
Storken lod mig dumpe ned i en skorsten, der havde en sÞlvbronzeret renselÄge i sovekammeret
Her stod jordemoderen parat til at vaske mig i et stort vandfad, der stod pÄ servanten. Servanten
var et lille skab med en skuffe og en hylde. Øverst var en marmorplade.

Servante


Da jeg var vasket og kommet i lidt tĂžj og et flonelssvĂžb,blev jeg lagt i vuggen .Denne vugge

havde ikke gÊnger,men fire hjul,der med tiden blev slidt helt ovale,nÄr bedstefar rullede lidt
med os for at fÄ os til at sove.

1. april 1920 blev jeg dĂžbt i Falling Kirke. Den gang kĂžrte vi med heste.Ved smeden i Falling
var der en stald, hvor hestene kunne stÄ, mens folk var i kirke. SÄ fik de en mulepose med
hakkelse at gumle i.


Vejene i Falling Sogn var kun med grus og skĂŠrver. Det humplede lidt, men lĂŠrkerne sang, og
jeg lĂ„ godt indpakket i ”kasteklĂŠdet”, rejsetĂŠppet. Olga har jeg heddet siden.
To drenge ankom fĂžr mig. Rasmus i 1916 og Magne i 1917.

tavlens bredde 24 cm ,hĂžjde 34 cm


Da de lÊrte bogstaverne og tallene, lyttede jeg med. Vi skrev med griffel pÄ sorte skifertavler i
trĂŠrammer. Tavlerne kunne vaskes og genbruges. Det sparede meget papir

Bedstefar var altid i nĂŠrheden, nĂ„r vi manglede en til at ”skrive for”. Man fik gode, stĂŠrke fingre
af at skrive pÄ en tavle og mÄske ogsÄ en pÊn hÄndskrift.
Om aftenen blev lampen tĂŠndt, og vi samledes om bordet.
merskumspiben.
Mor sad for bordenden og bĂždede strĂžmper. (BĂždede=reparerede)
Far sad ved den ene side med en dreng pÄ hver side og mig pÄ skÞdet og lÊste eventyr, Robinson
Kruse, Nybyggerne i Canada og meget andet.
I stuen var en hĂŠngelampe, der lyste udmĂŠrket med et blĂždt behageligt lys. I kĂžkkenet var kun en
lille lampe med et spejl bagved. Den hÊngte pÄ vÊggen.I bryggeres hÊngte flagermuslygter
som vi brugte i stalden.

Den kastede lange skygger, der kunne forestille alt muligt. Der var mÞrkt i alle kroge, sÄ man var
ikke alt for dristig ved at fÊrdes i den belysning. SÄdan noget som elektriske lygter eller
stavlygter fandtes ikke dengang.

Flagermuslygte
Fjedervogn med to sĂŠder

NÄr mor og far skulle til Gylling for at besÞge
to karbidlygter i stand til cyklerne.
I den underste beholder var der smÄ stykker karbid. I den Þverste var der vand. NÄr vandet
dryppede ned, dannede der sig gas, der kunne antĂŠndes med en tĂŠndstik. Hvis lygten var i orden,
lyste den med et skarpt hvidt lys. Inden man kom til vejs ende, lukkede man for vandet, sÄ gik
flammen ud af sig selv. Man mÄtte ikke blÊse den ud, for sÄ lugtede det fÊlt.
SÄdan en lygte kunne man ogsÄ sÊtte pÄ siden af agestolen, hvis vi kÞrte i fjedervognen, nÄr det
var mĂžrkt.

Der var ogsÄ nogle vognlygter med et tykt stearinlys i; de sad pÄ forsmÊkken. De lyste ikke ret
meget, men var der andre vejfarende,kunne se os .
Man kunne ogsÄ binde en flagermuslygte under vognen.I mÄneskin kunne vi sagtens se.

2

Den store pil ved Amstrup.Det er Mia der stÄr med cyklen .(Fra hÊftet om Amstrup)


Det var nu mest om dagen, vi var ude at kÞre. Far kÞrte til mÞlle i Ørting. Mors yngste sÞster var
mÞllekone der, og hun lavede utallige kopper kaffe til dem, der ventede pÄ at fÄ kornet malet. Hvor
var der varmt og godt i hendes kĂžkken, hvorfra man kunne se mĂžllen og hĂžre dens knagen og
duren.
PĂ„ vej til og fra mĂžllen lĂŠrte far os, hvor de forskellige boede. Man har god udsigt fra en agestol,
og vi kĂžrte ikke hurtigere, end at sjĂŠl og legeme kunne fĂžlges ad.
Vejene var hÄrde at kÞre pÄ, men nÄr vi kom til vor egen vej, blev alt sÄ blÞdt og dejligt. Hestene
vidste ogsÄ, hvor vi var, og sÄ gik det i skarpt trav hjemad.
Hvis vi skruede den bageste agestol af, kunne der sÊttes et lad pÄ,sÄ der kunne vÊre 3
slagterisvin pÄ vognen. SÄ gik turen til Odder. Det var spÊndende som en udlandsrejse.
I skridtgang op til skoven. SÄ var hestene varmet op og mÄtte gerne trave forbi den store pil,
gennem Amstrup, til hĂžjre ved transformatorstationen,til venstre ud ad Kirkevejen forbi ” Busk i
Hale”, ”Det gamle mejeri”, ”Jacobsminde”, ”GrĂžnnegĂ„rd” og op til smedjen og Falling Kirke.
Over jernbanen til ”Trekanten”, og sĂ„ var vi pĂ„ asfalteret landevej. SĂ„ var der knap en km. til
mÞllen, men nu drejede vi til hÞjre, og kom forbi Ørting Station, vejen til Gylling, KÞbmand
Gjedde, Handelshuset, dyrlÊgen og mange andre.Nu gik den ned over Ørting Mose ,hvor der om
sommeren blev lavet mange tĂžrv. SĂ„ op ad Morsholt bakken, forbi Vejlskovgaard og den sjove
gamle skovridergÄrd. Skovrideren selv lignede en julemand med sit store hvide skÊg


Vejlskoven stod – og stĂ„r vel endnu -en gammel eg, som Kong Frederik VII engang har bundet
sin hest ved. NÄr vi var kommet forbi den, kunne vi se til Odder. Slagteriet lÄ fÞrst for. Vi drejede
ind og fik lÊsset af, og sÄ kÞrte vi hen og fik spÊndt fra et sted, hvor far kendte staldkarlen.
SĂ„ gik vi i Malthas konditori og fik kaffe.
Senere var der forskellige steder, hvor vi skulle ind og handle.MÄske skulle vi ogsÄ besÞge
nogen pÄ sygehuset. Omsider fik vi pakkenellikerne lÊsset pÄ vognen. Hestene blev spÊndt for,
og nu vidste pÄ de og vi, at det gik hjemad. Nu sÄ vi alt fra den anden side.
Fra Ørting og hjem, var det hele mere kendt. Langvejs fra kunne vi se ”Den store pil”. Det er en
mÊgtig poppel, der stÄr ved spidsen af det, der engang var en granplantage, men nu er
sommerhusbebyggelse, kaldet ”Amstrup Ege”.
I gamle dage udtalte man sig kort: Eg, bĂžg, birk, ask, asp, ĂŠr, lĂžn, pil osv.

3

Hakkelsemaskine

Hvor granskoven holdt op, drejede vi fra til hÞjre. Lidt opad, sÄ sÄ vi ud over fjorden og Uldrup bakker .Lidt ned og lidt op ,sÄ var vi hjemme.
Hestene blev spÊndt fra og fik seletÞjet af,nÄr de kom ind i stalden .De fik frisk vand og hakkelse
Den gang fik alle heste hakkelse. Man puttede havreneg med halm og kerner i hakkelsmaskinen
trak rundt pÄ et stort svinghjul, hvorpÄ der var en eller to knive, som skar neget i smÄ stykker

Dette billede har en tom ALT-egenskab (billedbeskrivelse). Filnavnet er Billede8-1.jpg
Transportspande

Da vi begyndte at dyrke fodersukkerroer, levede hestene godt af dem + hÞ og halm. NÄr man
fodrer en hest med roer, mÄ man vaske dem godt, for hesten har en sart mave og kan dÞ af kolik,
hvis den fÄr for meget jord eller sand i sig.
KÞer er ikke sÄ sarte, men de tygger jo ogsÄ drÞv. FÞrst skrubber de en hel masse i sig, sÄ lÊgger
de sig ned og bĂžvser den ene foderbolle efter den anden op og tygger den igen. Man kan se uden
pÄ halsen, hvordan det glider op og ned.
Stalden med de gumlende kĂžer er et dejligt sted. Nu og da kom der en lille ny kalv. Var det en
tyrekalv, kom den til slagteren i Gylling. Var det en kviekalv, fik den lov at leve. De fik
sÞdmÊlk. Senere blev det blandet op med skummetmÊlk. Det var varmt, nÄr vi fik det hjem fra
mejeriet. Hver tirsdag var der kĂŠrnemĂŠlk i den ene transportspand. Der svĂžmmede smĂžrklatter
rundt i det. Det smagte godt, isÊr nÄr man drak det af et spande lÄg.

Det varede adskillige Är, inden mejeriet gik over til at syrne skummetmÊlk.Vi fik da et mere
holdbart produkt, som var godt til bÄde kalve og svin
Hvis en so skulle lĂŠgge grise om vinteren, fik hun lov at komme ind i kostalden, hvor der var der var mere lunt
Dukker har jeg aldrig brudt mig om, men nyfĂždte grise og kattekillinger,ville jeg gerne bĂŠre rundt i mit forklĂŠde

4

Livstykke

I hver side var syet en knap, hvorpÄ der var strÞmpe elastik ned til de lange strÞmper, der var
strikket to ret og to vrang. Foden var kun retstrikket. Bukserne var af lĂŠrred med blonder ved
benene. Der var ikke elastik i dem, sÄ de blev knappet i livstykket bÄde for og bag. Det var
besvĂŠrligt.
Heldigvis opfandt man ”rigtige” bukser med elastik.
OvenpĂ„ havde vi en ”klok”. Det var en slags strikket ulden underkjole bestĂ„ende af et liv og en
nederdel, der kunne vĂŠre i to farver og sĂ„ ud som var den plisseret. ”Klokken” var dejligt varm.
OvenpÄ havde jeg en bluse og en spencer og yderst et forklÊde.
SÞndag over middag fik jeg et hvidt forklÊde pÄ. Inden kaffetid havde det skiftet farve, for jeg
legede med drenge, og de gik ikke med hvide forklĂŠder.
PĂ„ fĂždderne havde vi trĂŠsko ude og kludesko inde. Drengene havde trĂŠskostĂžvler, men jeg var
heldig at fÄ et par af min fÊtters gummistÞvler. Under trÊsko kunne sneen rigtig klampe. Vi
prÞvede, hvem der kunne fÄ de hÞjeste klamper.
Mens vi var smÄ slog far lÊder under vore trÊsko som beslag. NÄr vi blev lidt stÞrre, fik vi
jernringe under. SĂ„ kunne man ”skanke sig”. Det vil sige, at trĂŠskoene slog mod de indvendige
ankelknoer, sÄ blodet flÞd. Det gjorde ondt.
Om vinteren kunne man fÄ frost i fÞdderne. De blev Þmme, rÞde og blÄ og ophovnede, sÄ det
kneb at fÄ fodtÞj pÄ. Om aftenen inde i varmen var det vÊrst, men vi lÊrte at leve med det. Vi
havde léderfodtþj eller laksko ”til pént”

Dengang gik alle smÄ piger med forklÊde.Inderst havde vi en sÊrk af lÊrred.

derover et patentstrikket livstykke, der var knappet i ryggen.


8 dage efter min 3-Ärs fÞdselsdag kÞrte drengene med far til Gylling. De blev hos Bedstemor og
Bedstefar, og far kom hjem med ”Madammen”, sĂ„dan kaldte man jordemoderen.
Hun kom med sin store taske, og jeg kiggede nĂžje efter, om der var en lillesĂžster i den. Jeg kom
over til naboen, og da jeg kom hjem, lÄ der en lille bitte pige i vuggen. Da far havde kÞrt
Madammen til Gylling og fÄet drengene med hjem, forklarede jeg dem, at det var min egen bette
sĂžster, for jeg havde set hende fĂžrst.
Drengene havde sammen Bedstefars bror, Johan, vĂŠret hos farbror Aksen og kĂžre hĂŠs ind. Hvis
man ikke havde plads til kornet om hĂžsten, satte man det i hĂŠs. (Et hĂŠs er en meget stor stak
kornneg) Ved vintertid, nÄr der blev plads i laden, skulle hÊsset ind. Der samlede sig altid en
masse mus i sÄdan et hÊs. Her var lunt, og her var nok at Êde. Farbror lÊrte Magne at fange mus
med hĂŠnderne. Hvis man greb dem lige bag ved Ăžrerne, kunne de ikke bide. Alle katte og en lille
ivrig foxterrier hjalp til.

5


Da jeg var 4-5 Är fik jeg mÊslinger og var meget syg. Det var om sommeren, og mine brÞdre ville
ikke vÊre inde hos mig. Bedstefar fra Gylling kom cyklende for at se til mig. Han havde smÄ
sorte negerdrenge af lakrids med til mig. Jeg lovede drengene nogle af dem, hvis de ville blive og

snakke med mig. Vor egen Bedstefar har nok passet Edith, og mor har vÊret i marken eller mÄske
vasket spande eller lavet mad. Der er meget, en landhusmor skal.
Jeg var lidt mat i sokkerne, da jeg omsider kom op, men tĂžrveprammen skulle flyttes fra vort eget
skifte over til AlrĂž-skiftet, og det skulle jeg gerne med til.
Far bar mig hele vejen til prammen. TĂžrvekassen, formen, skovle og andet grej kom op i
prammen, og sÄ sejlede vi. Far brugte bÄdshagen til skiftevis at stÞde fra og trÊkke i land. Ude,
hvor far trak dyndet op, fik vi ”rispjern” og ketsjer om bord, og sĂ„ satte vi kursen mod
”Djévleþen”. Far brugte en skovl til at padle med over det dybe vand. Snart kunne vi med
bÄdshagen tage fat i en vidjebusk og komme rundt om Þen. Der var svÞmmende vandaks mange
stader, dem kaldte vi karuds-blade. Far tog sigte, sÄ vi kom ind i den rigtige kanal. Der skulle
padles igen, da vi slap Þen, men snart kunne vi nÄ land. Vi lÊssede af, og far bar mig hjemad.
Undervejs var vi inde hos Andrea og se ugleunger. Det var nogle underlige spĂŠttede fjerbolde.
Der var en ulempe, nÄr far var pÄ AlrÞskiftet. Vi skulle fÞlge vejen. Til vort eget skifte var der en
sti. Vejen fÞrte os forbi Thomies gÊs. NÄr gÄsen lÄ og rugede, var gasen hidsig og hvÊsede ad os.
Thomie lÊrte os at se den hvast ind i Þjnene og dreje den rundt. Vi mÄtte ikke lÞbe, for sÄ lÞb den
bare efter os.


Ved den nĂŠste ejendom var der en stor hund, kaldet Bamse. Manden var dĂžv, men spurgte vi
hunden: ”Hvor er far?” skulle den nok finde ham. PĂ„ Skovgaard havde de en stor rĂžd puddel med
gule Þjne. Den blev kaldt Bisse. Den gjorde ikke noget, men den sÄ uhyggelig ud. Blot den fik en
pind i munden, gik den sin vej
Efter alle disse trĂŠngsler, kom vi ud til far. Vi har nok haft kaffe med til ham. Om formiddagen
havde han selv kaffe med i en almindelig flaske med noget uld svĂžbt rundt om. Som regel kom
far hjem til eftermiddagskaffe, ellers kom vi med det. Termoflaske kendtes ikke.
Mose-kaffe var herligt. Vores lille hund fik ogsÄ lidt i lÄget fra vognsmÞrelsen.


Hesten, der trak tĂžrvekassen, fik en tyk skive rugbrĂžd. Hvis den ikke fik det, lagde den sig ned
med lukkede Þjne, som om den var dÞd, men en skive brÞd kunne fÄ liv i den igen. Begge heste
Äd sig trinde og blanke i det saftige mosegrÊs.
Pladsen, hvor tÞrvene skulle til tÞrre, skulle vÊre slÄet eller afgrÊsset fÞrst. Far lavede 1000 tÞrv
om dagen. NÄr de var tilpas tÞrre, blev de kantede, vi rejste dem pÄ hÞjkant. Senere blev de
stakkede 2000 ad gangen i 8 – 10 stakke. NĂ„r de var tĂžrre, solgte far dem. Selv fik vi 10 – 12000
tÞrv fra skovmosen. I 1932 lovede hotelmanden fra Gylling, der ogsÄ kÞrte lillebil, at kÞre en tur
for os til Fredericia og til Nr. Bjert ved Kolding for 6000 tĂžrv. Det var en uges arbejde for far og
nogle dages arbejde for vi piger, der skulle kante og stakke tÞrvene. De skulle ogsÄ fyldes i sÊkke
og pÄ tre lÊs kÞres til Gylling, 5 km. hen og 5 km. hjem. TÞrvene skulle bÊres ind, derfor kom de
i sÊkke. Ellers blev de lÊsset med roegreb pÄ vognen.
Det var ikke sÊrlig blÞdt at sidde pÄ sÄdan et lÊs, men det hÊndte da, at vi kÞrte med og besÞgte
Bedstemor og Bedstefar, mens far lĂŠssede af.


Bedstefar var tÞmrer. Jeg holdt af at se ham arbejde i vÊrkstedet. Der kunne man fÄ lange, brede
hÞvlspÄner, der kunne sno sig. Han vidste noget om trÊ. Til tÞmmer skulle man have trÊ fra
GyllingnĂŠs, hvor egene stod tĂŠt og blev hĂžje og ranke uden knaster. Men til brĂŠnde var det bedst
at fÄ nogle knudrede og forblÊste bÞge fra AakÊr eller Uldrup Bakker.


Bedstemor havde altid en gul sodavand fra Horsens Mineralvandsfabrik og en masse dejlig kage.
PÄ buffeten stod der en meget blÄ skÄl med blankpudset messinghank og -kant. Der var bolsjer og
chokolade i.

6


NÄ Bedstefar besÞgte os, kom han pÄ cykel. Bedstemor kom gÄende, hun havde aldrig lÊrt at
cykle. NÄr hun kom, havde hun altid en lille brun jordemodertaske med sig. Vi gik hende i mÞde,

og vi var altid flinke til at bĂŠre tasken, for vi vidste, den indeholdt brystsukker og chokolade. Far
kÞrte altid for Bedstemor pÄ tilbagevejen.
Da Alrþ i 1931 blev landfast med ”Skoven”, kom der til at kþre rutebil Aarhus – Odder – Gylling
– AlrĂž, som de begge kom med bĂ„de frem og tilbage.


En sþndag i marts 1926, da vi kunne ”hoppe i mand” henne ved brombérrene, kom der en bil
rullende. Ud steg ”Madammen” med jordemodertasken. Vi var mest optaget af bilen, for dem var
der ikke ret mange af endnu. Efter nogen tids forlĂžb blev vi sendt om til Mine. Der var mange
bÞrn, sÄ 4 til betÞd ikke noget. Vi skubbede os bare sammen pÄ slagbÊnken. Det var det bedste
sted at komme i hele ”Skoven”. Vi lþb ude og legede hele dagen. Om aftenen kom Bedstefar og
hentede os og fortalte, vi havde fÄet en lillesÞster. Vi var jo spÊndte pÄ at se hende, sÄ det gik
hurtigt hjemad. SÄdan noget bitte noget, og sÄ hjÊlpelÞst. En gris og en kalv kunne rejse sig og gÄ
med det samme. Vi var fortrolige med dyrs og fugles mÄde at formere sig pÄ, men jeg syntes, det
skulle vĂŠre mere guddommeligt med et menneske.
EfterhÄnden lÊrte jeg, at nÄr en mand og en kone holder rigtig meget af hinanden, sÄ kan der
komme bĂžrn ud af det.


Mor kunne jo ikke gÄ fra det kÊre barn, sÄ Rasmus var med mig i skole den fÞrste dag. Jeg
mener, vi begyndte 1. maj. Aalstrup Skole havde to lĂŠrere, B. Thomasen og Harmark og 1
lÊrerinde, frÞken Andersen. Hun havde skolestue ovenpÄ. Hver mandag og onsdag om sommeren
gik vi til Thomasen, mens frþken Andersen havde syskole 11 – 14. Vi var 6 fra ”Skoven” og 1 fra
Amstrup + nogle fra Aalstrup , AakĂŠr og Falling.
Skolestuen havde vinduer mod syd og vest. LÊrerinden sad pÄ en forhÞjning med ryggen mod
vest og holdt Ăžje med os. NĂ„r vi stavede i ABC’en gik hun nede mellem os. Vi sad 2 og 2 ved
skoleborde med fast bĂŠnk. Under bordet var en hylde til vore skolesager. Tasken blev ude i
gangen. Det kneb lidt med at nÄ knagerÊkken, men sÄ mÄtte frk. Andersen hjÊlpe os. Bag dÞren i
skolestuen var en sort kakkelovn og en kulkasse. Bag skorstenen stod en brÊndekasse, og pÄ den
stod et hvidt emaljeret vandfad, hvor vi kunne dyppe vores tavleklud, nÄr tavlen skulle tÞrres ren.
Vi skrev med griffel pÄ sorte skifertavler, til vi kom i 4 klasse. Vi var udstyrede med et pennalhus
af trÊ. LÄget kunne bruges til at slÄ streger efter, og sÄ Þvede vi os lÊnge og grundigt i at skrive

Vi smÄ unger var vant til at tale egnens dialekt. Nu skulle vi til at lÊre at tale dansk. Om vi lÊrte
det, ved jeg ikke. Som barn er det jo sÄdan, at man enten er glad, eller ogsÄ er man ked af noget.
Alle mellemtonerne registrerer vi ikke. Navneordene kan vi sagtens finde ud af, men at fÄ alle de
andre ord til at dĂŠkke vore fĂžlelser, kan vĂŠre svĂŠrt.
Uden ord bliver intet til af det, som er, siges der. Jeg er ikke helt enig, men det er godt at snakke
sammen, og det er godt at fÄ noget fortalt.
FrÞken Andersen var god til at fortÊlle. Vi sang ogsÄ mange sange. Lidt efter lidt byggedes en
vidunderlig verden op for os. Vi var med, da der

7


”
kom en snekke for fulde sejl,

med lĂžvehoved og hjerte -spejl

med guld og vÄben og stads ombord,

men ikke sjĂŠl ved mast og ror.

Dog var der liv , for en lille dreng

alene lÄ i den store seng

et neg var bundet med aks og strÄ

det hviled drengen sit hoved pÄ

Vi sÄ, hvordan snekken lÞb pÄ grund , og mÊndene hentede den lille dreng ind hÞjt hÊvet pÄ

et skjold . han skulle vĂŠrnes, til han var voksen og selv kunne overtage kongemagten. Han

var en guddommelig gave sendt af Odin til det nĂždstedte folk.

.

Vi kom til at kende Abraham, der var en hyrde konning i Mamrelund, salvet af Gud med egen mund,

og Sara hed hans dronning .Abraham var nÊsten 100 Är og Sara 90,men de havde ingen bÞrn.

En dag, da de sov til middag eller sad og hvilede sig i skyggen, fik Abraham Ăžje
pÄ 3 mÊnd og gik dem i mÞde og indbÞd dem til at komme i skygge og fÄ et mÄltid mad.
Han gav dem vand til deres stĂžvede fĂždder og lod tilberede noget mad til dem.
Mens de spiste stod Sara bag kÞkkendÞren og lyttede. Da hun hÞrte en af mÊndene sige, at hun skulle have en sÞn pÄ skÞdet nÊste gang, de mÞdtes, kunne hun ikke lade vÊre med at le, for det mente
hun var helt umuligt. Men det var det ikke, for den, der sagde det, var Gud selv

Mosaik fra Är 432-44 i S. Maria Maggiore i Rom , som forestiller Guds besÞg hos Abraham


Abraham fulgte sine gÊster pÄ vej. Gud fortalte ham, at han skulle til Sodoma og Gomorra
for at se, om disse byer var sÄ gudlÞse og syndige, som det lÞd til. Var de det, skulle de ÞdelÊgges. Da gav Abraham sig til at bede: Hvis der nu findes 50 retfÊrdige, vil du sÄ ogsÄ udrydde dem?

Gud lovede, at byerne skulle skÄnes, hvis der blot var 50 retfÊrdige
Abraham blev ved med at kÞbslÄ helt ned til 10 retfÊrdige, men der fandtes ikke 10
retfĂŠrdige i hele den store stad, og byen skulle derfor ĂždelĂŠgges.
Abrahams frĂŠnde, Lot og hans hustru og to dĂžtre blev advarede og slap ud af byen. De
havde fÄet at vide, at de ikke mÄtte se sig tilbage. Det kunne Lots hustru ikke lade vÊre med,
og da blev hun til en saltstĂžtte, mens ild og svovl regnede ned fra himlen og fortĂŠrede byen

8

Gud satte Abraham pÄ en prÞve. Han skulle give Isak, sin eneste sÞn, som et brÊndoffer. De
drog afsted til Moria Land. Da de kom til stedet og Abraham havde lagt brĂŠndet til rette og
bundet Isak og lagt ham ovenpÄ brÊndet og greb efter kniven for at drÊbe ham, da lÞd en
rĂžst fra himlen: ”RĂŠk ikke din hĂ„nd ud mod drengen, thi jeg kan se, at du elsker Gud og ikke
sparer det dyreste du ejer.”
Da Abraham sÄ op, fik han Þje pÄ en vÊdder, der havde sine horn filtret ind i nogle grene.
Den tog han og ofrede som brĂŠndoffer i stedet for sin sĂžn.
Da Isak blev voksen, ville Abraham ikke, at han skulle gifte sig med en pige fra Kanaan. Han
sendte sin ĂŠldste tjener til sit hjemland for at finde en kone til Isak.
”Hvordan skal jeg finde den rette?” tĂŠnkte tjeneren. Han bad da til Gud om, at det mĂ„tte
vÊre den, der gav ham vand at drikke og som ogsÄ ville Þse vand til hans kameler.
NĂŠppe var han fĂŠrdig med at bede, da kommer Rebekka, der var datter af Betuel, der var
sĂžn af Abrahams broder Nakor.
Hun steg ned til kilden, fyldte sin krukke og steg op igen. Tjeneren bad om vand, og hun sagde:
”Drik, Herre. Jeg vil ogsĂ„ vande dine kameler.”
SĂ„ gav han hende gyldne smykker og spurgte, hvis datter hun var og om der var plads for natten i
hendes faders hus.
Det sagde hun, at der var. Det sagde hun, at der var og skyndte sig til sin moders hus, mens
hendes bror, Laban, kom ud og tog imod gĂŠsterne.
Tjeneren fremfÞrte sit Êrinde, og bÄde moderen og broderen forstod, at det var Guds vilje.
Rebekka fulgte med dagen efter og blev Isaks hustru.
De fik tvillinger, Esau og Jacob. Esau var rĂžd og lodden, og Jacob var hvid og glat. Isak holdt
mest af Esau, mens Rebekka holdt mest af Jacob. Esau var jĂŠger, og Isak ville gerne spise af det
vildt, han kom med.
Jacob var en stille mand, der boede i et telt. En dag kom Esau trÊt og sulten og sÄ Jacob var ved at
tilberede en ret linser.”Giv mig noget af det rþde,” bad Esau.
Men Jacob sagde: ”Du mĂ„ fĂžrst give mig din fĂžrstefĂždselsret.”
Esau svarede: ”Jeg er jo lige ved at omkomme. Hvad bryder jeg mig om fĂžrstefĂždselsret?” Og sĂ„
solgte han retten til at blive slĂŠgtens Ăžverste for en ret linser.
Da Isak blev gammel og knap kunne se, kaldte han pÄ Esau og bad ham skyde noget vildt og
tilberede efter faderens smag, sÄ ville han give Esau sin velsignelse, fÞr han dÞde. Det hÞrte
Rebekka, og hun fik fat i Jacob og et lam, som hun lavede lÊkkert til. Jacob fik Esaus klÊder pÄ,
og Rebekka svÞbte skind om hans hals og hÊnder, hvis Isak ville fÞle pÄ ham. SÄ gjorde Jacob
som moderen bĂžd, narrede faderen og fik velsignelsen.
Noget efter kom Esau med sit vildt og bad faderen spise, sÄ han kunne velsigne ham. Da blev
Isak forférdet. ”Hvem var da han, som jeg velsignede, fþr du kom. Nu er og bliver han
velsignet.”
”Men har du ikke en velsignelse til mig?” bad Esau.
Esau blev godt gal pÄ Jacob, og Rebekka mente, det var bedst at Jacob drog til hendes bror Laban
og blev der en tid.
FÞrst mÄtte han tjene 7 Är for Rakel, men Laban gav ham Lea. SÄ mÄtte han tjene andre 7 Är for
Rakel. Senere drog han hjem med koner og bĂžrn og en mĂŠngde dyr. PĂ„ hjemvejen sendte han
bud til Esau, men de kom tilbage og sagde, at Esau kom imod ham med 400 mand. Jacob bliver
bange og deler folk og dyr i to flokke, sÄ kan han mÄske redde noget. Men Esau lÞb ham i mÞde
og omfavnede ham. Vreden var glemt.

9

Vi lĂŠrte, at folk i gamle dage og folk nu ligner hverandre.
Det var velgÞrende at hÞre om de nordiske guder og om Valhal. Odin pÄ sin hest, Slejpner, der
havde 8 ben og aldrig blev trÊt, Thor, der kÞrte med gedebukke, sÄ det blev rumlende torden.
Hejmdal, der blĂŠste i lur fra regnbuen, den blide Balder og den listige Loke. Det var vĂŠrd at hĂžre
om.
Danmarkshistorie var ogsÄ spÊndende.
Det var bibelhistorie ogsÄ, men jeg har aldrig kunnet forlige mig med, at man skulle bange for
Gud. MÄske var Israels Gud ikke den samme som vor Gud?
Hjemme bad vi: ”Vor fader, du som er i himlene
” En far er da ikke en, man er bange for, men
en, man er tryg ved. LĂŠngere er jeg ikke kommet i kristendomskundskab.

Dronningens smÄdreng , Carl af Rise . Statue i Skanderborg


Om vinteren mĂždte de smĂ„ i skolen 9 – 12. De store 8œ til 15. Jeg ville hellere fĂžlges med mine
brĂždre end gĂ„ alene œ time senere. Dengang havde vi ingen radio og ingen frĂžken klokken til at
fortĂŠlle os, hvad klokken var. Vi havde et vĂŠkkeur og klokken i stuen, samt fars gode sĂžlv ur,
som han havde fÄet til sin konfirmation. De viste hver sit klokkeslÊt. Fars ur var nok det mest
précise. Det blev stillet, hver gang han kom forbi ”Klokk-Johan”, der var urmager i Gylling. De
andre ure var altid foran. Vi blev sendt afsted i god tid. For sent kom vi aldrig, men det hĂŠndte, at
vi kom for tidligt. SĂ„ kunne frĂžken Andersen sende en af os hen til smedjen, hvor mĂŠlkekusken,
det var Richard fra Vads MÞlle, kom med mÊlkevognen. Han havde ogsÄ transportspande med
messinghaner, sÄ konerne i Aalstrup kunne kÞbe mÊlk og flÞde af ham. For 19 Þre kunne jeg fÄ
bÄde mÊlk og flÞde til lÊrerinden. To ad gangen kunne ogsÄ blive sendt til kÞbmand. Vi ville
altid helst handle med fru Fanny, for hun gav os altid noget slik. Det var desuden et ĂŠrefuldt
hverv at gÄ til kÞbmanden.
NÄr jeg kom alt for tidligt i skole, gik jeg pÄ opdagelse og fandt nogle lÊsebÞger i et skab. Det
var spĂŠndende lĂŠsning.
Den fÞrste sommer jeg gik i skole, var mor pÄ sygehuset. En voksen kusine lavede mad og
passede os. En dag kunne de ikke finde mig. Jeg havde fÄet mig anbragt mellem to skabe med
mors hĂžjskolesangbog. Der var jeg blevet helt vĂŠk i visen om dronning Dagmar.

Jeg havde ikke hÞrt nogen kalde pÄ mig. Jeg var med den liden smÄdreng pÄ dronningens hors hin
hvide og red fra Ribe til Skanderborg, hvor kongen slog sammen sit tavlebord, sÄ alle de
terninger sjunge. ”Forbyde det Gud i Himmerig, at dþ skulle Dagmar hin unge.”
OgsĂ„ visen om Niels Ebbesen holder jeg meget af. ”Fri ville han enten dĂž eller leve
” og sĂ„ blev
han nĂždt til at drĂŠbe Den Kullede Greve. Han drĂŠbte ikke af lyst. Da han tĂžrrede sit blodige
svĂŠrd af, mumlede han: ”Hans blod var rĂždt. Han var jo ogsĂ„ et menneske.”
En anden, der blev nÞdt til at slÄs, var Uffe hin Spage. Faderen, kong Vermund, ansÄ Uffe for et
pjok. Fremmede kom og tilbÞd holmgang pÄ en lille Þ i Ejderen, Ingen kÊmper meldte sig, men
sÄ rejste Uffe sig og bad de fremmede om at mÞde med to kÊmper. Vermund, der nÊsten var

10

blind af alderdom, lyttede forundret, og kunne nÊsten ikke forstÄ, at det var Uffe, der havde talt.
Nu mÄtte de til at finde rustning og svÊrd frem. Panserskjorten var for snÊver, men Vermund
sagde, de mÄtte skÊre den op i venstre side, den kunne han dÊkke med skjoldet. Men svÊrdene
gik i stykker, bare Uffe svingede dem i luften. Da kom Vermund i tanker om, at han havde gravet
sit gode svÊrd, SkrÊp, ned, da han ikke mere kunne se at bruge det. De fandt det, men Uffe mÄtte
ikke prĂžve det, for gik det i stykker, var der intet svĂŠrd, der kunne holde til ham.
Til den aftalte tid mÞdtes de pÄ Þen eller holmen i Ejderen. Tyskerne sad pÄ den ene side af
floden, danskerne pÄ den anden. Kong Vermund sad pÄ en stol tÊt ved bredden. Hvis Uffe tabte,
ville han styrte sig i Ejderen og drukne sig.
Da hþrte han ”det flþjte i luften som stér, han hþrte det knitre som lynet. Da kendte han Skrép,
sit opgravede svĂŠrd, trods skaden han havde pĂ„ synet.” Han rykkede stolen lidt fra bredden, og
da SkrĂŠp lĂžd anden gang, jublede han hĂžjt med sit folk, og Uffe blev konge.
Til sagn og sange og eventyr, jeg lyttede, da jeg var lille. Vi havde ikke radio og TV, men vi
havde en masse gratis glÊder, og sÄ havde vi aldrig mere travlt, end at sjÊl og legeme kunne
fĂžlges ad.
En opdagelsesrejsende havde sÄ meget fart pÄ, at de indfÞdte bÊrere nÊgtede at gÄ videre. De var
kommet forud for deres sjĂŠle. Nu ville de vente og have dem med.


Året havde sin rytme og dagene ligesĂ„. Fjordens vand hĂŠvede og sĂŠnkede sig to gange i dĂžgnet.
Vi lÊrte snart, at det blev regn, nÄr det suste og kogte over Vadegrunden mellem AlrÞ og
GyllingnĂŠs. Kom tonerne fra skovene ved Skablund, blev det storm. Vi, der bor ved vandet, ved,
hvornÄr uvejr ventes.
Fjordengens fugle var et kapitel for sig. Viben flĂžj klagende omkring og foregav, at den ene vinge
var brÊkket for at fÄ os udenom reden, der nÊsten var umulig at se. Det var blot lidt tang eller
strĂ„ i en fordybning. Viben var en forhekset bejler, der spurgte: ”Hvi vild’ do itt? Hvi vild’ di
itt?” Skovduen, som var en forhekset pige, svarede: ”A turd’ it! A turd it!”
Der var mÄger og terner, ryler, strandskader, prÊstekraver og mange andre.
En gang imellem hþrte vi en underlig brégende lyd. Det var bekkasinen, ”horsegþgen” eller
”skronning-geden”, der i yngletiden styrtdykkede over reden, sĂ„ vingerne gav denne underlige
lyd.
Begyndte hestene at spidse Þrer, nÄr vi kÞrte i Enghaven eller til Uldrup, da kunne vi snart se en
fasan eller en agerhĂžne lette.
I Uldrup kunne vi se musvÄgen svÊve rundt pÄ brede vinger. Dengang spankulerede storken
rundt pÄ sine lange, rÞde ben og proppede frÞer i sig.
Bedstefar fortalte drengene, at de kunne fange storken, hvis de kunne komme til at strĂž, ikke
kaste, salt pÄ halen af den, sÄ de havde altid lidt salt i lommen, men det lykkedes ikke for dem. PÄ
afstand kunne vi se, om det var en hejre eller en stork. Storken flĂžj med strakt hals, mens hejren
havde ligesom en knude pÄ sin.
”Kukmanden” var ikke en mand men en gþg.
LĂŠrken, ”den jublende glade”, mĂ„tte ikke synge fĂžr ”KjĂžrmes”, 2. februar. Lige sĂ„ mange dage
lÊrken sang fÞr 2/2, lige sÄ mange uger skulle den tie efter.
StÊren indtog hvert Är sin bolig, hvor grÄspurvene havde huseret om vinteren.
NÄr svalen kom i kjole og hvidt, da var det forÄr i Danmark.
KĂžerne var pĂ„ grĂŠs. Om vinteren havde man pĂ„ en ”tĂŠllestol” lavet tĂžjrstager af asketrĂŠ. De blev
sat op i tagskĂŠgget, til de skulle bruges. Nogle kĂžer stod med klaptrĂŠer og i rebtĂžjr. Andre havde

11

ko med grime med klaptrĂŠ (Ane og koen)

en grime med lÊder over nÊsen og jerntÞjr. SÄ lod vi bagtÞjret og stagerne stÄ, nÄr vi trak hjem
med kĂžerne.
Hestene havde altid klaptrÊer pÄ, nÄr de var tÞjrede.
Stagerne blev slÄet i jorden med en kÞlle. PÄ den mÄde kunne vi dele grÊsset mellem dyrene

Senere fik vi indhegninger, hvor dyrene frit kunne grÊsse. Vore kÞer kom hjem, nÄr vi kaldte pÄ dem.
NÄr de efter en lang vinter skulle pÄ grÊs, vidste de ikke, hvilket ben, de skulle stÄ pÄ. Det var
livsglÊdens galop, de udfÞrte pÄ vej til engen. NÄr vi lÞste deres jernbindsler, kom jeg altid til at
tĂŠnke pĂ„ dronning Dagmars bĂžn til kong Valdemar: ”Og lĂžs alle fanger af jerne.”


Den fĂžrste sommer vi gik i skole, gik vi til Thomasen om mandagen og onsdagen. Da holdt
lĂŠrerinden syskole for pigerne. Vi skulle lĂŠse, skrive og regne, som vi plejede, men Thomasen
fortalte historier for os i sidste time. Gerne om drager og trolde med 9 hoveder. Alt ondt og
vÊmmeligt var drager eller trolde, der skulle bekÊmpes med alle til rÄdighed stÄende midler. Vi
hentede megen livsvisdom ved blot at lytte. Thomasen regnede ikke med, at ret mange af os blev
studerede folk, men vi skulle oplÊres, sÄ vi blev levende mennesker, der kunne komme til at leve
”et jĂŠvnt og muntert, virksomt liv pĂ„ jord.”
Til efterĂ„ret kom vi til at gĂ„ i skole 9 – 12 og nĂŠste sommer fra 8 til 11. Da kom der jo et nyt hold
11 – 14.
I tredje klasse gik vi til Thomasen og Havmark fra 8œ til 15 tre dage om ugen, hvis jeg husker
rigtigt.
Hos frĂžken Andersen havde vi sunget meget, men ikke haft noget for. Nu begyndt vi at lĂŠre
salmevers. Thomasen var udmĂŠrket til at forklare salmeversene for os. Han var en hĂžj kraftig
mand. Hans venstre arm hvilede pÄ katederet, mens han drejede lidt rundt med sin perlemorskniv.
Han skar det ikke ud i pap, men han blev ved, til vi forstod de mĂŠrkelige ord.
Hver morgen begyndte vi med morgensang og ”Fadervor”. Vi blev hþrt en for en i salmevers. Vi
rejste os og fremsagde det. Bibelhistorie hjalp vi hinanden to og to med at genfortĂŠlle. Jeg havde
hele skoletiden Sigrid at sidde ved siden af. Vi skriver sammen endnu. Vi boede pÄ hver sin side
af granskoven. Hun mod Þst, jeg mod vest. Begge vore fÊdre var i sognerÄdet. Far var liberal,
Mikkel Peter var radikal. Sigrids mor var meget yngre end sin mand, men det tÊnkte vi aldrig pÄ.
Om forÄret rugede hun kyllinger ud, og vi fulgte spÊndt, hvad der skete. Hjemme havde vi
skrukhĂžns, der kunne ligge pĂ„ 12 – 15 ĂŠg. NĂ„r de havde ruget i knap tre uger, kom ĂŠggene i et
fad lunkent vand. De Êg, der sank til bunds, var rÄdne, men hvis de lÄ og vippede, var der
kyllinger i dem. Kort efter havde kyllingerne mÄske hakket sig ud af skallen. At stÄ med sÄdan en
lille dunblÞd kylling i hÄnden var noget af det bedste, jeg vidste.

12

Karen MĂžller brugte ikke skrukhĂžns men rugemaskine. Den stod i kĂžkkenet ved siden af
komfuret. Sikken et ”vryl”, nĂ„r der var 100, smĂ„ kyllinger pĂ„ en gang. Der var en glaslĂ„ge sĂ„ vi
kunne kigge ind til dem.
Vore kyllinger blev passet af skrukhĂžnen, men maskinkyllingerne kom i en opvarmet
kyllingemoder og ud i kyllingehuset.
Karen MĂžller havde SĂžlv-Wyandotter. Vi havde forskellige slags: Rhode -Island og Succes,der
var gode i suppegryden og hvide eller brune Italienere, der var flinke til at lĂŠgge ĂŠg. Var der
nogle sĂŠrprĂŠgede kyllinger, valgte vi hver en. Edith havde en dvĂŠrgkok, der hed Hans, og jeg en
dvérghþne, der hed Grethe. Senere fik Edith ”Dutte” i stedet for Hans.De rigtige hþns var i
hÞnsegÄrden, men dvÊrghÞnsene gik frit. NÄr de skulle lÊgge Êg, kom de spankulerende ind
gennem forstuen og ind i bryggerset. Der flÞj de op pÄ gruekedlen og fandt en hue eller et
tĂžrklĂŠde, som de brugte til rede, og snart forkyndte en hĂžjlydt kaglen ,at de havde lagt et ĂŠg. SĂ„
gik de ind til mor i kÞkkenet for at fÄ lidt krummer, fÞr de stolte spankulerede ud igen,
Alle dyrene kendte mor og vidste, de kunne sÞge hjÊlp hos hende. Engang, mens katten lÄ med 4
killinger i en tom kalvebÄs, sprang en kalv i kÄdhed over til dem. Da tog katten en efter en sine
killinger og bar dem ud gennem laden og ind gennem bryggersvinduet og lagde dem i mors
pindekurv. Der mente den, de var i sikkerhed.

Skovsav


Pinde var sommerbrĂŠndsel + lidt tĂžrv til at holde ild med .
Om vinteren, helst i barfrost, drog vi i mosen eller Uldrup for at skĂŠre trĂŠ. I mosen var der kun el
og vidjer, de kunne klares med Ăžkse, sav og hĂžgenĂŠb.
I Uldrup var der en del ret store ege og bÞge, sÄ vi mÄtte have skovsaven med.


Skovsaven var en lang kraftig klinge med en stok i hver ende, sÄ vi kunne vÊre to om at trÊkke
den.
Der var ogsÄ ask, bÊvreasp, hassel, rÞn og mange andre. Desuden fik vi fra godset AakÊr, som vi
var nabo til, en stak jagtbrÊnde. Der var en kvasbunke med bÞgetrÊ. SÄ mÄtte AakÊr jage pÄ
vore skifter.
NÄr trÊet var fÊldet, skulle det kÞres hjem. Pindene blev hugget med Þkser og trÊet savet med
sav. Vi kunne godt holde varmen, selv om det frĂžs
NÄr pindene blev tÞrre, kunne man nemt fÄ en kedel vand i kog. Om formiddagen var der altid ild
i komfuret. Om eftermiddagen brugte mor et petroleumsapparat -ikke primus.Der var to
flade vévede véger i en beholder med petroleum eller ”stenolie”, som vi kaldte det
Apparatet stod oven pÄ tÞrvekassen, og der blev ogsÄ varmet kartofler derpÄ til aften. En aften
bad mor mig tage et par tÞrv med ind til kakkelovnen. Jeg tÊnkte ikke pÄ, at apparatet lige havde
vĂŠret tĂŠndt og greb om det Ăžverste for at komme i tĂžrvekassen .Alle 10 fingre blev forbrĂŠndt
Men da kom man ikke til lÊge eller pÄ skadestue. Der gik bud om til Mine, der havde en
potteplante med gule blomster og saftige grĂžnne blade eller stilke , hvis saft var godt mod
brandsÄr. Det varede lÊnge, fÞr sÄrene helede. Jeg gik i skole hos frÞken Andersen ,men blev fri
for at skrive. Sigrid knappede frakken for mig, og Rasmus og Magne mÄtte vaske op. Den gang
var det nu ikke noget at sÊtte drenge til, men de kunne godt. NÄr vi skulle tÞrre stÞv af, delte vi

stuen imellem os. Rasmus var god til at ĂŠlte dej, hvis mor ikke selv kunne. Vi fik 100 pund
hvedemel ad gangen fra Ørting. Af det kunne mor bage brÞd og kager af allerbedste slags.

13

Vandpumpe

NÄr sÊkken var tom, blev den sprÊttet op, og der kunne blive en sÊrk eller en skjorte af det ublegede
tvistlÊrred. NÄr det var vasket nogle gange, var det til at gÄ med, ellers kunne det kradse slemt
Vask var et hÄrdt slid, bÄde for vaskekonen og for tÞjet. TrÊkar blev stillet under pumpen i
gÄrden. Vand blev pumpet op, kildefrisk og koldt .TÞjet blev sat i blÞd, og dagen fÞr storvask
blev det ”skidenkogt” i soda og brun sĂŠbe. Vaskedagen blev det vasket pĂ„ vaskebrĂŠt med
hĂŠnderne, sĂ„ vi var ved at gĂ„ ud af vort gode skind. SĂ„ blev tĂžjet ”ren kogt” i sĂŠbespĂ„ner og
skyllet i mange hold koldt vand lige fra pumpen. Det sidste hold skyllevand fik lidt blÄnelse, sÄ
blev tÞjet mere hvidt. Vi vred tÞjet med hÊnderne og hÊngte det til tÞrre. En forÄrsdag eller
sommerdag var det ingen sag, men om vinteren, nÄr tÞjet frÞs mellem fingrene var det
ingen spĂžg

Der kom vaskemaskiner frem af forskellige slags.Bedst var det ,da kĂžbmanden begyndte

at leje en Ferm ud
Jeg var 18 Är, fÞr vi fik elektricitet hjemme, sÄ fÞr den tid mÄtte vi bruge maskiner til hÄndkraft
NÄr tÞjet var tÞrt, kom det ind og blev lagt sammen. Noget blev rullet pÄ rullen oppe pÄ loftet.
Noget skulle stryges. Alle ringene blev taget ud af komfuret og stegepanden med 4 strygejern
blev sat over ilden. NÄr jernene var godt varme, var de gode at stryge med .De skulle jo skiftes af
og til. De var jo ikke termostatstyrede, men med lidt Ăžvelse gik det fint, for vi kendte jo ikke
andet. Det er jo nemmere i dag med det fine blanke strygejern, der holder den rette temperatur.
NĂ„r far skulle vĂŠre ”fin”, gik han med stive flipper. De blev vasket og strĂžget i ”franskvasken” i
Gylling. SĂ„ kunne vi besĂžge Bedstemor og Bedstefar. I Lerdrup boede Bedstemors sĂžster, Moster
Kirsten. Hende vinkede jeg til, nÄr jeg cyklede forbi. PÄ hjemvejen var jeg inde for at besÞge
hende. Hun havde altid sodavand og kage- og sÄ havde hun radio! Det var noget nyt dengang
og meget spĂŠndende. Der var ingen hĂžjttaler, kun hovedtelefoner. Det var godt, at flipperne
skulle hentes hjem igen, sÄ var der mulighed for endnu et besÞg
Om sommeren cyklede vi til skole, men nÄr vejr og fÞre blev for dÄrligt, gik vi, og cyklerne blev
hÊngt pÄ loftet. I dÄrligt fÞre mÄtte vi fÞlge vejen, men i frostvejr, nÄr det skidt kunne bÊre
det andet’, stak vi tvérs over banken til Mine og hentede bþrnene der. Héngelampen lyste over
bordet. Mine sad i kurvestolen og skar rugbrĂžd i skiver med en brĂždkniv. BrĂždet holdt hun ind
mod brystet, skar fra det ene hjÞrne, vendte det en halv omgang og skar igennem med Þvet hÄnd.
NÄr alle havde fÄet deres madpakker, travede vi afsted op gennem grusgraven og op ad


14


markvejen til Bavnebjerg. Her kunnen vi mÞde en flok, der kom fra Amstrup. NÄr vi kom til
Aalstrup vidste mÞdrene, at det var pÄ tide at fÄ deres bÞrn vÊkket. Lidt efter kom de, blege og
sþvnige, mens vi andre var friske efter turen. Der var energi nok til en omgang ”Tag Fat”, fþr vi
skulle ind. OgsÄ i frikvartererne blev der leget pÄ skolepladsen. PÄ skolepladsen var der en pumpe
og en vandĂžse, hvis vi blev tĂžrstige. Vi var 100 bĂžrn til at drikke af den samme Ăžse, men jeg
mindes ikke, at nogen tog skade af det. Nu om stunder er alt vand jo sÄ forurenet, at ingen tÞr
drikke af det, men i min barndom var det skĂžnt at pumpe en spand vand fra en dyb brĂžnd og
slurke det kolde vand i sig.
Ved festlige lejligheder fik vi saftevand. Mor havde mange flasker saft til vinterforrÄd. Vi havde
ikke dybfryser, men mor syltede sine bĂŠr eller kogte saft af dem. GrĂžnne ĂŠbler blev skrĂŠllet og
tÞrret i ovnen. Til sidst hÊngte der en stor pose tÞrrede Êbler pÄ den varme vÊg ved skorstenen.
Det har altid vÊre kvindens opgave at samle forrÄd, sÄ slÊgten kunne overleve. Mor var god til at
samle, sÄ hun havde noget at dele ud af.
Grisen blev slagtet fĂžr jul.
Det begyndte med, at vi gik med Bedstefar ned under bakken og brÊkkede nogle slÄentorngrene
af og tog med hjem. Barken blev skrĂŠllet af, og de blev tĂžrret til pĂžlsepinde.
PĂ„ selve dagen stod bryggerset i damp. Mor havde fyret under gruekedlen, der var fyldt med vand
til at skolde grisen i. Slagteren kom fĂžr dag. Under grisens hĂžje hyl, blev den trukket ud af
grisestien og lagt pÄ det omvendte saltkar. Den fik benene bundet og halsen vasket. Slagteren
snurrede det reb, grisen havde i munden, omkring trynen og sin venstre hÄnd. Han greb kniven og
stak. Ud strÞmmede blodet, som mor fangede i en spand med rugmel. Lidt koldt vand kom ogsÄ i,
for at blodet ikke skulle stivne.
NÄr grisen var dÞd, skulle den skoldes. Far og slagteren hentede det kogende vand i en trÊbalje.
Det blev Þst op med strippen, en trÊÞse, hvor den ene staver er forlÊnget som hÄndtag. Det skulle
ogsÄ hÊldes lidt koldt vand i.
Grisen blev nu skoldet (og skoldet) i saltkarret og skrabet og barberet til ukendelighed. SĂ„ kom
den op at hĂŠnge i bagbenene i vognporten, og slagteren skar den op og tog indvoldene ud. De
kom i trĂŠbaljen og blev sat ind i det lune bryggers.
BlĂŠren fik drengene. De puttede et par majs i den og pumpede den op med cykelpumpen, bandt
for de tre huller og lod den tĂžrre. Det var en god bold.
NĂ„r grisen var delt og flommefedt og ”slĂžret” var hĂŠngt til afkĂžling, hovedet renset og lagt i
vand, lever, lunger og hjerte ligesÄ, gik vi ind til tarmene. Indholdet blev trykket ud, og de blev
vendt. Ved hjĂŠlp af slagterens fingre og nogle kander lunkent vand, gik det nemt. SĂ„ blev de
skrabet og skyllet og lagt i koldt vand med en suppevisk i for at forbedre duften.
Nu var det godt med formiddagskaffe.
Efter det kom grisen ind pÄ kÞkkenbordet og blev skÄret ud efter mors Þnske. Saltkarret var
renskuret og sat i spisekammeret med lidt salt i bunden. FlĂŠsket blev omhyggeligt gnedet med
salt, til det ”svedte”. OgsĂ„ skinkerne blev saltede. Nogle uger senere havde far dem med til
bÞdkeren i Falling for at fÄ dem rÞget. SÄ blev de hÊngt op pÄ loftet ved kÞkkenskorstenen.
Derfra kunne vi hente mange gode bidder, der kunne spises som de var til grĂžnsager eller koges.
PĂ„ komfuret stod den store suppegryde med hovedet og andet, der skulle koges.
Der blev hakket til medister, og fedt blev skÄret i tern og afsmeltet.
Fine tern blev lunet i mĂŠlk og blandet i til sortpĂžlser sammen med salt, sukker, krydderier og
rosiner. Mor lavede ogsÄ lungepÞlser, der smagte godt til grÞnkÄlsuppe

15

LeverpÞlse var et herligt pÄlÊg. Lige dele kogt lever og flÊskekÞd blev malet gennem
kĂždhakkemaskinen et par gange eller tre. SĂ„ blev det ĂŠltet med hovedsuppe og krydderier og ved
hjĂŠlp at et pĂžlsehorn fyldt i smalle tarme. De blev kogt forsigtigt, af kĂžlet og spist med velbehag
i passende skiver pÄ smÞrrebrÞd.
De fineste tarme var til medisterpÞlse. Da havde vi et pÞlsehorn til kÞdmaskinen, sÄ de var
nemme at stoppe.
Til leverpÞlserne havde vi brug for pÞlsepinde til at lukke tarmene med. OgsÄ til sortpÞlserne
kunne de bruges. Der mÄtte man ikke fylde for meget i tarmene. De blev varsomt kogt i
gruekedlen, mens mor lyste med kÞkkenlampen. NÄr blodpÞlsen begyndte at stivne, kunne man
trÊkke pÞlsepinden ud, sÄ revnede pÞlsen ikke.
NÄr pÞlserne var kogt, blev vi sendt rundt til naboerne med en varm pÞlse. De blev spist med
sukker eller sirup til. Bedstefar fik fedtegrever med ribssaft til at dyppe pĂžlserne i.
MedisterpĂžlse og ribbensteg var herreretter.
Mor lavede ogsĂ„ ”fugle” af medisterfars indpakkede i smĂ„ stykker isterhinde.
Forboven, det trekantede skulderblad, blev saltet let og kogt til pÄlÊg. De fÞrste dage var det
lyserÞdt og lÊkkert, men det blev mere grÄt og salt, og sÄ kneb det med at fÄ det ned. Da var det
godt med en Ăžse vand.
Mor lavede en ret, som vist kun kendes i Hads Herred, hvor Odder er hovedstad:
Denne ret kaldte vi ”Sursteg”.
Fléskesteg og kogt stribet flésk, medisterpþlse, ribbensteg og ”fugle” blev lagt i en passende
krukke og overhÊldt med en sovs, der var lavet af mel, der fÞrst var ristet pÄ en pande eller i
stegegryden og spĂŠdet op med hoved suppe, hvori der var kogt tĂžrrede ĂŠbler og svesker. Sirup og
salt smagte man til med. Det kunne stÄ koldt og godt lÊnge, men det var herligt at varme det og
spise det med hjemmebagt franskbrĂžd til.
Hovedet blev der lavet sylte af.
Af slag og mellemgulv blev der lavet rullepĂžlse.
Saltlage blev kogt dagen efter og hÊldt i saltkarret, nÄr den var kold. Lagen skulle vÊre sÄ mÊttet
med salt, at den kunne bĂŠre et ĂŠg.

2. juledag var det fars fÞdselsdag. SÄ blev der ogsÄ fyret i den pÊne stue, og dem fra Aalstrup,
Gylling og Ørting (hvis det var rund fÞdselsdag ogsÄ dem fra SÞvind) kom til eftermiddagskaffe.
Til det fik de mors hjemmebagte smĂžrhorn. Dejen blev lagt om aftenen. Da kom der kun 1/3 af
smÞrret i. Resten blev banket i nÊste morgen. Vi vÄgnede mildt i morgengry ved denne lyd.
SÄdan et lunt horn, luftigt og let, med Êggestrygelse, mandler og sukker var en lÊkkerbisken. Da
bagte man i komfur, hvor der blev fyret med brĂŠnde og tĂžrv, men de forskellige koner havde en
evne til at finde den rette varmegrad til den slags bagvĂŠrk.
SmÄkager var bagt fÞr jul, sÄ alle dÄser var fulde. Brunkager af 3 pund og efter en Êldgammel
opskrift. jÞdekager, vaniljekranse, klejner, der blev kogt i fedt. Mor bagte ogsÄ til Bedstemor i
Gylling. SÄ kÞrte far med en masse dÄser, formkager og nogle af os til Gylling.
KÞbmand MÞller Hansen solgte juletrÊer. De lÄ langs Äen, hvor mindestenen for Karen Jeppe,
Armeniernes Moder, nu stÄr. Vi fik altid det pÊneste med hjem.
Julestemningen begyndte, nÄr skrÊdderen i Aalstrup pyntede sine vinduer til jul. Det var, set med
vore Ăžjne, langt kĂžnnere end storbyens pragt i dag.
Julegaver var nÞdvendige ting. FÞr vi begyndte at gÄ i skole, fik drengene tornyster og jeg en
lÊdertaske til at bÊre pÄ ryggen. Jeg var selv med i Odder for at kÞbe dem. Vi gik 5 km. til
Falling. Tog med toget til Ørting og DrammelsbÊk og Odder og senere den modsatte vej tilbage.

16

Tasken blev pakket ind. Jeg fik den og sad med den pÄ hele juleaften.
Edith havde fÄet en strikket hue og halstÞrklÊde, som hun ville have pÄ inde, selv om hun svedte.
Vi fik ogsÄ julebÞger og julehÊfter og andet lÊseligt, sÄ der var til mange gode timer.
Et Är fik drengene en dampmaskine, som vi havde megen fornÞjelse af. Vi havde ikke bunker af
legetþj, men brugte, hvad vi havde. En tynd snor og en knap blev til en ”bruser” eller en
”summer”. En snor kunne ogsĂ„ bruges til at lave forskellige figurer af. En begyndte, og en anden
”tog af”. Vi spillede bold og kunne folde aviser til mange mérkelige ting. Spille kort kunne vi
ogsÄ. Bedstefar var en god makker. Den gang samledes alle under lampen. Nu sidder alle med
hver sit lys og passer sig selv.

12.januar fyldte Bedstemor Är. Da var der fyret over hele huset, og et langt kaffebord var dÊkket.
Vi kom, farbror Aksel, faster Martha og Jens Ove, desuden fars farbror Johan og hans kone
Mette.
Inden vi kĂžrte hjem, var lygterne tĂŠndt. Der var gadelys i Gylling. PĂ„ afstand sĂ„ det ud som ”de
Gylling stjerner”, der blinker os fra Jorden op til sig. MĂ„ske havde vi fodret og malket tidligt, sĂ„
vi ikke kom fĂžr om aftenen. Hvis det var slĂŠdefĂžre, blev det en meget hurtig tur med ringlende
kanebjÊlder. Vi havde en varm sten i fodposen, der var af fÄreskind.
Bedstefar havde ogsÄ et par trÊskostÞvler, der var foret med lammeskind, og sÄ havde han en
kĂžrekappe, hvor kraven kunne knappes helt op om hovedet.
Bedstefars ”péne tþj” var af sort kléde. Han brugte ikke skjorte med flip, men en hvid skjorte og
en sort krave med lidt hvidt foran og en lille sort slĂžjfe. Til daglig gik han i vadmelsbukser med
seler og en smukt broderet livrem, vest, krave og tvistbluse. Inde havde han sivsko pÄ fÞdderne,
ude havde han spidse trÊsko. Om vinteren havde han en halmsÄl i. Det fik vi ogsÄ, hvis der var
plads til det. Om vinteren havde Bedstefar sin ”bundne”, dvs. strikkede, trĂžje pĂ„ og muffediser.
Overfrakken kaldte han sin ”overkjowl” (over-kjole). I dag gĂ„r mĂŠnd da ogsĂ„ i ’kjole og hvidt’,
En damefrakke var et ”þwerstþkk”.
Helligtrekongersaften, 5. januar, var der juletrĂŠ i skolens gymnastiksal. Far kĂžrte, for mor havde
kage med. NÄr alle var mÞdt, blev trÊet tÊndt, og vi fik lov til at komme ind i salen, hvor trÊet
nÄede helt op til loftet. Den gamle garder, Anton Mortensen, passede pÄ at lysene ikke stak ild i
trĂŠet. I flere kredse gik vi rundt om trĂŠet og sang julesalmer. Vi fik godteposer. TrĂŠet blev
flyttet, og vi legede sanglege og maler Ebbe Christensen fra Gylling spillede til dans. Der blev
drukket chokolade og kaffe i Thomasens skolestue til meget forskelligt bagvĂŠrk, som mĂždrene
havde haft med. Festen sluttede sent, men vi fik lod til at sove lĂŠnge nĂŠste morgen.
7 januar begyndte den almindelige skolegang igen.
Hos Harmark havde vi dansk, diktat og genfortĂŠlling, sang, danmarkshistorie og naturhistorie.
LĂŠreren skulle selv fyre i skolens kakkelovn. Det var Thomasen god til, men hos Harmark var
det ikke for varmt. Orden var der ikke for meget af. Et par af drengene kunne gĂžre ham aldeles
rasende, sÄ han bankede dem med remmen til rullemadrassen. Hos Thomasen var der altid ro og
orden. Heldigvis tog Harmark fri i 3 mÄneder, og vi fik en lille dame, frÞken Overgaard, som
vikar. Hun var med til juletrĂŠ og begyndte en gang efter juleferien.
Hvordan kunne det lille menneske klare det? Hun fik os muntret op, sÄ vi glemte at lave kunster.
Vi kunne lide hende og hÄbede Harmark blev vÊk. Han var en tur i England. Godt et Är senere
var han i Bulgarien et helt Är, og vi fik frÞken Overgaard igen. Mit kendskab til dansk skyldes for
en stor del hende. Hun lĂŠrte os en masse, og det var morsomt. Engang havde hun os med til
Moesgaard strand pÄ cykel. Vi foretog ogsÄ botaniske udflugter til Aalstrup Mose. Det var, da jeg

17

brugte nr. 36 i gummistÞvler. Jeg lÄnte frÞken Overgaards stÞvler, nÄr jeg skulle ud pÄ vÄde
steder for at finde blomster. Je
hinanden, men jeg vil gerne ud, hvor de gror. En gang fik hun ogsÄ Thomasen og hans klasse
med pÄ en vandretur til Uldrup Bakker, hvor der var en lejrekoloni. Da vi kom tilbage til skolen,
blev KancellirÄd Andersens og hustrus legat uddelt for flid i Aastrup skole. Der var 1 x 5 kroner,
og 5 x 4 kroner. Det var en stor ĂŠre, som jeg mener alle vi 5 sĂžskende med tiden fik del i. En
gang var der en dreng, som fik 5 kroner i prĂŠmie. Han kĂžbte slik for alle pengene .Det syntes vi
var forkert. En flidsprÊmie skulle ikke slikkes op. Da kunne vi fÄ et krÊmmerhus bolsjer for 5 Þre

En pakke ”grþn Cecil” kostede 40 þre. Et af P. Hermansens bþrn hentede hver morgen en
pakke til faderen. Han var murerarbejdsmand og tjente 5 kr om dagen. Thomasen lĂŠrte os ,
hvor meget vi kunne spare ved at lade vĂŠre med at ryge. Med renter og renters rente kan det blive
til mange penge. Den gang fik vi kun 4œ % pr. Ă„r. Nu kan vi fĂ„ meget mere.
Han trÊnede os ogsÄ i hovedregning.Han skrev stykkerne op pÄ tavlen .F.eks.:
1+2+3+4+5+6+7+8+9+10+11+12+13+14+15+16+17+18+19+20=
Det kunne da vare lĂŠnge at lĂŠgge alle de tal sammen ? Ikke hvis man kunne se, at 19+1 og 18 +
2 og 17+3 osv. var 20. I alt 10 x 20 + 10 = 210. Det var hjernegymnastik.
Vi skulle lĂŠre at bruge den forstand, vi havde, og ikke bare aflevere en remse, som de to brĂždre i
Klods Hans.
Gennem Ärene lÊste Thomasen meget for os, bÄde bÞger og skuespil. BjÞrnson og Selma
Lagerlöf lÊste han ogsÄ for os.
Vi havde et bibliotek, hvor vi mÄtte lÄne bÞger med hjem en gang om ugen. Mens der blev byttet
bĂžger, havde vi skĂžnskrift. Midt foran i hvert skolebord, var der plads til et blĂŠkhus, hvori vi
dyppede pennen, der sad i et penneskaft.


Jeg var ikke god til skÞnskrift. Altid kunne jeg fiske smÄ hÄr og fnug op af blÊkhuset eller fÄ
pennen til at kradse i papiret, sÄ hele siden blev overklattet. Det sÄ forfÊrdeligt ud, og Thomasen
tog mig ved hÄnden, og sÄ gik vi rundt og sÄ, hvor pÊnt de andre skrev,-men det kom jeg nu
ikke til at skrive bedre af. Tegning duede jeg ikke til, men jeg var god til stil og genfortĂŠlling.
Engang fik jeg endda 25 Ăžre af Havmark, fordi jeg kunne skrive flest ordsprog.

Pen og penneskaft


I 3. klasse skulle vi ogsÄ i skole om eftermiddagen

om sommeren, men kun 3 dage om ugen .I 4.
og 5. klasse mĂždte vi fra 7 til 11 om sommeren.

4. klasse 4 dage om ugen og 5. klasse 3 dage om
ugen. Nu var vi jo sÄ store, at vi kunne gÞre gavn hjemme.

SĂ„ kunne vi lĂŠre noget i skolen om
vinteren. Om sommeren var der nok at lave hjemme.
NÄr frosten var af jorden, blev der harvet og sÄet og tromlet.

Far har ofte haft en agestol pÄ
tromlen, sÄ et par af os fik en herlig tur op og ned ad bakkerne med de skÞnne udsigter.
NÄr der skulle sÄs roer, skulle sÄmaskinen kun sÄ med 2 sÄrÞr. Trykruller blev skruet pÄ. Det var
dejligt at blive fedtet lidt til.

18


Det var dejligt at se de forskellige slags korn komme op. Rug og hvede blev sÄet om efterÄret, og
havre og byg om forÄret. Om efterÄret var jorden endnu lun, sÄ rug og hvede spirede hurtigt. Om
forÄret tog det lÊngere tid. Rodede man lidt i jorden, sÄ man at kernen godt kunne have langerÞdder,

fÞr spiren kom og af jorden. En dag var markerne grÞnne. Det var lige vidunderligt hvert Är
Roerne blev sÄet med 22 tommer mellem rÊkkerne. Far regnede med tommer, hvor vi brugte
centimeter, men afstanden blev rigtig, for vi brugte tommestokken. Kartoflerne skulle ogsÄ
sÊttes. Der var 24 tommer = en alen mellem rÊkkerne. Senere skulle roerne tyndes ud, sÄ de stod
med en passende afstand. Luges skulle der altid. GulerĂždderne blev tyndet med hĂŠnderne. Vi
kravlede pÄ vore knÊ. Karen pÄ Banken var flink til at byde os ind til en kop kaffe, men jeg
kunne godt se pÄ mor, at hun ikke syntes om, at jeg skulle fortÊlle alt, hvad Karen sagde. Jeg lod
som om jeg var optaget af kaffen og kagerne.
TÞrvene skulle ogsÄ passes. BÊr skulle plukkes og mange andre ting skulle gÞres, men om
aftenen lÞb vi ned i engen og flÞjtede ad Mines bÞrn og sÄ legede vi til solnedgang. Vi fik ingen
ur fĂžr til konfirmationen, men fandt ud af dagens timer alligevel.
”Tidligt op og tidligt i seng, det er sundt for en lille dreng. Men man kan jo ogsĂ„ sige, at det er
sundt for en lille pige.”
En god dag begynder om morgenen. Solen stod op bag granskoven og gik ned bag Uldrup
Bakker, nÄr den stod hÞjest pÄ himlen. Ved vinter-solhverv gik den ned bag AlrÞ Kirke.
Falling Kirkeklokke kunne vi ikke hĂžre, men i stille vejr eller let sĂžndenvind kunne vi hĂžre AlrĂž
Kirkeklokke. Klokkerne i Hundslund Kirke hÞrte vi, nÄr vinden var i nordvest. Gylling Kirkes
klokkeklang kom fra Þst. Alle tre klokker lÞd forskelligt, sÄ vi kunne nemt kende forskel.
Fra smedjen i Amstrup kunne vi hĂžre hammerslag, der nĂŠsten lĂžd som kirkeklokker. Smeden
slog dog ikke de 3 x 3 bedeslag.
Meget tidligt om morgenen kunne vi hÞre det blide donk-donk fra fiskekvaserne pÄ fjorden.
FĂžr AlrĂždĂŠmningen blev lavet, var der mange fisk i fjorden. Mor fortalte, at hun som lille pige
havde vÊret med til at trÊde flyndere pÄ lavt vand. Man fangede flyndere ved at trÊde pÄ dem og
samlede dem sÄ op med hÊnderne.
Ikke langt fra os boede Fisker-Kristian og hans husbestyrerinde, Thyra. Hos dem fik vi fine friske
fisk. Vi havde en spÄnkurv med lÄg og 2 hanke. Den fik jeg fyldt med smÄ lÊkre stegetorsk
fanget i en ruse i nÊrheden af Ämundingen. De var sprÊllevende og slog med halerne, sÄ lÄget gik
af, og fiskene faldt ud. Det var ikke nemt at fange dem igen, men nÄr man stak fingrene ind i
gÊllerne, havde man hold pÄ dem. Torsk havde et lille fipskÊg, ligesom fiskeren havde.
Torsk skulle man dengang kun spise i mĂ„neder med ”r”, altsĂ„ fra september til april.
”NĂ„r bĂžgen er grĂžnnest, er rĂždspĂŠtten skĂžnnest.”
”Sild er godt”.
Makrel fyldt med persille.
Hornfisk med grĂžnne ben.
Ål til gĂŠster. – Jeg ville hellere have Ă„lebusjer eller Ă„lekvabber med persillesovs eller sursĂžd sovs.
Mor var meget god til madlavning.
Ved den tid tĂžrvene til alrĂžmanden var tĂžrre og klar til levering, var kok-kyllingerne gode at putte
i stegegryden. Der var aftalt en dag, de skulle hente tĂžrvene, og vi spejdede efter Simon JĂžrgen og
den store pram, der skulle lande ved Amstrup Pakhus, der senere blev et anneks af Horsens
StatsfĂŠngsel.
Simon JÞrgen var fÊrgemand og bar bÄde folk og varer pÄ sin brede ryg ud til bÄden. I
”Pakhuset” var der kþbmandshandel og udskénkning af sodavand til bþrnene og stérkere drikke
for voksne. MĂŠndene fik ”œ kaffe” eller anden hjertestyrkning efter turen over fjorden. SĂ„ skulle
tÞrvene i sÊkke, og far kÞrte dem med heste og vogn ud til bÄden, hvor tÞrvene kom om bord.

Jeg kan ikke huske, om de sejlede flere gange .Det gjaldt jo om at benytte hĂžjvandet til at komme

sÄ nÊr ved land som muligt .Det hele endte med spisning hos mor .Det var en hel festdag

19


Den fĂžrste udflugt med skolen gik til Uldrup Bakker. Da vi havde leget der om eftermiddagen,
kom Simon JÞrgen ifÞrt sÞstÞvler, der nÄede til skridtet, roende i den store pram og lagde til ved
”Kanalen”. Vi kom om bord, og Harmark, der var fra Ærþ og sþvant, hjalp den gamle férgemand
med at ro over til Pakhuset, hvor der var en dansesal. Mor og far holdt deres bryllupsfest der. PĂ„
en af bjélkerne var der malet: ”Jeg tror, der er skþnnest i Amstrup.” Ejeren var Chr. Foldberg,
morfar til civilingeniĂžr Chr. Rovsing.
Vi kom alle i land og spiste den medbragte mad. Vi havde ikke mad med, men mor kom med
dejligt smÞrrebrÞd. SÄ spillede Ebbe op til dans. Vi havde ikke langt hjem, sÄ mor har nok taget
os med hjem, nÄr vi var trÊtte.
En blÊsende forÄrsdag i pÄsken 1927 brÊndte to gÄrde i Amstrup. Vore drenge og Mines drenge
var en tur pÄ Uldrup Bakker, hvorfra der den gang var en milevid udsigt. De kom lÞbende hjem
og fortalte det. Senere sÄ vi ÞdelÊggelsernes vederstyggelighed. En dreng havde rÞget i en
halmstak. Ilden havde bredt sig og gnister havde antÊndt nabogÄrden. Da lÊrte vi, at ilden er en
god tjener, men en streng herre.
Året efter brĂŠndte en gĂ„rd i Aalstrup, mens vi var i skole. LĂŠrerinden havde nok at gĂžre med at
trĂžste mange bĂžrn, der var bange. Jeg var ikke bange, men jeg syntes, der var grimt at se, hvor
hurtigt ilden kunne fortĂŠre alt.
Den ene gÄrd i Amstrup blev delt i tre mindre, den anden og den i Aalstrup blev opfÞrt, hvor de
gamle gÄrde lÄ.
”Pakhuset” havde sin storhedstid fþr jernbanen Odder – Horsens og senere lastbilerne kom. Da
blev kornet opkĂžbt og sejlet fra Pakhuset. Sidst i tyverne blev det opkĂžbt af staten og lavet til
fÊngsel. Der var megen snak om, hvor farligt det var at bo i nÊrheden, men vi er aldrig pÄ nogen
mĂ„de blevet generet af fangerne. Alene navnene: ”Det borende X”, ”Gulvskrubbemorderen”,
”Hansen, Vindinge” kunne fĂ„ folk til at gyse.
Den fĂžrste overbetjent, HĂžjniche, havde to dĂžtre. Jeg gik i klasse med den yngste. Hun var meget
flink. Den Êldste var lidt stor pÄ det. De var vant til byen, sÄ det var nok ikke sÄ nemt at komme
pÄ landet.
Hver sommer var der konkurrence mellem Hads Herreds Landboforenings bĂžrn om at passe
haver. En konsulent, Karen Hedager, underviste os i at passe haver og i at henkoge bĂŠr og
grÞnsager. Det var spÊndende, og vore mÞdre var lige sÄ interesserede. FÞr den tid blev alt syltet
med en masse sukker, ofte ’pund til pund’. Nu behþvede vi kun at komme sukker i for smagens
skyld. Det blev Ärsag til en mere afvekslende kost, for ogsÄ kÞd kunne henkoges, sÄ vi ikke var
nÞdt til at spise al den salte mad. I dag, hvor vi kan lÊgge alt i fryseren, kan I nok ikke forstÄ,
hvilken forskel, det gjorde.
Om efterÄret var der udstilling pÄ Centralhotellet i Odder af friske og henkogte varer. Alle fik
prĂŠmie. Nogle var meget dygtige til at lave sjove ting, andre havde kĂŠmpe eksemplarer af
forskellige grĂžnsager. Det var et pragtfuldt skue af alt, hvad den gode jord kunne frembringe ved
flittige hĂŠnders hjĂŠlp. Vi kunne vist trĂŠnge til et lille kursus igen for at lĂŠre bedre kostvaner og
spise grÞnt og groft og rÄt og godt. Vi regner omhyggeligt ud hvor mange foderenheder, vore dyr
skal have, men menneskene propper bare i sig, hvis der er noget, de kan lide

20

Omkring 1. juli skulle grĂŠsset i engen slĂ„s til hĂž. Vi havde et stykke i ”Enghaven” eller ”Mark
Ell”, som Bedstefar kaldte det.
Skilt fra AakĂŠrs jordet ved Havdiget, som vi kaldte det, havde vi i Uldrup 1œ tĂžnder land med
skov og grĂŠs. Jeg har ladet mig fortĂŠlle, at mormors farfar, JĂžrgen Olesen, havde tjent det
ved at gÄ post for godset AakÊr til Horsens nogle gange om ugen i
Der var vel omtrent 3 mil fra AakĂŠr til Horsens. Da gik vejen fra Haldrup over Blirup og Nebel,
sÄ man kom fra nord ind i Horsens, ikke som nu fra Þst over Stensballe Sund.
NĂ„r grĂŠsset var slĂ„et, skulle det ”hwerres”. Det betyder vist hvirvles omkring. NĂ„r det var tilpas
tÞrt, blev det stakket. Det blev fÞrst revet sammen. Da gik storken og proppede sig med frÞer.NÄr
hĂžet var helt tĂžrt, skulle det kĂžres hjem. FjĂŠlene blev taget af den stive vogn. Den blev forlĂŠnget,
og hÞstfjÊlene, skraverne, lÊssetrÊet, for-og bagreb ,krog og det hele kom med , og sÄ mange af
os som muligt. Det i Enghaven kom fĂžrst hjem. Det duftede dejligt . Mor har nok lĂŠsset, til
Rasmus kunne. Senere kom vi andre efter tur. Far forkede op. NÄr det var et himmelhÞjt lÊs, kom
lĂŠssetrĂŠet op og blev stukket ind i forrebet. Bagrebet blev svunget over i en trĂŠkrog og tilbage
igen. SÄ strammede far til og bandt godt. Nu var lÊsset ikke sÄ hÞjt.

hĂžlĂŠs – fotograf ukendt


Vi blev lÊsset pÄ og sad eller lÄ blÞdt og godt. Vejene var elendige, men far havde kÞrt med
kanoner, da han var soldat, sÄ vi vÊltede aldrig, men vi fik mange gode kÞreture.
Til Uldrup skulle vi over Äen. Det gungrede hult, nÄr vi kÞrte over broen. Hvis hestene begyndte
at spidse Þren, var der rÄdyr i nÊrheden. Hvis vi sÄ et lam, var det sÄ fint som det kunne vÊre.
Det kunne vÊre varmt at fÄ hÞet ind pÄ loftet, men vi behÞvede ikke at arbejde hurtigere, end at
vi kunne magte det, og fjorden havde vi lige ved, sÄ vi kunne fÄ os et bad

.
Rasmus vil pÄstÄ, at da han begyndte i skolen, fik de ikke sommerferie, fÞr Anders Peters rug
skulle hÞstes. Da skulle bÞrnene hjÊlpe til i ferien. Jeg kan ikke huske, hvornÄr vi fik ferie, men
jeg kan huske, hvornÄr den sluttede.Bedstefar i Gylling havde fÞdselsdag d. 16 august. Vor egen
Bedstefar og Magne fyldte Är d. 17. august. Efter den dag var Edith og cyklende til SÞvind
nogle dage, fĂžr vi begyndte skolen. Det var ikke farligt at cykle den gang, for der var nĂŠsten
ingen biler, og de, der var, kĂžrte ikke ret hurtigt. Hvis hestene var bange for dem, skulle bilerne
holde stille. Vi boede i SĂžvind hos den kusine, der passede os, mens mor var syg. Nu var hun gift
med en tĂžmrer og snedker.
I Havmarken, helt ned til vandet boede moster Marie med mand og bĂžrn .Moster Marie havde 8
bĂžrn. Hun var en glad og munter kone, som det altid var rart at besĂžge. Moster var lille og hurtig.
Hendes mand var lang og rolig. NÄr hun tog 3 skridt, kunne han nÞjes med et. Men de gik godt i
spĂŠnd. Ved deres Guldbryllup, hvortil hele familien var indbudt, sagde han , at han ikke endnu kunne

huske, at prĂŠsten for 50 Ă„r siden havde sagt: ”Til den, man elsker, har man altid et godt ord.” SĂ„
vendte han sig om til guldbruden og sagde: Tak Marie
De holdt ogsÄ 60-Ärs bryllupsdag.

21


Engang var han pÄ sygehus. Moster var forkÞlet og ville ikke rejse ud og smitte ham, sÄ hun
sendte et brev.
”De ser sĂ„ glad ud,” sagde sygeplejersken.
”Ja,” svarede Thomas. ”Jeg har lige fĂ„et brev fra en, der ikke har skrevet til mig i 63 Ă„r.”
”Det kan man kalde gammel kérlighed,” sagde sygeplejersken.
”Ja.” smilede den gamle. ”Det er fra min kone.”


En aften moster serverede gulerĂždder og grĂžnĂŠrter for os, sad han og gumlede lidt. SĂ„ kom det:
”Ved du hvad, Marie. Hvis du ikke vil koge det mere, kan du lige sĂ„ godt servere det rĂ„t ” Moster
lo blot.
Det var et sted, vi holdt af at komme.
Moster Marie havde en tvillingebror, Ole. Han blev mejerist. Efter moderens dĂžd i 1913 rejste
han til Australien, hvor han blev lĂŠrer ved en mejeriskole.
En anden broder var officiant i Fredericia, gift og havde 2 bĂžrn.
Hans kones sÞster var gift med mÞller Peter Honoré, men dÞde fra 3 smÄ bÞrn. Moster Karoline
kom der og blev og fik 9 bĂžrn til de tre, der var. De flyttede fra Egholt mĂžlle til Nr. Bjert ved
Kolding.
Mors ĂŠldste sĂžster var gift med Niels TĂŠkkemand. De boede i Aalstrup og havde 4 bĂžrn.
Moster Stinne var den yngste. Hun blev mÞllerkone i Ørting. De havde 3 bÞrn.
Mors far var bysmed i Aalstrup. Han dÞde, da mor var 10 Är. Mor og moster Stinne blev hos
moderen. De andre sĂžskende kom ud at tjene eller i pleje hos slĂŠgt og venner. ”Smede Maren”
som de kaldte mormor, gik ud og malkede, vaskede og lavede gilde for folk. Der var ikke noget
med enkepension eller socialhjÊlp. Hun dÞde i 1913, sÄ hende har jeg aldrig kendt,men nogle af
hendes sĂžskende, husker jeg.Sofie var gift med bĂždkeren i Falling . En bĂždker lavede dritler til
smÞr. Han lavede ogsÄ kar og baljer. Mor fik en fin lille balje til at vaske bÞrnetÞj i.
Frederik, gift med Johanne, var postbud i Odder.
Jens Olesen, gift med Johanne, var veteran og dannebrogsmand fra krigen i 1864. Jeg kunne ikke
forstÄ, at denne rare gamle mand havde vÊret med i krig og slÄet folk ihjel. De boede pÄ AlrÞ

.
Omkring 1930 blev den sydlige bakkekam i ”Skoven” gravet igennem og fyldt ud i fjorden som
dÊmning til AlrÞ. Alt, hvad de brugte, kom med tog til Falling og blev sÄ med mange heste og
blokvogne slÊbt op pÄ bakken, ivrigt fulgt af vi bÞrn. Der var lokomotiv, tipvogne og skinner.
FĂžreren var flink til at give os en tur. Gravemaskinen peb morgen,middag og aften .SĂ„ vidste vi
hvad klokken var. Det var spĂŠndende at fĂžlge arbejdet.


22

Omkring 1930 blev den sydlige bakkekam i ”Skoven” gravet igennem og fyldt ud i fjorden som
dÊmning til AlrÞ. Alt, hvad de brugte, kom med tog til Falling og blev sÄ med mange heste og
blokvogne slÊbt op pÄ bakken, ivrigt fulgt af vi bÞrn. Der var lokomotiv, tipvogne og skinner.
FĂžreren var flink til at give os en tur. Gravemaskinen peb morgen,middag og aften .SĂ„ vidste vi,
hvad klokken var. Det var spĂŠndende at fĂžlge arbejdet

I Sommeren 1931 blev dĂŠmningen indviet. FĂžr indvielsen kunne man godt liste over med en
cykel.
Mor var flink til at dele sine goder med andre.NÄr der var modne jordbÊr, blev jeg sendt over til
Lise og Jens Wollesen (som vi sagde) med lidt. Jeg blev budt pÄ kaffe og kage, nÄr jeg kom. SÄ
skulle jeg gþre rede for hvor mange ”hþvder” (kþer) vi havde og meget andet. Jens Wollesens far
havde haft den ejendom, vi havde nu, sÄ der var meget at snakke om. NÄr vi sÄ havde snakket, gik
Lise ud i kĂžkkenet og spejlede 3 frisklagte ĂŠg til mig. Bordet blev dĂŠkket med œ rugbrĂžd, 1
pakke margarine, saltkarret, der ellers hĂŠnger i kĂžkkenet, 1 flaske hvidtĂžl + tallerken,kniv og
gaffel. Lise skar brĂžd med brĂždkniv. Hjemme var jeg vant til, at vi skulle spise et helt stykke brĂžd
til hvert ĂŠg. Her snĂžd jeg og tog kun et halvt. Det blev et godt foder endda. Nu skal I huske, at
”alrĂžerne” var vant til at fĂ„ en god forplejning, fĂžr de med fĂŠrgemand skulle til Pakhuset eller til
Sondrup for at komme til fastlandet. Nu var rejsen ikke sÄ besvÊrlig. Oven i den gode
forplejning, kunne der godt vanke en krone. Det var mange penge dengang.


NÄr vi kom i 4. klasse, kom vi i syskolen. Det var nemmere at strikke med optrÊvlet uldgarn
hjemme end med hvidt bomuldsgarn i skolen. FĂžrst lĂŠrte vi at strikke ret til grydelapper med en
snor imellem, der sÄ ud, som om den var strikket gennem en garntrisse. En firkant med vrang
blev lagt sammen og syet i den ene ende. SĂ„ kunne man gribe om en varm hank med den 4 ret og
4 vrang i ruder blev til en svampeholder. FÞrst tog vi ud og sÄ tog vi ind til en skÊv firkant, der
blev syet som en konvolut med knap og knaphul.Her kunne vi gemme vore lommetĂžrklĂŠder
PĂ„ et stykke rĂždternet stof lĂŠrte vi at sy sĂžmme og at sy mange forskellige slags sting. Det blev
til et sy forklĂŠde

Vi lÊrte ogsÄ at strikke lange strÞmper til os selv. De kom til at passe Stinne, da de var fÊrdige.
En sÊrk syede vi ogsÄ med nÄl og trÄd. Vi hÊklede blonder til hals og Êrmer.

23


SÄ fik vi lov at sy lige sÞmme pÄ symaskinen til et pudevÄr, hvortil vi fÞrst hÊklede mellemvÊrk
Senere syede vi kittel eller pyjamas, og sÄ mÄtte vi ellers sy og brodere, strikke og hÊkle som vi
ville.
FÞr vi begyndte timerne i syskolen, havde vi hentet et fad rent vand ved pumpen, sÄ vi kunne
vaske vore hÊnder. NÄr vi var kommet nÊsten op ad trappen, skete det, at vi tabte fadet eller kom
til at hÊlde det lidt, sÄ vandet flÞd. SÄ mÄtte vi have fat i spand og gulvklud og til at tÞrre op og
ellers hÄbe pÄ bedre lykke nÊste gang.


Mandag d. 5. september 1932 havde jeg vĂŠret i syskole fra 11 til 14. Sigrid og jeg kĂžrte til hver
sin side af den store pil. Karen pĂ„ Banken stod og snakkede med en ved vejen. ”Ved du, at din far
er dĂžd?” syntes jeg hun sagde, da jeg cyklede forbi. Alt blev sĂ„ underligt, men jeg fortsatte ad vor
egen vej hjem. Der tog far imod mig og fortalte, at Bedstefar var dĂžd om formiddagen. Jeg skulle
til AlrĂž og fortĂŠlle det til Lise og Jens Wollesen og til Magne, der tjente hos Anna og Liborius.
Magne fulgte med hjem om aftenen. Rasmus, der tjente i ”Busk i Hale”, kom ogsĂ„. Bedstefar var
83 Är og havde ikke vÊret syg, kun lidt skrÞbelig og gammel.
NÄr vi var ene hjemme, stod dÞren pÄ klem ind til ham, nÄr vi gik i seng. Vi hÞrte ham snakke
stilfÊrdigt med Vorherre. Der var ingen tvivl om, at han var gÄet hjem til ham. Derfor var der
ingen sorg, men et stort savn. NĂŠste eftermiddag kom lĂŠrer Thomasen for at synge Bedstefar ud.
Mange var mĂždt for at fĂžlg med til kapellet. Alle blev bevĂŠrtet med kaffe og kage, som det var
skik og brug dengang.


Vi sang en salme, Thomasen lĂŠste trosbekendelsen og bad Fadervor. Endnu en salme. SĂ„ blev
kisten bÄret ud. Peter Rasmussen, der var hans fÊtter, kÞrte med kisten. I skridtgang gik det hele
vejen til Falling Kirkes kapel, hvorfra Bedstefar blev begravet om lĂžrdagen.
FÞrste og sidste gang vi kommer i kirke, bliver vi bÄret. Det er ogsÄ de samme ord, der lyder ved
vor dĂ„b og over vor grav: ”Lovet vĂŠre Gud, Vor Herre, Jesu Kristi fader, som har genfĂždt os til et
levende hĂ„b
”
Efter begravelsen fik fÞlget kaffe pÄ Falling Afholdshotel. LÊrer Thomasen ville sige lidt. Han
fortalte, at han som ung lĂŠrer var sendt til Amstrup Skov for at synge Rasmus Jensens kone,
Stine, ud. Han havde fÄet at vide, at det var gammeldags kristne mennesker. Da han kom, stod
Rasmus Jensen ved sin kones Ă„bne kiste for at sige farvel. Han sĂ„ pĂ„ hende, som for at sige: ”Ja,
jeg ville gerne have beholdt dig lidt lĂŠngere, men nĂ„r det nu skal vĂŠre sĂ„dan, mĂ„ vi bĂžje os.” Det
havde gjort et sÄ stort indtryk pÄ den unge lÊrer, at han aldrig glemte det.
Efter Bedstefars dĂžd skulle skifteretten dele hans efterladenskaber mellem arvingerne, for der var
ikke skrevet testamente. Bedstefar var jo ikke vores ’rigtige’ Bedstefar, men han havde véret gift
med mors moster, Stine. De havde ingen bĂžrn, men et plejebarn, Olga Poulsen. Hun var forlovet
med min far, men dĂžde af tuberkulose, fĂžr de blev gift. Far kĂžbte ejendommen 1. april 1914, og
de to gamle blev der pÄ aftÊgt. Stine blev syg, og mor kom for at passe hende. Stine dÞde, men
mor blev der. Der var bryllup d. 25. april 1914.
IfĂžlge loven var vi ikke retmĂŠssige arvinger, men han havde givet os al sin godhed, En smule
penge blev delt ud til fjerne slÊgtninge i bittesmÄ portioner. Vi havde fÄet det, der var noget
vĂŠrd.
Det fĂžrste guldbryllup, jeg var med til, var i Gylling 11.10.1931. Da havde vore bedsteforĂŠldre
vÊret gift i 50 Är. Bedstefar havde fÞr den tid haft 40-Ärs jubilÊum som sognefoged.
LĂŠrer Hansen og frue var med. Fruen Ăžste suppe op, det skulle lĂŠrerkonen dengang. LĂŠrer
Hansen holdt tale og snakkede bl.a. om, at Bedstefar ikke hÞrte sÄ godt. Det kneb med at hÞre
prĂŠstens prĂŠdiken. Men anden sĂžndag i advent, da vidste han, Snedker Peter kom, for da sang vi:
”Rejs op dit hoved al kristenhed.” Den sang vi

24

Magne var konfirmeret sÞndagen fÞr, og han kom til november over at tjene pÄ AlrÞ. Den gang
kom bĂžrn ud at tjene, nĂ„r de var konfirmerede. De fik kost og logi og 20 – 25 kr. om mĂ„neden.
Fra da af forsĂžrgede de sig selv. Det er et andet mĂžnster i dag, hvor forĂŠldrene skal forsĂžrge
bÞrnene til de er 18 Är. SÄ kommer de pÄ bistandshjÊlp eller anden stÞtte. Den gang var der
arbejde nok, men vi fik ikke ret meget for det.

HĂžst med le Kratte


Jeg kan huske, da vi hÞstede med le. Den blev slebet pÄ en slibesten, der skulle drejes rundt og
rundt og rundt. SÄ blev meje krogene sat pÄ, sÄ strÄene kunne komme til

at ligge pÊnt, sÄ vi nemt
kunne samle dem sammen med en ”kratte”. Det er en rive med 4 eller 5 ret lange ténder.

Negene blev bundet med et bÄnd af strÄ og med hÄndkraft.
SÄ kom der mejeapparat pÄ slÄmaskinen.
SĂ„ selvbinderen med 3 heste for og med traktor for.
SĂ„ kom mejetĂŠrskeren, fĂžrst med traktor for og senere selvkĂžrende.
NÄr marken var mejet blev negene to og to sat sammen i hobe med 6 eller 10 neg i hver. En trave
= 60 neg. De skulle stÄ rigtigt, sÄ de ikke vÊltede og ikke tog vand. NÄr de var tÞrre, skulle de
kĂžres ind eller sĂŠttes i hĂŠs.
’Bankmanden’ satte hĂŠs. SĂ„ hjalp vi ham med at kĂžre hans korn ind. Far sĂ„ede ogsĂ„ roer for ham.
Hans jord var meget bakket, sĂ„ det var ikke nemt at sĂ„ lige, og sĂ„ kneb det for Rasmus og ”Det
Bette” at finde gennem rĂŠkkerne, nĂ„r de skulle radrense. SĂ„ lĂžd det over markerne: ”Hid hors!”
”Igemmel Bette!”


Alle vi unger var med, hvis vi skulle op til Karen og Bankmanden. NÄr vi havde siddet lidt, gik
han op i ”overkammeret” og hentede en firkantet kasse med et lille startsving, senere kom han
med en kĂŠmpestor tragt og nogle grammofonplader. SĂ„ blev det hele samlet sammen, en plade
blev lagt pÄ og en stift sat i. Der skulle skiftes stift eller nÄl for hver plade. SÄ drejede han
forsigtigt pÄ svinget, og stuen fyldtes med musik.
De var ogsÄ nogle af de fÞrste, der fik radio. NÄr vi havde fulgt gÊster til rutebilen, var vi tit inde
at hþre ”Familien Hansen” en sþndag aften, fþr vi selv fik radio.
Bankmanden var fĂždt op hos bedsteforĂŠldrene, der havde ejet stedet fĂžr ham. Han var opvokset
med de gamle sĂŠder og skikke. Hans kĂžer stod i rebtĂžjr, og de blev bundet ved trĂŠstager, der
blev slÄet i jorden med en rigtig kÞlle. Han kunne slibe en le, sÄ den var skarp, og stryge den, sÄ
det lÞd som en festlig fanfare. Bruge den kunne han ogsÄ, sÄ grÊs eller korn var som barberet af.
NÄr han forkede op, var der aldrig et neg, der vendte forkert. Grundig og omstÊndelig var han.
Far sagde, at det halve af hans liv gik med forberedelser.

25

Hvis vi havde korn i nérheden af hans ejendom, fik vi ”hþnseþl”, der gerne bestod af
eftermiddagskaffe, den dag vi hĂžstede det. Det var en slags bod for den skade, deres hĂžns havde
forvoldt i vores korn.
Selv om vi havde snakket sammen flere gange i dagens lÞb, sÄ rakte de os altid hÄnden og bÞd:
”Walkommen!”, nĂ„r vi kom ind.
Fþrst i 30’erne byggede de en ny stald for 3.000 kr. Den gamle stald var af kampesten, lille og
lav, sÄ hverken Rasmus eller kÞerne kunne lÞfte hovederne. Der var toppede brosten til gulv. Det
var der ogsÄ i Karens bryggers. Rasmus var meget imod, at noget blev Êndret. Karen ville gerne
have cementgulv, og hun rÄdfÞrte sig med far, der vidste, at der var cement nok fra stalden. SÄ
forklarede han Rasmus, at han ikke kunne vÊre bekendt at lade sin kone gÄ pÄ brosten, nÄr
kÞerne havde cementgulv. Gulvet blev lagt, og sÄ var alt godt. Selv Rasmus var glad for det.
Da de blev gamle og skulle sélge, ville de ikke sélge til hvem som helst. ”Nu har Aages véret
gode naboer for os i 40 Ă„r. Vi skylder dem, at de fĂ„r nogle ordentlige naboer.” Det fik vi. ”En god
nabo er en bror i en fremmed by.” Det vidste de gamle.


Sigrid og jeg var et par vildkatte, der holdt af at kravle i skovens trĂŠer. Kjoler var ikke praktiske
til det formĂ„l, men den gang kunne piger ikke gĂ„ i drengetĂžj – troede man. Karen MĂžller blev dog
sÄ trÊt af Sigrids rifter, at hun fik en overall, og snart fik jeg ogsÄ en. Den blev kÞbt hos skrÊdder
Hans Nielsen i Aalstrup, og han kunne ikke fÄ i sit hoved, at det var til mig selv. Nu kunne vi
rigtig rÞre os. I skulle vide, hvor stor verden er, nÄr man sidder i toppen af en blomstrende gran.
Jo, granen blomstrer med smÄ, rÞde, vellugtende blomster. NÄr vi ser sommerhuskolonien i
Amstrup Ege, smiler vi og siger: ”Ja, men vi var nu de fþrste, der fandt ud af, at dette er et
rekreativt omrĂ„de.”
I granskoven var der den gang mange egern. De sad med en grankogle mellem forpoterne og
pillede skĂŠl af og spiste frĂžene. Eller de flĂžj fra gren til gren i lange spring, mens de styrede med
den buskede hale.


Uglegylp fandt vi ogsÄ. NÄr uglen har Êdt mus, gylper den pels og knogler og andet ufordÞjeligt
op igen. Der var mange ting at udforske. Sigrid bor nu tĂŠt ved Rold Skov. Den udforsker vi nu,
men vi kravler nu ikke op i trĂŠerne.

26

Vi havde ogsÄ geografi hos Thomasen. FÞrst Danmark i 3. klasse, sÄ Norge og Sverige og hele
Europa. NÄr vi hjemme hÞrte hverandre i lektierne, fulgte far altid med og forklarede, at det hed
sÄdan og sÄdan, da han lÊrte geografi. GrÊnser blev flyttet efter verdenskrigen 1914-18 Vi har
lĂŠrt meget om grĂŠnseflytninger siden da. Vi troede ikke, det var muligt ,at folk ville starte en
krig. Som landsbybĂžrn var vi vant til at respektere hegn og markskel. Indenfor sine egne
markskel, mÄ enhver bestemme, som han vil.
Bjerge, floder og have lĂŠrte vi om. De er endnu de samme. Navnene blev vel ikke altid udtalt
rigtigt, men vi fik dog lĂŠrt lidt om den store verden. Bedstefar havde en fĂŠtter, der var
civilingeniĂžr og havde rejst rundt i verden, tjent mange penge og tabt dem ved et bankkrak. Nu
boede han hos sin sÞster, Sy- Maren . Han besÞgte ofte Bedstefar ,og sÄ fik vi ham til fortÊlle om

sine rejser. Det var spĂŠndende.
Vi havde morbror Ole i Brasilien og farbror Jens i Amerika. Nu har vi JĂžrgen i Canada og Frede i
Nigeria. Men i dag tager det ikke lang tid at komme fra den ene verdensdel til den anden.
Bedstefar havde ogsÄ vÊret i Amerika. Drengene fik ham somme tider til at fortÊlle om det, nÄr
de var kommet i seng. De sov sammen. Den gang havde de vÊret 56 dÞgn, nÊsten 2 mÄneder, om
at sejle til Amerika. Senere har jeg set pÄ film, hvordan det foregik, og det svarer nÞje til Bedstefars beretning.
Bedstefars beretning.
Vi lÊrte ogsÄ om, hvordan vi ser ud, bÄde udvendig og indvendig efter store billeder og
Thomsens forklaring. Sexualundervisning stod der ikke pÄ skemaet, men det fulgte vi ikke
strengt.
Mange af Thomasens personlige oplevelser kom med i undervisningen. Han var fra Salling. De
var 6 eller 7 bÞrn. NÄr moderen skulle til Skive, blev Bertel sat til at lave mad. Han sagde aldrig,
hvad det var. Var det tykt, kaldte han det grĂžd. Var det tyndt, kaldte han det vĂŠlling . Engang han
havde kogt byggrÞd, rakte han over efter komfur ringene, der hÊngte pÄ vÊggen bag komfuret.
Han tabte dem alle ned i gryden med grĂžd. Han fik fiske dem op med krogen,og fik den vĂŠrste
sod skummet af grĂžden. Den blev serveret med sukker og kanel, og de andre spiste med god
appetit. Selv skulle han ikke have noget. Senere fik de andre at vide, hvorfor.



27

Lidt fysik fik vi ogsÄ lÊrt. F.eks. hvordan en vÊgtstang og en decimalvÊgt virker. Det var ting,
som vi kunne have glĂŠde og gavn af i hverdagen

decimalvĂŠgt VĂŠgtstang BismervĂŠgt

Plusfours


Hver onsdag i fĂžrste time havde vi religion efter Balles LĂŠrebog og Luthers Katekismus. Det
blev vi ikke hĂžrt i, men Thomasen fortalte os om menneskenes strĂŠben mod Gud. Det er, hvad
jeg forstÄr ved religion. Kristendomskundskab er noget helt andet: Gud kunne se, at menneskene
ikke selv kunne finde hjem, derfor sendte han sin sĂžn, Jesus Kristus, for at hjĂŠlpe os. Det betyder
ikke noget, hvad du tror om Gud, men hvad Gud tror om dig, og han mener, du er vĂŠrd at frelse.
Der var en dobbelt dÞr mellem skolestuen og fru Thomsens kÞkken. Hun fulgte vor leg pÄ
pladsen og forbandt mange sÄr og skrammer. Ved juletid, nÄr hun bagte, fik vi altid lov at smage
hendes smÄkager. Om efterÄret spiste vi blommer i haven. Der var en dreng, der gik i plusfours,
dem fyldte han med frugt hjemmefra. NÄr han sÄ kom ind pÄ pladsen, lÞste han remmene ved
knÊene, sÄ frugten trillede ud til fri fordeling.

Der var mange trĂŠer med sĂžde ĂŠbler den gang. De duede ikke til grĂžd, men vi har spist mange
hos Sofie og Martinus, nÄr vi var i mosen. Hjemme havde vi nogle gamle ÊbletrÊer. Et var podet,
sÄ der var to slags pÄ det. Ingen kendte navn pÄ dem, men de smagte vidunderligt. Inde pÄ
gÄrdspladsen stod et CitronÊbletrÊ med sÞde saftige frugter, der var gode bÄde til at spise, til
grĂžd og til ĂŠbleflĂŠsk. I haven var der et med TaffelĂŠbler og et med Filippa. Senere blev der
plantet RÞd Pigeon til juleÊbler og Ananas og Belle de Boskop. PÊrer var der ogsÄ: Grev Moltke
og nogle meget store pÄ gavlen, de smagte som bananer, nÄr de blev godt modne. Det var ogsÄ et
trÊ med StenpÊrer. De skulle helst have frost, fÞr de blev plukket. SÄ blev de gemt pÄ loftet til
midt i februar. Da var de sĂžde og meget fine i kĂždet. Vi havde mod vest hen hĂŠk af forĂŠdlede
mirabeller. Det blev ogsÄ plantet storfrugtet hassel som lÊ. Der var hindbÊr, solbÊr, ribs og

stikkelsbĂŠr, jordbĂŠr og rabarber, og alt, hvad man kunne Ăžnske sig, af grĂžnsager. Hvis der hist og
her manglede nogle roer i marken, plantede vi efter med kÄl, som hÞnsene satte stor pris pÄ om
vinteren.
Da Stinne blev voksen, kom hun til at tjene pĂ„ Fyn. Mor spurgte engang hendes husbond: ”HĂ„e I
ingen kĂ„el (karle)?”
”Nej, det har vi itte. Dem har hĂžnsene ĂŠdt i vinter.” I kan nok forstĂ„, det er nogle blodtĂžrstige
hÞns, de har pÄ Fyn.

28


NÄr efterÄrsstormene kom ved jÊvndÞgnstider, da kunne Ä og fjord gÄ over sine bredder.Det var
et storladent syn. En efterÄrsaften i blegt mÄneskin mÄtte far og jeg ud for at redde nogle kvier,
der gik i en lav eng. Vi mÄtte helt om til GrÞnnegÄrds skifte, hvor der var en enkelt planke at gÄ
over Äen pÄ. Vi fandt kvierne. De kom, nÄr vi kaldte. SÄ blev de tÞjrede langs havdiget, hvor
vandet ikke kunne nÄ op. I grÊsset lyste en mÊngde prikker.
Jeg fik fars tĂŠndstikĂŠske og puttede nogle af de lysende tingester i. Da vi kom hjem, kunne vi se,
at det var smÄ, sorte, LÄdne larver med lysende punkter pÄ bagkroppen. Sankt Hans Orme. Det
var en spĂŠndende aften.
Hvad legede bÞrn dengang? Vi legede med pindekÞer og heste i bÄse af mursten.Om forÄret , nÄr
frosten var af jorden, begyndte vi at ’hoppe i mand`.Vi spillede ogsĂ„ med marmorkugler. Med en
trÊskohÊl lavede vi en fordybning i jorden, og sÄ skulle vi prÞve, hvem der fÞrst fik sin kugle i
hullet. FÞrst trillede vi kuglen, sÄ skubbede vi med en krum pegefinger.
Vi spillede ’effen eller ueffen’. 2 – 4 -6 var effen. 1-3 -5 ueffen .Vi lukkede hĂ„nden om
kuglerne, sĂ„ skulle den anden gĂŠtte. PĂ„ samme mĂ„de: ”NĂždder her! GĂŠt hvor mange”.
Der var sjippetov, boldspil og fangelege: ’To mand frem for en enke’, ’3 mand hþj’ og mange
andre.
Hjemme spillede vi ”Humbug” over taget. Et hold pĂ„ hver side kastede bolden over taget .Hvis vi
greb bolden, mÄtte vi gÄ om og skyde en af de andre, som sÄ tilhÞrte os.
Nede i engen spillede vi ”Stantow”, som mĂ„ske en gang har heddet ”Stands op”.En kastede en
bold i vejret og rÄbte et navn pÄ en af deltagerne, der sÄ hurtigt skulle fÄ fat pÄ bolden og rÄbte:
” Stantow !” Den med bolden tog tre skridt og en spytklat hen mod den,han troede ,han kunne
ramme. Den, der blev ramt, skulle kaste nÊste gang. SkÞd man forbi, mÄtte man selv gÞre det
Vi kunne ogsĂ„ lege ”StĂ„ trold.” En skulle fange, og nĂ„r han rĂžrte ved en, rĂ„bte han: ”StĂ„ trold!”
SĂ„ mĂ„tte han ikke lĂžbe mere. SĂ„ prĂžvede vi at rĂžre ved den , der stod og sagde; “fri”.sĂ„ mĂ„tte
han lĂžbe igen.
Columbus var en fangeleg, hvor to tog hinanden i hÄnden og fangede de andre, indtil alle lÞb i en
lang kĂŠde.
Bedstefar spurgte os, om vi kunne ’buse en bagkorre’. Det vil sige slĂ„ en kolbĂžtte. Det kunne vi,
bÄde forlÊns og baglÊns.

29

Vi kunne ogsĂ„ sĂŠtte os i en rundkreds, slĂ„ en knude pĂ„ et lommetĂžrklĂŠde, kaste det og sige:”
Skibet er ladet med S (eller et andet bogstav)” SĂ„ skulle man svare med en ting, der begyndte
med s, f.eks. sivsko.
Vi kunne ogsÄ lave en mus af et lommetÞrklÊde og tvillinger i vuggen. Alt kunne bruges til at
lege med.
Oppe pÄ loftet havde vi en 4-mands gynge fra Pakhuset. Den hÊngte i reb i en bjÊlke og kunne
vÊre bÄde bÄd og flyvemaskine, bil og meget andet. En gammel garnvinde var god til ror eller
rat. Rokken kunne ogsÄ bruges til meget.
Vi savede med lĂžvsav og lĂŠste Familiejournalen og BĂžrnebladet. Det var ikke en straf at komme
pÄ loftet en regnvejrsdag.


Magne havde difteritis og lÄ pÄ sygehuset i julen 1930. Vi mÄtte ikke komme ind og besÞge ham,
men han kunne komme hen til vinduet, sÄ kunne vi rÄbe sammen.
Da sygebilen havde hentet ham, kom der nogen og desinficerede. De stoppede alle revner i dĂžre
og vinduer med papir og tÊndte en rÞgelampe, der skulle stÄ og ose i flere timer. Der var dog til
at sove der, da vi fik lavet gennemtrĂŠk. Ingen af vi andre fik sygdommen.
Der var en gÄrdejer fra Aalstrup og hans to bÞrn, der fik det. GÄrdejeren dÞde, fordi han i
forvejen havde dÄrligt hjerte.
Hvor Svend pÄ Banken boede, var de engang ved at grave en brÞnd. De havde ikke bÄret sig
rigtigt ad, og brĂžnden skred sammen omkring brĂžndgraveren, der blev drĂŠbt. Det var uhyggeligt,
syntes jeg. Ellers tror jeg ikke, der var nogen, der kom ulykkeligt af dage i min Barndom. Jo,
fĂžrst i tyverne druknede Bette Rasmus, Thomie og Niels Jensens unge sĂžn. Han havde arbejdet
med tĂžrv hele dagen og ville ned at bade, for han skulle i byen om aftenen. Hans mor bad ham
lade vĂŠre. Hun ville varme vand i gruen, men han gik i vandet og druknede.
ForÊldrene ville ikke forstÄ, at han var dÞd. Han stod hjemme i vognporten i mange dage fÞr
begravelsen. Faderen ville selv kÞre ligvognen. De ellers sÄ rolige heste blev skrÊmte af
liglugten, sÄ de var ved at lÞbe lÞbsk, for kusken sad helt forstenet af sorg. (Husk: Bad aldrig
alene!)
En af Mines drenge faldt engang i mosen. Hun ville springe ud efter ham, men Morten skubbede
hende til side og sagde: ”Nej, kone, gĂžr ikke ondt vĂŠrre!” SĂ„ greb han bĂ„dshagen og fik drengen
fisket op og fik vandet hĂŠldt af ham og fik liv i ham igen.
Edith var en yndig lille unge, men lidt skrÞbelig. Da hun var en halv snes Är, mente doktoren, det
var bedst, hun kom pÄ sygehuset. Hun lÄ meget pÄ altanen og solede sig. Ellers lÄ hun pÄ en stue
mellem ti voksne. ”I en sal pĂ„ hospitalet,” kendte jeg godt. Jeg besĂžgte hende tit, for jeg kunne
bedre klare en Oddertur pÄ cykel end mor og far kunne. Hvis jeg kom ved den tid, de fik
eftermiddagskakao, fik jeg tit en kop med og et par tvebakker.
Det Är sprang bÞgen tidligt ud. Allerede 25. april var der udsprungne bÞgegrene i Vejlskoven.
Stinne og jeg gik i engene og plukkede anemoner og kodrivere, senere liljekonvaller og
engblommer. Bedstemor fik altid nogle blomster, nÄr der var nogen. Den gang var jeg nÊsten
dobbelt sÄ gammel som Stinne. Nu gÞr det ikke noget, at der er nÊsten 6 Ärs forskel. Edith og jeg
var mere jÊvnaldrende. Vi har moret os godt sammen i nÊsten 50 Är.

30


Jeg var mellem Magne og Edith. Han var god at fÞlges med, nÄr sneen lÄ hÞjt, for hans stÞvler var
hÞjere end mine, sÄ han gik forrest og trÄdte spor, sÄ jeg ikke fik stÞvlerne fyldt med sne.
Engang, mens vi var smÄ, havde far kÞrt et lÊs sand hjem til os at lege i. Far brugte det ogsÄ selv
til at strÞ pÄ staldgulvene. Magne og jeg startede med hver sin lille skovl. Jeg kom til at ramme

ham pÄ den ene kind, sÄ blodet flÞd. Magne lÞb grÊdende ind, og jeg fÞlte mig som Kain, der
havde slÄet Abel ihjel. Jeg mÄtte ind og bede om forladelse. Det brugte vi den gang, nÄr vi havde
gjort noget galt. Vi sagde ikke ”Undskyld”, men ”Om forladelse.”
De, der var konfirmerede, kom med til sþlvbryllup i Sþvind i oktober 1930. Magne var ”forkarl”
hjemme og skulle fodre. Jeg skulle hjĂŠlpe ham med at malke. Far havde en halvlang pibe, som
han brugte til grov tobak. Den fandt Magne og fik den stoppet og tĂŠndt. SĂ„ gik han bag ved
kÞerne og pulsede. Noget efter kom han ligbleg ind og spurgte, om vi havde nogle kamferdrÄber.
SĂ„ vidste jeg, at han var meget syg, for dem tog vi ikke for fornĂžjelsens skyld. ”Tror I, I selv kan
malke?” spurgte han. Det troede vi, men da han fþrst havde bekendt, kom han sig og kunne selv
hjĂŠlpe til. Vi lovede, at vi ikke ville sladre, og vi holdt det, indtil vi var voksne og kunne more os
over det. DesvĂŠrre kan han stadig ryge, hvorimod Rasmus, Storebror, altid skulle vise vi andre et
godt eksempel.
Vi vĂŠlger jo ikke selv plads i sĂžskendeflokken. Jeg var heldig at vĂŠre midt i flokken.
Den gang mÄtte uldkrÊmmere godt gÄ rundt og sÊlge deres varer. Klement kom med en mÊgtig
bylt pÄ nakken, smed den pÄ kÞkkengulvet, lÞste alle knuderne pÄ klÊdet og viste frem: Godt,
varmt undertĂžj til damer, herrer og bĂžrn. Han snakkede godt for sit kram. Vi handlede altid med
ham. MÄske fik han et mÄltid mad, hvis det var ved den tid.
Hver sĂžndag havde mĂŠlkekusken afregning med fra mejeriet. SĂ„ skiftedes andelshaverne til at
dele dem ud. Far sÄ altid efter, at pengene passede og foretog prÞver pÄ, hvad vi skulle have
tilbage, hvis en f.eks. skulle have 17 kr. og 85 Ăžre, og vi gav ham 20 kroner. Far vidste, hvor vi
kunne fÄ penge tilbage, og hvor vi helst skulle give lige penge.
NĂ„r det var vores tur til at gĂ„, stak vi fĂžrst over til ’Bankmanden’, hvor den lille brogede
foxterrier, Gesvindt, tog imod.
SĂ„ over til Niels Frederiksen. Om sommeren lĂ„ han i pindedyngen og spillede harmonika: ”I den
store tavse nat,” mens Susse peb lidt til.
Ras Peter var bror til ’Bankmanden’, men var ikke nĂŠr sĂ„ sjov og gemytlig.
Hos Thomie og Niels Jensen bjĂŠffede Bibs inde i kĂžkkenet. PĂ„ komfuret var der altid en kasse
med en gĂŠsling eller en syg kylling. I bryggerset gik hĂžnsene frit omkring. Vi skulle nok redde os
et par smĂ„kager eller andet spiseligt. Thomie ville sĂ„ gerne ’spĂžrge nyt’, dvs. have noget at vide.
Hos P. Hansen skulle Bamse nok vise vej.
PÄ SkovgÄrd var en lang mÞrk gang, hvor Bisse lÄ med sine gule Þjne. Ved kÞkkenvinduet sad
Rasmine med en kikkert og fulgte livets gang. Var der noget spÊndende at se, kunne bÄde grÞd
og vĂŠlling koge over bag ved hende, sagde hendes to dĂžtre, kaldet Skovduerne.
PÄ JensgÄrd gÞede Ping og den rÞde setter Herta. Mette lyttede meget i telefon, og sÄ havde hun
posten inde hver dag og pumpede ham for nyheder. De var de fþrste i ’Skoven’, der fik radio.
Peter Rasmussen var fÊtter til Bedstefar. Det var Niels Jensen ogsÄ.
SĂ„ kom vi til Johannes Brandbyge. Han var ogsĂ„ bror til ’Bankmanden’. Han havde haft sin mor
hos sig, til hun dĂžde. Hun var en hĂžj bleg kone. En gang hver sommer gik hun tur til
’Bankmanden’ og Ras Peter. Da skulle vejret vére meget smukt. Peter Rasmussen bemérkede
den dag, hun blev begravet: ”Det er da godt, at vejret er godt, ellers ville Maren nok ikke have
vĂŠret med.” Johannes blev gift med Sofie Vinther, der havde vĂŠret der mange Ă„r som pige.
NĂŠste sted var hos Thorvald og Anna. Det var skrĂŠdderens sĂžn fra Aalstrup

31

Sofie (Bette Fie) og Martinus boede henne ved mosen. De havde nok den magreste ejendom i
’Skoven’. Hos Lise og Frederik var Lise altid ved at bage, til drengene kom hjem. Frederik kunne
nĂŠsten ikke rĂžre sig for gigt, men han ville gerne snakke.
NĂŠste sted var hos Karen og M. P. MĂžller, hvor Sonja tog imod os. Her var vi kendt.
SÄ var det Agnes og Holger Forsberg. De havde fÄet en af de ejendomme, der var stykket ud efter
branden i Amstrup.
Hen forbi det store piletrĂŠ og ned ad landevejen til P. Vinther. De havde 13 bĂžrn. Han kĂžrte
mĂŠlketur med Lotte og Kristian. Lotte var lille, sĂžd og ivrig og hĂŠngte fremme i selen. Kristian
var stor, brun og doven,slĂŠbte rumpen mod hammelen. Da var det store, tunge mĂŠlkevogne med
jernringe, der knasede hen over ral og skĂŠrver.
Sidste sted var hos Karla og Aage SÞrensen. Karla ryddede i al hast et hjÞrne af kÞkkenbordet, sÄ
vi kunne komme af med pengene. Hun havde nok at rive i, for Aage havde mange bi-erhverv. Der
var desuden en gammel mand, Mogens, og 5 bĂžrn, og Karla skulle passe det hele. De havde en
jagthund, der hed Lyt og to heste, hvoraf den ene var et fÞlÞg. Aage kÞrte ogsÄ mÊlk pÄ skift med
to andre. NÄr hoppen havde folet, kÞrte en af de andre, men en gang skulle hun jo spÊndes for
igen. Aage gik for at hente hende i indhegningen, men han kunne ikke fĂ„ fat i hende. ”Jeg
kommer til at gĂ„ efter nogen, til at hjĂŠlpe mig,” sagde Aage og gik. Karla ville ikke have
fremmede til at bĂžvle med hoppen. Hun tog en skive brĂžd og gik ind i indhegningen og snakkede
lidt med den, og hun fik bÄde den og fÞllet med ind. MÊndene og Aage stirrede lidt, men de
kunne se, indhegningen var Ă„ben. – Hvad mĂŠnd ikke kan med magt, kan kvinder ofte med det
milde.
SĂ„ gik turen hen forbi Mine. Nej, ikke forbi. Vi skulle lige ind og sige goddag.
SĂ„ nedenom og hjem, hvis det var sommer. Ellers tog vi turen over banken.
Posten cyklede nedenom. Der havde vi en postkasse, hvor vi lagde breve og penge til porto, og sÄ
lagde posten avisen og breve om tirsdagen. ’Familiejournalen’, afregning for svin, blev sendt
sammen med bogen og rede penge i en gul konvolut. Den kunne vi ogsÄ hente i postkassen. Kun
ved sĂŠrlige lejligheder kom posten helt op til os, f.eks. efter avispenge eller fĂžr jul med fri- og
julemÊrker til mors julehilsner. Det var altid skÞnt, nÄr der var brev. Skriften var lige sÄ
forskellig som de mennesker, der skrev. NÄr mor og far havde lÊst brevene, fik vi ogsÄ lov at
prĂžve at stave os igennem dem. Moster Marie skrev med snirkler og sving. Thomas skrev
adressen, sÄ det kunne finde frem. Mor og alle hendes sÞskende havde ellers en meget smuk
hÄndskrift. De havde gÄet i den gamle strÄtÊkte Aalstrup Skole, der lÄ lige fÞr den skole, vi gik i.
Dengang hĂžrte der jord til en skole, ’Degnelodden’. LĂŠreren fik en del af sin lĂžn pĂ„ den mĂ„de.
Hvis han forstod sig pÄ landbrug, kunne han blive en foregangsmand,
PrÊstegÄrdene var store i gamle dage. Den i Gylling blev udstykket fÞrst i tyverne. Der ligger en
hel rÊkke ejendomme, PrÊstemarken, pÄ vej til Gylling.
Ørting og Falling har hver sin kirke, men der er kun prÊstegÄrd i Ørting. Et gammelt sagn
fortÊller, at folkene i Ørting mÄtte sejle mod nord til den nu nedlagte kirke ved Ondrup, nÄr de
havde kirkelige forretninger. Da var der sÞ over bÄde Ørting, Ondrup og Randlev moser. Et helt
brudefÞlge druknede efter et bryllup. Det blev Ärsag til at Ørting Kirke blev bygget.
Falling Kirke regnes for at vÊre blandt landets Êldste. Den har tÄrn og vÄbenhus. Skib og kor
er med murede loftshvÊlvinger. PrÊdikestolen med lydhimmel er smukt udskÄret og bÊrer
Ärstallet 1585. Til prydelse for kirken har billedhuggeren Rasmus Andersen, der er fÞdt i Falling,
skÊnket en Kristusfigur. Ørting og Falling har samme prÊst. Indtil 1656 var Falling og Halling

samme pastorat

32

PĂ„ kirkens nordside er tilbygget et kapel, til de jordiske rester af fru Hedvig Margrethe
Bornemann til AakÊr, fÞdt af biskop Bornemann i KjÞbenhavn, kom i Êgteskab med etatsrÄd
Bendix Lasson til AakĂŠr, velsignet med fire bĂžrn, en sĂžn og tre dĂžtre. Blev enke og ved Guds
uransagelige rÄd kom hun i Êgteskab med oberst Mathias RosenÞrn til Damgaard. Avlede med
ham en datter. Da Gud kaldte ham, overlod hun sin gÄrd AakÊr til sin sÞn major Lassen 1726.
Han dÞde 1732. TrÄdte sÄ selv til sin gÄrd igen og har ved Guds nÄdige bistand administreret gÄrd
og gods til denne dag. Blandt al sin uro tÊnkte hun pÄ sin sidste ro og lod forfÊrdige dette
hvilekammer, hvor hun efter Guds vilje gik ind 1747 og sover i hÄb til Gud opvÊkker de dÞde.


Velkommen sĂžde ro for al min hafte mĂžje.
Tak, min trofaste Gud, for dit det forsyns Ăžje,
Der fÞrte sÄ vel og hjalp i al min sag.
Kend mig igen for dig pÄ dommens dag.


Ude pÄ kirkegÄrden er der en gravsten over kammerherre Frode Neergaard og frue. Hun var
datter af H. N. Andersen, Ø.K. De ejede AakÊr og TirsbÊk ved Vejle. Deres datter har AakÊr nu.
Hendes farfar, Chr. P. S. Busky-Neergaard, havde den ogsÄ. Han frasolgte i 1914 Dybvad og i
1923 solgte han AakĂŠr til Frode. JĂŠgermester P. J. Neergaard kĂžbte i 1857 tre mĂžller,
AfbyggergĂ„rden, ’Uldrupgaard’, 2 fĂŠstegĂ„rde og en del huse smat skovene AakĂŠr og Dybvad.
FĂžr den tid har grev Reventlow og baron Bernstorff ejet AakĂŠr. Peder Griffenfeld, der ligger
begravet i VĂŠr Kirke, havde AakĂŠr omkring 1764. Da Chr. III dĂžde i 1559 fik hans dronning
Dorothea AakĂŠr at leve af. Indkomsten blev bestyret af Herluf Trolles enke, Birgitte GĂžye.
Engang var AakĂŠr meget stĂžrre end nu. Der er 670 ha mark og 345 ha skov.
Svend Felding omtales i folkevisen. Man mener, hans stald har vÊret lige nord for avlsgÄrden.
BÊkken var ledet ind i stalden, sÄ hestene kunne fÄ frisk drikkevand. De var bundne med
jernlÊnker. En langdysse i SpaakÊr Skov kaldes Svend Feldings grav. Han var pÄ vej til Aarhus,
da han mĂžder en kĂŠlling, der spĂžrger ham, om han kan lĂžfte hendes stok. Det kan han ikke, men
da han har drukket tre gange af hendes trylledrik, sÄ er den sÄ let som en fjer. Han har fÄet 12
mands styrke, men han mÄ ikke fortÊlle hvordan, for sÄ vil han ogsÄ fÄ 12 mands appetit. Han
kan ikke lade vĂŠre med at fortĂŠlle det, og nu skal der noget til fĂžden.
PĂ„ Dybvad havde de en gruekedel, som de sagde havde vĂŠret hans middagsgryde. PĂ„ Vedelslund
har de gravet en vĂŠldig kobbergryde op, som de kaldte Svend Feldings ĂžllebrĂždspotte.


Bedstemors stue.
Vi kom fra forstuen ind i dagligstuen og igennem en portiere ind i Bedstefars kontor, hvor der var
et fyringsanlĂŠg, der kunne opvarme hele huset. I kontoret sad lĂŠrer Hansen og Bedstefar og
drĂžftede Gyllings historie, mens de rĂžg pĂ„ lange piber. ”Det ser ud som nĂ„r fattigfolk bager,”
sagde Bedstemor. Fattigfolk havde dÄrligt brÊnde, der gav meget rÞg og lidt varme.
Jeg fik altid lov at komme med ind at se Bedstemors blomster. Der var sĂ„ fint i ’den pĂŠne stue’.
Gulvet var hvidskuret med et grÞnt gulvtÊppe pÄ. Stole og sofa var med grÞnt plys. Bordet var
ovalt og af mahogni. Vi kunne sidde 10 ved det pÄ festlige dage. Der var en etagere med en
masse ting, som hendes bror, der var styrmand, havde haft med hjem. Der var skĂžnne konkylier,
der brusede som havet, nÄr vi holdt dem for Þret. Der var billeder i ramme og billeder i album.
Det smukkeste var et stort billede malet pÄ flÞjl. Det var fra en sÞ i Italien. Doktor Didriksen

havde vÊret pÄ det sted

33

I dĂžren mod syd var der vindue og udgang til haven og til naboerne: FrĂžknerne MĂžller. Det var
pastor MĂžllers ugifte sĂžstre. Disse damer holdt en slags friskole for piger. Moster Kirstens dĂžtre,
Anna, Johanne, Margrethe og Kirsten havde gÄet i FrÞkenskolen. SÄ lÊnge Otto MÞller var i
prÊstegÄrden, det var han i 55 Är, foregik undervisningen der. Der var ogsÄ en almindelig friskole
i Gylling. Datteren fra GyllingnĂŠs blev kĂžrt hertil i bil. Eleverne var blandede .Flere, der ikke
kunne fĂžlge en almindelig undervisning, klarede sig bedre her.
I sommeren 32 besluttede Gudrun og Helge Thure at prÞve med efterskole i vinterhalvÄret for
unge mennesker. Der skulle vĂŠre 10 elever, og Karen MĂžller kom med 3 elever. Sigrid og jeg
havde begyndt skolen tidligt. Vore kammerater var ude af skolen. EfterÄret 33 fik vi lov at
komme med i skolen hver eftermiddag. De andre var lidt ĂŠldre, men vi kunne godt klare os. To
formiddage om ugen gik vi til prĂŠst. Sigrid til pastor Lykke i Odder og jeg pastor Knudsen i
Ørting. Sigrids far syntes ikke om pastor Knudsen. SÄ blev de medlemmer af Odder
Valgmenighed.
Jeg fulgtes med Maggy. En gang imellem var der sÄ meget sne, at vi mÄtte sÊtte cyklerne og gÄ.
PÄ hjemvejen var vi ofte inde hos moster Stinne. Vi havde 6 km. til Ørting. Det kunne vi ikke
klare til fods, og sÄ til Gylling om eftermiddagen. PrÊsten havde en kokkepige, der havde vÊret
der i mange Är. Hun kom ofte med forklÊdet fyldt med Êbler fra den store have. Om de var fra
visdommens trÊ pÄ godt og ondt, ved jeg ikke, men vi nÞd dem.
Vi blev hĂžrt i salmevers, og prĂŠsten gennemgik Ny Testamente. Han spurgte om et og andet,
men overhþrte os ikke. Vi skulle heller ikke svare ”Ja”, da vi blev konfirmeret. Vi skulle
bekrĂŠftes i, at vi var Guds bĂžrn. Denne bekrĂŠftelse kommer fra Gud og ikke fra os. Jeg holdt
meget af pastor Knudsen. Han var ikke sÄ veltalende, at han skjulte Gud med sine ord, men han
pegede altid pÄ Jesus som Vor Herre og vor Gud.

Gylling PrÊstegÄrd

Rasmus var kun en lille fyr, da han blev konfirmeret i forĂ„ret 1930. Til maj kom han ud at tjene i Busk i Hale’. Hverken manden eller konen var ret store, men de var brede og sĂ„ var de sĂ„ flinke,at han blev der i tre Ă„r. Da han mange Ă„r senere blev gift med Herdis, var de ogsĂ„ med
Engang, mens han var der, skulle de og naboens i Det gamle Mejeri komme med hjem til Rasmus’ fĂždselsdag d. 9. marts. Der var 3-4 km. og det sneede . Der var fyret og alle lamper tĂŠndt, men der kom ingen gĂŠster. Klokken var otte, og den gik mod halv ni . ” Nu kan godt slukke lampen,” sagde mor, der havde bakket an hele dagen. Da lampen var slukket i den pĂŠne stue begyndte vor lille hund at gĂž, og vi hĂžrte bjĂŠldeklang og tramp af store hestefĂždder. Endelig kom de. Vore egne heste kunne godt stĂ„ i en bĂ„s, og sĂ„ kom den store jyske ind i den anden.
GÊsterne kom ind og blev viklet ud af tÊpper og sjaler og tÞrklÊder og frakker, og sÄ fik vi bÄde
chokolade og kaffe og al mors gode kage.Vi havde det dejligt . Datteren Marie , var ved hĂŠkle et eller andet, men syntes, det var sjovere at hĂŠkle en dukkekjole til Stinne .

Frakker , tĂŠpper mm. blev lunet. fĂžr gĂŠsterne blev pakket i kanen og skulle

ud i den kolde sne .SĂ„ slukkede vi alle lys og lamper og gik i seng

34


Vi havde ikke lĂŠrt at strikke vanter i syskolen, men det kunne Mine lĂŠre mig. Hun var
gangbesvĂŠret og sad mest i en kurvestol. Bag hende var strĂžmper og vanter, som hun havde
strikket eller stoppet.
SÄ lÊnge hun orkede det, kom hun og sÄ til os, hvis vi lÄ i sengen. Vi kunne se hende, nÄr hun
kom op ad bakken fra postkassen. Da mÄtte hun stÄ stille for at fÄ vejret. Basse, hendes gamle
hund, kom pustende bagefter. Til daglig brugte Mine ikke frakke men et ’kaste- kléde `over
skuldrene. Hun stĂžttede sig tungt til sin stok, men hĂŠnderne brugte hun flittigt til det sidste .
NÄr hun alligevel sad der, kunne hun jo sagtens lÊre mig at strikke tommelfinger. Det lykkedes.
Jeg har lavet mange tommelfingre siden da.
Moster Kirsten strikkede fine skamler med stjerne pÄ. Det lÊrte jeg hos hende. Vi kÞbte runde
skamler af siv til at montere det strikkede pÄ.
Moster Stinne var ferm til at brodere. SÄ mÄtte jeg i lÊre hos hende. Det var de allerbedste
lĂŠremestre, jeg fik.
Hos ’Bankmanden’ fik jeg undervisning i at binde tĂžrvegarn. Under skĂŠret pĂ„ hver ketsjer er der
en stormasket pose til at hale dyndet op i. Den er bundet pÄ samme mÄde som en ruse til at fange
fisk i – af dobbelt fiskegarn. Langsomt og omhyggeligt forklarede Rasmus mig, hvordan jeg
skulle bÊre mig ad med at lave de rigtige knuder med en sÊrlig nÄl. Han havde forskelligt grej til
arbejdet, nÄle og tvÊrstykker til forskellig maskestÞrrelse.

Olmerdugsdyne


SengetĂžjet blev vejret et par gange hver sommer. Vi lavede stativer af stiger o.l. til at lĂŠgge det
pÄ. Der var gode dundyner og svÊre, mangefarvede olmerdugsdyner til dobbeltsenge. Bedstefar
sov i dobbeltseng. Han havde flere skrÄpuder i sengen, sÄ han nÊsten sad op. Det var ogsÄ
nÞdvendigt, for en dobbeltseng er nÊsten firkantet og ikke sÄ lang som nutidens senge.
Vi havde ikke halm i sengene Det er ellers et udmĂŠrket leje, men det kan drysse. Det var fĂžrst en
spiralmadras, dernĂŠst en tangmadras i hessian – sĂŠkkelĂŠrred. SĂ„ en smuk tvĂŠrstribet
olmerdugsdyne i fine farver. Disse dyner kunne vÊre hjemmevÊvede, men man kunne ogsÄ
levere garn til en vĂŠver. SĂ„ skulle det senere pĂ„ stampemĂžllen for at blive ”stampet”, det vil sige,
at det fik en behandling, sÄ stoffet blev tÊt og filtet, sÄ dunene ikke kunne gÄ igennem. Fire
bredder blev syet omhyggeligt sammen. En dusk mangefarvet uldgarn lukkede hvert hjÞrne ,og sÄ
kom der dun i af Ênder og gÊs.NÄr de var til vejring, blev de banket med en klÊdebanker og
bĂžrstet med en bĂžrste, men man kunne blive ved med at banke og bĂžrste, det stĂžvede stadig.
I sengene var der skrÄmadras og skrÄpuder og hovedpuder efter Þnske. Nogle havde lette
dundyner, andre foretrak de svÊre olmerdugsdyner. NÄr dynerne var vejrede, lÄ vi som
’prinsessen pĂ„ ĂŠrten’. Jeg kunne ikke lide den stĂžvede lugt af dun og fjer. De andre syntes, det
var herligt med de blÞde senge, der var sÄ hÞje, at vi kravlede op pÄ en stol for at komme i dem

35

NÄr kornet var hÞstet, kunne vi frit gÄ pÄ markerne. SÄ var det dragetid. Far hjalp os med at lave
en kassedrage. Hos Bedstefar i Gylling fik vi nogle lister, der var ca. 1 tomme pÄ hver led .FÞrst
savede vi fire stykker, der vel var 120 cm. lange. SĂ„ syede mor af hvidt lĂŠrred eller et gammelt
lagen et stykke, der var 40 cm. hĂžjt. Det blev syet sammen, og de fire pinde blev sĂžmmet fast
med 40 cm. afstand. Et tilsvarende rÞdt stykke kom pÄ den anden. 4 andre pinde blev skÄret
til med et hak, sÄ de kunne danne et kryds, der spÊrrede dragen ud. Disse pinde lÊrte vi at binde
fast med en tynd snor, sÄ vi ikke mistede dem i hÄrdt vejr. Dragesnoren blev bundet i midten i det
stykke stof, der skulle vÊre Þverst. Denne drage kan, nÄr den er rigtig bygget, gÄ til vejrs selv i
svag vind. Vi kunne altid se pÄ rÞgen, hvorfra vinden kom. En drage skal altid op mod vinden.


Nogen tror, at man kan fÄ den til at stige hÞjere, hvis man slipper snoren, men sÄ falder den bare
til jorden. En kastevind kan fÄ den til at slÄ nogle slemme slag, men sÄ gÊlder det om at fire los
eller hale til. Til gengĂŠld var der nogle hĂžje trĂŠer, hvor dragen kunne nĂždlande. Vi sendte
somme tider breve til Sankt Peder.Vi bĂžjede et stykke firkantet stift papir til en trekant 2 gange
Foldede det ud, prikkede et hul midt i og trak dragesnoren igennem. SĂ„ kom det som luftpost op
til dragen.


Roehþsten begyndte dagen efter ’Bankmandens’ fþdselsdag, 18/10.
Runkelroer blev trukket op med venstre hÄnd, og toppen skÄret af med en kniv i hÞjre hÄnd. 2
rĂŠkker op og 2 rĂŠkker ned. Top for sig og roer for sig. 8 rĂŠkker var en ”kĂžring”. SĂ„ kom far med
vognen. Der var bÄde for- og bagsmÊk pÄ, sÄ roerne ikke skulle rasle ud. Vi lÊssede med
fingrene, for runkelroer tÄlte ikke sÄ godt at blive prikket i med en greb. Mens far kÞrte hjem og
lÊssede af i roekulen, kunne vi trÊkke nogle flere op. Runkelroer tÄlte ikke frost, sÄ de blev
dĂŠkket med tang fra fjorden, og senere med jord.
KÄlroer var mere hÄrdfÞre, sÄ dem snuppede vi med rapjern.


Er rapjern lignede et skuffejern med 2 kroge under. FÞrst skubbede vi toppen af, og sÄ rappede vi
roen op. KÄlroerne var meget tungere end runkelroer, og nÊsten kuglerunde.

Nogen havde en lang rÞd roe, der gik sÄ dybt ned i jorden, at man nÊsten ikke kunne trÊkke den
op. Den hed ’Elvertam’, men mange kaldte den ”Délen ta Mig”, for vi andre kunne ikke.
SĂ„ kom der korsroer, der gav stĂžrre udbytte. Senere kom fodersukkerroer, hvis top blev ensiler
og ĂŠdt af kĂžerne med begĂŠrlighed.

36


Vi gik i skole i Chr. X’s regeringstid og havde fri pĂ„ hans fĂždselsdag d. 26. september. Da
samlede vi kartofler op. Far plÞjede nogle rÊkker op, og sÄ var det bare med at bruge fingrene. Vi
solgte en del kartofler, og folk Þnskede forskellige slags. De mÄtte ikke blandes, men kom i hver
sin kule, der senere blev dĂŠkket med plejltĂŠrsket rughalm og sand.
Far tÊrskede rughalm med plejl for at fÄ strid-halm til at reparere strÄtag med , dÊkke kartofler og
lave halmsÄler af. Et rugstrÄ med en stump vippe var god som piberenser. Det var nemmest at
tĂŠrske i frostvejr. Da lĂžd der dumpe plejle-slag fra den lerstampede lo.
Plejlen bestod af to stokke. Den ene var lige tyk i begge ender. Den anden, slagvollen, kunne
vére fortykket i den nederste ende. De blev holdt sammen af en ’helle’ af svineskind og en snþre
af Äleskind.

TĂŠskning med plejl Plejl

Kunsten var at svinge plejlen, sÄ man ikke ramte sig selv, men lod slagvollen falde ned over
negene, der lĂ„ udbredt pĂ„ lergulvet. ’Bankmanden’ var god til det. Han havde skiftevis venstre og
hÞjre hÄnd forrest. Hvis vi kiggede ind ad halvdÞren, kom han og spurgte, om vi kendte
plejlevisen. Det benĂŠgtede vi.
”SĂ„ skal jeg lĂŠre jer den,” sagde han og greb os om halsen med plejlen, sĂ„ vi ikke kunne komme
fri. Havde det nu vÊret en karl og en ung pige, sÄ havde hun skullet give ham et kys for at slippe
fri.
Halmen blev rystet fri for kerner og bundet med 3 neg i hvert bundt og 2 halmbÄnd omkring
Kernerne blev renset pÄ en hÄndtrukket rensemaskine og kom i sÊkke og blev vejet eller mÄlt
med et skÊppemÄl. Der skal 8 skÊpper til en tÞnde = 100 kg. Karlene prÞvede, om de kunne stÄ i
en skÊppe og tage en tÞnde rug pÄ ryggen. Det skal der Þvelse til. SÄdan prÞvede man krÊfter den gang
den gang

37

I Hads Herred brugte man ikke at brÊnde Sankt HansbÄl. Vi brÊndte Valborgblus den 30. april
om aftenen. Gamle udgÄede grene og andet brÊndbart blev samlet til et bÄl ved fjorden. Det
lokkede folk til, men mor havde kaffe til dem alle.
Vi var fĂžrst hos Mine, hvor vi fik chokolade og ĂŠbleskiver.
NÄr vi havde varmet luften op d. 30. april, sprang bÞgen ud, frÞerne kvÊkkede og dagen blev lys
og lang. Solen gik hĂžjt. Ved juletid, stod den lige over ”PotlĂ„get”, en kĂŠmpehĂžj syd for mit hjem.
En anden ’stolpehĂžj’ lĂ„ Ăžsten for den store pil.Ved jĂŠvndĂžgn gik solen ned bag VorsĂž. ”Er det
jeres Ăž?” har mange spurgt, nĂ„r vi pegede pĂ„ Ăžen, der ligger vest for os og syd for moster Marie.
NÄr dagene er lÊngst, gÄr solen lidt nord for det hÞjeste punkt i Uldrup Bakker.
Den fÞrste sÞndag i juli holdtes der mÞde pÄ Uldrup Bakker. Der var flag og messingblÊsere, der
kunne hÞres helt hjem til os. Mor var engang med vi tre piger deroppe. Hun traf sÄ mange, hun
kendte, bl.a. fru Anna Villefrance, der for mange Är siden havde tjent sammen med moster
Karoline pÄ AakÊr. Moster var kokkepige, og Anna Villefrance sÞrgede for alt, alt, til de store
fester. Det blev hun og hendes mand ved med i mange Är. Hun var en statelig dame med
skildpaddekam i hÄret. Gavmild var hun ogsÄ. Vi fik en plade chokolade til 50 Þre, det var en stor
flothed dengang.
Fru Villefrance blev ved at bo pÄ den ensomt beliggende Damsgaard, indtil den brÊndte ned over
hende og hendes hund en vinternat i snestorm. Hun fik lov til at dĂž i sin rede.
I formiddagsfrikvarteret kunne Sigrid og jeg godt stryge hen til moster Mette. Hun fik nemlig
kaffebilleder, nÄr hun kÞbte kaffe, og dem samlede vi i fÊllesskab. Det er ikke sÄ mange Är siden,
jeg sÄ Sigrid havde albummet endnu. Moster Mette havde nogle fÄ hÞns, der var flinke til at
lĂŠgge ĂŠg. SĂ„ bagte hun ”lĂžwt-ĂŠbleskiver” til os. De var hĂŠvede med gĂŠr og smagte herligt.
Hjemme havde mor en stor Êbleskivepande. Hun lavede ogsÄ gode Êbleskiver med kÊrnemÊlk
og natron.
Engang, fÞr Stinne begyndte i skolen, var vi gÄende til Aalstrup for at besÞge moster Mette. Da
havde hun ogsÄ Êbleskiver og en utrolig masse Êrteblomster. Vi fik en stor buket med i kurven
hjem. Hjemvejen var lang, og Stinne var trÊt, men sÄ fik hun lov til at snuse til Êrteblomsterne,
og sÄ kunne vi lidt igen. En anden gang lokkede jeg med vindruer fra mosters gode vinranke.
Ærteblomster trives godt i Stinnes fynske have, og hun deler glad og gerne ud af dem. Hun ved,
at intet fremkalder minder som blomsterduft og gamle melodier.


(Skulle der vÊre stavefejl eller trykfejl i ovenstÄende, skyldes det afskriveren, ikke Olga Jensen