
Som Ludvig Valdemar Poulsen var Hans Peter Pedersen også en personlighed, der skilte sig ud fra mængden, men de gjorde det på hver deres måde. Der var dog få ligheder. De var begge ungkarle, levede spartansk og gik anderledes klædt end andre mennesker.
Hans Peter Pedersen blev født den 2. februar 1919, søn af gårdejer og biavler Rasmus Thomas Pedersen og Ane Kirstine Hansen. På gården ”Volderupgård” i Lerdrup voksede Hans Peter op sammen med sin søster Karen. Noget kunne tyde på at det ikke var en helt problemfri barndom som Hans Peter havde. Hans mor Ane Kirstine, der var uddannet lærerinde, var svagelig efter datterens fødsels først i 1923, og var mere eller mindre sengeliggende i tiden derefter.

Hans Peters far døde i 1947 og herefter drev hans mor gården videre frem til 1956. Det var meningen at Hans Peter og Karen skulle overtage gården i fællesskab, men en uoverensstemmelse gjorde at deres veje skiltes, og de traf aldrig mere hinanden. Ved afrejsen i 1956 fra ”Volderupgård” måtte Karen afhænde den gåse – og andefarm, med opdræt til videresalg til egnens landmænd hun havde anskaffet sig imens moderen levede. Karen flyttede til Give hvor hun overtog et landbrug på 25 tdl. efter et familiemedlem.
Hans Peter der var nu eneejer af ”Volderupgård”, havde foruden sin skolegang i Gylling skole også gået på Vejlby Landbrugsskole, men noget kunne tyde på at Hans Peter ikke var videre interesseret i landbruget, han forpagtede jorden ud til forskellige landmænd, og lejede stuehuset ud til skiftende lejere, og han boede selv i en lille ejendom som hørte til gården. I 1965 opfandt Hans Peter et korntørreanlæg, der var meget anerkendt og brugt her på egnen. Det blev fremstillet af A. Blom i Skanderborg.


Hans Peter var altid iført enten skjorte og -eller en læderjakke, rød halsklud, lærredsbukser, et 10-15 cm bredt brunt læderbælte med et stort spænde foran og læderstøvler som gik helt op til knæene, en fremtoning som børnene godt kunne være en lille smule bange for. Det hed sig at hans Peter aldrig tog sine støvler af, dog havde en af hans forpagter bedt ham gøre det, da de skulle genforhandle forpagtningen. Det skal siges at de hurtigt fortrød at de havde bedt ham gøre det, for hans sokker havde en ejendommelig gennemtrængende lugt.
Hans Peter yndede også at lave hjemmelavet spiritus, som havde en nok så høj promille. Ofte kom de unge mænd på besøg hos Hans Peter når de skulle til bal. Her blev de ”tanket” godt op og var dygtig beruset når de satte kursen mod byen. Hans Peter gav også gerne sin brændevin til andre, hvor der blev sagt tak for flasken, hvorefter indholdet diskret blev tømt i vasken, da modtagerne godt vidste hvordan indholdet smagte.
Hans Peter havde foruden sin gamle bil flere motorcykler, men i de sidste år var det mest hans cykel der blev brugt til ture rundt i omegnen. Historierne er mange omkring Hans Peter og hans måde at takle livet på. Et liv som måske blev netop som Hans Peter gerne ville det skulle være, eller måske blev det, det liv som Hans Peter kunne få. Hans Peter ville gerne andre mennesker, men i de senere år af hans liv var han en ensom mand, der i hans tankeverden ikke var nem at følge. Ved sin død i 1991 efterlod han ”Volderupgård” og den lille ejendom til sine sidste lejere, som bekostede Hans Peters begravelse på Gylling kirkegård.

Den 17. maj 1990 havde Gylling kirke besøg af en udflugt fra Hadsten. En af deltagerne, Karen Elise Pedersen, overrakte ved den lejlighed en gave til kirken. I sin tale sagde Karen Pedersen: Denne alterkalk, som jeg mener stammer fra Blichers hjem, fandt min mor på loftet på ”Volderupgård”s stuehus. ”Volderupgård” er mit barndomshjem. Hun fandt den på loftet inde under tagskægget. Den blev pudset, og følgende inskription kom frem: H.M.S.N. – M.F.D.N.P. – 1778.
I 1931 under landbrugskrisen kom der en mand og bød min far 400 kr. for kalken. Skønt jeg ikke var mere en 8 år, kunne jeg læse på min fars ansigtsudtryk, at det var en meget stor beslutning at beholde kalken, i det til sammenligningen kostede en kvart ko på det tidspunkt 37 kr. Jeg vil med disse ord skænke kalken til Gylling kirke, som tak til mit fødesogn – barndommens gade.
Efter overrækkelsen takkede daværende menighedsrådsformand, Ejvind B. Jensen, for gaven med følgende ord: det er en stor glæde, jeg i dag på Gylling menighedsråds vegne kan sige tak for den smukke gave. Det er meget fint af din far at kunne modstå det gode tilbud i 1931, og at du har opbevaret den siden og nu vil forære den til Gylling kirke. Vi er glade for den og lover at passe godt på den.

Et bud på hvordan kalken er endt på ”Volderupgård” kan være, at omkring 1815-1820 yndede digterpræsten Steen Steensen Blicher, der var forpagter hos sin far Niels Blicher, som var præst i Randlev, at tage på mange jagtture i Gylling sogn, og her skulle han have mødt den livlige Søren Sørensen kaldet ”Ongsaaren” som stammede fra ”Volderupgård”, og som havde været soldat i Frankrig, og gerne ville fortælle om oplevelserne dernede bla. om soldaterkammeraten Anders Rasmussen fra Underup, der blev forelsket i en smuk fransk pige som rejste med ham hjem til Danmark. De er ikke umuligt at disse samtaler mellem ”Ongsaaen” og Steen Steensen Blicher kan have givet Blicher ideen til novellen ”Messing Jens”.
Arkivet har ingen viden om hvordan kalken ser ud og hvor den i dag befinder sig
Historien bygger på oplysninger fra kirkebøger, Århus Amt Topografisk historisk håndbog afsnittet om Gylling og arkivalier på Gylling arkiv.




foran stuehuset

