Historien om Maren Lauridsdatter

Sendt af Signe Skov Christensen

Klingstrupvænget 73 st.tv. 5230 Odense

Gylling Lokalhistoriske Arkiv

Ejner Pedersen

Søbyvej 37

8300 Odder

Under arbejde med slægtshistorie i Gylling sogn mødte jeg en indførsel i kirkebogen, der vakte min
interesse.
Min mor var fra Gylling, født i Gylling skov i 1906. Hun fortalte mig en gang, at man sagde, at der
på en mark lå en kvinde og 5 børn begravet. Kvinden havde dræbt de 5 børn, derefter skåret struben
over på sig selv. Stedet var beliggende før man kørte ind i Gylling by, når man kom med rutebil fra
Odder. Det kan da vist udmærket være ”det trebundne markskel Gylling, Fensten og Søby.
Jeg fandt en dødsindførsel i kirkebogen, der fortæller om Maren Lauritsdatter i 1753.
Formuleringen er lidt uklar, præsten skriver: sprungen Helvede i struben, men retsakten beretter, at
hun har druknet sig i en brønd.
Men jeg synes det er interessant at konstatere, at der ”alligevel var noget om snakken”, det viser
også at gamle sagn ikke altid er skrøner.
Min mor blev gift i 1934 og flyttede op til Bjerringbro-egnen, derfor er mit kendskab til Gylling
sogn begrænset. Alligevel har denne sag været interessant for mig, og håber arkivet også kan få
glæde deraf.

Fra Gylling kirkebog:

Den 15.maj 1753 døde Rasmus Ipsens hustru af Gylling Maren Lauritsdatter på så forskrækkelig og
selvmorderisk en måde, at efter at hun havde skiældt og æreskiendet Rasmus Pallesen her i byen
hans sal. afdøde hustru og hendes efterladte børn, og derfor såvel af præsten som af øvrigheden var
indkaldet og tiltales og afstraffes, som en løgner og æresskiænder, haver hun enten af frygt for
straffen eller af harme over Rasmus Pallesen og børn, om morgenen klokken imellem 7 og 8
sprungen i Rasmus Pallesens kielder i haven, tæt under hans vinduer og tillige sprungen helvede i
struben. Efter den over hendes gerninger fældede dom, blev hun den 21.maj af natmanden henført
til det trebundne markskel imellem Gylling, Fendsten og Søby marker, og der af samme nedgravet.
Gud bevare hver sjæl i menigheden for så forskrækkelig en dødsmåde.

Notarialprotokollen for Hads-Ning Herred, H 58 B 5, Landsarkivet, Viborg beretter følgende:
Anno 1753 den 15.maj var jeg underskrevne på Rettens vegne med tiltagne otte mænd, nemlig Hans
Sørensen, Jens Pedersen, Jacob Mogensen, Peder Christensen, Morten Pedersen, Søren Knudsen,
Christen Sørensen og Rasmus Brøger, alle af Gylling, efter højædle og velbårne Hr. Justitsråd
Lassen til Åkier hans begæring udi Rasmus Pallesens have, hvor en kielder var omsat med et lidet
træværk, og befandtes en kvindes person som stod ret oven enden udi vandet og var druknet, og
blev angivet at være Rasmus Ibsens hustru, hendes træsko og forklæde stod ved kielderen.
Da Rettens andel tilspurgte disse otte mænd, hvad de syntes om denne kvindes dødsmåde, hvortil
de samtlige svarede, at de ikke kunne skjønne andet end bemeldte døde kvinde forsætlig med fri
vilje har sprungen i kielderen, efter at de og mangfoldige andre tilstedeværende af Gylling efter
tilspørgsel ikke kunne give nogen oplysning eller årsag til kende denne ulykke, allerhelst denne
brønd var udi Rasmus Fallings have, hvor hverken kvinden eller nogen anden af byen har haft
nogen adgang at hente vand, og ingen var hjemme i huset uden mandens steddatter Maren
Pedersdatter, som kom ud og ville hente en spand vand, og da blev først vår den døde kvinde som
stod over ende i brønden, hovedet opad, som blev forfærdet og gav sligt tilkende for næste naboer
og husbonden Hr. Justitsråd Lassen til nærmere foranstaltning, og sligt passerede imellem kl. 7 og
8,30 om morgenen, da hun lidet før talte med adskillige samme naboer. Efter slige omstændigheder
blev den døde kvinde af samme tilstand som hun fandtes i udi kielderen, til videre ved den
højbydendes øvrigheds behagelige resolution kan indhentes, hvorledes dermed skal forholdes, under
tvende mænds vagt.

At således passeret er vidner vi med vore hænder og forsegling.
Gylling ut supra
På Rettens vegne som dette syn på hr. justitsråd Lassens vegne har været Frederik Holmer.
Overværende

I. Rind , Hans Sørensen, Hans Pedersen ,Christen Sørensen, Søren Knudsen, Morten Pedersen,
Hans Nielsen,Brøger ,Peder Christensen, Jacob Mogensen.
Højvelbårne Hr. Kammerherre og Amtmand von Woyden!

Jeg sender indlagte, et af herredsfoged Holmer i Odder tagen syn over en kvinde af Gylling by, en
husmand Rasmus Ipsens hustru Maren Lauritsdatter, der i går formiddag den 15.maj dér blev
funden druknet udi en brønd udi Rasmus Fallings have, med allertjenigst begæring Hr. Kammerherre
ville behage og meddele Deres højgunstiges resolution, hvorledes videre hermed skal
forholdes, da og som det er snart først udi ugen og sagen ifald den videre skal examineres, ikke kan
komme for Retten førend førstkommende mandag, som er udi bøndernes travle bygsæd, den
dødfundne kvinde ligger udi vandet, udi så lang tid der tilmed går, kan forrådne.

Så beder jeg alle tjenligt ærbødigst om ikke det var muligt der måtte sættes en Standret, hvorved
dette her hastigere kunne komme til endelighed.
Jeg lever med øvrige udi største veneration, højvelbårne Hr. Kammerherre.
Deres underdanig tjener.
Malskær den 16.maj 1753,
Tøger Lassen

Denne tildragelses rette årsag og sammenhæng vil så nøje som muligt være kan undersøges, og
siden kvindens døde legeme ikke forinden til jorden kan bestædiges, og det på nærværende årstid ej
tåler længe at opholde indet det vorder afgjort, hvorledes det døde legeme bør begraves, så ville
Herredsfogeden Hr. Holmer det snarest muligt og lovligt ske beramme og sætte en aparte Ret, hvor
naboer og gjenboer på nøjeste examineres og forhøres, om ingen måtte være bekendt, at hun kunne
have haft forretninger den dag, hvortil hun kunne have haft behøvende vand af brønden, eller om
hun ikke nogen tid har været hjemsøgt med urolige tanker, eller og med nogen haft udestående, som
kunne have forårsaget og bragt hendes til forvildelse, og når alt sligt på hendes død, hvorledes hun
bør begraves og dommen med svar passeret er, mig uden ophold tilstilles til min eftersyn og videre
anstalts.
Skanderborg Slot den 16.maj 1753.
F.L. von Woyden

Anno 1753 den 17.maj blev af herredsfoged Holmer og skriver Knud Engelbrechtsen efter
højvelbårne hr. kammerherre og amtmand von Woydens højrespektive ordre og resolution af gårs
dato holdt aparte Ret udi Jens Ipsens hus i Gylling tilligemed antagne 3 dannemænd, nemlig Jens
Ipsen, Jens Nielsen og Jens Sørensen af Gylling for at holde et forhør og examination, hvorledes
den i synsforretningen dødfundne kvinde Maren Lauritsdatter udi Rasmus Pallesens Fallings gårds
tilhørende gårdbrønd, i hans indelukkede have. Det til sligt at fuldbyrde var mødt for Retten
ridefoged monsr. Rind fra Åkier, som fremstillede de otte synsmænd, som blev forevist den
synsforretning som blev holden over fornævnte afdøde kvinde den 15.maj sidst, med tilspørgsel om
det ikke er den samme forretning som de egenhændig har underskrevet, hvortil de samtlige svarede
ja. Samme forretning overleveret i Retten, bilag 5 med behøvende, pagina 568 som er således:
Derpå blev lovens ord for de otte mænd og de trende andre vidner af lovbogen oplæst, og af
dommeren formanet til sandheds udsigelse, og at vogte sig for meneder, hvorpå de otte synsmænd
aflagde deres ed efter loven,at de ikke rettere har kunnet skønne, end at den dødfundne kvinde
Maren Laursdatter jo med fri vilje og forsætlig har sprungen i brønden og druknet sig, udi
synsforretningen er anført og forklaret.

Monsr. Rind fandt videre fornøden at tilspørge synsmændene
l. om disse er bevidst, at den døde kvinde at være beladt med nogen sygelig tilstand, hvoraf hun
udi hendes hoved kunne være foruroliget, hvortil de samtlige svarede nej, det dem ikke var bevidst

Monsr. Rind fandt videre fornøden at tilspørge synsmændene
l. om disse er bevidst, at den døde kvinde at være beladt med nogen sygelig tilstand, hvoraf hun

udi hendes hoved kunne være foruroliget, hvortil de samtlige svarede nej, det dem ikke var bevidst,

2. om dem var bevidst at samme kvinde kunne have haft forretninger den dag hvortil hun kunne
have behøvet vand af brønden, hvortil de samtlige svarede nej, det vidste de ikke, så som bækken
igennem byen løber strax om ved hendes eget iboendes hus, som ligger tvert over gaden, lige for
Rasmus Fallings gård, i hvis have hun fandtes i brønden, og var det og bevidst, at ingen af naboerne
eller byens folk havde ærinde eller adgang til at hente deres vand i den brønd uden gårdens folk.
3… om dem er bevidst, at Maren Laursdatter har haft udestående eller klammeri med nogen, som
kunne have forvirret og bragt hende til forvildelse, hvortil de samtlige svarede, at Rasmus Falling
beklagede sig på grandestævne i søndags otte dage, at Maren Laursdatter havde ilde tiltalt hans
stedsøn Rasmus Pedersen med ord,han var en løgner, ligesom havde beskyldt Rasmus Fallings

datter for hun skulle have drukket brændevin. Hvortil genmælte vort Rasmus Ipsen, som
svarede på sin hustrus vegne, at han ikke var noget bevidst derom, da samtlige mændene tilrådede
dem forlig, hvilket og skete, hvorpå de gav hinanden deres hænder. Men om dette har været nogen
årsag til forvirrelsen og denne formastelige gerning at øve på sig selv, det var dem ubevidst .Og
videre var synsmændene ikke bevidst til denne sags oplysning. Dommeren påberåbte, om nogen var
tilstede som synsmændene noget havde at spørge, hvorpå da fremstod den afdødes kvindes mand
Rasmus Ipsen. Dennem ej havde noget at tilspørge, altså blev de dimitteret. Og igen fremstod
benævnte hendes mand Rasmus Ipsen, som gav tilkende, at siden denne snak opkom om det hun
skulle have talt om Rasmus Fallings datter og stedsøn, var hun noget urolig i sit sind, da han stedse
bad hende hun skulle ikkun give sig tilfreds, alt blev vel godt, og samme morgen da hun efter blev
funden i brønden, fulgtes hun med ham nede ad gaden og drev sine gæslinger ud, da han som
markmand gik ad marken til, og da fornam han intet andet til hende end alt godt, og talte meget
fornuftigt med ham, og var så næst efter at han spurgtes hendes bedrøvelige dødsmåde. Videre
kunne han ikke give forklaring om denne hændelse.
Endnu fandt Rind fornødent at fremstille Rasmus Fallings steddatter Maren Pedersdatter, som
tilstod at have hørt eden oplæst, og derpå aflagde hun sin ed med opholdte fingre efter loven, og af
Rind tilspurgt, hvorledes hun først blev den døde kvinde i hendes faders brønd i haven vår, hvortil
vidnet svarede, hun gik ud af sin faders hus til kielderen for at ville hente en spand vand til et kar,
og da blev hun var et menneske i kielderen som hun kunne se huen af på hovedet og lidet af hendes
skiørt, og derefter så hun et par træsko og et tørklæde ved siden af kielderen, men da vidste vidnet
ikke hvem det var, hvorover hun blev ganske forskrækket og løb ud på gaden og gjorde anskrig
iblandt naboerne, og sagde, at der var et dødt menneske i kielderen, og strax hun tillige med hendes
faster og andre naboer som kom løbende til, siden hun var ene i gården, såsom hendes fader og de
andre var i marken at pløje, fandt hun tilligemed de andre, at det var Maren Laursdatter som lå i
kielderen, død. Videre blev dette vidne tilspurgt med de samme spørgsmål som til de andre mænd er
gjort, og svarede til det 1.ste nej, til det 2.det svarede, at ingen af byen havde noget ærinde eller
adgang til den kielder uden gårdens folk og mindre den døde, såsom vandet der går igennem byen
går ind om den dødes førhen iboendes hus, til de 3.die svarede, hun vel var bevidst at den døde
havde talt ilde og æreøvige ord om hende og hendes broder, hvorfor hendes stedfader havde klaget
på grandestævne, men hun for sin person havde aldrig skiftet ondt ord med den døde. Blev så
dimitteret. Og igen fremstod Maren Pallesdatter, som tilstod at have hørt eden oplæst, og derpå
aflagde sin ed, hvorpå Rind begærede hun ville prøve sin forklaring af den døde kvinde, hvortil hun
svarede, at det forrige vidne Maren Perdersdatter tirsdags morgen imellem kl. 7 og 8 kom løbende
til hende og sagde, at der lå en død i deres kielder, da de begge løb til kielderen og så på den døde,
så de kiendte at det var Maren Laursdatter, hvorover de blev og løb ud på gaden og
råbte , da degnen Mathias Lindhardt kom til kielden og så den døde, hvorefter flere af naboerne
kom til,for som ingen i gården var tilstede, men var ude i marken at pløje. Endnu blev dette vidne
tilspurgt ligesom de otte mænd og til de forrige vidner, og svarede da til 1.ste spørgsmål nej, til det
2.det nej, til det 3.die ligesom forrige vidne, at Maren Laursdatter havde nogle usømmelige ord til
Maren Pedersdatter og hendees broder, men om sligt havde været noget til hendes dødsmåde vidste
vidnet ikke, og videre vidste hun ikke til denne sags oplysning, altså blev hun dimitteret. Og igen
fremstillede Hr. Rind et vidne Peder Mortensen af Gylling, som tilstod at have hørt lovens ord
oplæst og derpå aflagde sin ed, og derpå tilspurgt 1.ste, om han ikke i tirsdags otte dages morgen
førend Maren Laursdatter blev funden i kielderen talte med hende, hvorledes og hvad stand hun da
befandtes, han dette ville forklare. Vidnet svarede, han sad i smedjen i sin forretning, og da kom
hun gående til ham og sagde til vidnet, at hun ikke ville tilstås, at hun skulle have talt noget
usømmeligt om Rasmus Fallings stedsøn- og datter, og videre vidste han ikke. Endnu blev vidnet
tilspurgt ligesom forrige vidner og svarede til l.ste nej, til det 2.det nej, han vidste ikke nogen havde

ærinde til kielderen uden gårdens folk, for som Maren Laursdatter boede strax ved åen som løber
igennem byen, som er et temmelig stykke vej fra kielderen, næsten 200 favn, til det 3.die svarede
ligesom forrige, blev så dimitteret. Og igen fremstod Maren Rasmusdatter af Gylling, som tilstod at
have hørt lovens ord oplæst, og derpå aflagde hun sin ed med opholdte fingre efter loven, og gav
følgende forklaring, at sidste tirsdags morgen omtrent 7 og 8 kom Maren Laursdatter i vidnets hus
og beklagede sig at have været hos Steffen Skrædder for at ville lade sig lade, men han fik ikke
noget blod af hende, så som hun havde så ondt i sit hoved, og da og hun var fortrydelig over for den
forfølgelse hun var under, fordi hun var et fattigt fremmed menneske, men sagde ikke hvori den
forfølgelse bestod, og vidnet vidste det ikke heller. Dernæst blev tilspurgt ligesom forrige vidner, og
svarede til 1.ste spørgsmål nej, til det 2.det nej hun vidste ikke nogen havde adgang dertil, til det
3.die ligesom forrige, blev så dimitteret. Og igen fremstod Steffen Skrædder som vandt ved ed efter
loven og forklarede, at i tirsdags morgen tidlig kom Maren Laursdatter ind til vidnet, som begærede
han ville lade hende, men han kunne ikke få noget blod af hende, og hun gik bort uden at tale
videre. Dernæst svarede han til 1.ste spørgsmål nej, til det 2.det nej der havde ingen ærinde dertil, til
det 3.die svarede han ligesom forrige vidner, blev så dimitteret.
Og som Rind af de tilstedeværende bymænd og andre kunne give nogen oplysning videre til denne
sags oplysning, så agtede han ej nødig at føre mere, men til sidst ville forestille den velvise
dommer, hvorledes den døde kvinde skal til jorden bestædiges. Så og siden det er fattige folk, som
ej kan betale noget til pågående omkostninger, siden han er i yderste armod med 4 børn som de i
ægteskab har avlet, hvorfra sligt skal komme, hvilket alt imdlades til dommerens retsindige
kendelse, og den har at den døde kvindes udsigende om Rasmus Pallesens stedbørn ej
skulle komme dem i fremtiden til nogen præjudin på deres ærlige navn og rygte.

Mandagen den 21,maj 1753.
Som den her i Retten procederede synsforretning tilligemed en del afhørte vidner klarligen viser, at
den døde kvinde Maren Laursdatter med fri fortsæt og bevond hun haver styrtet sig udi den
omvundne kielder, og der druknet sig til døde, så efter de omstændigheder og klare beviser kan
lovens 6.bog, 6.kapitel, 23 art. ikke komme den døde til gode. Men kendes for ret, at i anledning
loven og kgl. allernådigste forordning, bør det døde legeme af natmanden optages af kielderen og
henføres til et ham anvist sted på Gylling mark, ved markskellene nedgravet og den dødes hovedlod
at være forbrudt til hendes husbond, og sagens omkostning at erstatte af fælles bo med 6 rigsdaler.
Så bør de af Maren Laursdatter udtalte ord ikke komme Rasmus Fallings stedbørn til naehdel på
deres ærlige navn og rygte i nogen optænkelig måde, men altid være død og magtesløs.

Fra Norsminde Fjord til Uldrup Bakker – Odder Dagblad – 1908- 1909 Genoptryk 1977

Efter skrivelse fra Signe Skov Christensen i Maj 2006.

En undersøgelse i marken Gylling – Fensten og Gosmer
er billederne taget i år 16. 07. 2006.

Ejner