Jens Sørensen

I mange år kunne man ikke sige Gylling jagtforening ,uden også at sige Jens Sørensen

Lige så længe som mennesket har eksisteret har der også været jæger til. Først fordi det var den mulighed man havde for at kunne eksistere. Dengang levede man af de fisk og de dyr man kunne skyde så som rensdyr, kronvildt, urokse, vildsvin, bæver og fugle. Skovarealer blev i vikingetiden og tidlig middelalder betragtet som frie områder, der kunne udnyttes af enhver, og hvor ingen havde særlig ejendomsret. Dette ændrede kirken, stormænd og ikke mindst kongemagten dog snart. I Jydske Lov fra 1241 står, at bonden ejer skoven, men kongen ejer grunden. I 1537 var det slut med frit at jage alle former for vildt. Bøndernes jagtret blev begrænset, og jagten blev forbeholdt de øverste samfundslag. Almindelige mennesker havde altså ikke mere lov til at jage vildt på deres herres jord. Ikke engang selvom vildtet ødelagde deres egne afgrøder. Straffen for krybskytteri var hård og kunne lyde på streng fængselsstraf eller hængning.

Vejen til en demokratisering af jagten i Danmark starter ved ophævelsen af stavnsbåndet i 1788. I 1840 blev jagtretten ved en forordning knyttet til ejendomsretten, og nu blev det således jordbesiddere, dvs. større og mindre landbrug, godser og herregårde, der kunne stå for jagten. I 1922 blev jagten yderligere demokratiseret med en ny jagtlov. Her blev det vedtaget, at alle jægere skulle have lige adgang til det jagtbare vildt, og det blev et krav at alle, der ville udøve jagt skulle indløse jagttegn. Med jagtloven indførte man forskellige restriktioner, fx blev det forbudt at gå på jagt om natten, forskellige vildtarter blev fredet, og man indførte begrænsede jagttider på hinder og kalve.

Gylling jagtforening blev stiftet i 1931. Baggrunden var den nye jagtlov af 1931, hvor det blev bestemt at afgiften for jagttegn gik ind i en jagtfond, som så skulle anvendes til jagtlige formål bla. som tilskud til jagtforeningerne. Der blev holdt stiftende generalforsamling den 9. oktober 1931, og den første formand for jagtforeningen blev skrædder Søren Kjærsgaard i Gylling.

I 1934 fik foreningen overladt en plads hos Poul Sørensen og Isak Hansen i Splidholm til flugtskydning (lerduer), og siden har der hver sommer været skudt lerduer og dyrket det gode sammenhold jægerne imellem. Jagtforeningen har gennem tiderne også udført et stort arbejde, for at blive så miljøbevidste som muligt og dermed overholde gængse regler inden for jagt og lerdueskydning.

I 1950 fik jagtforeningen Jens Sørensen som formand. Jens Sørensen blev født den 10. februar 1910 på gården ”Elkjær” i Splidholm. Her voksede han op sammen med sine 4 søskende. Jens var født med et dårlig ben, men det afholdt ham ikke fra at købe og drive gården ”Grønvang” i Gyllingskov. Ligeledes var han en ivrig jæger, med stor respekt for vildtet og dets pleje. Jens var meget vellidt af både voksne og børn, og ofte kom de unge mennesker ud og besøgte Jens på gården, for Jens havde altid tid til at lytte, snakke og fortælle om dyrene og naturen. Her fandt de unge et frirum fra det, som måske ofte var svært. Mange af de unge drenge som Jens har haft som karl på gården, bevarede kontakten til Jens da de blev voksne, også selv om de flyttede langt væk fra Gylling.

Jens Sørensen 1985

Jens havde ud over jagten også en stor interesse for hunde. Især Engelsk setter var hans foretrukne hund, og mange gange har han deltaget i div. markprøver med sine hunde.

Som sagt blev Jens Sørensen formand for jagtforeningen, og et af de senere medlemmer husker tydeligt, at da han som ung indtrådte i jagtforeningsbestyrelsen med hele ungdommens ”frembrusen”, så var Jens den af de gamle bestyrelsesmedlemmer, som lyttede og anerkendte de forskellige forslag denne unge fyr kom med. I 1977 var der 41 medlemmer og her i 2023 er der 90 medlemmer i Gylling jagtforening.

Som så mange andre gange, så stod der også her en kvinde bag manden. Jens blev i 1957 gift med Erna Jørgensen, og de fik sønnen Thorkild, som i dag har barndomshjemmet ”Grønvang”. Utallige er de gange som Erna har været værtinde for jagtforeningens bestyrelsesmøder og støttet op om Jens interesse.

Den dag i dag er der stadigvæk stor respekt omkring Jens Sørensen. Han var som sagt utrolig vellidt og man vidste, at når Jens havde givet udtryk for sin holdning kunne man være forvisset om, at han stod ved den.

Da Jens Sørensen i 1977 stoppede som formand i jagtforeningen efter 27 år på posten, fik han den højeste hædersbevisning som Dansk jagtforening giver, nemlig et emblem i guld, som gives for en særlig påskønnelsesværdig indsats på det jagtfaglige, jagtpolitiske eller på det jagtorganisatoriske område eller jæger der yder eller har ydet en usædvanlig organisatoriske eller politisk indsats til gavn for jagten i Danmark eller internationalt. Dette flotte hædrings bevis blev Jens Sørensen tildel for sit arbejde i Gylling jagtforening, og i jagtforening i Gylling er der indstiftet en flugtskydnings pokal i Jens Sørensens navn. Denne pokal kan kun vindes af Gylling foreningens egne medlemmer

Jens Sørensen døde i 1987 og er begravet på Gylling kirkegård.

Jens Sørensen ,Henry Elgård
og Elvind Kristensen på jagt
Gylling Jagtforening ved en jagt på Gyllingnæs

Historien bygger på oplysninger fra artikler fra Danmarks jægerforbund, Gyllingbogen 2, Gylling jagtforening, avisudklip, familie og venner til Jens Sørensen.