Ludvig Valdemar Poulsen var en personlighed, der skilte sig ud fra mængden på sin egen måde. Ludvig var ungkarl, levede spartansk, opførte sig – og gik anderledes klædt end andre mennesker.
Ludvig Valdemar altid kun kaldt Ludvig blev født den 13. juli 1890. Søn af husmand og tømrer Jens Poulsen og Maren Klavsen på en lille ejendom i Lerdrup skov. Her voksede han op sammen med sine 2 brødre Poul og Marius og søsteren Ane Margrethe. De gik som alle andre børn fra Lerdrup – og Gylling skov på Gylling skovskole. Da Ludvig var 21 år, kom han ind i marine og aftjente sin værnepligt bla. på krydseren ”Ingolf”, der gjorde tjeneste som skoleskib for underofficerer og kadetter og skibet tog på togter til Færøerne og Grønland, hvilket må have været en stor oplevelse for en ung knøs fra Lerdrup skov.
I 1913 døde Ludvigs far Jens Poulsen, og samme år overtog Ludvig sit barndomshjem. Senere købte Ludvig også ejendommen ”Skovlyst” på ”Mantelenvej”, solgte sit barndomshjem og købte en anden lille ejendom på Mantelenvej. Dog havde Ludvig ikke heldet med sig som gårdejer, så omkring 1922 måtte han erklære sig konkurs, efter at have prøvet at afværge det, ved at inviterer naboerne på andesteg, og da naboerne var mætte og veltilfredse, bragte Ludvig emnet op: ville de kautionere for ham, hvilke de pure afslog. Det viste sig et par dage efter, at hans bror Marius der boede i Ask, kom og tilbød at kautionere for Ludvig, men da var det for sent, da konkursen var trådt i kraft. Ludvig måtte nu flytte fra hus og hjem.
Han henvendte sig til ejerne af den lille skov tæt på ”Skovlyst” Magnus og Metha Steffensen, om han kunne få lov til at købe et lille stykke jord, så han kunne bygge noget at bo i. Ludvig kunne dog ikke købe, men han kunne leje et stykke jord. Ludvig begyndte nu at bygge sig et nyt hjem med de bare næver, men da udlejerne så hvordan den læskede kalk ætsede sig ind i han hænder, gav de ham en murerske at arbejde med. Stolperne fandt han i udlejerens skov, og som tag blev der lagt nogle bulede blikplader. Senere fik Ludvig mulighed for at bygge det lille gule hus på Mantelenvej nr. 30, hvor han boede i mange år. Den dag i dag ved ældre Gylling borgere hvilket hus det er, hvis man siger Ludvigs hus, der dog i dag ser noget anderledes ud end da Ludvig havde det.
Over døren til det lille gule hus, hang et skjold i blåt og gult og teksten ”Kvindehuset – Dannebo”, samt datoen 5. juni, som Ludvig mente var Danmarks fornemmeste dato.
Ludvig blev med tiden mere og mere egen. Mellem jul og Nytår, gik han rundt ved kirken og spillede violin. I Odder spillede han violin hos musikdirektøren, som han dog efter en tid, følte at han overgik i kunnen. Ud over musikken havde Ludvig også en stor tro på, at han kunne danse ballet, og havde den daværende Kgl. Balletmester Flemming Flint lyst til at komme og være med, skulle han være så velkommen. Så ville Ludvig ifører sig sin fine ”garder-uniform” sine laksko og sin selvkomponeret ”Dannebrogorden” og danse for.
I Hou hentede Ludvig bygavner som han bagte til brød. Ligeledes var det også i Hou han fik gamle kornsække, som han syede til bukser. Ludvig hjalp til hos familien Steffensen på ”Løkkegården” lidt uden for Gylling, hvor han hjalp til i stalden. Mange vil huske Ludvig når han kørte på hans knallert frem og tilbage til ”Løkkegården” iført sine meget store sækkebukser og den store gråsorte overfrakke, samt hans lædermøsse. Den brugte Ludvig i stedet for en styrthjelm, for som han selv udtrykte det: Jeg vil være ked af at give folk indtryk af, at jeg tror at mit hoved er noget særligt.
Det kunne ikke undgås at børn og unge drillede det lidt sære mand, der skilte sig ud fra mængden. Især var det en yndet spøg, at de unge når ballerne var sluttet, liste sig hen til Ludvigs hus og gennem sprækkerne hviske: ”Bajer og snaps, bajer og snaps!” Resultatet udeblev heller ikke – Ludvig kom farende ud af huset og skældte ud på de formastelige. Ludvig var nemlig overbevist afholdsmand.
Ludvig kom med tiden mere og mere hos familien Steffensen. Men maden måtte han spise i bryggeres, hvilket skyldtes, at Ludvig var begyndt at sove i familiens kostald, og familien kunne simpelthen ikke holde ud at have ham i stuen. Ludvig kunne også finde på at spille enten trompet eller violin for dyrene, som han mente skulle have det godt, og her ville et lille stykke musik være på sin plads.
Ludvigs valg af nyt logi skyldtes, at hans lille hus var blevet for koldt, og at han en forfærdelig uvejrsnat, hvor det lynede og tordnede og regnen stod ned i stride strømme, trodsede uvejret og cyklede over til Steffensen, for der skulle jo være nogen ved dyrene, hvis lynet slog ned. Herefter blev han ved med at sove i halmen hos dyrene, når det var koldt.
På et tidspunkt blev Ludvig indlagt på Statshospitalet i Risskov. Efter endt ophold der, vente han tilbage til det lille gule hus på Mantelenvej og levede nu sit liv der indtil en dag, hvor han væltede på sin cykel, og faldt så uheldigt at han fik styret i maven. Han måtte da indlægges på sygehuset i Odder. Under besøget på sygehuset kom familien Steffensen for at afleverer et sæt rent tøj til Ludvig der lå i sengen og smilede, og Ludvig sagde til familien: Jeg har altid drømt om at sove i en fin dameseng!
Ludvig kom efter sin udskrivning på plejehjemmet ”Solhøj” i Torup, hvor han døde i 1976. 86 år gammel. Han efterlod sig (efter tidens målestok) en ”pæn lille formue” på 46.000 kr. Arvingerne efter Ludvig gav familien Steffensen et beløb på 1000 kr. som tak for den ulejlighed den havde haft med Ludvig.
Ludvig blev bisat fra Hundslund kirke, men hans urne blev sat ned på Gylling kirkegård.
Historien bygger på oplysninger fra kirkebøger, Metha Steffensens erindringer og en artikel med Ludvig bragt i Se og hør i 1975 samt arkivalier på Gylling arkiv.