I Gylling Præstegaard
Fortalt af Anna Kuur
Der er skrevet saa meget godt og rigtigt om vor gamle Præst her i Gylling i 55 Aar, Otto Møller. Derimod
er der vist ingen, der har omtalt det Liv, der levedes i den søndre fløj i Præstegaarden af hans Søstre fra 1871 sammen med deres Mor til hendes Død 1877. De kunde ellers nok fortjene et Mindeord, disse kloge, stille Kvinder, hvoraf de fleste var stærke Personligheder.
Der er nu gaaet saa lang Tid, siden de levede, at kun faa kan huske dem; de var dog med til at præge
Byens og Egnens Liv og hører som
Medlemmer af Møller-slægten med i
Gyllings Historie, og da jeg har haft
den Lykke at kende og omgaas Frøknerne Møller, som de hed i daglig Tale, i syv Aar, og jeg tror, jeg tør
sige, været gode Venner med dem til deres Død, vil jeg prøve at fortælle lidt fra min Skoletid i Gylling Præste-
gården
Otto Møller havde syv Søstre. Den ældste, Ane, lavede Mad og passede
Huset, den næste, Hanna, kom til Pastor Fenger i Aale, da hans Kone døde. At passe hans Hus og Børn
blev hendes Livsgerning. Karoline
Amalie, i daglig Tale Line, begyndte Skolen sammen med den yngste, Nico, De havde begge en god Uddannelse, Nico fra Zahles Institut i København. Thea begyndte omtrent samtidig en Skole for Drenge i den
gamle Kaserne, der nu er revet ned ,i en stue i gavlen ud mod Kirkegården, men da Line døde, holdt
hun op med den for at hjælpe Nico med Skolen i Præstegaarden. De to
andre Søstre, Marie og Grete, havde deres Gerning andetsteds, men vendte som ældre tilbage til Hjemmet i
Gylling
Fra 1866 havde der ellers været
en god Friskole i Gylling ved H. K. Frandsen, en god og dygtig Mand, der arbejdede godt med Børnene.
Otto Møller havde faaet ham anbefalet af sin gode Ven, Forstander Svendsen, Jelling Seminarium. Men Frandsen var ved at blive gammel
og hørte ikke saa godt, og da Forældrene begyndte at tage Børnene ud af Skolen, holdt han op. Om denne
Friskole har jeg læst i I. P. Bangs Bog om Otto Møller, at den var blevet startet, fordi den gamle Degn kommuneskolen lod det gaa ud over de Folks Børn, han ikke kunde lide, f. Eks. fordi de havde et andet Syn
paa Politik, end han selv havde.
Skolen i Præstegaarden maa være begyndt først i Firserne. Jeg begyndte den 1. Maj 1888 efter Diskussion i
mit Hjem, om jeg skulde i Friskolen eller i Præstegaarden.
Jeg husker det endnu, men anede jo ikke, hvilken
Betydning det havde for mig. Det blev Præstegaarden, og det har jeg været dybt taknemmelig for hele mit liv.
Ud over en god undervisning fik vi noget mere, som vi maaske dengang knap nok forstod. Det har
vel været hele Tonen og Omgangen med disse gode Kvinder, noget er der i hvert Fald, som har gemt sig i Bar- nesindet og været til Velsignelse for os Livet igennem.
Set med Nutidsøjne virkede denne Skole under yderst beskedne Former. Den kunde sikkert ikke faa Lov at
virke i Dag. Vi var delt i to Klasser, smaa og store. Store Klasse holdt Skole i den store Stue i Gavlen mod Øst; dér stod ogsaa Præstens store Rulle fyldt med Kampesten. I Stuen næstefter, ud mod Kirkegaarden, var de smaa, og dér stod mod Væggen to senge
Sangen er næsten et Kapitel for sig. Nico var meget
musikalsk, og i mine Skoleaar havde mange af Bør-
nene meget gode Stemmer. Hun lærte os at synge
flerstemmigt, tit fire Stemme
Jeg tror, det var ud over det almindelige dengang. Otto Møller holdt af Sang, og det skete ikke saa sjældent, det lugtede af Tobak,
naar vi kom ud i Gangen; saa sagde Nico: »Nu har Otto været her.« — Somme Tider sang vi for hans Gæster, blandt andre Sjællands Biskop Skat Rørdam,
der var hans Ungdomsven og bedste Ven hele Livet. Sidste Gang han besøgte Gylling, var han ovre hos os og roste os. Jeg tror nok, vi var stolte.
Vi fik Vidnesbyrd (Karakterer) i
alle Fagene, men ogsaa i Orden og Opførsel, dem skulde vi aflevere hjemme, men det var spændende den Dag,
da de tre bedstes Navne stod paa den sorte Tavle. Om Efteraaret havde vi den aarlige Eksamen. Skolekommissionen med Præsten i Spidsen kom for at høre paa os. Den dag var vi lidt beklemte, baade Lærerin- der og Børn; det gik vist ellers meget godt. Engang, husker jeg, morede de sig meget, da en af Pigerne skulde
fortælle om Niels Ebbesens Besøg
hos Grev Gert i Randers da hun sagde : »Og saa to han ham i den Tot Hoe han had og hogt Hovedet ou aa Sengestokken.«
Line levede desværre kun to eller tre af mine Skoleaar. Hun staar for mig i særlig Glans. Smuk af Skikkelse og et elskeligt Menneske var hun. Da hun døde, sluttede Thea Drenge skolen for saa at hjælpe til i Præste gaarden.
Saa vidt jeg husker, var vi ca. 40 Piger i Skolen,
og vi betalte hver 20 Kr. om Aaret. Der var ikke Tilskud under nogen Form. Vi skulle selv betale Bøger og hvad vi ellers brugte, men der blev passet paa Tingene i Skolen og sikkert ogsaa i Søstrenes private Husholdning. Naar vi slagtede hjemme, havde vi gerne lidt med; det kunde ogsaa være ha Æg eller andet, og jeg tror, de var glade ved det.
Somme Tider lavede de Smaating til os, engang Naalepuder af Egens og Bøgens Frugter,
og jeg har endnu en syet Pennevisker med en lille
Porcelænsdukke i Midten, det har været fra en anden Gang. De brugte som alle andre dengang Træ og Tørv, det skulde paa Loftet, og saa hjalp de store Piger. Som Belønning fik vi
af Ane Møller nogle fine Kager, noget i Retning af Klejner.
Naar jeg nu nævner Ane Møller,
er der en Historie, jeg synes, jeg maa
fortælle. Det er nok hendes Fortjeneste, at vi endnu har Takkerne paa vor gamle Kirke. Der var jo ogsaa Folk i Sognet, der var imod det Liv
og Røre, Otto Møller bragte med sig, da han blev Kapellan. Hovedmanden for Oppositionen var Kammerraad, Sognefoged, Sogneraadsformand og Kirkeværge Peder Mortensen ,Liliensborg.I Otto
Møllers første ungdom var og Mortensen gode venner ,
men da han begyndte at holde Møder ,der samlede de
fleste af Sognets Folk, advarede Mortensen ham , han skulde holde op med dette ,og da det ikke virkede,blev han hans fjende og gjorde, hvad han kunde for at drille og modvirke ham .
Manden var næsten enevældig , også med Hensyn til Kirken.Han kom saa i Tanker om, at Takkerne
paa Kirken skulde fjernes, noget, Præsten selvfølgelig blev meget ked af, men Forholdet mellem ham og
Mortensen var saadan, at de ikke kunde tale sammen, det havde nok heller ikke hjulpet, men han var saa inderlig bedrøvet over det.
Saa gik Ane Møller ud og talte med Mortensens Kone med det Resultat, at Kirken beholdt sine Takker. Hun har
nok ogsaa været glad; det er ikke sikkert, hun har holdt med sin Mand.
Naar hun siden mødte Ane Møller, nikkede hun og sagde: »Det var saa pinde vos, der reddet Takkerne!«
Vi havde ikke anden Legeplads end den mellem Husene. Hvor Flag- stangen nu staar, var der temmelig
store Træer saavel som paa begge Sider af Opkørslen, men vi travede rundt, saa godt vi kunde, spillede
Bold m. m., og vi kunde da tit se den gamle Præst med sin lange Pibe staa bag Vinduesruden.
Der blev ogsaa holdt Skole i den
anden Fløj i Præstegaarden; dér undervistes Præsteparrets eneste Søn, Erik, af en Huslærer, vistnok
sammen
med et Par andre Drenge. Vi saa ikke meget til Erik,
og han har siden sagt, han var bange for Piger,
saa det var ikke saa mærkeligt. En Dag hang der en Ræv paa den nordre Gavl. Selvfølgelig saa vi paa Dyret og drøftede, hvem der dog havde skudt den indtil en Stemme
pludselig sagde: »Det haar sørenjenseme a!« Erik havde staaet i Nærheden og hørt os. Dengang var Præste-
gaarden ikke udstykket, og der var to smaaskove mod vest ved min Fars mark; de`rhar han nok hentet Ræven
Hvornår Frøknerne holdt op med Skolen i Præstegaarden,
husker jeg ikke, men de byggede Huset ,der ligger paa Hjørnet over for Slagter Larsen, saa de havde et Hjem, da Otto Møller døde. Dér levede de i ikke saa faa Aar, og jeg havde den Glæde, at min Datter sammen med nogle andre Piger fik Undervisning i Haandarbejde hos dem. Jeg maa standse nu, det er allerede for langt,
men naar man kommer i Gang, kommer Minderne og drager flere med sig. For mig, og jeg tror for de allerfleste, var den sidste Skoledag en Sorgens Dag. Heldigvis blev Forbindelsen mellem os ikke afbrudt Saa længe Søstrene Møller levede, havde vi mange gode og for mig berigende Samtaler mest i deres, men ogsaa i mit Hjem.
En Ting maa jeg have med, ellers vilde de ikke have været tilfredse med mig. Frøknerne Møller havde oplevet 1864 og var som deres Broder Otto meget nationalt bevidsté.
De gjorde, hvad de kunde, for at vi skulde forstaa, at vi har et Fædreland, der hedder Danmark. Det maa vi,
dets Børn, aldrig glemme.
Gylling, 9. December 1971.
Anna Kuur