Misak. Et livsbillede fra Armenien.
Dette er kun lige starten af den lange beretning. På Gylling Arkiv befindes hele beretningen, som man har mulighed for at komme og læse. Desuden er der også mulighed for at få hele historien lagt på et medbragt USB-stik, hvis man ønsker det.
Fordord.
I bladet Armeniervennen årg. 1922 til 1929 er Karen Jeppes fortælling om Misak trykt som føljeton. Her fortæller hun udførligt om Misaks barndom og ungdom, men også om det, der skete for det armenske folk i de år, der gik forud for hendes ankomst til Urfa og forud for det store folkedrab. I fortællingen får man et billede af det armenske folk, sådan som Karen Jeppe lærte det at kende, og et billede af tilværelsen som et undertrykt og dog stolt folk i det osmanniske rige. Jeg har i min afskrift kun ændret enkelte udtryk og sætningsopbygninger, som ikke ville være brugt i dag, ligesom jeg har ændret retskrivningen til den, vi bruger nu. Jeg synes, fortællingen er væsentlig for at forstå hele Karen Jeppes tankegang og hendes følelser for det folk, hun kaldte sit.
Mogens Højmark.
MISAK.
Et livsbillede af Aremenien af Karen Jeppe.
INDLEDNING.
”Hvor livstræet blomstrede.”
Det var om eftermiddagen d. 2. november 1903, jeg for første gang så Urfa, kong Abgars by, korsfarernes Edessa, nu sidst for få år siden skuepladsen for frygtelige massakrer. Længselsfuldt havde jeg higet mod bjergpasset i den tro, at jeg derfra ville kunne se mit fremtidshjem, men selv der skjulte det sig for mine øjne. Jeg så kun egnen bag ved. Dog, også den var mærkværdig nok. Det var den mesopotamiske slette, jeg her for første gang så ud over. Den var så ulig de danske sletter med deres levende hegn, småskove og smilende landsbyer. Her i aften var det, som om man alle steder så jorden nøgen. Man kunne ganske anderledes følge de geologiske linjer, og ligesom bag ved dem ane de endnu ældre formationer. Men mesopotamiske slette mindede mest af alt om havet og randbjergene om kysterne – måske har det også en gang været sådan. Det, vi her så for os, tog sig ud som en stor havbugt. Vi kunne følge randbjergene fra langt ude i sydøst; de løb som en kæde om det alt sammen, og det var i det nordvestlige hjørne, vi nu var kommet ind i landskabet. Men mod syd mødte øjet ingen bjerge. Der gik det åbenbart ud i det store hav. Det var slette og slette, så langt man kunne se. Og der, hvor øjet ikke rakte længere, der fortsatte min tanke. Jeg syntes, jeg så de to mægtige strømme bryde sig der vej langt ude, for så til sidst at flyde sammen og endelig nå deres mål, det Indiske Ocean. Men min tanke viste mig mere end det. Den viste mig også en anden tid, da denne slette var rig på byer og bølgende kornmarker, den tid, da kulturen frem for noget sted blomstrede her.
Helt sporløst var det ikke gået hen over landskabet. Kulturen var død, men dens gravmonumenter knejsede endnu over sletten.
De mindede mest af alt om vore kæmpegrave, kun var de langt, langt større. Og under enhver af disse runde høje, der som lige så mange uhyre muldvarpeskud dukker op ved siden af og bagved hinanden derude på sletten, lå der ikke en enkelt høvding begravet. Det var en hel by, der slumrede under hver af dem, ja, måske flere byer. Hvordan skulle de ellers være blevet så høje?
En gang i længst forsvundne tider havde her vel ligget byer, hvor mennesker byggede og boede, tog til ægte og formerede sig, fødtes og døde og fandt hvile under grønsværen. Så lød der hærgny. Fjendtlige horder drog gennem landet. Byens mænd stod op mod dem, men fjenderne var dem for mandsstærke. De blev dræbt eller slæbt bort, byen blev plyndret og jævnet med jorden. Der lå nu den forladte tomt og fortalte om det liv, der var levet her. Til sidst kom græsset og dækkede det hele til. Tilbage var kun en lille forhøjning på sletten.
Der kom mennesker til stedet. De opdagede den gamle brønd. Det var et fund. Den blev renset ogsat i stand igen. Her var godt at være, man havde vand nok. De byggede et par løvhytter på forhøjningen. Der lå igen en by på stedet. Den var bygget oven på den gamle. Ingen tænkte på, hvad der lå nedenunder, ej heller spurgte de, hvem, der havde gravet brønden. Den var deres, de var jo født der.
Så kom dagen, da også den by lå i ruiner, og der blev bygget en ny oven på den. Højen voksede og voksede. Nu lå der på dens top nogle elendige løvhytter. Tre fattige arabere, der boede i dem, drak endnu af den gamle brønd. Den var nu deres, indtil en stærkere kom og tog den fra dem. Jo, den slette, den havde noget at fortælle. Intet under, at mange forfatteres øjne var rettede mod den, og at de brændende ønskede at få lov til at søge i dens skød efter fortidens spor. Også mig tog den fangen, jeg glædede mig til at være den nær.
Men som jeg holdt der og betragtede den, steg der andre billeder op i mig. Det var Danmarks sletter, jeg så, og med undren spurgte jeg mig selv, hvordan det var gået til, at jeg var kommet så langt bort fra dem.
Hvad søgte jeg egentlig her ude i det fremmede? Hvem havde kaldt så højt på mig, at jeg havde måttet forlade min jævne vej for at nå ud til dem?
Åh, nu vidste jeg det. Nu hørte jeg den kaldende stemme igen, og denne gang langt nærmere ved. Det var de armenske moderløse børn, der havde draget mig så stærkt, at jeg måtte sønderrive alle bånd, for at kunne være hos dem.
Og så var jeg da kommet på vej fra ”De Danske Armeniervenner” i København til Dr. Lepsius i Berlin, og derfra var jeg en råkold oktoberaften sammen med dr. Künzler ført ud i det ukendte. Stadigvæk var det gået mod syd, ind til vi igen havde indhentet sommeren.
Ja, nu lå Norden, med dens kulde og mørke, med alle mine venner og med alle de lyse minder så uendelig langt borte fra mig. De sidste ugers mange og mærkelige indtryk havde for en tid stillet hjemegnen ganske i skygge. Jeg følte endnu den gysen, der rislede gennem mit legeme, da jeg stod på dækket i Sortehavet og så Asiens bjerge hæve sig op af horisonten. Dette, at komme i berøring med en ny verdensdel, var mig så rent ovenud mærkværdigt. Og Asien vandt hurtigt mit hjerte. Den var tegnet i så store linjer, og
det tiltalte mig. Jeg havde altid holdt mere af Jyllands landskab end af øernes, netop fordi det var mere storslået. Her fandt jeg dette samme træk i en meget forstørret målestok. Vel kunne man undertiden føle sig lille overfor denne vældige natur, men det var jo også det, jeg allerhelst ville, så jeg følte mig glad den aften.
Også ankomsten til Konstantinopel (Istanbul) var uforglemmelig. Skibet lagde til, og en mængde mennesker styrtede om bord og forsøgte at bemægtige sig de rejsendes bagage. De var klædte i fantastiske dragter, var brune, sorthårede og mørkøjede, de råbte og skreg i munden på hinanden, og de lugtede alle af sved og hvidløg. Jeg stod ganske stille og tog imod Orienten. Den var det, der nu væltede ind over mig.
Som en broget billedbog gled Konstantinopel forbi. Det var alt sammen rigtigt, alt det, jeg havde hørt og læst om den; men der var mere endnu, noget, ingen havde formået at gengive. Livet selv overgik alle beskrivelser.
Rejsen fra Konstantinopel var næsten det vidunderligste af alt. Det var lige ved solnedgang, vi lettede anker og sejlede ud i Marmarahavet. Som et let blåligt slør
havde aftenen sænket sig over Jorden. Himlen flammede mod vest i guld og purpur, og op imod ildhavet, tegnede Stambuls silhuet sig med sine kupler og minareter. Men længere mod syd blev det gule rødt og det røde grønt for at tabe sig i violet længere mod øst.
”En solnedgang i Orienten”. Jo, jeg havde jo nok hørt den nævne som en af verdens ædelstene; men da jeg stod der og så og så helt forvirret af al denne ødsle pragt, da var jeg aldeles vis på, at dette var for smukt til at være virkeligt, det måtte være en drøm. Og min opvågnen var sikkert nær.
Sæbeboblen havde smykket sig med sine fineste farver, nu måtte den briste. Den brast ikke, det ene billede afløste tværtimod det andet.
Hvad siger ikke det ene ord, Middelhavet?
Vi sejlede ned langs Lilleasiens kyst, gennem det græske øhav. Vejret var stadig lige klart og
smukt. En let brise krusede havets overflade, og skibet gled gennem vand, der blev stadig dybere blåt. Delfiner boltrede sig i det, og flyvefiskene fløj i sæt hen over det. Land så vi jo næsten altid enten til den ene eller den anden side.
Og livligt selskab var her om bord. Dr. Rinck sejlede til Rhodos sammen med sin unge frue. Hun og jeg havde megen glæde af hinanden. Vi manglede ikke stof til underholdning, så lang dagen var, og om aften samledes vi med grækerne og italienerne på agterdækket. Ganske vist kunne vi ikke tale med dem, men vi spillede og sang, og dansen gik i sydens klare måneskin.
Efter en uforlignelig sørejse gik vi i land i Asien. Det var byen Mersina i Alexandrettebugten, vi havde valgt til udgangspunkt for landrejsen. Egentlig ville vi have landet i Alexandrette (nu Iskenderun); men det var umuligt, da der var kolera der. Rejsen fra Mersina var langt besværligere; men den var rigtignok også meget smukkere.
Efter den korte jernbanefart til Adana kørte vi med vogn et par dage ad en ganske ordentlig
landevej. Så hørte også den op, og det gik til hest op over Amanusbjergene ad ridestier, man til tider knap kunne skelne.
Kulturen i enhver form lå nu bag ved os. Man kunne lige så gerne tro, vi befandt os i oldtiden eller middelalderen. Om aftenen ankom vi til en eller anden ”Chan”. Det er de tyrkiske hoteller, der benævnes således. Men hvilket hotel! Der er staldrum til dyrene, kan man selv få et rum at overnatte i og måske et lys, er man heldig. Sengetøj og mad må man selv medbringe. Og så det ”værelse” man får, vi ville finde det ubrugeligt som staldrum.
Da vi gjorde holdt ved en brønd, kom en kurdisk kvinde hen til os. ”Hvor har du fået hende fra?” spurgte hun hr. Künzler og så hen på mig. ”Jeg har hentet hende i et land langt borte.”