Erindringer fra min hjemegn Amstrup Skov
Et tidsbillede fra tyverne og trediverne
af Niels Møller
Avesta Sverige
år 2000
Jeg skal nu i det følgende beskrive, hvordan forholdene var i min hjemegn i den
første halvdel af 1900-tallet. Det som dengang kaldtes Amstrup Skov. Navnet
kommer nok af, at der var en granplantage, hvor sommerhusområdet Egeparken
nu ligger. Med Amstrup Skov regnede man halvøen mellem Lerdruphavet og
havet syd for Uldrup Bakker i Horsens Fjord. For at komme til Amstrup Skov
kører man gennem landsbyen Amstrup, som ligger i Falling sogn i Hads herred.
Mosen
Tørvegravning
Langt tilbage i tiden bestod halvøen af to øer, hver med sin gravhøj. Pottelåget i
syd og Stolpehøj i nord. Mellem disse to øer, som senere voksede sammen med
fastlandet, har der groet træer, og der er blevet dannet en mose.
Mosen, som den ser ud i dag, er ikke så forfærdelig gammel. Min far fortalte, at
der tidligere var to vandhuller. Jeg kan huske, at der i min barndom var
moseskifter med indsejlingskanaler imellem. Men under krigen blev der stor
efterspørgsel på brændsel, og der blev gravet meget tørv. Nu er der ikke meget
tørvejord tilbage.
Det var i 1800-tallet, at man begyndte at grave tørv. Det var vel mest til eget
brug. Man gik i dybet. Cirka 5 m ned. Man havde ketsjere med net på lange
skafter. Nettet sad fast på en ring med en skarp kant øverst, så man kunne skære
tørvejorden i brinken. Man havde store rektangulære pramme, hvor man tog
tørvemassen op i. Derefter æltede man den med vand. Vel indkommen til fastere
mark østes massen over i-en lille vogn, hvis hjul bestod af to ruller på 15-20 cm i
diameter. Vognens størrelse var cirka 60 cm x 160 cm og kunde vel rumme 200-
300 liter. Den havde en krog i hver ende, altså ligedan foran og bag. Den blev
trukket af en lille hest. Massen øste man i forme på ca. 15 cm x 30 cm. Når de
var fyldte, blev oversiden jævnet med skovlen, og formen flyttes frem til en ny
omgang.
Efter nogle uger var tørvene tørre nok til, at de kunne vendes. Det var børnenes
arbejde. Når de var tørre på den anden side, skulde de stakkes. Man lagde dem i
en ring. Stakken fik en højde på ca. 60-80 cm. Indeni fyldte man tørv uden at
stable. Efter yderligere nogle uger, kunde man køre dem hjem. Det var gode tørv,
som kom fra Amstrup mose.
Det var lidt af en udflugt, når vi skulle i mosen. Vi havde kaffe med, og så traf vi
de andre, der havde lodder der.
En gårdejer i Amstrup, Gregersen, solgte under krigen skæretørv. De kunde
dårligt brænde. Folk klagede over dem og var gnave over, at de var nødt til at
køre hans tørv ud. Der gik selvantændelse i dem, han havde i hus, og han fik
erstatning fra forsikringsselskabet.
Der gik også engang ild i Morsholt mose ved Ørting. Der brændte i halvandet år.
Det var bare røg. Det var umuligt at slukke den.
Mosen havde sit udløb i Lerdruphavet gennem en rørledning og en grøft.
Åleyngel søger op i mosen om foråret og sommeren. Om efteråret går de store ål i
modsat retning. Jeg har flere gange fundet “døde ål” i Lerdruphavet, når der var
lavvande i lang tid, men de var ikke helt døde. De var bare tørre på ryggen.
Mosens udløb i Lerdruphavet gik igennem Johannes Brandbyges mark. Johannes
havde ofte en ruse i røret. Men han blev gal, når nogen gik for nær på for at
kigge. Dengang måtte man spærre det halve af et vandløb.
Efter jeg flyttede hjemmefra, var der tale om, at en sportsfiskerforening skulle
have fiskeret til mosen, og at der skulle udsættes andre fisk. Jeg ved ikke, hvad
der blev af
Min fødegård
Gården, der ligger øst for Egeparken (Granskoven), blev i år 1865 udflyttet fra
Amstrup by.
Gården var på 22-23 tdr. land indregnet Eskekrogen og Enghaven i Uldrup enge
samt moseskiftet i Amstrup mose og trekanten oppe ved landevejen, hvor min far
plantede et stor poppeltræ. Det står der endnu.
Min far, Mikkel Peter Møller, er født der og overtog den efter min bedstefar
Niels Møller i 1916. Halvdelen af jorden er sandjord og dyrkedes ikke. Man
havde får, som gik på det tynde græs, som voksede der. Min far opdagede, at rug
og kartofler voksede udmærket der. Kartoflerne blev meget fine. Og gulerødder,
lupiner og turnips gik det også at avle der. Det gik uden problemer i mange år, så
længe granskoven var der.
Men en ny ejer opdagede, at han kunde tjene penge på at sælge skoven til
tømmer. (Siden i 60”erne solgte han jorden til sommerhusgrunde.) Granskoven
tilhørte Jensgård og Peter Rasmussen (fætter til Rasmus Peter Rasmussen,
Skovgården) og havde stået der i mange år. Det var en plantet skov, for jeg kan
huske, at træerne stod i rækker. Han havde ejet gården i mange år, men han var
ved at blive gammel. Inden han solgte gården, blev en del af de største træer i
skoven fældet og solgt for at få lidt fortjeneste. Christian Winter, der købte
gården, var ude efter at lave penge. Han udstykkede ca. halvdelen af jorden fra til
to andre ejendomme: Hans Hansen og Martinus Rasmussen. Siden solgte han
resten af træerne og solgte i begyndelsen af tresserne de otte tdr. land til
sommerhuse. Jensgård solgte han så i 1954 til Søren Kruse og min søster
Kirstine. Da var det kun stuehuset, der var til noget. De andre bygninger var
faldefærdige, og jorden var groet til med senegræs.
Da skoven var borte, kunde blæsten fare frit hen over den opdyrkede sandjord.
Det, man såede, blæste væk, og den magre sand fløj ned og lagde sig ovenpå den
gode muldjord.
Desuden røg der fint sand ind i husene og var til meget besvær. Man forstod, at
noget måtte gøres. Min mor, som var blevet enke, fik i 1943 hjælp af det
offentlige til at plante læbælter af poppeltræer. Vi havde Jacob Pedersen til
bestyrer. Han solgte senere sit statshusmandsbrug på Præstemarken ved Gylling
til Søren og Kirstine.
Det tog lang tid, inden træerne voksede op. Sandflugten fortsatte i mange år. Det
blev faktisk ikke helt godt, før man lod sandjorden vokse til med græs.
Nu var skaden med sandflugten imidlertid sket. Sydvest for gården, hvor vi havde
have og urtehave var der et kær, og jorden var den bedste muldjord. Der kom en
forhøjning af fint sand. Sandlaget der var ca. 2 m .
Elektricitet
Min far var foregangsmand, når det gjaldt at få elektricitet til området. Allerede i
midten af 1920-tallet fik vi el installeret.
Det var 3-fase (kraft) til en 7,5 hk motor, som nu skulle drive tærskemaskine,
kværn og hakkelsemaskine. Motoren stod fast. Men ved at skifte remme kunde
man let køre med de andre maskiner.
Beboerne på den anden side af Lerdruphavet anskaffede samtidig vindmotorer på
laderne. De sagde mange gange til min far, at de havde gratis energi. Men der var
mange hjul, trisser og meget reb, som skulle til, for at vindmotorerne fungerede.
Der skulde være frisk vind, hvis man skulle kunde tærske, fordi tærskeværket
skulle have en bestemt hastighed. Ikke for hurtigt, og ikke for langsomt.
Ilæggeren havde et reb, hvormed han kunne regulere hastigheden ved at vride
møllevingernes klaffer, når vinden skiftede i styrke.
Vindmotorer bygges på et stativ af stolper, som man også havde på Jensgård.
Oppe på taget var der en jernkonstruktion; som de 6 vinger var monterede på. En
lodret tyk aksel gik til kværnen, som var en vandret liggende roterende møllesten
på ca.1,5 m i diameter. Hvis man ikke skulle bruge kværnen, kunne man ved
hjælp af en anordning løfte den roterende sten. Møllen kunne man ikke løfte på,
så man lavede lange remme af lange reb.
På Strandly på den anden side af Lerdrup havet, hvor Søren Kruse var født, gik
remmene gennem kostalden til tærskemaskinen og rundsaven, når de skulle
bruges. Til hakkelsemaskinen passerede remmene indkørselsportene til gården.
Fra vor mark kunne vi se 14 vindmotorer.
Da jeg var hjemme i Danmark i vinteren 49-50, var jeg med til at lave taget på
Toftegård efter vindmøllen der. Nu er de borte alle sammen.
Men man kan stadig se vindmotorer på landbrugsmuseet ved Tversted mellem
Hirtshals og Ålbæk.
Da Statsfængselet i Horsens overtog færgekroen, og gjorde det til Anneks til
Statsfængselet, installerede man el.
Peter Hansen, som ejede ejendommen nærmest, fik installeret lys (1-fase) på
samme tid.
Før den tid brugte man petroleumslamper. De petroleumslamper, som man brugte
udendørs, havde flagermus på glasset. Derfor blev de kaldt flagermuslamper
Der gik en del år, inden de tre ejendomme nærmest Amstrup by fik el. Først
under krigen i 1942-43, da der var vanskeligt at få fat i petroleum, fik de øvrige
beboere el installeret.
På Jensgård havde man vindkraft. På Skovgård kørte man med tre heste for
hestegangen. Men ved ejerskifte anskaffede den nye ejer en petroleumsmotor. De
øvrige ejendomme havde en enkelt pigtærsker til hestegangen.
Rasmus Brandbyge (Krogstedet) tærskede med plejl. Det var børnenes arbejde at
køre hestene.
De små ejendomme havde ingen kværn, så det var nødvendigt at køre til mølle.
De nærmeste var Gylling, Dybvad og Ørting samt Vads mølle. Det blev nærmere
at køre, da købmanden i Amstrup begyndte at sælge foderstoffer og samtidigt
anskaffede elkværn.
Hakkelse til hestene blevet i regelen skåret på en hånddreven hakkelsemaskine.
Når man i dag passerer Vads mølle, kan man vanskeligt forestille sig, at der
kunne være vand nok til at drive et mølleri. Men i min barndom var der en
mølledam, og folk kom med korn, som skulle males. Min far fortalte, at endnu
tidligere var hele området til Åkjær en mølledam
At komme til Alrø
Der var tre muligheder for at komme til Alrø.
Der var en færgemand, en fisker, som boede ved Pakhuset, hvor Annekset til
Horsens Statsfængsel senere blev etableret. Han roede folk over i en fladbundet
båd. Ved lavvande måtte man vade ud til båden et stykke fra land. Kvinderne
blev ofte båret på ryggen af færgemanden, som havde lange søstøvler på.
Vi havde hjemme en ko, som hed Alrø. Min far havde købt den der. Man havde
roet den over fra Alrø. Den stod helt stille under overfarten.
Man kunne også tage til Horsens og derfra med damper til Alrø. Dampskibsbroen
ligger stadig på den side af Alrø, der vender overfor Snaptun, hvor vandet er
dybest, og sejlrenden gik. Men det var jo næsten en hel dags rejse
Mellem Endelave og Horsens var der dampskibsforbindelse hver søndag. Dén
afgik fra Endelave ved 7-tiden og var tilbage igen ved 18-19-tiden. Den anløb
Hjarnø, Snaptun og Alrø på ruten. I februar 1944 gik færgen “Agda” på en mine,
og 14 personer omkom.
Arbejdskørsel kunne gå over Vadegrunden til Gyllingnæs. Det var ikke helt uden
risiko. Hvis der ikke var lavvande, kunne man let komme til at køre ved siden af
Vadegrunden. Hvis hestene kom ud på blød grund, kunne de have vanskeligheder
med at komme fri.
Alrødæmningen
Omkring år1930 var der meget arbejdsløshed, og staten satte nødhjælpsarbejde i
gang.
Så kom der også planer om at gøre Alrø landfast. Man skulle tro, at det var det
enkleste bare at lægge mere jord på Vadegrunden. Men der var ingen steder, man
kunne hente jord. Det eneste sted, hvor der var jordmasser, var i bakkerne ved
Amstrup Skov. Så man valgte at bygge dæmningen mod nord på trods af, at
vanddyden i sundet mellem Alrø og halvøen var omkring 4 m.
Der er altid folk, som er tvivlende til det nye, som skal sættes i gang. Således
kom der en fiskeinspektør til min far. Han var ræd for, at vandet i Lerdruphavet
skulle blive dårligt, når det blev til en indsø. Det viste sig, at vandet banede sig
en ny rende gennem grunden, og vandudskiftningen blev meget bedre.
Nu kom der fart på byggevirksomheden. På trailer ankom der små
damplokomotiver, tipvogne, skinner, dampgravemaskine og anden nødvendig
udrustning. Alt blev læsset af ved den stejle bakkes nordside. Men det var jo ved
sydsiden mod havet, hvor man skulle begynde. For at undgå den stejle stigning
måtte man anlægge en jernbane på Skovgårdens markvej (en hulvej) op forbi
Anneksets grund og frem til det sted, hvor dæmningen skulle begynde. Man
måtte strø sand på skinnerne, for at hjulene ikke skulle snurre rundt på ét sted.
Man byggede skinner på pæle og bukke ud i havet, da man skulle ud med de
første læs fyldning.
Der skete af og til nogle uheld. En dag havde højvande og stærk strøm taget
bukkene med sig. En anden gang havde toget med tipvogne kørt for langt ud ad
den stejle bakke mod mosen. 4-5 vogne slog kolbøtter ned af skråningen.
Der var nogle formænd, der boede i Horsens. De havde motorcykler og kørte om
kap. Det gik ikke så godt. De blev kvæstet og kom på sygehuset i Odder.
Nu var Amstrup skov pludselig kommet i begivenhedernes centrum. Mens
Pakhuset og færgekroen var der, og der kom skibe med last, skete der noget. Der
var jo traktørsted ved landingspladsen, hvor skuder kom med gødning og hentede
landbrugsvarer. Der var også dans. Men det kneb med at få folk til at betale for at
gå ind til bal, så Foldbjerg, ejeren af traktørstedet, krævede betaling, når folk gik
ud.
Men efter første verdenskrig ebbede det langsomt ud. Da var det som at komme
til verdens ende. Jernbanen blev jo bygget fra Horsens til Odder, og Falling fik en
station, hvorfra fragten af landbrugsvarer nu gik
.
Nu kom der mange folk, som vilde kigge på byggeriet.
Snart kom der rutebil til Gylling, Odder og Århus.
Før skulle man cykle til Falling til toget, hvis man skulle rejse nogen steder.
Efter at dæmningen blev færdig, blev det interessant at besøge Alrø, der havde
bevaret sin egenart.
En dag, da der stormede kraftigt fra vest, blev situationen kritisk for dæmningen.
Kraftige bølger begyndte at skylle jordmasser væk. Siden blev dæmningens
skråninger forstærket med store sten.
Som tidligere omtalt blev vandet i Lerdrup havet meget bedre. Der var omkring
1930 store tangøer, som nu helt er borte. En sygdom i tangen i Lerdrup havet
betød, at ålegræsset forsvandt. Endnu er det ikke kommet tilbage i samme
udstrækning. Hvert efterår, da jeg var barn, kørte vi, når det var lavvande, ned til
havet for at hente tang til at dække roekulerne med.
Vanddybden på begge sider af dæmningen er på grund af sandaflejringer
mindsket til ca. 1,5 m.
Udenfor Pollerne syd for Alrø hale er en ny ø opstået. Den var bare en lille
sandbanke, da jeg fangede fladfisk omkring 1940. Nu er den større end den
største af Pollerne:
En stor sten på ca. 2 m x 2,5 m x 2,5 m, der tidligere på kort var afmærket som
Polsten. Den er flere gange blevet flyttet af isen. Nu er den tydligen flyttet ud på
dybere vand, for den er ikke at se mere.
Kanalhuset
Kanalhuset syd for Uldrupgården er i dag moderniseret til meget mere, end det
nogensinde har været. En fisker boede der tidligere. Ved krigens slutning
sprængte tyskerne en masse ammunition ved Uldrup bakker, og kanalhuset faldt
helt sammen ved lufttrykket. Frk. Neergård på Åkjær gjorde det istand som sit
sommerhus. Nu er det jo lavet til et luksushus af den nye ejer.
Om sommeren, da jeg gik i Ålstrup skole, fik vi drenge lov til at bade i fjorden i
gymnastiktimen. Vi cyklede ned til stranden ved Kanalhuset, hvor en fisker havde
gravet en kanal, for at han kunne sejle båden helt ind til land, når det var
lavvandet.
Deraf navnet Kanalhuset.
Høsten
Man havde ikke før krigen mange elektriske apparater eller maskiner til at hjælpe
i arbejdet. Støvsuger var luksus for de fleste. Der var også mange, der ikke havde
elektricitet.
Høsten blev udført med slåmaskine. Min far kørte den, og min mor og vi tre
søskende, Kirstine, Sigrid og jeg, bandt op. For at tørre helt blev negene siden sat
sammen to og to i hobesteder dvs. 6-10 neg stillet mod hverandre. Efter et par
uger blev de kørt hjem i laden eller sat i hæs udenfor. Senere, når de indkørte neg
var tærsket, kørte man hæsset ind. Man tærskede ikke mere end ca.100 neg af
gangen. Der var halmrystere på tærskemaskinen. Halmen skulle bindes op og
bæres over gårdspladsen og forkes op på loftet over kostalden. Efter et par gange
tærskning skulle kornet renses fra avnerne. Rensemaskinen var en hånddreven
maskine med sold, som kunne skiftes, og den havde roterende vinger, som blæste
avnerne væk. Der skulle være to personer til at passe maskinen. Én skulle dreje
håndtaget rundt, og én skulle øse. Når alt var klart, blev kornet øset i sække,
vejet (oftest 50 kg i hver sæk) og hejset op på loftet oven for kværnen. Min far
førte regnskab over hvor meget korn, som gik til køer, svin og høns hver for sig.
På større gårde havde man selvbinder og selvrenser, så arbejdet blev lettere. Det
var almindeligt “at høste for” dvs., at der blev høstet en vej med le. Det var
ligesom sløseri at køre ind mellem stråene med selvbinderens eller slåmaskinens
brede hjul.
Det daglige arbejde Mejeriet
Man drev skiftebrug, og efter 7 år var man tilbage til den samme afgrøde. Man
varierede mellem græs, byg, roer, kålrabi, havre. Græs havde man op til 3 år i
træk.
En del større gårde havde løsdrift. Men vi havde køerne tøjrede. Hver morgen om
sommeren blev de koblede sammen to og to efter hinanden og blev trukket ud til
græsmarken. De blev tøjrede, og når de havde fået det græs, de kunne nå, blev de
flyttet.
Der var meget at lave. Man havde køer, heste, grise og høns mm., som skulle
fodres. Man havde kun fri om søndagen, men der var meget arbejde, der skulle
gøres alligevel. Når morgenarbejdet var klaret, kom mælken fra mejeriet. Kalve
skulle have mælk, og mælkespandene rengøres. Så var klokken ti. Om
eftermiddagen skulle man begynde at fodre ved 4-tiden. Alle dyr skulle fodres.
Og så skulle der malkes. Man var tidligst færdig kl. halv syv.
Arbejdstiden var fra omkring halv seks om morgenen til kl. halv syv om aftenen
om sommeren. Om vinteren var den lidt kortere. Men mælkekusken kom ved
syvtiden. Så det var mørkt, når man skulle op til Granskoven med
transportspandene. Hesten kunne have kørt turen selv, hvis bare nogen havde
været der til at løfte spandene af giggen.
Mælkevognen kørte om morgenen til mejeriet i Falling og kom tilbage ved
halvtitiden. Afregningen fra mejeriet kom hver søndag. Pengene havde
mælkekusken med hver søndag, så vi skulle sørge for at møde ham, når han kom
med returmælken, når det var vores tur til at gå med mælkepengene. Der var i alt
15-16 gårde og husmandssteder i Amstrup skov, der gik på skift. Holger
Forsbergs hørte til Amstrup.
Min far ville altid kontrollere, at beløber var rigtigt, inden vi børn gik ud med
pengene. Vi havde ofte problemer med, at folk ikke kunne give penge tilbage på
en femkrone- eller tikroneseddel. Det kunne ske, at vi skulle opkræve penge fra
folk. Det var ikke sjovt.
Om vinteren, når sneen forhindrede mælkevognen at køre, stillede gårdene op
med slæder og tog naboernes mælk med. Selv om det var koldt, synes jeg, jeg
havde det sjovt, hvis jeg fik lov til at køre med til mejeriet. Man traf folk, og man
fik post med hjem. Købmanden havde man også gerne et ærinde til.
Lønnen
Lønnen til tjenestefolkene var ikke stor. I begyndelsen af trediverne fik en
tjenestekarl 30 kr.- 40 kr. om måneden. En tjenestepige fik 15 kr. – 20 kr. Kost og
logi indgik i lønnen. Det stod dårligt til med regulerede arbejdstider. Ikke mindst
for pigerne. De skulle ofte være med karlen i marken, og siden skulle de hjælpe
til med malkning og husarbejde. Karlene havde en bestemt tid, de skulle være i
marken. Røgtning af heste og mugning ved køer og grise var arbejde ved siden af.
En opfindsom person kom på, at man kunne give hestene sukkerroer og derved
spare havre. Det gik godt i en halv snes år. Så begyndte hestenes tænder at rådne,
og de kunne ikke tygge deres foder.
Boligforhold
Tjenestefolkene boede oftest dårligt. Karlene havde et kammer ved siden af eller
oven på hestestalden. Ajlelugten sad i klæderne, også når man var ude mellem
andre folk. Faktisk hang lugten af ajle i tøjet i flere dage, så karlen ikke kunde gå
ud til sammenkomster uden at lugte. Jeg kan huske, at Erik Jensen, som jeg tjente
ved i Ørting, altid spurgte, om jeg skulle til nogen ting om aftenen, hvis vi skulle
køre ajle ud. Det gik an at flytte ajleudkørslen. ‘
Opvarmning af værelset var helt ukendt. Det hed sig, at tjenestefolkene kunne
tilbringe deres aftener i varmen hos husbond og madmor. Men det var ikke altid,
at tjenestefolkene var velsete i deres arbejdsgivers dagligstue.
På større gårde havde man en folkestue, så der gik det an. På de gårde, der havde
folkestue, var det ikke altid, at husmor og husbond spiste sammen med folkene.
Husmor kunne også være nøjeregnende. En pige, der havde serveret for gæster,
havde engang taget og spist det sidste stykke lagkage på fadet. Da hun blev
spurgt, hvor kagen var henne, havde hun raskt og frejdigt svaret, at den havde hun
spist. ” Nå,” blev der svaret.
Tjenestefolk blev som regel fæstede for et halvt eller helt år ad gangen. Hvor lang
ferie man skulle have, måtte man aftale i forvejen.
Hvis man ikke befandt sig tilfreds med pladsen og ville forlade den i utide, kunne
arbejdsgiveren beholde den indtjente løn.
En gårdejer her på egnen plejede efter at have sin karl i tre måneder at trakassere
ham, dvs. lovede ham tærsk, så han rendte af pladsen uden løn. Men en gang gik
det galt. Karlen var lille, men stærk. Bonden blev pryglet, så han måtte krybe
hjem på knæene. Karlen blev i pladsen, også det næste år.
Hjemme hos os
Vi tre børn boede først i kammeret ved siden af køkkenet. Da jeg blev større
flyttede jeg op i gæstekammeret (længst mod nordvest). Da jeg blev 13, flyttede
jeg ud i karlekammeret stalden. Min far havde ellers ansat Holger Forsbergs
bror som karl. Karlen havde samtidig også ventet på et arbejde, som gav bedre
løn. Det var som havnearbejder. Han kom derfor ikke.
Da Søren tjente hos os, var der stor konkurrence mellem ham og Sigrid med at
komme først ud af døren om morgenen. Den konkurrence eksisterede ikke
mellem Kirstine og mig om morgenen.
Sigrid var stærk af sin alder og var ikke ræd for at komme i slagsmål. Jeg kan
huske, da Søren Kruse fra Strandly i Lerdrupskov kom til Amstrup for at lave
fæstemål for sin søn Søren. Han var ikke stor, og Sigrid mente, at den spirrevip
kunne hun let klare. Men han var stærkere, end hun havde regnet med.
Det skete også, at Sigrid og Kirstine kom op at slås. Trods at Kirstine var 3 år
ældre, kunne hun knap klare sig. Sigrid kunne sætte sig i respekt i skolen. Der var
ingen drenge, der vovede at angribe hende. Tænk hvor kammeraterne ville grine,
hvis man fik tæsk af en pige. Hendes skoletaske var af stift læder med håndtag.
Den brugte hun som slagtræ.
Lege
Der var ikke mange børn at lege med. I nabogården var der for en tid
“skarnsknægten” og hans søster, som Kirstine har beskrevet i sine erindringer.
Dem var vi tit sammen med.
Peter Hansen (Pier) havde en søn, Jens, som bare var 6-7 år, da hans mor døde.
Han kom tit til os. Han og Sigrid gik i klasse sammen. De blev ofte drillet med, at
de var kærester. Jens havde en betydeligt ældre søster, der tidligt flyttede til
Odder. Hans far var hård af sig, så det var ikke altid sjovt for Jens. For et par år
siden hilste jeg på Jens i Bilsbæk.
Vi spillede ” humbo”. Der var to hold på hver sin side af et hus. Når man kastede
bolden over taget,/gjaldt det om at gribe den på den anden side. Gjorde man det,
løb man rundt om huset til det andet hold og prøvede at ramme en, som så gik
over til holdet.
En anden leg var puttes”, En deltager skulde holde for øjnene og tælle til 50 eller 100
De andre skulde gemme sig. Så gjaldt det om for dem, der havde gemt sig,
at komme frem til en bestemt plads og klappe sig fri, uden at tælleren havde set
dem. Nåede man det ikke, blev man tæller næste gang
Ungdomslege
Da Søren kom til os, lærte vi ungdommen at kende i Lerdrup Skov. Der kunde
være dans. Men oftest var der selskabslege: ordsprogslege, pantelege og
gesandtskabslege. Når det var hos os i Amstrup, var der også unge med fra
Amstrup og Ålstrup. Kirstine kom jo sammen med Signe og Søren Lykke
Andersen og hans senere kone Ragna. Men de unge mænd i Lerdrupskov brød sig
ikke om de unge mænd fra Amstrup og Ålstrup. Arne Pedersen fra Ladelund var
også med. Han tjente på Lindenæs.
Under krigen var der udgangsforbud. En overgang var det efter kl. 24. Senere
efter kl. 21 og i 1944 endnu tidligere. Bal og sammenkomster måtte man holde
tidligt eller om søndagen. En gang holdt man bal i et gammelt hønsehus i
Boulstrup. Det havde stået tomt i lang tid, så der kunne ikke være nogen risiko
for, at der var lopper og mider der. Men de havde overlevet sultekuren, og det fik
vi snart at mærke både den dag og dagen efter.
Manuskriptet er renskrevet af Anne Marie Kruse, Vestbjerg, 2001,
for min morbror Niels. Min mor er Niels” søster Kirstine, der blev gift med
tjenestekarlen Søren, som så er min får.
Familien Kruse boede på en ejendom på østsiden af Lerdrup havet.
Der hørte man til Gylling