Skrivergården på Lerdrupvej

På Lerdrupvej nr. 15 ligger der en gammel gård kaldet ”Skrivergården”, som med sikkerhed kan føres tilbage til 1719. Dens nuværende placering er relativ ny, for omkring 1889 blev den udflyttet fra Gylling by, hvor den lå tæt på hjørnet af Lerdrupvej og Krogsgade, som på det tidspunkt hed Vestergade. Sandsynligvis har gården fået navn efter en af de tidligere beboere, som har været Skriverkarl for Herremanden på Åkjær. I 1719 fik næsten alle fæsterne på gårdene i Gylling og altså også ”Skrivergårdens” ejer Søren Steffensen, fæstebrev på deres gårde, da Oberst Mathias Rosenørn blev gift med Hedevig Margrethe Bornemann, enke efter Etatsråd Bendix Lasson til Åkjær. Der har næppe før været fæstebreve til fæsterne under Åkjær. I 1790-erne blev ”Skrivergården” købt til frihed af daværende ejer Jens Mogensen.

Det var samme Jens Mogensen, der solgte gården til Rasmus Rasmussen Hjernø, som hermed blev den første ejer af det, der nu skulle blive en slægtsgård for familien Rasmussen.

Gården blev opført i dels Rødsten, dels i kampesten og dels i bindingsværk. Det siges at granitmurerne i alle tre udhuset, skulle være kløvet ud af en stor kampesten, der blev fundet på marken hvor gården nu ligger.

Rasmus Rasmussen Hjernø stammede fra Hundslund, hvor han blev født i 1801. I 1924 blev Rasmus gift i Gosmer kirke med Mette Nielsdatter fra Gosmer. Det var også omkring 1924 at Rasmus Rasmussen købte ”Skrivergården” af Jens Mogensen, og hermed blev gården nu det fælles samlingspunkt for Rasmus og Mette og deres voksende børneflok, som bestod af 2 piger og 4 drenge.

Ud over at være gårdejer så var Rasmus Rasmussen og brandfoged i Gylling i en årrække.

I 1870 døde Rasmus Rasmussen og det blev nu sønnen, som også hed Rasmus Rasmussen der overtog ”Skrivergården” Den unge Rasmus havde i en del år ernæret sig som tømrer, så det var lidt af et karriereskift han tog. Unge Rasmus Rasmussen blev i en sen alder (49 år) gift i 1877 i Vedslet kirke med enken Bodil Marie Laursen, der var født i Vedslet. Bodil Marie var blevet enke efter kun 2 års ægteskab med gårdejer Christen Jensen i Trustrup.  Nu flyttede hun og hendes søn Marius til ”Skrivergården” og her fik Marius 4 søskende.

Det var også mens Rasmus og Bodil Marie ejede gården, at den skulle være udflyttet til den nuværende plads. Stuehuset blev opført i 1889. I 1902 døde Rasmus Rasmussen, og hans hustru Bodil Marie forsatte som ejer af gården, dog med god hjælp fra sønnen Laurs. I 1911 solgte Bodil Marie gården til sønnen Laurs Rasmussen. Laurs blev i 1912 blevet gift med sygeplejerske Elisabeth Marie Jacobsen født i Øsløs. Omkring 1900 arbejde hun som sygeplejerske på Odder Sygehus.  I september 1913 blev de forældre til deres eneste barn, datteren Bodil Marie. Laurs Rasmussen døde i 1928 kun 48 år gammel, efter få dages sygdom med en ondartet halsbetændelse. Efter Laurs død forpagtede Elisabeth Marie ”Skrivergården” ud til gårdejer Valdemar Christensen, som havde forpagtningen i mange år. Elisabeth Marie der selv var syg i mange år, overlevede Laurs Rasmussen med 10 år, og hun døde på hvilehjemmet Nordstjernen i Nr. Borris i 1938.

Datteren Bodil Marie blev i 1932 gift med Carl Emil Evald Enevoldsen fra Rudkøbing, hvor han blev født i 1902. Parret fik de 2 piger Gurli Sylvira og Karla Käte. Selv om Carl Emil i 1930 havde taget et traktorkursus på Vejlby Landbrugsskole, og arbejde på ”Skrivergården” som karl, var det som Akkvisitør (sælger) hos Hafnia, at Carl i en årrække tjente til dagen og vejen. I disse år boede familien i Odense. Omkring midt 1940-erne overtog Carl Emil og Bodil Marie selv driften af ”Skrivergården”. Carl Emil døde i 1956 efter at have været syg i nogen tid. Bodil Marie drev nu selv gården videre.

I 1963 blev datteren Karla Käte gift med Erik Bøgh, der i 1932 blev født i Thyregod, og parret bosatte sig på ”Skrivergården”. Her opførte Erik Bøgh i 1964 en tilbygning til gården og startede en autolakerings forretning, men måtte i 1974 på grund af land- og by zoneloven flytte til Odder, Ballevej 25, hvor der blev bygget et helt nyt og moderne autolakereri, som Erik drev de næste 20 år, indtil han i 1994 afhændede firmaet.

 

Alt imens var ”Skrivergården” stadigvæk familiens faste base, og her blev Karla og Eriks 2 børn, Jette og Lars født og havde deres opvækst. Jorden blev forpagtet ud, og senere solgt fra. Karla der var meget politisk interesseret opstillede i 1984 til byrådsvalget for de konservative, med bla. mærkesager som: bevarelse af oplandsskolerne og de små håndværksvirksomheder.

Karla var en meget kreativ person og gennem flere år havde hun lavet oliemalerier og håndmalet silkemalerier med både naturalistiske og abstrakte motiver, silketørklæder og – slips. I 1993 åbnede hun sommer ”Galleri Skrivergården” på Lerdrupvej nr. 15, hvor hendes værker kunne ses og diverse glasting også var udstillet.

 

I 2005 besluttede Karla og Erik sig for at udbygningerne skulle rives ned, så kun stuehuset og en enkel tilbygning blev bevaret. I 2016 solgte parret ”Skrivergården” og flyttede til Ørting, og en æra sluttede hermed på den gamle slægtsgård.

 

Historien bygger på arkivalier på Gylling Arkiv og Gylling bøgerne bind 1 og 2.