Snedkermester Jacob Nielsen Fortæller

Snedkermester Jacob Nielsen.

Jeg er født d.3-I1-1885 i Odder og er den yngste af
3 søskende,den ældste, en søster,er død,.den mellemste
min broder er udlært tømrer og har siden 1911 opholdt
sig i Chicago U.S.A .og der skabt sig en solid position
i sit fag.Før han udvandrede,var han,som jeg, flere år
i Tyskland og Schweiz.
Så langt min slægt kan spores tilbage,har de været bøn-
der.Min far var født d.3-II 1849 i Odder sogn,min mor
18-7-1849 som datter af fæstebonde under godset
Rathlousdal, Jacob Olsen, Ulvskov, v. Odder.om min fars
afstamning, udover at den bestod af bønder,ved jeg egent-
lig ikke meget,da han hørte til de lidet talende.Min
mor derimod var stærkt interesseret i slægtshistorie
og gamle tiders skikke og tildragelser og vakte tidligt
den samme interesse hos mig.Jeg har nævnt Rathlousdal
i forbindelse med min morfar. Dette gods var indtil
slutningen af det attende århundrede, ejet af slægten
Schach-Rathlou, en af besidderne var daværende stats-
minister Schach-Rathlou, som ingen børn efterlod sig.
Derefter tilfaldt godset en Sidenius Holstein-Rathlou,
der kom fra godset “Jomfruens Egede” i nærheden af Køge.
Den nye besidder bragte med sig tjenestefolk og bønder,
hvor iblandt min morfar( som jo har været barn)og hans
forældre var. Min oldefar var ladefoged, som det hed.
Sønnen begyndte sin løbebane som svinedreng og er vel
langsomt avanceret i tjenesten, indtil han omkring 1830

2

blev gift med min mormor, Kristiane Wiechmann og in-

stalleret i en forfalden fæstegård i førnævnte Ulskov.
Min mormors far var mejeribestyrer på Rathlousdal
og var fra Plohn i Holsten og kom hertil sammen med den
nye ejer. Holstenerne var jo længere fremme med mejeri-
væsen end det øvrige land.Tjente senere i flere år
“Englænderne på Gyllingnæs” som ladefoged og døde i
Gylling 1849.

Jeg har nævnt min morfar var fæstebonde under Rathlousdal

Den tids bønder – i særdeleshed fæstebønder – levede
under yderst beskedne forhold og var som regel mere
eller mindre forarmede, omend bonden var fri efter
stavnsbåndsløsningen, gik der dog år, inden han helt
forstod at drage nytte af friheden, – med andre ord
han lod sig i for høj grad lede efter godsets ønsker,
hvis ejer som regel havde en eller flere tomme gårde
stående, som fæsterne var løbet fra,Det gjaldt derfor
for ejeren at få andre ind, helst yngre og formodede
arbejdsomme folk. Havde han så på sine gårde en dygtig
karl eller pige, der syntes om hinanden – ejeren om dem blev

de ofte anbragt på sådan en forladt gård, i håb
om, at de kunne rette lidt på den, således antager jeg,
det har været med mine bedsteforældre. Min morfar blev
forresten altid kaldt for Jacob Sjællænder. Dengang
havde mange tilnavne, som var vanskelige at komme
af med. De økonomiske forhold var yderst slette, – alt
manglede de, bl.a.en gruekedel, som dengang kostede
4 Rigsdaler. Det eneste sted, der var håb om at kunne

3

låne dem, var hos den rige møller i Fillerup, som med
ågerrenter lånte folk, bank og sparrekasse fandtes ikke.
Lidt beklemt er så morfar gået ned til mølleren. og har
stammende fremført sit ærinde, men han fik svaret:
A regner dej it gu for 4 skilling, så få 4 rigsdaler—
do ka ingen peng fo ve mæ.
Hertil kom, at høsten de første åringer slog fejl, den
smule korn, der avledes på den forsultne jord, blev del-
vis opædt af oldenborrelarver eller at godsets dyr-marken
grænsede op mod skoven. Man forstår det var fattige for-
hold, de levede under, men dog gik det år for år fremad,
så de til sidst sad ret godt i det.
Nå,det var et længere tilbageblik,derfor tilbage til
barndomshjemmet. Mine forældre blev viet i Odder kirke
d.27-10.1877. De første 2 år derefter var far bestyrer
af Randlev præstegård, daværende præst var pastor Tørslef
som begge havde tjent de sidste par år før giftermålet.
Derfor byggede de hus i Odder, hvor far indtil 1891 var
almindelig arbejdsmand,herefter de købte jord på Odder
mark ca.35 km udenfor byen, byggede derpå og havde det
man kalder et lille husmandsbrug.Jeg var 6 år dengang
og fra den tid stammer mine egentlige erindringer om
mit hjem. Som allerede nævnt,var vi 3 søskende, og vi
blev tidligt vænnet til at arbejde og nøjsomhed,ikke
alene fordi det var nødvendigt, men fordi vore forældre
forstod,at det i nogen måde var den bedste arv,de kunne
medgive deres børn.Tiden var jo nøjsom fordringer og
fornødenheder små i sammenligning med nu,men der var

4

fred og god forståelse,og vi havde et lykkeligt liv.
bygningen var et såkaldt “Vinkelsted” d.v.s.beboelse
og udhus var sammenbygget i vinkel, I den ene var kostald,

eller som det hed “Nøset”, lade, kornrum “Rømtet”
svine,hønse og brænderum, I den anden var først forstue,
opholdsstue, hvorfra en dør gik ind til stadsstuen,der
kun blev benyttet 2 gange om året min mors fødselsdag,
og når vi ved nytårstid havde det årlige familie gilde.
Traktementet var sædvanligvis flæsk og kalvesteg af
egen avl,dertil alm. øl, som mor selv bryggede de første”
år, ligesom rugbrød blev bagt i den store ovn i bryg-
gerset. Sædvanligvis blev der skænket et par Dramme,
prima kornbrændevin, til 23 øre flasken( I/I ). Bagefter
blev der spillet “Sevindsel” og nydt enkelte Kaffepunch
dog aldrig til overmål, mens snakken gik hyggeligt og
røgen fra de halvlange piber tågede luften i de lavlof-
tede stuer. Cigarer var dengang kun for de mere velstå-
ende. fra opholdsstuen gik endvidere en dør ind til
soveværelset, derfra en dør til køkkenet,der stod i for-
bindelse med spisekammer og mælkestue et rum, der var
nedsænket for at give kølighed til den nymalkede mælk,
når den i store lerfade hensattes for at bære fløden
op til kærningen. Jeg må måske indskyde, at vi i de første
år ikke leverede mælken til mejeriet, men selv kærnede
og solgte smørret til købmanden. Fra køkkenet var adgang
til bryggerset,hvor gulvet var almindelige, håndstore
rullesten. Indretningen var her det lange bord , grueked-
len, hvorfra ølbrygningen skete,den store indmurede ovn,

5

en hel kompakt murmasse som,når der efter et par timers
indfyring var helt gloende og så varm, at der kunne bages

3 hold brød efter hinanden. først Rugbrød, så Hvede-
brød og til sidst Småkager og Pebernødder det sidste
kun ved julebagningen. Såvel ølbrygning som bagning af
Rugbrød var ikke nogen lille kunst, det var ikke alle,
der mestrede det, så resultatet blev fuldkommen. For beg-
ges vedkommende var det jo noget af en kemisk proces,
der foregik. Dejen til Rugbrød blev æltet i det store
dejtrug aftenen før bagningen, tilsat den nødvendige
Surdej, der stod tildækket med salt i mælkestuen, gemt
fra forrige bagning. Når æltningen var sket (et hårdt
job for en kvinde) blev massen tildækket med tæpper og
puder og henstod til næste dags morgen, fik en gang
æltning og blev opslået i passende brødstørrelse sæd-
vanligvis mægtige, store, og indsat i den varme ovn. Der-
til hørtes et godt håndelag. Brødet blev anbragt på et
ovalt bræt med et langt skaft, et såkaldt ”Skøssel” det
gjaldt så om at få dem pænt anbragt side om side og
med et snuptag trække det melbestrøede “Skøssel” til
sig, mens brødet blev stående. Far var, syntes jeg, en
sand mester heri.
Jeg keder vel ikke ? Selv synes jeg, det er synd,at de
gamle skikke og levemåder skal gå i glemmebogen, kun
så få interesserer sig for dem og ved besked derom i
vor forjagede tid. Der var også dengang et godt nabo-
skab, trængte nogen til en håndsrækning, kom naboen altid
og tilbød sig. Man levede tæt opad hinanden og kendte

6

naboens forhold ligeså godt som sine egne, dette gav
en vis tryghedsfølelse som ikke kendes nutildags.
Det daglige liv formede sig meget enkelt. Sædvanligvis
stod man om sommeren op ved 4½ -5 tiden om vinteren noget
senere. Efter det første morgenarbejde spiste man i mit
hjem kaffe og smørrebrød. Et par timer senere formiddags-
mellemmad, og kl. I2 middag der altid bestod at for-og

eftermad, altid veltillavet og vekslende mellem grød,
vælling, stegt flæsk med løgsovs, kål ,gule ærter m. m.
fortrinsvis af egen avl.Om søndagen fik vi gerne sød-
suppe og frikadeller, og kun yderst sjældent kødsuppe.
Der var meget at gøre for en husmor og meget for-
langtes af en husmor i et bondehjem. Foruden hvad
allerede er nævnt, var der vask og rengøring, strikning
af strømper og undertøj, som mor jo alt sammen selv be-
sørgede og ikke betroede nogen anden, da hun var meget
proper af natur. Desuden kartede og spandt hun de lange
vinteraftner, malkede køerne tre gange daglig og slag-
tede og flåede en spædkalv som, noget selvfølgeligt.
for ikke at tale om, når vi slagtede gris til jul, det
meget arbejde der fulgte med , lave de forskellige pølser,
udskære og salte flæsket,så det kunne holde sig frisk
og velsmagende til næste slagtning, vi må beundre de
gamle husmødre, hvad de kunne overkomme, og alligevel

som i mit hjem få tid til læsning af den daglige avis
og holde sig underrettet om verden udenfor. vi læste
neget om vinteren, hovedsagelig Ingemans og Carit Etlars
værker. Mor var som nævnt stærkt interesseret i historisk

7

retning, og når jeg har de samme interesser, må det til-
skrives hende. Desuden holdt vi sammen med naboen “Hus-
vennen” og” Ugens Nyheder” senere “De Tusind Hjem” og
“Familie journal”, det var vel hyggelig læsning, men ikke
med særligt dybt indhold, vil jeg antage. Det var i hvert-
fald let forståeligt for menigmand og kan vel have været
medvirkende til, at man senere har interesseret sig tor
mere lødigt læsning, vi blev opdraget til sund, gammel
kristendom, ingen overdrivelse af nogen art, mine forældre
gik reglementerede 2 gange til alters om året, som skik
og brug var, og efter vor konfirmation fulgte vi børn
med i de første åringer, senere sløjede vi jo af , 2 gange
årlig var der offer til præst og degn.
Livet formede sig jævnt og stilfærdigt, ingen større
festligheder, kun ved vor konfirmation mødte familien
op og blev beværtet, som jeg dengang syntes, ganske over-
dådigt.Ved den forudgående overhøring i Kirken, hvor
drengene stod i række efter alder på den ene side af
midtergangen alle i blåt jakkesæt og pigerne ved den
anden side iført lange, sorte kjoler (de må have lignet
gamle koner) gjaldt det om at råbe så højt som muligt,
eller i hvert fald bevæge munden, så det så ud, som man
var med, men vi tog det med dyb alvor, men har vel nok
tænkt på den forestående fest derhjemme.
Skoleårene før konfirmationen foregik i Odder Kommune-
skole. Der kan siges både for og imod denne tids skoler
og lærere, men hvor mærkeligt det måske kan lyde i vor
tid, hvor der bygges rene skolepaladser landet over og

8

og ansættes flere og flere og flere faglærere,og bør-
nene fyldes med flere og flere fag, synes jeg, vi dengang
fik en mere solid måske håndfast undervisning end bør-
nene får nu. Dengang blev der lagt vægt på selve det
grundlæggende, nemlig dansk, skrivning og regning, og de
lærere, vi havde, skulle nok få disse fag indterpet i de
børn, der blot havde det mindste anlæg derfor, lad så
være, at vi blev plaget med meget læren udenad, men var
det så slemt ? skærpede det ikke hukommelsen ? Jeg kan
endnu det meste af “Balles Lærebog” udenad, Kingos sal-
mer o.s.v. .og var istand til at fremsige dem for mine
børn, når de sad og sloges med deres skolearbejde, og
hvis det ikke lyder ubeskedent, så mener jeg at kunne
skrive et nogenlunde dansk, altsammen noget jeg har bør-
neskolen at takke for. Der var dog noget ved skolen el-
ler læreren, der var mindre heldigt. De børn, som det kneb
for at følge med, fik ofte lov at passe sig selv, der
var dengang altid en eller flere tjenestedrenge, der
måtte tidligt op om morgenen, og derfor sad og sov den
første time, læreren lod dem sove, hvilket for så vidt
var pænt af ham, men de lærte intet. Desuden var der
mange forsømte og fattige børn, de dannede en kaste, vi
andre undgik dem, så nærmest ned på dem, fordi de ikke
havde “selvejer bøger”, men fik dem af kommunen. Dem for-
sømte læreren også, der var dengang ikke nogen “Sinke-
klasse, og de svagtbegavede børn virkede irriterende
på de velbegavede, som tit blev hæmmet i deres virkelyst

9.

ved at skulle vente, til de første havde forstået
undervisningsemnet.Korporlig revselse anså den tids
lærere jo for nødvendigt – der var ikke langt mellem
lussingerne og altid faldt de for åbent tæppe (de havde
vel mangen gang virket bedre,hvis de var blevet givet
i enrum.) Det blev anset for uværdigt, hvis en dreng
græd efter en sådan, og det irriterede giveren, så der i
håb om at få gråden frem, tilfaldt et par mere.
Men skoletiden fik jo en ende, og skønt den havde sine
mørke sider, så er dog de lyse i overtal, og i det store
og hele har jeg flest gode minder derfra.
Eftér konfirmationen i April 1900 var jeg ½ år ude som
tjenestedreng, med den svimlende løn af 35 kr fra Maj
til November ( det skulle man prøve at byde idag) men jeg
syntes, det var mange penge.Folkene sad småt i det, og
jeg husker, jeg modtog lønnen med lidt samvittigsnag,
om jeg nu også havde gjort nytte for dem.
Så begyndte den 4 årige læretid som snedker, det første
år, som yngste læredreng var ikke morsomt, de gamle
værkstedsskikke med at sende drengen ud at låne en ” Træ-
rækker” eller en “Slibestenshøvl” var endnu i brug for
ej at tale om at hente “Pukkelblåt” på apoteket , klarede
jeg flot, værre var det med at lære at skrå tobak, som
efter de andres udsagn var en ufravigelig pligt for en
snedker, kom jeg også igennem med megen møje og op-
kastning. Arbejdstiden var fra morgen -6 til aften 6,
herefter oprydning på værkstedet.Den blev afbrudt af

10

½ times frokostpause og I½ times middag.Det første år
boede og spiste jeg hjemme og fik 2 kr om ugen. Det var
tit drøjt nok for en I5 års dreng.Jeg måtte op kl 5 hver
morgen,havde ½ time at gå til værkstedet, cykler dengang
var utænkeligt for småfolk tør mad til hele dagen,spiste

på værkstedet,vi gruperede os altid omkring limovnen
Efter arbejdstids ophør kl. 6 måtte jeg skynde mig
hjem, vaske mig, klæde mig om, sluge middagsmaden, som mor
havde stående i komfurovnen. Så i halvvejs løb til Odder
og i teknisk skole fra7½ – 9½, så atter mod hjemmet, som
tidligst nåedes kl 10, i seng, og det hele begyndte forfra
Det var alt for hårdt for en dreng, og jeg har tit fortalt
mine lærlinge det, når de hævder,de absolut må gå kl 4
for at nå skolen kl 5, skønt de bor i byen. De ryster.
vantro på hovedet og tror, jeg praler.
De følgende 3 år havde jeg ophold hos min læremester,
men ingen løn. Kosten var så som så,-han pralede af at
kunne koste os for 50 øre om dagen…pr. person. Den var
også derefter, men vi fik da altid nok, sultede ikke.
Logiet var usselt, et koldt tagkammer med 2 dobbeltsenge
og 2 drenge i hver.Rengøringen måtte vi selv om. Før
min tid var der klaget over, at pigerne ikke gjorde or-
dentlig rent, og da mester var en praktisk mand, sagde
han, at for fremtiden kunne vi selv gøre det, -der blev
aldrig gjort rent. Læretiden syntes lang og ikke altid
lige morsom,men vi lærte faget tilbunds og lærte at
bestille noget. Maskiner fandtes ikke på værkstedet, vi
fik det rå træ og byggede gradvis møblet op deraf, så

11

det vokse og skride fremad,indtil vi en skønne dag kun-

ne melde færdig, og mester kom og underkastede det et
kritisk eftersyn .Dengang kendte man arbejdets glæde,
dette at den samme mand alene laver en ting – et møbel

fra bunden af, giver en ansvarsfølelse, det udvikler og
modner sin mand og giver et solidt kundskab til de for-
skellige materialer, og hæver hans selvrespekt. – Sådan
er det ikke mere, de fag, der kan mekaniseres og udspe-
cifikaseres er det eller bliver det, tiden har ført det,
med sig. Håndværket, som har så stor betydning for et
lands kultur, forsvinder, med det den fagglade håndværker,
for ej at sige, den fagstolte (ikke alt var af det gode)
Arbejderen træder i stedet – den første satte en ære at
kunne gøre et smukt arbejde, som ikke altid gav løn der-
efter. Den sidste ser først efter, hvor stor løn ,der kan
tjenes, – det færdige arbejde bekymrer ham mindre, for
tit får han det aldrig at se.
Men den kontraktlige læretid fik jo omsider ende, og
jeg aflagde svendestykke efteråret 1904. Arbejdede I år
som svend i Odder og var da klar over, at jeg endnu havde
meget at lære, hvorfor jeg i vinteren 1905 – 6 blev elev
på Vallekilde Højskole, hvor der dengang var håndværker-
skole i tilslutning til højskolen. Der var en dygtig
lærestab på skolen bl.a. den senere Kgl. bygningsinspek-

tør Professor Iver Bentsen, hvem jeg især erindrer som
en fængslende fortæller om klassisk arkitektur og kunst.
Også forstander Poul Hansen øvede gennem sine historisk

foredrag stor indvirkning på vi unge mennesker-

12

alt i alt en vinter jeg mindes med taknemmelighed.
I foråret 1906 drog jeg så på “valsen”, som det hed,
og som dengang var almindeligt for unge svende.
Første station var Hamburg, hvor jeg arbejdede i 2 mdr.
Drog derefter sydpå, gennem Westfalen med kort ophold
i Dūsseldorf og Køln, gik derfra langs med Rhinen,
Rydesheim og videre derfra til Mainz. En sådan tur var
en oplevelse. Man traf mange interessante typer .Der var
modgående strømme af farende folk, den ene gik mod syd,
den anden mod nord, man hilste hinanden med et “Sérvus “,
Begge parter skulle vide, hvor man kom fra, om der var
arbejde hvordan, og hvor langt til næste herberg o.s.v.
Herbergerne var et vigtigt problem. I de større byer
fandtes gerne et”Gewerbschafthaus”, hvor sengene var,
propre. De holdtes i gang af fagforeningen, og man fik en
ret god behandling til en rimelig pris. Men i småbyerne
var man henvist til private herberger, og mange steder
fandtes kun et herberg “zur heimat”. De var oprettet af
den stedlige kommune eller “Gau” og staten i forening
og var som regel dårlige .Der herskede på disse en vis
militærisk disciplin. Vi skulle stille til klokkeslæt
ved døren til sovesalen, alle med nøgen overkrop og
skjorten i venstre arm.”Herbergsfatter”, der tit så noget
anløben ud, stod i døren, synede den for utøj,var den i
orden, kunne man gå til køjs.For en sikkerheds skyld
sov vi altid splitternøgne. De ,der havde utøj, fik anvist
et særligt rum, en nøgen madras og et tæppe – der var altid
en eller flere af de sidste. – Sengene var til forskellige

13

priser 30 – 50 – 75 pfennig for en nat, man begyndte gerne
ved den dyreste og efterhånden, som der blev ebbe i kas-
sen, gik man ned til den billigste, den var ikke morsom,
men tilpasningsevnen er som bekendt stor.
Kl 7 om morgenen stak “Fatter”hovedet ind i sovesalen
og råbte “aufstehn”, som man havde at efterkomme, og ef-
ter et nødtørftigt toilette, samledes man i “Herbergs-
stuen ” (Fremdenstuben) til den af myndighederne på-
budte morgenandagt. Den artede sig sædvanlig, som en ren
parodi. Herbergsfatter stod ved et lille katetre i den
ene ende og rablede udpluk af den hellige skrift af sig.
Svendene larmede ofte, så han måtte afbryde sin udlæg-
ning af skriftens ord, og råbe: “I skal være rolige, vi
skal sgu igennem det.” På væggen hang billeder at Der
Kaiser, Bismarck og Molkte og skuede med mishag på fore-
stillingen. Over Wiesbaden, Frankfurt am Main kom jeg til
Høegst a.m., dengang en by med 15000 indbygger arbejdede der
en kort tid, rejste så til Darmstadt og fik arbejde der
en kort periode og tog så sydpå over Heidelberg – Mannheim
Karlsruhe og havnede i Basel. Der var intet arbejde at
få, rejste så til Zurich og fik arbejde i en lille by
“Dedikon” udenfor Zurich,var der kun en dag, havde nu
fået “Bisselæder “ i sålerne og stak af til Luzern, hvor
jeg ankom sidst i Oktober. sammen med kammeraten ,vi var
altid 2 i følge, fik jeg anvist arbejde i Vitznau en
lille by ved foden af bjerget Rigi og Vitznau Stock
ved begyndelsen af Axenstrassen og lige ved Vierwald-
Stättersøen ,en vidunderlig og storslået natur og en

14

venlig befolkning.Når man først er kendt med Schweizeren,
er han let at omgås, men indtil da er han reserveret
overfor fremmede.
Vi var der til Nytår1907, rejste så over Bern, Geneve
til Marseille, hvor vi ved den danske Konsuls hjælp
fik gratis dæksplads på en kul båd til Niece hvor vi
kom kl 5 om morgenen og her havde en ubehagelig op-
levelse. Vi havde fået logi i et herberge for hjemløse.
Ud på natten vågnede jeg ved, at en af stamgæsterne
arriverede, en værre samling var det at se, ved siden
af min seng stod en halvgammel kvinde,vel en afrakket
gadepige, i færd med at klæde sig af. Omsider blev der da
ro, og vi sov til ved 5 tiden og stod op,mens de andre
endnu sov og gik ned til stranden og vaskede os. For
ikke igen at komme ud for noget lignende, gik vi den
følgende nat til Monte Carlo .Vejen gik langs Middel-
havet, der var fuldmåne, en herlig tur, og omend vi hen
på natten blev lidt søvnige, fortsatte vi og nåede vort
mål tidlig morgen.vi holdt rast på en bjergskråning
lige før byen, og så solen stå op, faldt i søvn og blev
vækket ved et brutalt spark i siden af en politisoldat,
der ville se vores papirer, disse var i orden, men han
betydede os, at vi var uønskede og måtte forføje os bort.
vi gik så til Menton, hvor vi ankom samme eftermiddag,
også der blev vi standset at politiet,men blev tillige
slæbt på stationen, måtte afgive vores papirer, som vi
fik igen efter en god tids forløb fik igen med pålæg
om, at passe bedre på en anden gang,hvad vi skulle passe

15

på, aner jeg ikke, vi havde ikke forbrudt os i nogen
måde. – Stadig til fods ,næste mål var San Remo .Derfra
videre gennem de mange interessante småbyer, på vej
mod Genau. Sidste ophold var i Savonna , overnattede
på Alberto Popolare, et statsherberg, hvor alt var yderst
propert, og alt var gratis, lige fra en skål bønnesuppe

om aftenen til det varme bad, rensning af klæder
og udlevering af en art nattæppe. Alt tøj, knive, penge
o.s.v.måtte afleveres, vi stod nøgne, Om morgenen fik vi
så alt tilbage, men ingen morgenmad, hvorefter vi drog
videre og nåede Genau hen på aftenen. Turen varede en
uge, den var rig på oplevelser og meget interessant. l
Genua var der havnestrejke. Vi gik der i 5 dage før det,
atter ved konsulatets hjælp, lykkedes os at få fri dæks-
plads på en lille lastskude til Napoli. Vi frøs som
hunde, da vi var tyndt påklædt ,men sent på aftenen, den
sidste dag ( turen varede 2 dage) endelig nåede Napoli
og atter fik fast grund under fødderne. Der fra gjorde
vi en afstikker til Capri og dernæst “Sorento, Pompei
besteg Vesuv, atter tilbage til Napoli hvor vi traf
2 danske snedkere, der havde arbejde hos en italiensk
mester, forøvrigt var det ikke vanskeligt at få arbejde
som snedker i Italien, jeg var det i bud flere gange.
Fra Napoli gik turen så til Rom hvor vi i ca. I4 dage
så de gamle minderige steder og kirker, kravlede op ad

den hellige trappe i “Maria Trastevere”,kyssede Sct.
Peters storetå. Vi tog det hele med som den rejsende
svend havde for skik, men opnåede dog ikke” Den hellige

16

Faders” velsignelse. Derefter gik vi til Florens men
efter et kort ophold der var det småt med penge.menin-
gen var ellers, at vi skulle have haft Pisa og Venedig
med, men vi kom til den erkendelse, at skulle dette gen-
nemføres, måtte vi ty til den kendte måde at komme til-
bage til Schweiz på, den hed at tage den på “Skub” og
foregik på den måde, at man meldte sig hos politiet
som subsistensløs, blev så låst inde i en banevogn, men
måtte tit vente ,til der var samlet et tilstrækkeligt
antal, hvorefter vognen afgik til grænsen og tømt for
sit indhold. Mange danske svende har prøvet dette, vi
havde imidlertid ingen lyst dertil, og for vore sidste
penge løste vi en billet til Luzern, hvor vi straks
fik arbejde, et ordentlig logi og igen rigtig mad. De
sidste 2 mdr. var kosten mest tørt brød ,oranger og sur
landvin. Det var derfor rart igen at komme under ordnede
forhold. Jeg var så i Luzern forår og sommer 1907,
rejste så over München – Nurnberg – Gottingen direkte
til Hamburg, hvor jeg arbejdede 2½ år for et stort
jødefirma “Heymann & Co”.Vi havde meget skibsinventar
at lave, bl.a.monterede firmaet den sidste lystyacht “ Meteor IV,

som “der Kaiser” lod bygge.Ved samme lej-
lighed nød jeg den tvivlsomme ære at lave 2 Buffeter
i Mahogni til samme, der herskede en ophøjet stemning
i værkstedet, mens dette arbejde stod på.
Ja, så er rejseårene tilende. Der oplevedes meget, man fik
mange gode kammerater og venner af forskellige nationa-
liteter, lærte at forstå at indordne sig under andre

17

landes skikke og sædvaner, andre og bedre arbejdsmetoder
end de hjemlige, og man lærte, hvad der ikke var det
mindst vigtige, at klare sig selv i enhver situation,
med andre ord, at stå på egne ben. For mig står derfor
rejseårene som et strålende afsnit af min ungdom-år
jeg nødig ville have været foruden, jeg stadig tænker
tilbage på med ublandet glæde.-
Hjemkommen i slutningen af I909 arbejdede jeg 2 år som
svend, derefter 2 år som værkfører på en større virk-
somhed i Odder, som for længst er ophørt. Jeg blev nu for-
lovet og begyndte 1913 med forretning i Gylling, hvor
den kendte Pastor Møller endnu levede. (Det er forresten
fra Pastor Otto Møller, jeg har oplysningen om min oldefar fra ”Plöhn.
Vi blev viet i Gylling kirke d.11-10-1913. Jeg husker
tydeligt, da jeg sammen med min svigerfar var oppe ved
Pastor Møller. Han var da en meget gammel mand, der sad
ved et morsomt, gammelt Mahogniskrivebord, købt på auk
tion efter Englænderne på Gyllingnæs som han senere
fortalte mig. Skrivebordet fik, såvidt jeg erindrer,
sønnen, Erik Møller (vistnok redaktør v. National Tidende)
efter faderens død i 1914. Væggene var dækket med fyldte
reoler fra gulv til loft. Hele interiøret virkede på
mig, som et pust fra en fjern tid. Den gamle præst som
en værdig Ordets forkynder, der nu var færdig med – verden
og kun havde det hensides i tankerne.-
Min hustru er gårdmandsdatter fra “Søby Strandgård”
v Hou. svigerfar, der døde 96 år gammel,var oprindelig

18

snedker og Tømrer, I 70erne, da København for alvor be-
gyndte at vokse, arbejdede han der som svend, vel sagtens
nede i Adel- og Borgergade kvarteret, hvor der fra gammel
tid var mange snedkerværksteder. Interessant var det, at
høre ham fortælle om den tid, om “Kneipen “ude på Amager-
vej,” nuværende Amagerbrogade, hvor de mødtes efter fyr-
aften, og hvor de vel sagtens “har bøjet armen en smule”
som unge, glade mennesker har for skik. Hjemkommen fra
Kbh. giftede han sig med en datter fra “Fensten Hougård”…,
og fik et lille landbrug i Gyllingskov, købte mere jord,
men måtte, da familien stadig voksede, samtidig drive sit
håndværk.Ved flid og nøjsomhed kom det så vidt, at de i
1892 kunne købe “Søby Strandgaard,” en herlig gård,med en
pragtfuld udsigt ud over Kattegat, og mod syd helt ud
til de store skove om Gyllingnæs

Vi var i Gylling i 6 år, men det blev for besværligt for

mig, for det meste havde jeg for lidt arbejde til 2 og
for meget til l, som var mig selv, så derfor solgte jeg
ejendommen i 1919 for 1400kr. selv havde jeg købt den
for 6000 kr. Jeg begyndte derefter i Odder forretning
med møbler til videre forhandling, og det gik så godt,
at jeg i 1925 kunne købe en større ejendom på hovedgaden
hvor jeg siden har ombygget og indrettet moderne
udstillingslokaler for møbler, da vi mere og mere går
over til møbel køb-og salg, men der er dog stadig meget
værkstedsarbejde, en stor del heraf er tillidsarbejde,
som jeg er mest glad for, I de senere år har vi møbleret

for unge mennesker, hvis forældre købte deres møbler

19

til deres bryllup hos mig, den slags handler er man glad
for.
Vi har fire børn, 2 piger og 2 drenge. Pigerne er gård-
mandskoner, gået tilbage til den stand, deres forældre
svigtede, sønnerne er begge snedkere, den yngste tillige
møbelkonstruktør, det er vort håb, de må kunne fortsætte
på en god måde, når jeg, der nu er fyldt 70 år, må spænde
fra.
Det er gået godt for os, men forskånet for modgang har
vi ikke været, men modgang kan mangen gang modne og gøre
stærk, og hverken min gode hustru, som jeg har meget at
takke for, eller jeg selv har ladet os slå ud, vi har
knyttet hænderne, taget fat påny og har skabt os en, synes
vi selv, solid og betrykkende tilværelse. Arbejdet har
vi aldrig følt som en besværlighed, men som en daglig
glæde, dette i forbindelse med glæden ved vore børn og
8 børnebørn, har givet os noget at livets sande lykke.
Meget har forandret sig i den tid, jeg erindrer, de unges
indbyrdes forhold er nu langt mere fri og utvunget end
for 50 år siden. Familielivet er derimod mere splittet
end dengang, da hele familien var samlet om bordet, ikke
alene til måltiderne, men også vinteraftnerne samledes
man der, kvinderne beskæftiget med håndarbejde, mand og
børn med forskellige tidsfordriv tit var der højtlæs-
ning, alt sammen noget, der gav en vis følelse af tryghed
og sammenhold.
På arbejdspladserne, mener jeg, var større tilfredshed
end nu om stunder, forholdet mellem mester og svend”

20

Kaffepunche,dog ej så mange,at det hindrer ham i at
deltage i dansen i storstuen,hvor kvinderne alt er sam-
let.Der herskede en god, sund stemning ved sådanne gil-
der.Dansen gik til den lyse morgen,de halvgamle menne-
sker ihukom de unge dage og morede sig pragtfuldt. Hen
på natten spistes der endnu engang.Spiseseddelen lød
som ved første måltid, og alle tog vist godt for sig at
maden. Gebyret pr. deltager var 2 kr..Jeg vil tro,de
fleste fik fuld valuta.
Hvad jeg her har beskrevet foregik dog ikke i mit hjem,
men i et ubeboet nabostuehus, som mine forældre havde
fået lov at benytte,da deres stuer var alt for små for
de mange mennesker, -men som passiv deltager husker jeg
nøje, hvordan gildet forløb-.

Efterskrift

Odder dagblad aug. 1958

Snedkermester Jacob Nielsen

Hjem fra Amerika

Omkring 20 aar bagefter med møbler i Amerika

Negrene havde det bedre, da de var slaver –

Alle skal være lige i døden