Gave fra Niels Lundgård Hansen
Vindblæs Haundal 1986
Tante Karens beretning om sin
barndom og minder
Karen Hildebrandt
(Karen Hansen)
Den 21. februar 1955
1
På Jyllands østkyst nær skov og strand i
det fede Hads Herred Århus amt, ligger
min fødegård Gylling Østergård.
Mine forældre overtog den ved min
bedstemoders, Mette Andersens død.
Min bedstemor, kaldet Met Isak, var enke
efter gårdejer Isak Andersen. Hun var
hans tredje kone. De 2 forrige hed også
Mette.
I det andet ægteskab var der syv børn,
som alle døde, så min mor, der i øvrigt
ikke var datter af Isak Andersen, men
derimod af bedstemor og hendes afdøde
første mand Morten Rasmussen, Søby,
blev eneste arving til den gård, der var
så kendt på egnen.
Jeg var den første af vi syv søskende,
der blev født på Gylling Østergård. De
fire ældre søskende, Mette, Morten, Isak
og Toni er alle født på en mindre gård i
nærheden, som bedstemor, altså Met
Isak, købte til mine forældre, da de skulle
giftes.
Senere, ved bedstemors død, overtog
mine forældre så den store gård, og den
mindre blev solgt.
Min far var søn af en arbejdsmand. Hans
hjem var meget fattigt. Far lærte som
ung at væve, og han fortalte mig, at han
allerede, da han var 7 år, kom ud at tjene
og ofte havde meget ondt og kunne slet
ingen støtte få fra sit hjem.
Det var en stor skuffelse for bedstemor,
at hendes eneste datter valgte en så fattig
ung mand. Hun, der var så ombejlet.
Men mor stod fast og til sidst, efter at
sognets præst og den læge, de brugte,
havde fortalt hende (bedstemor), at, hvis
hun ville se sin datter rask igen, måtte
hun intet nægte hende, da de var klar
over, at hun bar på hjertesorg.
Met gav efter og antog min far som
svigersøn, men hans familie ville hun
foreløbig ikke kende.
Året 1880 overtog mine forældre så den
dejlige gård Gylling Østergård, og år 1881
stod et stort nybygget stuehus, hvor jeg
blev født den 6. januar. Ca 2 1/2 år derefter blev min næstyngste bror Vagn født,og igen 2 1/2 år senere kom min yngste
bror Niels Peter til verden. Jeg husker
endnu så tydeligt, da den gamle jordemoder sad med ham i skødet, vaskede og svøbte ham.
Nu er der gået 69 år siden da. Jeg er fyldt de 74 år
Gylling Østergård lå lige midt på marken.
Der var 80 tdr. agerjord, noget af det
bedste i landet, og derforuden eng, skov
og tørvemose, som lå lidt borte fra
gården. I alt var der 100 – 120 tdr, og det
gav 12 tønder hartkorn, hvilket gav min
far ret til at kalde sig proprietær, noget
mine forældre ikke satte pris på. Men
mon ikke jeg var en lille smule vigtig, da
det blev mig fortalt, at far var proprietær.
Vor mor var en ualmindelig god og elsket
kvinde. Desværre var mor ikke stærk og
allerede da hun var 48 år, døde hun fra
os syv børn, hvoraf den ældste, min eneste
søster, var svagelig. Hun fik allerede som lille pige krampetilfælde, og mine forældre fik en lidt ældre pige til at sove
ved hende om natten og være hos hende
de tider, hvor hun havde det dårligst. Alt
blev gjort for at redde hende. Hun var på
Diakonissestiftelsen, og de søgte landets dygtigste læge,
men det hele var håbløst
De sidste ord, jeg hørte min mor sige,
var: ”Vær god mod min stakkels Mette” –
mon mor har anet, at far måske giftede
sig igen, for således gik det
Min søster var i vejen for den unge kone,
og Mette blev så sendt til Phillidelfia koloni ved Dianelund St.
hvor hun var i mere end tredive år, og var meget glad ved overlæge Sell og ved søstrene.
Men årene indtil mors død var lykkelige
for vi børn. Vi havde mange tjenestefolk
tre piger, to karle, en røgter, en tjenestedreng og 2 – 3 faste daglejere, så det
var en stor husholdning. I alt 18 – 10 dag-
2
lige mennesker, og alle holdt af mine
forældre.
Far, den fattige unge mand, var anseelig,
og derforuden en meget velbegavet
mand, der i alt, hvad han foretog sig,
havde en klog og god støtte i Min mor.
Der var velstand i hjemmet, men mine
forældre blev ved jorden. De hjalp alle
der bad derom, og vel sagtens blev
deres godhed undertiden misbrugt.
Jeg husker julen derhjemme i de år. Hele
huset, og det var stort, 9 stuer foruden
stort køkken, 2 spisekamre, 3 gæsteværelser,
lange gange og mere, duftede af bageværk, steg og meget mere
Og så var der en spænding i luften – gaverne
skulle pakkes ind – juletræet pyntes, det
besørgede mine forældre selv, og vi børn
var ved at gå til af nysgerrighed, så ved
6 tiden, begyndte alle folkene at komme
ind, vandkæmmet og i deres pæne tøj.
Og så omsider gik vi alle til bors. Far sad
ved den nederste ende. Vi fik store stege
og derefter æblekage bagt i form. Tiden
gik for os børn meget langsomt, vi havde
jo hele tiden juletræet og gaverne i hovedet
Så snart vi havde spist, vaskede pigerne
op og mine forældre forsvandt op til
juletræet. Det var meget stort og nåede
fra gulv til loft.
Vi børn skiftedes til at se ind af
nøglehullet, og endelig blev fløjdørene
åbnet og far sagde: ”Vær så god”.
Det var et strålende syn, dette store
juletræ med kulørte poser, kurve og andet stads, og så var der lys ved lys. Jeg ser endnu far, hvor han stod hvert år med
salmebogen i hånden, og så sang han
med sin smukke fyldige stemme flere julesalmer. Vi andre sang da også med.
Særligt husker jeg at far hvert år sang:
”Julen har englelyd” og ”Glade jul,
dejlige jul”.
Derefter blev gaverne delt ud. Enhver
skulle finde sine, og det var mange gode
gaver, der blev givet.
3
Særligt husker jeg sidste jul, vi havde vor
mor. Far gav hende da et komplet spisestel til 24 personer, medens mor havde købt et bjørneskindspels til far. Det
syntes han var for flot, og da mor dengang allerede var begyndt at blive svagelig, solgte han, lige efter mors død,
pelsen til en nær ven
Hverdagen derhjemme var præget af mine forældres syn på den nye ånd. Der
var stærke fædrelandsfølelser i årene
omkring 1880 – 1890. Dels var det efter
krigen 1864 og så var der Grundtvig.
Mit hjem var ikke udpræget grundtvigiansk,
men mine forældre havde begge været
på højskole. Mor var mellem Chr. Kolds
første elever.
Far skrev engang til hans ungdomsven,
der opholdte sig på en højskole nær
København – et brev, der senere blev
kendt blandt landets førende højskolemænd. Og min far blev ved en lejlighed,
da den kendte præst i Gylling – pastor
Otto Møller havde besøg af flere af disse
kendte mænd, hentet til præstegården,
fordi de høje herrer ønskede at se og tale
med den mand, der, da han var den fattige væverkarl, kunne skrive et sådant brev. Det var særlig præget af sorgen
over den tabte krig 1864.
Jeg har læst fars brev, og indholdet og
stilen var fortræffelig.
De eneste 7 år, jeg husker medens mor
levede, var lykkelige år. Vore tjenestefolk ville gøre alt for mine forældre. De arbejdede tidligt og sent, hvis det var
nødvendigt; men det blev til gengæld
også påskønnet.
Det var særlig hyggeligt om aftenen, når
piger og karle var færdige med med
deres arbejde. Når vandkedlen stod og
snurrede på kakkelovne, og de måtte få
en kop kogt øl. Kaffe var mere sjælden
dengang. Så far læste højt eller sang for
os, medens mor var den, der gjorde det
hyggeligt. Hun var dog ”sjælen” i det
hele.
Mine forældre kom meget ud. De havde
et lille køretøj, som kun blev brugt ved
sådanne lejligheder. Jeg husker selv tydeligt,
når vi hjemme havde spisegilde.
Igen denne duft af steg og mere. Så kom
gårdmændene med deres koner
kørende. Og der var mange; men der var
plads til dem alle, og for alle de frem-
mede heste var der også plads.
Min far havde ladet bygge en gæstestald
i den ene ende af huset. Indrettet et meget stort rum, kaldet vognporten, der ved lejligheder som høstgilder, baller, skyttefester o.s.v. blev ryddet for vogne og
et dertil bestemt bræddegulv blev lagt
over stengulvet, og væggene blev pyntet
med grønt og flag. Særlig til høstgilde
var salen flot, og der samledes de alle –
unge og gamle.
Der blev da talt og sunget, og hvis vi
kunne få mine forældre til at åbne festen
med en sagte vals, da kendte vi børns
glæde ingen grænse, for vi synes jo de
dansede så gammeldags.
Til spisegilderne, hvor kun de gifte
mødte, var det, synes jeg, meget hyggeligt. Det foregik gerne to til tre aftener i træk. Og det var så de, der passede
bedst sammen, der blev inviteret samme
aften.
Jeg husker nogle familier, hvor konerne
helst skulle kaldes Madam – det var i
lighed med frue nu. Madam den og den
medbragte som regel hver en lille æske,
hvori de opbevarede en lille sort eller
hvid kappe til at sætte på hovedet, noget
sådan brugte min mor ikke. Hun var i sin
påklædning som i al sin færd jævn og ligetil,,ens overfor
alle høj som lav
Den gang kom stegen ind på store stegefade,
og et par af konerne måtte skære for ved bordet.
Og det tog lang tid. Når
den store spisning var forbi, spillede
nogle kort – Whist eller L’hombre, medens
andre sad og talte. Og når så en tid var
gået, blev kaffebordene dækket, og så
kom to messingkander ind. De stod på
en fyrflade med tørvegløder. I den hold
kaffen sig varm uden at koge. Men det
4
var underligt hyggeligt, selv jeg, der kun
var et barn, nød denne hygge.
Min far var i mange retninger foregangsmand.
Han lod allerede først i 1880
bygge et lille mejeri hjemme på gården.
Det var store dage. Far fæstede en ung
sjællænder til at drive mejeriet. Det var
kun en lille centrifuge, og den blev drevet
ved hestekraft. En gammel mand kørte
rundt med en også gammel hest, der trak
det hele. Det var meget primitivt; men på
den tid var det et sort foretagende.
Mejeristen kørte ud og hentede mælken
fra enkelte .af egnens større bøndergårde.
Det viste sig snart at mejeriet var alt for
lille. Far byggede så et, efter den tid, stort
mejeri på gårdens mark lige ved alfarvej,
og efterhånden, da det var drevet nogle
få år, viste det sig at være et foretagende
i den rigtige retning.
Nu fik omegnens gårdmænd – særlig
grundtvigianerne – blod på tanden. De indkaldte til et møde, og her aftvang de far
løfte om køb af mejeriet, ved at true med
at bygge et mejeri ved siden af. Jo det
var de ellers så gode venner
.Mine forældre var meget interesseret i
den nye tid i Grundtvigs ånd. De var med
til at oprette en friskole i Gylling, hvor
der i forvejen var en ret stor kommune- .
skole. Desforuden var der i præstegården en privat
pigeskole, der blev drevet af pastor Otto Mølllers fem ugifte
søstre. ,
Der gik jeg i skole. Det var lykkelige
dage. Mine brødre søgte friskolen, og
der lige ved skolen lod mine forældre
bygge et såkaldt forsamlingshus, hvor
der afholdtes møder, skytte- og gymnastikfester og lignende
Men forsamlingshuset, som mejeriet gik over til et andelsselskab, så snart de høje herrer så
at det kunne svare sig.
Senere opløstes friskolen og mine
mindste brødre gik så i kommuneskolen.
Nu er der igen friskole i Gylling, men igennem mange år ingen privat skole.
Kommuneskolen derimod er udvidet og
i alle måder tidssvarende og med dygtige lærerkræfter.
Men tilbage til vort gode, kære hjem.
Dengang, altså i min tidlige barndom, var
der virkelig sommer og vinter i Danmark.
De lune sommeraftener, når jeg gik mellem mine forældre ude i marken,for at se hvordan høsten o.a. tegnede til at blive.
Og andre aftener når far tog mig
med uden for gården for at se på stjernehimmelen. Han viste mig syvstjernerne, karlsvognen og flere andre. Hvor
var det spændende. Noget sådant interesserede ikke mine brødre dengang.
Jo så om dagen i klart vejr tog far sin
kikkert med, og da kunne vi se huse,
gårde, marker o.s.v. på Samsø. For mig
var det et helt eventyr.
Endelig dyrkede vi meget musik i mit
hjem. Mine forældre lod mig tage undervisning i klaverspil,
da jeg var 9 år.
jeg fik timer hos den gamle kommunelærer
Holst, og det kostede 25 ører pr. time,
men jeg lærte jo så meget i to til tre år
mor levede, at jeg kunne spille alle sangene i Danmarks Melodibog, hvortil far og jeg så sang de kendteste smukke
sange fra dengang, men de er desværre
nu snart glemt.,,
Min ældre bror spillede violin, blæste
tuba og spillede andre instrumenter. Han
var i den stedlige musikforening. I alt var
der 5 musikere, og mangen lun
sommeraften samledes de hjemme på
Østergård, og der var så tændt lamper.
Og så bruste musikken fra de 5 kraftigt
ud i sommeraftenen. Vi havde nemlig en
åben veranda, hvor de sad og spillede,
så det kunne høres ind til Gylling by. Og
inden længe var der mange unge troppet
op, og så begyndte de at danse. Jo det
var lyse glade dage.
Ved en enkelt lejlighed eller rettere af og
til inviterede mine forældre forskellige
sangforeninger til Østergård. Vores store
5
have blev ved en sådan lejlighed oplyst
med kulørte lampelygter, udført af urmager Sørensen. Og så var alle store og små velkommen til at overvære koncerten og nyde den smukke sommeraften.
Jeg husker kun een gang, de unge drev
det for vidt. Mine forældre var ikke
hjemme, og alligevel samledes der en
del ungdom, først og fremmest fra mejeriet. Og de dansede hele aftenen på den store græsplæne, som var en pryd
for haven, så den næsten blev ødelagt.
Det ville mine forældre ikke have og lod
dem det tydeligt forstå.
Ja jeg kunne nedskrive mange glade
lyse minder fra min barndom i de år,
indtil vi mistede vor kære mor.
Det var natten mellem den 14. og 15. december 1893. Og jeg tror at turde skrive at hele sognet sørgede med os.
Dette er kun få træk fra min lykkelige
barndom, der desværre fik en så
sørgelig afslutning ved vor elskede mors
død. Særlig min svage søster og vi tre
yngste børn, Niels Peter 8 år, Vang 10 og
jeg, der var 13 år trængte endnu til en
god og kærlig mors omsorg. Men var nu
henvist til en husbestyrerinde, der ingen
forståelse havde af, hvad vi børn savnede, eller hvor meget vi savnede vor kære gode mor.
Jeg husker en gammel kone kom hjem
og fortalte, at min bror Vagn stod ved vor
mors grav og græd. Da hun spurgte ham
om, hvad der var i vejen, svarede han:
”Jeg længes sådan efter min mor”.
Tre år efter min mors død giftede far sig
med en langt yngre gårdmandsdatter fra
Gylling. | alle måder en modsætning til
min mor.
Mine to ældste brødre, Morten Peter og
Isak, blev begge forlovet og gift med
unge gode piger fra sognet. Morten Peters kone, Marie, var fra et lille fattigt hjem
. Hun var et ejegodt menneske. Isak
blev gift med en gårdmandsdatter, hvis
fødegård de overtog. Kirsten hed hun, og
hun har været både som en mor og
søster for vi søskende, der ved fars 2.
giftemål næsten blev hjemløse.
Min broder Antonius studerede først privat hos lærerne Appel og La Cour på Askov.
Tog realeksamen i Kolding. Kom
derefter på landbohøjskole, hvorfra han
tog studentereksamen med 1. karakter
med udmærkelse og så mange overskydende points, som man ikke havde set i mands minde, og blev så dyrlæge.
Min yngre bror Vagn lærte mejerifaget,
men købte senere 15 – 20 tønder land af
vor fødegård, der desværre nedbrændte
og blev udstykket, så der blev fem mindre gårde.
Vagn blev også gift med en
gårdmandsdatter fra egen. Hans kone
hed Marie. De har også altid taget imod
vi søskende med stor hjertelighed.
Den yngste bror Niels Peter lærte
snedkerhåndværket og har i mange år
været mester i København. Hans kone
er fra Fyn. Dem ser vi ikke så ofte, men
de er hjertelige gode mennesker begge
to.
Fra vort barndomshjem fik vi intet udover
de penge vi ifølge loven skulle have ved
fars giftemål. Og det siges at vi fik alt for
lidt dengang.
Senere da vor far døde, var der intet til
os, og trods det, af det store hjem var vor
mors, fik fars anden kone det lavet
således, at hendes børn skulle have alt,
hvad der var. Selv det gamle sølvtøj og
meget andet, som stammede fra min
bedstemors tid og således tilhørte mor
og os, hendes børn.
Men fars anden kone lod ham ikke i fred,
før han gik ind på den ordning inden han
døde.
Stakkels far var en nedbrudt mand inden
han fik endelig fred.