som var med til at redde 13 tyske sømænd
En historie fra Gylling arkiv.
På Gyllinglokal arkiv er vi heldige, at vi meget ofte får indleveret arkivalier af forskellig art, og mange forskellige forespørgsler om enten personer/billeder eller beboelser, og om det er muligt, om vi kan hjælpe med oplysninger om disse.
Meget ofte lykkedes det os at finde noget, som kan hjælpe vores spørgere.
En af de forespørgsler vi har fået stillet lød bla. sådan: Min farfar Antonio Rasmussen stammer fra Gylling (Splidholm) Født 29. oktober 1833 og død 2. juli 1947. Min oldeforældre hed Peder Rasmussen og Ane Kathrine Rasmussen. Har I måske en metode til at finde ud af hvor i Splidholm mine oldeforældre boede? Som voksen fandt jeg ud af at der var noget som hed Splidholmbro nær Splidholm. Af yderligere oplysninger var også at Antonio Rasmussen gik til søs og fik arbejde i ØK og sejlede med skibet ”Estonia” over Atlanterhavet, hvor han og hans mandskab under en voldsom orkan reddede 13 mennesker fra druknedøden. Han blev hædret med Dannebrogordenen, Carnegiemedaljen og kom i audiens hos kongen og hædret hos borgmesteren i New York.
Antonio Rasmussen, drengen som kom fra små kår i Splidholm og blev en helt som voksen.
Men hvor i Gylling stammede Antonio Rasmussen så fra? Her er kirkebøgerne et godt sted at starte. Da Antoni (som han blev døbt) blev født benævnede præsten, faderen Rasmus Peter Rasmussen som forpagter på Gylling Mark. Senere da Antoni i 1897 blev konfirmeret er faderens benævnelse nu Boelsmand i Gylling Skov. Antoni fik skudsmålet: Meget god i kundskaber og sædelig (god, rigtig) i opførelse af præsten ved konfirmationen.
Splidholm er den østlige del af Gylling sogn, som betegnes Gylling mark og grænser op til Gylling skov. Her ligger gården ”Krabnab” hvor man finder en Rasmus P. Rasmussen, som tidligere ejer af gården. Den har adressen Liliensborgvej 70. Det passer meget godt med at den ikke ligger ret langt fra Splidholmbroen lidt før hvor ”kirkestien” til Gylling starter. Så et bud på hvor Antoni Rasmussen er født kunne være på ”Krabnab”. Gården ligger ikke ret langt fra vandet ud for Splidholm og det kan vel tænkes, at her har den lille Antoni gået langs bredden og måske stirret ud over horisonten og tænk på at stå til søs for at opleve eventyret og fjerne horisonter. For allerede i 1900 som 17-årig stod han til søs med det gode skib ”Hansine”. I årerne herefter havde Antoni hyre på flere forskellige skibe. I 1905 indtrådte Antoni i orlogstjeneste med vagtskibet ” Sjælland”. Antoni må have følt at han var på rette vej for i 1910 at startede han på navigationsskolen i Svendborg, her tog han styrmandseksamen 1. og 2. del. Efter endt eksamener blev Antoni ansat i ØK på skibet M/S ”Pangan”. Senere på forskellige andre skibe. I 1916 strandede han med S/S ” Samui” ved Orkneyøerne. I 1923 blev Antoni nu forfremmet til skibsfører i ØK på bla. M/S ”Annam”.
Det stod vist ikke skrevet nogen steder at den lille dreng fra de små kår i Splidholm skulle gå hen og blive en helt som voksen, og få tildelt mange fine hædersbevisninger. Så hvordan gik det til? Antoni Rasmussen fortæller selv i en avisartikel om den redningsaktion i 1928, som gjorde ham og hans mandskab til helte på havet.
Det skete sidste torsdag (22/11-28) kl. 11,30 siger Kaptain Rasmussen, at vi opfangede SOS- signalet fra den tyske fragtdamper ”Herrenwyk”. Vi lænsede for en hård storm, og søen var meget høj. Før vi satte kursen mod det nødstedte skib, hvor vi fik vinden tværs ind fra styrbord, måtte vi foretage en ekstra skalkning og surring, som tog et kvarters tid, men så satte vi stævnen imod den opgivne position. Vi holdt os stadig i forbindelse med havaristen og med andre skibe, som også meldte, at de kom til hjælp. Ved hjælp af vor radio-retningsviser kunne vi hele tiden holde ret kurs. I løbet af eftermiddagen fik vi besked, at den engelske damper ”Transsylvania” var ankommet til det havarerede skib. Vi telegraferede så til ”Herrenwyk” om det var nødvendigt, vi også kom til hjælp, og vi mindskede fart, mens vi ventede på svar. KL. 5,30 modtog vi et telegram fra ”Transsylvania”, som meddelte at ”Herrenwyk” tidlig om morgenen var blevet ramt af en brodsø, som havde slået 2 luger ind og slået kommandobroen, bestikhuset og skorstenen over bord, og at situationen var kritisk. Så gav jeg straks ordre til fuld fart og om at forcere så meget som muligt. kl. 10,15 om aftenen var ”Estonia ”nået op til havaristen. ”Transsylvania” lå luvart (på den side hvor vinden kommer ind) af den. Man havde fået en båd svinget ud, klar til at sættes i søen. Stormen havde aftaget noget i styrke, men søen var meget oprørt, og ”Estonia ”slingrede voldsomt. Barometret faldt stærkt, og det kunne ventes, at stormen tog til igen, så det var nødvendigt at sætte båd til undsætning så hurtigt som muligt. Vi manøvrerede ”Estonia” med stævnen tæt hen til luvart af havaristens stævn, og redningsbåden blev sat i vandet, bemandet med styrmand F. Andersen, kvartermændene Niels Hansen og Vald. Nielsen, matroserne Ejner Nielsen, Hans Hansen og letmatros Chr. Ulrich. Det tog et kvarters tid, så var båden kommet i læ af havaristen, og styrmanden råbte op til de tyske søfolk, at de skulle springe i søen. De havde redningsveste på, men de betænkte sig. Der gik nogen tid før en mand vovende springet, han blev taget op. Så sprang en anden, som også blev bjerget og så fremdeles. De fik 5 mand på denne måde, men det tog en time. Så trak en heftig byge op, og stormen tog til igen, og da styrmanden ikke kunne få flere til at springe ud, måtte han ro tilbage til ”Estonia”. De havde da været væk i 1½ time. Så kom de forkomne tyske søfolk ned og blev plejet så godt vi kunne. Hidtil havde der være måne, men nu gik den ned og det blev meget mørkt. Stormen tog til og det kunne ikke risikeres igen at sætte båd ud. Vi holdt os tæt ved havaristen som muligt, og ventede på lejlighed til at gå ud med båden igen, men stormen tog stadig til. Ved daggry blæste det en hård storm med orkanagtige byger, og søen var meget oprørt. ”Estonia” slingrede voldsomt. Vi var klar over, at det nødstedte skib ikke kunne flyde meget længere i dette uvejr. Vi så ”Transsylvania” lægge op imod vind og sø og langsomt styre ud af sigte. Vi holdt vor plads nogle skibslængder til luvart af havaristen for at give den så meget læ som muligt. Ved vor radio var vi stadig i forbindelse med de tilbageværende, men vi kunne kun forsikre dem om, at vi ville blive og gøre alt hvad der stod i vor magt for at frelse dem, men uvejret tiltog stadig. Søen gik så højt og piskede så voldsomt, at sprøjtet stod op over skorstenen på ”Estonia” der rullede, så svære søer slog ind over skibet. Om formiddagen kl. 9,30 sank ”Herrenwyk”. Vi så den synke ganske langsomt med forskibet. Så slog røg og damp op midtskibs, og kort efter var skibet forsvundet i bølgerne. Der hvor skibet var gået ned, så vi en del vraggods flyde op, og imellem det dukkede der mennesker frem. Det lykkedes at bjerge 7 af dem. Vi så flere drive døde omkring med redningsveste på, men det var umuligt at få dem op. Flere gange sprang 4. styrmand Bach ud imellem vraggodset med en line om livet for at hale en mand frem, og det skyldtes hans uforfærdede optræden at 2. maskinmester Ebenhusen blev reddet.
Efter endt redningsaktion blev Antonio Rasmussen og hans mandskab hædret af rederiet ØK, kong Christian og den tyske Gesandt baron von Hassell.
Ud over de nævnte hædersbevisninger som familien har oplyst, fik Antoni Rasmussen også i 1930 det Polske Ridderkors, for vel udført rejse med den polske præsident
Selv om Antoni Rasmussen bosatte sig i København glemte han nok aldrig det sted, hvor han blev født og trådte sine barnesko, for da han fik sønnen Jørgen blev drengen døbt: Jørgen Splidholm Rasmussen.
Artiklen bygger på oplysninger fra kirkebøger, Aarhus Amt topografisk historisk håndbog 1949 under Gylling sogn, avisudklip, Antoni Rasmussen families fortælling og navigatørernes bog og arkivalier på Gylling arkiv.
Antoni Rasmussen ses som nr. 3 fra venstre hos besøg
hos New Yorks borgmester efter redningen af de 13 tyske
sømænd