Omkring 1880 besluttede Gylling Sogneråd at Gylling sogn skulle have en fattiggård således, at man kunne forsøge at mindske fattigvæsenets udgifter ved at udnytte fattiglemmernes arbejdsevne i et almindeligt landbrug, som så kunne forsyne ”lemmerne” som de blev omtalt, med selvavlede produkter. Sådan en ”forsørgelsesanstalt” mente man var et bedre sted at anbringe fattige folk som overgik til forsørgelse af fattigvæsnet, for de havde jo bedre af at deltage i almindeligt landbrugsarbejde end at være overladt til lediggang, som jo er roden til alt ondt. Indtil da havde Gyllings fattiglemmer haft til huse i Lerdrups fattighus.
Forskellen på et fattighus og en fattiggård var: I fattighuset blev et anbragt fattiglem forsørget af sognet. Der blev stillet husly, mad og brændsel til rådighed uden nogen pligt til modydelse. På fattiggården havde de anbragte fattiglemmer derimod tvungen arbejdspligt og man kan sige, at man efter ”noget for noget princippet” byttede arbejdskraft med forsørgelse. En fattiggård havde derfor, til forskel fra et fattighus, behov for at kunne disponere over landbrugsjord, som fattiglemmerne kunne dyrke. På fattiggårdene var der som regel også stalde til husdyrhold og værksteder til fattiglemmernes håndværksmæssige udfoldelser.
I fattighusene var der hverken opsyn eller nogen form for kontrol med fattiglemmerne. Disse passede sig selv og blev i princippet betragtet som individer med egne rettigheder.
På de senere fattiggårde var der derimod stramt opsyn med beboerne. ”Lemmerne” mistede også retten til at stemme, til at stille op til valg og til at gifte sig. På fattiggården var der ansat et bestyrerpar, som havde ansvaret for at holde styr på fattiggårdens drift og økonomi og for at diverse regler og reglementer nøje blev overholdt.
Nedenstående er et lille uddrag fra sognerådets forhandlingsbog om købet og oprettelse af Gylling fattiggård. Sognerådet besluttede at indrykke en annonce i Odder avis, så de i Gylling kommune der ønskede det, kunne tilbyde at sælge deres gård til sognerådet, som så kunne oprette den som fattiggård. Der indkom 3 tilbud om sådan et gårdsalg, og sognerådet valgte at takke ja til Jens Nielsens gård ”Ulvagergård” som lå i Splidholm. Sognerådet indgav begæring til Amtsrådet om et kommunelån på 35.000 kr. til indkøb af ”Ulvagergård” og til udgifterne til oprettelse af fattiggården. Et enigt sogneråd valgt at et lånetilbud fra sparekassen i København var at foretrække, så det blev dem som kom til at finansiere Gylling fattiggård.
Der skulle bygges et nyt hus til fattiglemmerne, anslået pris 6570 kr. og der skulle foretages en større ombygning af det gamle stuehus før den kunne benyttes som fattiggård, så sognerådet indrykkede i Odder Avis annoncer om tilbud på murerarbejde, tømmerarbejde, levering af materialer så som kampesten, mursten, tømmer, brædder og lægter, tagsten og kalk til det nye stuehus. Det blev tømrer Hans Peter Jensen fra Gylling som fik tildelt tømrerarbejdet til en pris på 325 kr. Der var kun kommet ét bud på murerarbejdet på 900 kr. hvilket sognerådet åbenbart syntes var for dyrt, så der skulle en forhandling til for at blive enige om prisen, og kunne dette ikke opnås skulle der holdes en mundtlig licitation. Snedkerarbejdet på døre og vinduer tilfaldt Mads Steffensen i Odder og snedker P. Rasmussen. Hou pakhus fik muligheden for at levere tømmer, tagsten, kalk og cement, hvor i mod det blev Amstrup pakhus som skulle levere brædder og lægter. Malerarbejdet blev tildelt maler Nielsen da han gav det billigste tilbud. Blikkenslagerarbejdet fik blikkenslager Sivertsen.
Snedkeren blev også bestilt til at lave en del køkken-og spisekammerindretning samt et spisebord og bænke. Derudover skulle der varetages opsyn med brøndens gravning, pladsens ordning, indkøb af 2 heste, 3 køer, 2 kvier, får, udvendigt inventar, indkøb af køkken, bryggers og mejeriinventar, samt lamper. Alt dette arbejde fordelte sognerådets medlemmer imellem sig. Sognerådet besluttede også at der skulle lægges cementgulv i kælderen. Der skulle også lægges et fortov ved fattiggården. Dette brolægningsarbejde blev tildelt indsidder Niels Jensen for 36 kr.
Til ombygningen af det gamle stuehus fik tømrer Jens Christensen tømrerarbejdet for 210 kr. og murerarbejdet fik murer Niels Pedersen for 100 kr. men så skulle soklen også renoveres.
Sognerådet søgte også efter en bestyrer til fattiggården, hvor ansøgeren skulle oplyse om familieforhold, alder samt attest for dygtighed og god opførelse. Der indkom 3 ansøgninger, Søren Pedersen, Rasmus Sejersen begge fra Ørting og Poul Jensen fra Lerdrup. Sognerådet kunne dog ikke blive enige om hvilken af disse 3 personer, man skulle vælge, så de enedes om at lade lønnen være det afgørende, så det blev Søren Pedersen der blev fattiggårdens første bestyrer. Efterfølgende var der 2 mere, Rasmus Sejersen og Peter Jørgensen.
Lørdag den 8. oktober 1881 oprandt så den store dag, hvor fattiglemmerne skulle anbringes på den nye fattiggård. Her holdt pastor Møller en lille tale i dagens anledning og så skred sognerådet til nærmere at instruerer såvel ”lemmerne” som bestyreren, idet samtlige reglementer blev oplæst for dem, samt enkelte andre bestemmelser udenfor reglementet blev gjort ”lemmerne” bekendte. Allerede en måned efter ønskede ”lemmerne” at de måtte gå i seng kl. 20 i stedet for kl. 21, men dette ønske kunne sognerådet ikke imødekomme. I stedet for fik bestyreren til opgave at indkøbe 2 nye testamenter, samt at lave en aftale med biblioteket om at få bøger til læsning.
Afskrift af Spise reglementer for forplejningsanstalten for Gylling kommune fra 1881.
1. Davre: Mælk og brød eller øllebrød eller mælkebrød efter omstændighederne. Så meget som enhver én kan spise.
2. Mellemmad: En stykke brød med smør eller fedt. De ”lemmer” som arbejder i marken, får et stykke til hvis de ønsker det.
3. Middagsmad:
Søndag: Kød eller flæskesuppe og det stegte kød eller flæsk.
Mandag: Grød og smørrebrød.
Tirsdag: Vælling og pandekager.
Onsdag: Kål eller ærter med flæsk eller kød.
Torsdag: Vælling med stegt flæsk og kartofler.
Fredag: Mælkebrød og flæsk.
Lørdag: Øllebrød og pandekager.
4. Aftensmad: Mælk og brød eller kartofler med meldyppelse eller flæsk og kartofler sammenkogt i mælk.
Af formad gives hver ”lem” så meget, som det har trang til at spise af kød eller flæsk i tilberedt tilstand til kvinder, børn og mænd. De dage der uddeles kartofler og pandekager erholdes ikke brød, men ellers får hver ”lem” det brød, det har lyst til maden.
Husbestyrerinden har ret til at avertere med andre retter efter årstiden, det af sognerådet approbere sådan.
Sognerådet møder blev dengang afhold på ”Ulvagergård” i et dertil indrettet lokale, og de sluttede i reglen med spisning, hvorved andesteg og anden gildemad blev serveret. Dette skal have givet anledning til misfornøjelse blandt ”lemmerne”, som med fortrydelse talte om, at de skulle pille benene og spise levninger efter sognerådets måltider.
I 1890 var følgende personer beboer på fattiggården: Rasmus Sejersen og hans hustru Elisabet Klemmensen var bestyrerpar og deres 2 børn Seier på 10 år og Anne Mette på 4 år boede der også. Som tjenestepige havde parret Inger Marie Rasmine Rasmussen på 18 år.
Gården havde 9 ”lemmer” på fattigforsørgelse boende. Jacob Jacobsen på 76 år og han var enkemand. Laurs Nielsen på 81 år og hans kone Elisabeth Marie Pedersdatter på 75 år. Elin Nielsdatter på 72 år som var ugift. Kirsten Pedersen på 75 år og enke. Peder Andersen på 65 år som var separeret og hans 3 børn, Jensine Kristine på 12 år, Ellen Margrethe på 10 år og Anders Peter på 7 år. I 1880 boede Laurs Nielsen og hans kone Elisabeth Marie Pedersdatter faktisk i fattighuset i Lerdrup og de var bla. med, da disse beboerne blev flyttet til fattiggården i Splidholm i 1881.
”Ulvagergård” fik kun 14 år som fattiggård for i 1895 ansøgte sognerådet Amtet om lov til at bortforpagte gården. Gården blev bortforpagtet til ungkarl Niels Andersen fra Boulstrup for en årlig afgift på 690 kr. Rådet ansøgte også Ørting- Falling sogneråd om, at de i fremtiden ville modtage fattiglemmer fra Gylling. Dette sagde sognerådet i Ørting- Falling ja til på de af Amtsrådets fastsatte pris samt refusion af lægehjælp, medicin og begravelsesomkostninger.
Sognerådet solgte i 1904 gården til Niels Jørgen Jensen for 22.000 kr. og en æra var hermed slut.
Historien bygger på oplysninger fra folketællinger, Gyllingbogen 1 og arkivalier -og Sognerådsprotokollerne på Gylling arkiv.